Leder

Af Jan Hoby, næstformand

Eksterne konsulenter undergraver den offentlige sektor

Politikens leder 21. juli 2012 slår hovedet på sømmet i sin kritik af offentligt brug af eksterne konsulenter. I den efterfølgende debat er kikkerten sat for det blinde øje, mens djævlen fortsat er begravet i detaljen.

Markedsgørelsen af den offentlige sektor har forstærket erhvervslivets og de multinationale selskabers ønske om at stikke sugerøret dybt i den offentlige pengekasse. At få sugerøret i den offentlige kasse er attraktivt, fordi det giver et stabilt og sikkert afkast på investeret kapital, modsat på det frie marked.

De største internationale konsulentfirmaer f.eks. Accenture, Deloitte og Ernst & Young har i to årtier haft sugerøret i den offentlige sektor og scoret milliardgevinster. Alene i 2008 brugte Staten 3,7 mia. kr. på eksterne konsulenter. Københavns Kommune brugte samme år 446 mio. kr.

Trods dårlige økonomiaftaler mellem KL og den tidligere og nuværende regering, har der været råd til eksterne konsulentfirmaer, uanset pris.
Ingen politikere eller forvaltningschefer i den offentlige sektor har stillet spørgsmålstegn ved, om det er ret og rimeligt at bruge eksterne konsulenter, når der samtidig spares på kerneydelserne.

Dovne politikere har bestilt konsulentrapporter og analyser på baggrund af usund mistillid til forvaltningens sagsfremstilling og arbejde, til enkeltsags- og prestigeprojekter – eller når de har villet genere den siddende borgmester eller hinanden.

Det er beskæmmende, at politikere og forvaltningschefer kan slippe afsted med argumentet om, at der kun bruges eksterne konsulenter, hvis der er tale om kompetencer, der ikke allerede findes i den offentlige sektor.

Det kan umuligt passe, at den samlede sum af medarbejdere i den offentlige sektor ikke har de kompetencer, der skal til for at løse opgaverne. Ellers er der to svar: For mange administrativt ansatte, eller for dårlige, eller begge dele. Men dette er ikke tilfældet. Det er derimod et udtryk for en ideologisk markedsvirus, der hærger den offentlige sektor.

Den nyliberale myte siger, at den offentlige sektor ikke er innovativ, kreativ eller har de kompetencer, der skal til for at kunne løse de udfordringer den offentlige sektor står overfor. Myten siger også, at det kun er via eksterne konsulenter og markedet at den offentlige sektor kan fungere effektivt og innovativt.

Men hovedparten af de rapporter som eksterne konsulenter udarbejder til den offentlige sektor er ikke kun dyre, men også dårlige. De medvirker kun til at tømme den i forvejen pressede offentlige pengekasse, til at brutalisere arbejdsmiljøet og forringe velfærden.

Brugen af eksterne konsulenter er udtryk for den mistillidskultur, der har udviklet sig i og omkring den offentlige sektor. På den lange bane er den offentlige sektor netop både demokrati og innovationsførende i forhold til den private sektor.

Brug af eksterne konsulenter og brug af private aktører i den offentlige sektor begrænser demokratiet og den politiske styring af den offentlige sektor. Man kan derfor ikke tale om et både-og, når der kun er tale om et enten-eller. Markedet underlægger sig aldrig demokratiske spilleregler, markedet forsøger altid at sætte de demokratiske spilleregler ud af kraft.
Et paradigmeskifte i den offentlige sektor forudsætter at multinationale konsulentfirmaer begynder at overleve på markedsvilkår og ikke på fællesskabets regning.

Indlægget er bragt i Politiken den 3. august, og den er skrevet samme med Lisbeth Schmidt, faglig sekretær i LFS.