Naturen kalder

Af Elisabeth Lockert Lange

Et naturforløb for børn mellem 0-6 år på Københavns Naturskole gør storbybørn naturvante. De udvikler sig motorisk og bevægelsesmæssigt, samtidig med at de får en forståelse for og fortrolighed med naturen. De får styrket deres nysgerrighed, deres mod og deres evne til at forundre sig. Kort sagt naturen er en fantastisk legeplads.

”Orv, sikke en masse lorte.”
Lyder det begejstret. 14 børn mellem to og fire år er ude og finde dyrespor i naturen omkring Københavns Naturskole på Kalvebod Fælled.

De har lagt løbecyklerne fra sig på stien, er sprunget over en våd grøft og er stukket ind i krat og skov for at lede efter spor. Og der er gevinst: lorte fra en række forskellige dyr, fjer og dun fra fugle, uldtotter (fra får), opgylp, knoglerester, alt kommer ned i en medbragt kurv, som de og deres fire voksne har med sig.

De trykker på lortene for at mærke, hvor lang tid siden dyrene var forbi og lagde dem. De lytter efter fuglene, og de er helt stille, da de får øje på dådyr inde i krattet. Børnene kommer fra Børnehuset 8-tallet, en integreret insti-tution tæt på naturskolen, så netop disse børn er naturvante og kommer mindst et par gange om ugen i området. Det er dog første gang de er på et egentligt dyresporsforløb i Københavns Naturskole.

Naturskolen ligger sammen med Miljøtjenesten i Kontoret for Bæredygtig
Udvikling under Børne- og Ungdomsforvaltningen, og skolen har tidligere primært været for skolebørn. Men nu er daginstitutionerne blevet langt højere prioriteret end tidligere, glæder naturskolens ansvarlige for 0-6 års området, pædagog og naturvejleder Frank Olesen, sig over. Og derfor starter de nu med forløb for børnehaver, vuggestuer og dagplejere på området på Kalvebod Fælled.

”Naturoplevelser som disse giver børnene en bevidsthed om naturele-menter og et afslappet forhold til naturen, for der er en byforskrækkelse hos en del storbybørn. Og kunsten er at vende det til en nysgerrighed og forundring, for naturen er mangfoldig og underfundig”, siger han og nævner haletudser som et oplagt eksempel.

”Herude afmonterer vi også fordomme om, hvad der er farligt, edder-kopper fx spiser jo myg, så vi ikke får så mange stik.”

En praktikant bevæger sig rundt sig i baggrunden. Han hedder Jan Borgergren Nielsen, er uddannet biolog, men i en tid med stor arbejds-løshed i hans fag er han i gang med en pædagogisk assistentuddannelse og er nu i praktik på Naturskolen for at lære hvordan naturen formidles til børn.

I dialog med børnene

Frank Olesen starter dagens forløb med at hilse grundigt på alle børnene, spørger om deres navn og alder og kommer med små kommentarer til dem. Han spørger dem om hvilke dyr de tror er derude, og hvis spor de forventer at finde. Børnene kommer langt omkring, de regner med både bambier, fugle, tigere og drager. Den sidste kategori må man gerne ae hvis man møder dem, konstaterer et af børnene. Så er de klar, de voksne får et løbehjul, et kamera og et kort over området, børnene får løbecykler.

Han siger til dem:
”I skal ud på ekspedition. Brug øjnene, men brug også ørerne. Og lugt godt til lortene og mærk på dem, er de bløde, så er lorten lige blevet lavet. Kig efter fjer som fuglene har mistet og fuglereder. Kig efter større dyr som hjorte og ræve. Og lyt til lydene som dyrene laver.”

Til mig siger han:
”Det er vigtigt at børnene er sammen med deres pædagogiske personale, for så tager de voksne selv initiativet og teten og udvikler forløbet sammen med børnene.”

I det hele taget er der stor forskel på, hvordan de voksne griber naturen an sammen med børnene. Nogle strukturerer og tilrettelægger meget for børnene, svarer på deres vegne etc. Det vil han gerne væk fra, så børnene selv finder ud af ting, selv giver svarene og selv fordyber sig. Det er let at komme til at gøre for meget, som han siger.

”For mig er det vigtigt at være i dialog med børnene, så de er medskabende i forløbet. Selvfølgelig har jeg en retning, jeg vil i, og en rød tråd i forløbet, men man kan godt styre børnene hen, hvor man gerne vil have dem, samtidig med at man er i dialog om alt muligt, og de fortæller og kommer langt omkring. Vi kommer derhen hvor vi gerne vil.”

Fundene

På med cykelhjelmene og så afsted. Med seminarielektor Pia Frankel, som er ansat som naturvejler for et år i Børnehuset 8-tallet, med kortet foran, pædagog Trine Klein bagerst og pædagogerne Mie Jensen og Mie Munkholm i midten til at holde styr på tropperne.

Børnene giver den gas, de kaster sig ud i det, deres begejstring er på højde med de voksnes. Glæden ved løbecyklerne er lige ved at toppe interessen for dyresporene i starten, den slags cykler er de ikke vant til. Derimod er de tydeligvis fortrolige med naturen, meget observerende og engagerede.

Børnehuset 8-tallet er kun lige over et år gammel og med 150 børn. Den har fælleden som nærmeste nabo, så de tager naturligt nok udgangspunkt i naturen for børnenes leg, læring og liv, og i forhold til alle de seks læreplanstemaer. Netop derfor har de prioriteret at ansætte Pia Frankel i et år.

”Naturen handler om forandring, forundring og forvandling. Den pirrer nysgerrigheden og forestillingsevnen. Den styrker også børnenes egen identitet, for de ser en ræv og dens lort og så ser de sig selv og deres lort. Det styrker deres egen forståelse af sig selv”, fortæller hun med et smil og
tilføjer:

”Naturen er et læringsrum som ingen andre. Det giver masser af sanse-stimuli, og det styrker barnets motorik og sundhed.”

Det er Frank Olesen meget enig i:

”Børnene kommer ud og rører sig på en anden måde end den mere ensformige, som mange legepladser lægger op til. Og så er naturen en god legeplads at slå sig i. For når børnene er så optaget af aktiviteterne, så lægger de ikke mærke til at de slår sig. Her kan de få ufarlige erfaringer med redskaber, som ellers kan være farlige, fx knive.”

Efter ca. tre kvarters tur ude i naturen er de tilbage, spiser frokost og samler op på alle de mange fund. Frank Olesen står for enden af bordet, og så snakker de omalle de mange ting i kurven, om hvor de fandt dem, hvad det mon er, og hvilke dyr de stammer fra. De forskellige lorte, flest fra hjorte men også fra fugle og heste, går på omgang, nulres og lugtes til. De snakker om snegle og deres huse

Selvhjulpne voksne

Naturskolen vil gerne være en aktiv og naturlig del af daginstitutionernes arbejde med læreplanerne.

”Vi ser naturen som et læringsrum og en støtte til alle lærerplanstemaerne, vi tager sproglige og kulturelle udtryksformer op, der er personlige udfordringer, for ikke at tale om det sociale, som naturen er en fin ramme for, for man hjælper hinanden ude i naturen. Vi vil gerne sikre at alle børn i København får en naturlig naturforståelse, også der hvor de ikke har det nu”, siger Frank Olesen.

Allerede nu kommer der mange børn igennem Naturskolen, men ambitionen går længere. Det er ikke nok at hvert københavnerbarn mellem nul og seks år i gennemsnit kommer ud i et af naturskolens forløb halvanden gang, de vil gerne have dem derud i et forløb mindst en gang om ugen.

”En af vores ambitioner er at gøre det pædagogiske personale mere selvhjulpent i naturen, så de selv kan lave aktiviteter efter en introduktion.
Når det er færdigudviklet, så har vi et selvhjulpent forløb, hvor
institutionerne kan booke en temakasse om fx dyrespor, og så tage af sted på cyklerne”, fortæller han.

Ambitionerne rækker også til ønsket om en efteruddannelse til det pædagogiske personale, en lille naturformidleruddannelse. Men det er op til Børne- og Ungdomsforvaltningen at beslutte naturligvis, tilføjer han.

”Vi vil gerne væk fra bare at ses som et gratis aktivitetstilbud til daginstitutionerne. Vi vil hellere være en integreret del af deres hverdag. Hvor vi sender de selvhjulpne afsted og naturligvis er her for de som ikke kan selv.”

Det vigtigste er faktisk at være en god børneformidler, vurderer Frank Olesen.

”Man skal have øje for hvem børnene er, hvilken børnesammensætning og voksensammensætning der er i dag. Er de små eller store, om de er naturfremmede eller vant til natur, og hvordan er personalet. Så sætter vi niveauet efter det, fx korte forløb og mest sanseorienterede til de helt små. Og til de større mere egentlig naturformidling.”

Apropos de helt små, så har de et projekt på vej med en gruppe dagplejere, som skal have haletudser med hjem og passe.

”Det vil være oplagt til de helt små. Naturvidenskab i børnehøjde”, siger han med et smil.