At ytre eller ikke at ytre

Af Assia Awad

Som pædagog sidder man inde med en faglig viden, der kan opkvalificere den offentlige debat, mener eksperter og fagforeninger. Alligevel er det meget få pædagoger, der stiller sig frem og fortæller om forhold på deres arbejdsplads.

Pædagog Mette Larsen stod for nogle år tilbage i en dagsinstitution med en lille dreng, der havde det virkelig skidt og var svært truet. Fjorten dage i træk ringede hun til socialforvaltningen og bad dem om at ringe tilbage, for at hun kunne fortælle om drengens situation, men hun fik ingen reaktion.

”Til sidst overvejede jeg i mit stille sind at ringe til Ekstrabladet”, forklarer hun og forsætter:

”På den ene side var der en chance for, at den her lille knægt ville få noget hjælp, fordi pressen krævede det, men samtidig var der en risiko for, at hans familie ville blive endnu mere sårbar af at blive udstillet i pressen. Jeg ville også bryde min tavshedspligt ved at stå frem, og det kunne betyde, at jeg mistede mit job og aldrig ville kunne få arbejde som pædagog igen.”

Mette Larsen valgte i sidste ende ikke at kontakte pressen, da hun frygtede, at drengen ville være endnu dårligere stillet, hvis han blev udstillet i medierne. En beslutning som i høj grad afspejler normen blandt offentligt ansatte. Undersøgelse efter undersøgelse viser nemlig, at offentligt ansatte er bange for at bruge deres ytringsfrihed og udtale sig om forhold på deres arbejdsplads, og det er et demokratisk problem, mener mange eksperter. Offentligt ansatte sidder nemlig inde med en specialviden indenfor deres fagområde, som vil kunne medvirke til at højne det faglige niveau i den offentlige debat. De vil blandt andet kunne bidrage med oplysninger om, hvilke praktiske konsekvenser politiske beslutninger har haft eller vil kunne få.

At Mette Larsens baggrund som pædagog betyder, at hun har noget vigtigt at byde ind med i den offentlige debat, er hun blevet bevidst om, efter at hun startede på tænketanken Ceveas meningsdanner-uddannelse for pædagoger og socialpædagoger. Her lærer hun, hvordan man aktivt kan præge meningsdannelsen i samfundet og styrke pædagogernes sociale position.

”Som pædagog er det vores job at fortælle befolkningen, om politikere rent faktisk løser de opgaver, de siger, de vil løse. Vi skal fortælle, om det går godt eller dårligt i de offentlige institutioner. På den måde bliver barnets tarv sat ind i et større perspektiv”, forklarer Mette Larsen, der tilmeldte sig meningsdanner-uddannelsen, fordi hun følte, at der er kommet et større og større gab mellem det gode pædagogiske arbejde, og det som politikerne beskæftiger sig med på rådhuset og i folketinget.

Inden man går til pressen

Inden man som pædagog går til pressen, anbefaler formand for almen-området i LFS, Thomas Enghausen dog, at man tager sig en snak med sin tillidsrepræsentant, tager sagen op på et personalemøde og/eller kontakter ledelsen for at diskutere problemet. Man kan selvfølgelig også kontakte sin fagforening for at høre, om de kan køre sagen videre. Hvis man ender med at vælge at gå ud i offentligheden med sin kritik, er det vigtigt, at man understreger, at man udtaler sig som privatperson og ikke på vegne af sin arbejdsplads. Det samme gør sig gældende, hvis man skriver et læserbrev.

”Selvom man har ret til at ytre sig, er det vigtigt, at man som offentligt ansat er opmærksom på, hvad man må sige. Fortrolige oplysninger er selvfølgelig underlagt tavshedspligt. Man må altså ikke gå ud med et navn, men generelle sager kan man godt diskutere”, forklarer Thomas Enghausen.

Han pointerer, at hvis man har kendskab til stærkt kritisable forhold, har man ikke alene en ret til at ytre sig, men også en pligt.

Af samme grund opfordrede LFS i 2010 dagsinstitutionslederne i Københavns Kommune til at stå frem og fortælle om kommunens indkøbs-ordninger.

”Vi gjorde offentligheden opmærksom på, at priserne var helt hen i vejret. Peberfrugter, der kostede en tyver og var på størrelse med en tændstikæske, og vandmeloner til 70 kroner. Det var vanvittigt dyrt. Vores kritik virkede også, man tog aftalerne op til revision, og der er kommet en ny aftale pr. 1. januar i år. Men vi oplevede også, at de personer, der stod frem i medierne, efterfølgende blev kontaktet af virksomheden bag indkøbsordningen.”

Pædagog og tillidsrepræsentant i dagsinstitutionen Stjerneskuddet, Kirsten Løth, blev dagen efter, at hun havde kritiseret ordningen i DR-programmet ”Kontant” ringet op på sit arbejde af en ledende medarbejder i Koncern-service, den enhed i Økonomiforvaltningen, der står bag indkøbsordningen.

”Han var meget venlig, men der var alligevel et eller andet truende over samtalen. Jeg følte, at hvis jeg talte over mig, kunne det blive brugt imod mig. Det var enormt ubehageligt, og efter jeg lagde på, fik jeg det virkeligt dårligt”, fortæller hun.

LFS kontaktede efterfølgende Koncernservice og bad dem om ikke at kontakte Kirsten Løth eller andre af fagforeningens medlemmer igen.

Kirsten Løth var ikke på forhånd forberedt på, at hendes medieoptræden kunne få konsekvenser, fordi hun følte, at hendes intentioner havde været gode, nemlig at gøre kommunen opmærksom på, hvor mange ressourcer der gik til spilde

”Episoden gør, at jeg altid vil tænke mig om en ekstra gang, inden jeg udtaler mig, men det vil ikke afholde mig fra at udtale mig, tværtimod”, erklærer hun.

Ytringspligt

Ligesom Thomas Enghausen mener juridisk konsulent i FOA, Sidsel Boertmann Brüel, at der er tilfælde, hvor ytringsret bliver til ytringspligt.

”Der er indberetningspligt, hvis man observerer, at der er nogle børn, der lider overlast, og hvis ens egen leder lægger låg på, er man forpligtet til at gå videre til kommunen og eventuelt derfra til den brede offentlighed”, forklarer den juridiske konsulent og fortsætter:

”Derudover er der en kæmpe gråzone, hvor vi synes, at man ud fra en faglig betragtning er forpligtiget til at gå ud, men hvor det ikke er en juridisk pligt.”

Det kan imidlertid få vidtrækkende konsekvenser, hvis man forsøger at gøre opmærksom på problematiske forhold på arbejdspladsen.

”Hvis man har en medarbejdergruppe, der er sammentømret omkring nogle rigtige dårlige vaner, og man så som ny kommer og gør opmærksom på det, så kan det ende med at blive en sag om samarbejde, som kan føre til afskedigelse. Det er ikke på nogen måde fair set udefra, men det er realiteten. Der er ikke nogen jura, der kan forhindre det. Som fagforening må vi gå ind og støtte og måske føre en sag og kræve godtgørelse, men man kommer hurtigt derud, hvor den gode stemning er svær at genoprette”, vurderer Sidsel Boertmann Brüel.

Den 1. december 2011 indførte Frederiksberg Kommune som den første kommune i landet en Whistleblower-ordning, og en måned efter fulgte Københavns Kommune trop med en lignende ordning, som betyder, at kommunens ansatte og borgere kan henvende sig anonymt, hvis de får kendskab til svindel. Det er dog ikke en ordning, som LFS støtter op om.

”Det er en gang politisk pop, som man vil prøve at overføre fra den private sektor til den offentlige, selvom det ikke giver nogen mening. I stedet burde kommunerne tage ansvar og melde ud, at man ikke skal frygte at blive afskediget, fordi man ytrer sig. Hvis man har kendskab til en sag og vil gå
videre med den, så kan man jo forhåbentlig stå inde for det, man siger, og behøver ikke at være anonym”, mener Thomas Enghausen.

Og hvordan gik det så den lille dreng fra Mette Larsens daginstitution? Efter utallige henvendelser lykkedes det at råbe socialforvaltningen op, og drengen fik hjælp. Efter Mette Larsens vurdering kom støtten dog alt for sent.

Overvejer du at kontakte medierne? Der kan ikke opstilles et generelt krav om, at du skal orientere din leder eller følge en anden intern kommandovej, inden du ytrer dig til pressen. Når det er sagt, kan det ofte være en god ide at fortælle den nærmeste leder og tillidsrepræsentant, at du agter at gå til pressen. På den måde sikres den interne dialog og muligheden for at løse et problem eller en sag internt. Formålet med at ytre sig offentligt om kritisable forhold på arbejdspladsen vil, som tidligere nævnt, ofte være at ændre på tingenes tilstand eller i det mindste at påvirke dem i positiv retning – at gøre en forskel. Derfor er det også vigtigt, at ytringerne medvirker til dette og ikke skaber andre konflikter. Det vil derfor ofte være en god ide, at: - Sørge for i første omgang at fortælle din leder om dine eventuelle kritiske holdninger eller forslag til forandring. - Snakke med dine kolleger, tillidsrepræsentant og/ eller arbejdsmiljørepræsentant om de forhold, du synes, er kritisable. - Præcisere i artiklen, læserbrevet eller dine udtalelser til pressen, at du ikke udtaler dig på vegne af din arbejdsplads eller myndigheden, men som privatperson. - Sørge for, at de faktuelle oplysninger, du giver, er korrekte, og ikke er tavshedsbelagte. (Uddrag fra FOA’s publikation ”Sig det højt - gør det fagligt”)