Større sammenhængskraft

Af Elisabeth Lockert Lange

Syv institutioner i en klynge på Amager har hen over sommeren arrangeret lege og aktiviteter en dag om ugen for hinanden og deres flere hundrede børn. Initiativet kom fra arbejdsmiljøgruppen, og det har betydet et helt nyt kendskab til hinandens styrker og ressourcer. Det peger fremad mod et nyt samarbejde og nyt sammenhold i klyngen.

Hvis du ikke gider læse en positiv klyngehistorie, så skal du ikke læse videre. For historien om hvordan syv institutioner i en stor klynge på Amager laver syv fælles legedage hen over sommeren er absolut en positiv klyngehistorie.

Den omhandler 126 personaler ansat i klynge A7 med institutionerneHoppeland, Børnehuset Lygtemagerstien, Firkløveren, Grøftekanten,Elverhøj, Institutionen Peder Lykkes vej og Fritidshjemmet Peder Lykke. Institutioner fra vuggestue til fritidshjem.

Idéen om legedagene opstod i klyngens arbejdsmiljøudvalg, hvor de diskuterede hvad et godt arbejdsmiljø er, hvad der skaber trivsel, hvordan de har det sammen, og hvordan de kunne skabe mere sammenhængskraftog større fælles identitet i klyngen. De blev ret hurtigt enige om at den bedste dag, det var den, hvor man gik hjem og vidste, at man havde løst kerneydelsen på bedste måde. Når det var sådan, så var arbejdsmiljøet også godt.

Med det i baghovedet overvejede de, hvad der ville give mening på både voksen- og børnesiden at lave sammen. Og en plan tog form. At de syv institutioner på skift to og to sammen arrangerede en ”store legedag” hver torsdag i syv uger i træk i sommerferien. Det skulle ske i Englandsparken, samme sted, samme tid hver uge. Om formiddagen med de mindste børn, om eftermiddagen med de større. Aldersopdelingen gav en god spredning og sikrede at dagen ikke blev kaotisk, men at man kunne beholde overblikket.
Hoppeland og Børnehuset Lygtemagerstien blev sat sammen om at lave to legedage. At de oplever projektet som en succes, det er man ikke i tvivl om, når man lytter til klyngeleder Hanne Viinblad, pædagogisk leder Dorthe Kleis, idrætspædagog i Hoppeland, Hanne Nielsen, og arbejdsmiljø-repræsentant i Lygtemagerstien, Trine Andersen.

De taler begrejstret om dage som peger fremad, som var inspirerendeog som gav vidensdeling mellem voksne. Og på børnesiden gav de god mening bl.a. i forhold til børnenes overgange.

Stor opbakning

Planlægningen af sådanne dage kræver noget, når der potentielt er 800børn samlet – reelt blev det 200-300 børn på grund af sommerferien, men også det er et stort antal. Nogle af dem tog Hanne Nielsen og Trine Andersen med hen i Englandsparken for sammen med dem at kigge på forhold og muligheder. Parken er god til formålet, dejlig stor, så børnene kunne boltre sig, men også trække sig lidt når de havde behov. ”Der blev aldrig ”crowded”, fortæller Hanne Nielsen.

Og Trine Andersen supplerer:

”I starten var børnene noget forsigtige, de kendte jo ikke hinanden, men de fandt hurtigt ud af at lege sammen.”

Det samme må siges om de voksne.

”Der var meget voksenlæring og meget tryghed i denne ”mingling” på et højere plan. Nu kender de hinanden til fremtidige projekter”, siger Hanne Viinblad og fortsætter:

”Alle institutionerne gjorde det forskelligt, og der var stor opbakning fra alle. Som en deltager sagde til mig: det var en helt fantastisk dag, for vi kiggede aldrig på klokken. Det plejer de jo at gøre i forhold til at skifte børn og give mad og den slags. Nu var de ”bare” med til at give børnene en rigtig god oplevelse.”

Det kan ellers være lidt grænseoverskridende at skulle synge og danse sammen med og foran folk man ikke kender.

”Jeg havde det på et tidspunkt sådan at: okay hvis hun kan rulle rundt, så kan jeg også. Og andre havde det på samme måde, vi oplevede at det var okay. Den frygt man kan have når der er så mange der kigger på og lytter til én, den er overskredet nu”, fortæller Hanne Nielsen med et smil og tilføjer:

”Det er også vigtigt at man tør fejle, at man ikke føler man skal opfinde noget nyt hele tiden og præstere. Og børn er jo taknemmelige, man kan få en god energi sammen med dem, uanset om det så er rundbold for syttende gang.”

Prioriteret

Hanne Viinblad vurderer at en af grundene til, at det fungerede så godt simpelt hen var, at alle var enige om det skulle det. Alle prioriterede det, alle deltog. Og alle gjorde hvad de skulle for at gøre det bedst muligt.

Fx havde de ikke en plan b i forhold til dårligt vejr, men det løste sig da dagen med elendigt vejr kom, for fritidshjemmet tilbød husly, så de kunne gå videre med legene.

Dorthe Kleis siger:
”Hele planlægningen af det var et godt stykke arbejde. Vi følte vi kom hen og fik gaver. Man var gæst men alligevel medansvarlig og deltager.”

Og hvilke gaver. Nogle af aktiviteterne og legene gik igen fra legedag til legedag, andre var enestående for netop den dag. Det var de to planlæggende institutioner der bestemte, hvad der skulle ske, og de sendte et program ud inden, så alle var forberedt. Der var leg med faldskærm, sanglege, boldspil, massage, sækkeløb, kartoffelløb og meget andet. Hanne Nielsen havde som idrætspædagog tænkt meget i sansemotorik og i hvilke lege, der styrker sanser som fx labyrintsansen. Og i hvilke redskaber der giver hvad, og hvordan man kan bruge dem med børn i forskellige aldre.

Der var også kampsportslege, slåslege af forskellig slags, for de lidt ældre børn.

”De lege var styrede, og det var godt, så børnenes energi ikke løb af sporet, men blev brugt på en konstruktiv måde, så de lærer en god slåskultur og også lærer at tabe. Det var dejligt at se også pigerne lave brydekamp, det var en helt ny rolle for dem. Og samtidig kunne vi voksne se, hvordan andre medarbejdere tacklede en potentielt problematisk situation” , peger Hanne Viinblad på.

Legene var struktureret via poster, som de forskellige lege og aktiviteter var lagt ud på, en struktur der var valgt først og fremmest så det begrænsede antal personaler kunne dække alle legene. Børnene valgte selv hvilke de ville gå hen til.

”Og selvfølgelig opstod der også lege undervejs, som vi slet ikke havde tænkt på”, siger Trine Andersen tilfreds.

Fælles ansvar

For klyngeleder Hanne Viinblad er ikke mindst voksendelen på klyngeniveau vigtig, alle de gode pædagogiske overvejelser der kom ud af det.

”Det er spændende at grupperne, når de mingler på tværs af alder og erfaringer, ser så forskelligt på tingene. Der skete virkelig en erkendelses-læring. For nogle fx at vuggestuebørn kan meget mere end de troede.”

Trine Andersen nikker i enighed: ”Ja man tager meget med hjem.”

Kort sagt er holdningen til hinanden radikalt ændret, beretter de alle fire om. De beretter om total opbakning i en anden dimension end de har prøvet før. Om større kendskab til hinanden. Om stor forskellighed, men også om respekt for det. Og om en klar opfattelse af at de har et fælles ansvar.

”Når fælles ting skal lykkes og udvikle sig, så er det vigtigt at de gror nedefra. Det gjorde dette, i og med at det opstod på vores arbejds-miljømøde. Og når det handler om den fælles faglighed, som dette gør, så rykker det”, siger Dorthe Kleis med eftertryk.

Diverse planer ligger lige for med de nye relationer de har skabt. Som den oplagte at besøge hinanden og bruge hinanden, for de syv institutioner ligger tæt på hinanden geografisk, har samme børneoptag og dermed også mange fælles problematikker. Undervejs blev der lavet et inspirationskatalog over, hvad de hver især har, som andre kan låne, det skal udbygges løbende. De taler om muligheden for en intern vidensbank, så de ved hvem de kan trække på i hvilke sammenhænge, og hvem der har en særlig viden om et område.

”Og alt det ville have virket skræmmende, hvis det havde været fra starten man skulle fortælle om et emne til så mange fremmede mennesker. Men nu fungerer det så godt, at det sagtens kan lade sig gøre. Takket være alle jer, fordi I er så superåbne med holdningen: kom og se hvad vi laver”, roser Hanne Viinblad og glæder sig over, at klyngen samlet har evnet at bruge arbejdsmiljømøderne til noget så konstruktivt:

”Det er vigtigt at dette initiativ er opstået i arbejdsmiljøgruppen og med fokus på trivsel og kerneydelse. Vi skal fylde arbejde med noget, som er nærværende, det er jo derfor vi er her. Og vi brugte møderne til at skabe mere glæde i arbejdet. Det er dejligt at det kan lade sig gøre i en ny struktur, som der har været så meget modstand på. Det giver også mere mening med en delt pengekasse, når man kender dem man deler med, har en faglig relation sammen og et fælles pædagogisk sigte. Det er vigtigt i en tid med stram økonomi.”

En foreløbig evaluering? De fire pædagoger nikker. Én glæder sig til at forfine konceptet. En anden bliver høj ved tanken om at lave mere af samme slags. En tredje retter ryggen idet hun siger: ”man vokser når man ser det lykkes.”

Og lidt forbedringer: måske skal fritterbørnene tænkes bedre ind. De griner alle fire, mens de fortæller om nogle kager, som søde fritterpiger havde bagt med masser af sukker til de små. De skulle jo have det bedste.

Hanne Viinblad udtrykker det fælles: ”Nu tænker vi jo at uanset hvad vi sætter i søen, så klarer vi det.”