Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
På gaden
Af Elisabeth Lockert Lange
Det kræver noget helt særligt at være opsøgende i København. Det kræver en meget stor fleksibilitet med tidligindsats, og det kræver at man vil færdes i risikable miljøer.Hvad betyder det for, hvordan disse medarbejdere oplever deres arbejde, for deres adfærd og ikke mindst for de tanker de gør sig om deres arbejdsmiljø?
Det har vi spurgt to medarbejdere i Voldparken og Tingbjerg om.
Helt grundlæggende er de ikke utrygge, når de færdes i deres to områder, Voldparken og Tingbjerg. Men det kræver en særlig opmærksomhed, fortæller to opsøgende medarbejdere, socialrådgiver Naya Fage-Pedersen og pædagog Jens Smedegaard. En opmærksomhed på situationen og en fornemmelse for hvornår en situation kan blive farlig.
En sådan opmærksomhed er nødvendig for en opsøgende medarbejder, som færdes i områder, hvor risikoadfærd er en del af tilværelsen. Og hvor arbejdet netop retter sig mod de unge i området, som har det svært og kan have brug for hjælp.
Arbejdet kræver også stor fleksibilitet i forhold til både arbejdstid, kontakt og nærvær. Dels fordi disse unge ofte står op, når andre har fyraften, som Jens Smedegaard udtrykker det. Dels fordi deres behov om hjælp og støtte er her og nu. Det nytter ikke noget at booke dem ind på en aftale om en uge.
Disse særlige udfordringer kræver særlig opmærksomhed på arbejdsmiljøet. Det vender vi tilbage til.
Lad os starte fra en ende af.
Naya Fage-Pedersen og Jens Smedegaard er begge ansat – sammen med to andre – i det opsøgende gadeplansarbejde i Tingbjerg og Voldparken i projektet Ny Start. Pengene til Ny Start kommer fra Folketingets satspulje-midler, og de er øremærket til disse to boligområder. Projektet løber frem til oktober 2014.
Projektet har dels fokus på unge under 18 år og deres familier, hvor Naya Fage-Pedersen primært har sine opgaver, dels på de unge fra 18 til 25 år som er Jens Smedegaards primære område. Det tredje fokus er at støtte op om lokalområdet generelt. Begge har primært Voldparken som deres område, mens de to andre ansatte i projektet primært har Tingbjerg. Men alle fire færdes i begge områder.
Individorienteret opsøgende arbejde
Vi mødes på en café, et oplagt valg når man som dem arbejder opsøgende på gadeplan. De kalder i øvrigt ikke sig selv gadeplansmedarbejdere men opsøgende medarbejdere, med den begrundelse at deres arbejde adskiller sig fra det typiske gadeplansarbejde.
”Vores indsats er individorienteret, hvor gadeplansarbejdet retter sig mere mod grupper. Selvfølgelig møder vi mange af de unge, vi kommer til at arbejde med, på gaden og begynder vores snak med dem der mens de står i en gruppe. Men efterfølgende ringer de hver især til os med deres specifikke problem. De vil naturligt nok helst komme til os hver for sig”,fortæller de og tilføjer:
”Vi er rekrutteret til at arbejde i området men vi kommerudefra, mens de klassiske gadeplansmedarbejdere som regel selv er fra området. På den måde har de som har ansat os valgt en anden tilgang, og vi bliver brugt på en anden måde.”
Hjælpen de yder er mangfoldig og varieret.
En typisk dag?
Den findes ikke. Dagene er så forskellige, der er noget praktisk, noget administrativt, noget koordinerende mellem samarbejdsparter, der er ledsagelse og følgen op fx i forhold til jobcentre, kriminalforsorg og socialcenter, hjælp til uddannelse, hjælp til job.
”Vores målgruppe har brug for hjælp til at udføre tingene. Men vores rolle er ikke at være brandslukkere. Vi laver det lange seje træk. Ofte er det sådan at vi kan møde til en tom mandag og ikke rigtig vide, hvad ugen skal gå med. Men dagene bookes hurtigt op. Det er også vigtigt at vi har denfleksibilitet i vores arbejde. Disse unges problemer er jo altid her og nu, vi kan ikke sige til dem at du kan få en tid om et par uger, vi skal kunne træde til med det samme”, siger Naya Fage-Pedersen og tilføjer:
”Vi skal være enormt tilgængelige for dem, ellers forsvinder troværdigheden. Især i starten er det vigtigt.”
Jens Smedegaard nikker i enighed:
”Vi er meget fleksible. Også på telefon og sms, og også sent om aftenen. Selvfølgelig er det på vores arbejdstelefon og selvfølgelig kan vi slukke den, for vi kan jo ikke svare hele tiden, hvad ingen heller kræver af os. Men vi er meget fleksible, også med at have telefonen åben sent. Dagen starter sent for mange af disse unge, og de har ingen kalender som rækker langt. Problemerne opstår her og nu og skal løses her og nu.”
Uddannelse og job
De har begge været i denne type arbejde i en del år, Naya Fage-Pedersen har været opsøgende medarbejder i Voldparken i tre år, Jens Smedegaard i ét år, men med en fortid som kontaktperson på Nørrebro.
Så de er kendte ansigter i området, og de oplever at blive ringet op af folk, som de ikke kender men som har hørt om dem fra andre. En endda gennem en kontakt i et fængsel.
I deres arbejde lægger de meget vægt på at hjælpe og støtte med uddannelse og job. Fordi det for langt de fleste af disse unge er deres nummer ét, fortæller de to opsøgende medarbejdere. Ingen af dem de møder ønsker noget andet end det normale liv, ingen af dem ønsker at være gangstere, de vil have job og kone og børn. Og hvis de alligevel hænger fast i kriminalitet, så er de oprigtigt glade ved at få et arbejde og ved at andre får det.
Derfor lægger medarbejderne mange ressourcer i netop det felt, bl.a. gennem aftaler med det lokale erhvervsliv.
”For hver af dem er der en individuel problemstilling, og det er der vi lægger fokus. Ofte er det banale fif og råd de har brug for til at komme videre. Fx at gå hen og hilse på butikschefen, hvis de gerne vil have job, og gøre det om formiddagen, ikke lige før lukketid. Og på samme måde medlærepladser, at de går ud og banker på døre”, siger Jens Smedegaard.
Rykker det noget?
”Det er svært at måle generelt, men for de enkelte som får hjælp, betyder vores indsats utrolig meget. Det fortæller de os også”, siger de enstemmigt.
Naya Fage-Pedersen tilføjer:
”Vi kan hjælpe dem med at søge ind på en uddannelse, men det er dem selv som skal bære det videre. Udfordringen ligger i at holde ved og tage uddannelsen. Vi kan motivere dem, men det er fastholdelsen som er problemet.”
Det gælder også i arbejdet med familierne, som står i ofte komplicerede situationer. Fx kan en familie være tæt på at blive smidt ud af sin lejlighed, og der kan de hjælpe dem her og nu. Kunsten er at lægge en plan, så det ikke sker igen kort efter. De samarbejder derfor naturligvis også med boligsociale foreninger.
I Ny Start er der også fokus på de over 18 årige, man har vurderet ”at det er vigtigt også at få dem med man læser om i pressen”, som Jens Smedegaard siger det.
”Fordi de har stor indflydelse på de drenge som er yngre, de spiller en stor rolle. Og fordi de fylder meget i gadebilledet, hvor de kan opleves uro- og utryghedsskabende, reelt og begrundet eller ubegrundet.”
Skræddersyet APV
Og arbejdsmiljøet? De har jo ikke et arbejde, hvor fokus i arbejdspladsvurderingen er indstillingen af arbejdsstolen eller indeklimaet.
”Vores arbejdsmiljø er noget sværere at overskue. Vi er ude i området, på gaderne, der gælder helt andre regler og grænser, og vi er gæster i området, i beboernes miljø”, siger Jens Smedegaard og uddyber:
”Det er vigtigt at italesætte at vores udfordringer er helt særlige. Og at den arbejdspladsvurdering, vi skal have, er udformet, så den tager højde for vores særlige vilkår og udfordringer. Og en sådan udvidet arbejdspladsvurdering har vi fået udarbejdet, hvor netop vores særlige arbejdsforhold er i fokus.”
For det er deres ledelse meget opmærksom på, fortæller de. Og det er vigtigt for deres arbejde og tryghed at ledelsen er på, er opmærksom, lydhør og respekterer at når en medarbejder vurderer fx at en situation er utryg, så er det den vurdering der gælder.
”Ledelsen ønsker at vi er repræsenteret i området, men ikke at vi står i skudlinjen. Og de har forståelse for hvis vi rejser bekymringer, så er de enormt lydhøre. Vi har 100 pct. opbakning i forhold til vores arbejdsmiljø. Hvis vi vurderer at der er nogen problemer, så er de der. Og det betyder vildt meget”, siger Naya Fage-Pedersen.
Som nævnt i starten så er de ikke utrygge ved deres arbejdsmiljø. De unge kan være vrede på systemet, men det rettes ikke mod dem personligt som medarbejdere, de er et andet ansigt end dem de ellers kender i systemet.
Men når det er sagt, så er de to opsøgende medarbejdere helt bevidste om at de arbejder i områder, hvor der både er skyderier, våben, bandeopgør og særlige økonomiske interesser. Det kræver en særlig opmærksomhed på hvor de er hvornår.
”Vi fornemmer altid stemningen. Er der noget i gære kan vi mærke det, for så er de ikke interesserede i at snakke med os. Og så går vi”, siger Naya Fage-Pedersen.
Jens Smedegaard supplerer:
”Samtidig sørger vi for at vi er anderledes end dem, går fx bevidst anderledes klædt, og derfor er vi i mindre grad udsatte. Så vi er ikke utrygge i hverdagen, men der kommer da tilspidsede episoder og situationer, som vi er meget bevidste om. Hvis vi føler os utrygge, så skal vi ikke være der, for det er personligt, hvornår man bliver utryg. Og vi har ikke en knap under bordet.”
Han uddyber:
”Vi er trygge ved dem der bor her i området, men hvis der er udefra kommende grupperinger, så er det noget helt andet. Og der er det vigtigt at stoppe op og kigge på hvad der skete, og hvad vi gjorde. Heldigvis er der hos os plads til at tingene vendes, fx hvad vi gør i de uforudsete og ikke planlagte situationer, som med garanti dukker op i løbet af dagen. Det skalgive mening, og vi skal jo ikke støvsuge området for problemer eller stå midt i en konflikt og sige stop nu. Vi skal repræsentere alternativet. Og på den måde gør vi en forskel.”
Ny Start er en specifik indsats i forhold til 15-25-årige kriminalitetstruede unge. Projektet er specifikt tilrettet i forhold til det enkelte boligområde,således at den lokale forankring fx i form af områdets boligsociale indsats sammentænkes med den kriminalpræventive indsats. Specifikt arbejdes der opsøgende på gadeplan i forhold til de unge, samt med et helhedsorienteret perspektiv som inkluderer professionel støtte i forhold til bl.a. bolig, misbrug, uddannelse, arbejde, økonomisk rådgivning og psykiatri. Kilde: kk.dk |