Børn er vigtige for hinanden

Af Tine Sejbæk

Det er helt centralt at styrke fællesskabet mellem børn, der er anbragt på døgninstitutioner. Fællessakbet rummer store petentialer for de "relationsudfordrende" børn, og det må ikke være tilfældigt, om de har mulighed for at lege sammen, mener psykolog Kirstine Lindgaard. Hun er aktuel med bogen" Leg og fællesskaber på døgninstitutioner".

Se børn som kompetente – ikke som ”tidligt skadede”, ”forstyrrede” eller ”forkerte”. Mød dem med tiltro til, at det, de gør, er meningsfuldt. Og styrk frem for alt fællesskabet mellem børn på døgninstitutionerne. Relationer til jævnaldrende har stor betydning for børns udvikling – også for denne særlige gruppe af udfordrede børn.

Det er nogle af kernebudskaberne i Kirstine Lindgaards bog ”Leg og fællesskaber på døgninstitutioner”, som udkom fornylig på Frydenlunds forlag. Bogen er målrettet studerende og pædagoger, der arbejder inden for anbringelsesområdet.

Bogen rummer mange forslag til spørgsmål, man som pædagog kan reflektere over, samt nye handlemåder, man kan bruge over for døgnan-bragte børn.

Kirstine Lindgaard arbejder til daglig som psykolog i en PPR, hvor hun superviserer lærere og pædagoger med udgangspunkt i, hvad der er meningsfuldt i børns adfærd.

Det hele startede med en interesse for døgnområdet og de børn, der er i statens varetægt, fordi deres forældre ikke kan tage vare på dem. Under sin uddannelse arbejdede Kirstine Lindgaard på et spædbørnehjem og en døgninstitution. De erfaringer inspirerede hende til at skrive speciale om leg på døgninstitutioner – hvilket har udviklet sig til bogen, der udkom fornylig.

”I medierne kommer det tit til at handle om for og imod døgnanbringelser. Om plejeanbringelser som det bedste og tryggeste for de her udsatte børn. Det bliver så simpelt. Nogle børn kommer jo på institution, og nogle børn har også brug for at være der! Så vi må gå et skridt videre og tale om, hvordan vi bedst udvikler praksis på institutionerne og støtter de børn, der bor der”, siger Kirstine Lindgaard.

De ved, de er anderledes

De positive aspekter ved døgnanbringelser er ifølge Kirstine Lindgaard mange. For det første de professionelle voksne, der brænder for feltet og har forståelse for barnets udvikling. De er gode til at etablere relationer til børn, som er svære at skabe relationer til.

”Der bliver lavet meget godt relationsarbejde. Det er de fleste pædagoger rigtig gode til. Jeg mener bare ikke, relationsarbejde er nok i sig selv”, siger hun.

En væsentlig og undervurderet ting ved, at børn er på en døgninstitution, er ifølge Kirstine Lindgaard nemlig, at de er anbragt sammen med rigtig mange andre børn.

”Det er der mange fordele ved. For det første giver det dem jo mulighed for at møde andre i samme situation. Vi skal ikke bilde os ind, at de ikke ved, at de er anderledes. Det ved de godt. For det andet ved vi jo, at børn er gode for hinanden. De udvikler sig helt utroligt i fællesskab med andre børn. Hvorfor bruger vi ikke denne viden aktivt, når det gælder anbragte børn?”, siger hun.

Ifølge Kirstine Lindgaard er tankegangen ofte den, at døgnanbragte børn skal lære at have én tæt relation til en voksen, før de kan opbygge andre relationer.

”Den tror jeg ikke på. Der er ingen af os andre, der kun kan lære én ting ad gangen”, siger Kirstine Lindgaard, der gerne vil slå fast med syvtommersøm, at børn er vigtige for hinanden. Hvilket i øvrigt understøttes af forskning, der peger på, at børns relationer til jævnaldrende kan være en buffer mod stress og central i udviklingen af social identitet.

Børnenes fællesskabsfølelse og oplevelsen af at være sammen om noget, at være en gruppe, der adskiller sig fra ”de andre”, har stor følelsesmæssig betydning. Børn skal, uanset anbringelsens karakter, og uanset individuelle vanskeligheder, tilbydes at deltage i børnefællesskaber, mener Kirstine Lindgaard.

Legen udvikler børn

Leg er vigtig for de døgnanbragte børn af mange grunde. I leg udvikler børn sig. F.eks. trænes barnets nervesystem gennem leg og latter til at kunne rumme en tiltagende mængde sanseindtryk. Derudover udvikler barnet sig både kognitivt, emotionelt og socialt gennem legen. I leg kan børn tilsyne-ladende overkomme flere og større udfordringer end ellers.

”Leg er også vigtig for disse børn, fordi det er det modsatte af, hvad de er vant til. Leg er kaos. Derfor har mange af de børn, vi taler om her, svært ved det. Fordi i legen giver man slip. Og derfor har de brug for pædagoger, der kan støtte dem i at udholde kaos og mangel på kontrol, hjælpe dem med at forstå legens præmisser og udvikle deres evne til at forhandle roller og indhold”, siger Kirstine Lindgaard.

En døgnanbringelse giver mulighed for at indgå i fællesskaber på helt nye måder.

”Da jeg som specialeskrivende fortalte mine kolleger på døgninstitution, at jeg beskæftigede mig med leg blandt døgnanbragte børn, udtrykte flere en næsten sarkastisk undren over, om det fænomen overhovedet eksisterer. Det fortæller mig, at leg på døgninstitutioner måske ikke lever op til de voksnes umiddelbare forventninger om, hvornår børn leger, hvad de leger, og hvordan de leger. Kritikere vil nok spørge, om disse relationsudfordrede børn overhovedet kan have gavn af hinanden. Det mener jeg bestemt. På døgninstitutionen, hvor de er omgivet af professionelle voksne, mener jeg faktisk, at forudsætningerne for positive fællesskaber mellem børn burde være særligt gunstige. Det pædagogiske personale skulle nemlig gerne være i stand til at støtte barnet der, hvor det har individuelle vanskeligheder. Og støtte gruppen til etablering af fælles, givende legeaktiviteter”, siger hun.

Sådan støtter I legen

Pædagoger har dermed en vigtig opgave i forhold til etableringen af fællesskabet mellem børn. Børnene kan nemt komme til at skabe situationer, hvor de møder den samme afvisning og utryghed, som de kender så godt. Derfor lykkes legen og fællesskabet ikke uden pædagoger.

”Børnene skal have hjælp til at tolke hinandens signaler samt kommunikere på en hensigtsmæssig måde, således at legerammen ikke bryder sammen. Det kræver, at de voksne hele tiden formår at være nysgerrige og udforskende i forhold til det, der betyder noget for børnene”, siger hun.

Den nyeste forskning viser, at børn udvikler deres sociale identitet gennem leg. I legen identificerer børn hinanden. Der er et hierarki i legen, der også afspejler, hvad der foregår udenfor legen. I leg kan man forhandle roller. Hvis man får hjælp af de voksne. Man kan få en anden rolle end udenfor legen. Man kan være den omsorgsfulde, selv om man plejer at være vild. Man kan være den store, selv om man plejer at være den lille. Og de nye roller kan også smitte af udenfor legen.

“Gennem leg får børn lov at afprøve nye adfærdsstrategier. Med hjælp fra pædagoger kan det blive en positiv og udviklende oplevelse, der indgyder mod og håb. Børnene kommer til at tro på, at de også kan bruge de strategier i andre sammenhænge”, siger Kirstine Lindgaard.

Det er hendes erfaring, at der foregår mere ”ond” eller antisocial leg blandt disse børn.

”De søger aggressionen og det utrygge af en grund. Hvis vi bare stopper det, så negligerer vi, at de handler meningsfuldt. Hvis vi tror på, at de agerer meningsfuldt, må vi være nysgerrige. Det er hovedbudskabet i bogen: at børn er kompetente og handler meningsfuldt. Derfor må vi møde dem med respekt, nysgerrighed og ydmyghed”, fortæller hun.

Udviklingspotentialet i de antisociale lege kan bl.a. være at mestre det utrygge, lære det at kende. Og finde nye måder at handle på i utrygge sammenhænge og regulere egne følelser.

Et eksempel er nogle børn, der sammen med en pædagog sidder og ser det afsnit af Pippi Langstrømpe, hvor Pippi får besøg af to betjente, der vil sende hende på børnehjem. Børnene synes, det er uhyggeligt, og pædagogen taler om, at politiet også er nogle, der hjælper andre. Det har de ikke selv oplevet, men pædagogen siger, at det kan være sådan. Og bagefter leger børnene en leg, hvor politiet hjælper.

”I legen sker der en udvikling. Tingene bliver vendt på hovedet. Børnene er med pædagogens hjælp med til at skabe noget nyt”.

Kirstine Lindgaard mener, at pædagoger kan støtte børns leg ved at være tilstede på en måde, hvor de er bisiddere uden at styre og dominere legen, hvor de ”oversætter” og omformulerer”. Hvis lege f.eks. er præget af forventning om afvisning, kan de let løbe af sporet og blive ubehagelige. Der er brug for voksne, der kan hjælpe børnene med at få øje på hinandens positive intentioner. Puste dem op og lade dem fylde, voksne som hjælper

”Og hvis nogen kan det her, så er det pædagoger på døgninstitutioner.
Socialpædagoger har ofte en særlig evne til at fornemme andre mennesker”, siger Kirstine Lindgaard.

Se børn som kompetente

Kirstine Lindgaard finder det meget vigtigt, at man anlægger et ressource-orienteret udviklingssyn på de døgnanbragte børn. At man først og fremmest ser dem som kompetente børn, der faktisk har formået at tilpasse sig vanskelige og usædvanlige omstændigheder.

“Når et barn f.eks. har formået at tilpasse sig sine psykisk syge forældre og en hverdag med uforudsigelighed, så synes det da ganske utroligt, at man taler om inkompetence eller fejludvikling. I min optik er det udtryk for en helt utrolig kompetent evne til at udvikle tilpassede adfærdsstrategier”, siger hun.

Selv vælger hun at kalde dem for ”relationsudfordrede børn”.

”At tale om dem som ”tidligt skadede”, der er gået i stykker og skal repareres, har fra starten af virket forkert på mig. De har jo på utrolig vis formået at indrette sig efter deres livsvilkår. Men selvfølgelig skal de have hjælp til at fungere udenfor familien, fordi mange af deres adfærdsstrategier ikke er hensigtsmæssige i nye sammenhænge”, forklarer hun.

”At være relationsudfordret henviser til, at man er udfordret, fordi man ofte går til verden på en bestemt måde, som i gængse sammenhænge vil spænde ben for samspillet. Det er ikke det samme som at være forkert eller i stykker”.

Og det er vigtigt, mener Kirstine Lindgaard.

”For den måde, vi taler om de børn på, påvirker den måde vi forstår dem. Og den måde vi forstår dem, påvirker vores måde at gå til dem. Og dét påvirker så dem. Hvis vi taler om dem som ”tidligt skadede” og ”tilknytningsforstyrrede”, så påvirker det os og dermed dem”, siger hun.

Vi delte noget særligt ”Når vi havde de der oplevelser af fællesskab på børnehjemmet (…) at vi godt vidste, at vi var børnehjemsunger, og at det var de andre ikke. Det var en vigtig følelse, at jeg havde et fællesskab med de andre. Vi delte noget særligt, og den der følelse af ”så kan den alligevel bruges til noget, den smerte jeg har”. Engang imellem kunne det... Man kunne have den fællesskabsfølelse, at ”vi har noget sammen, de andre i hvert fald ikke har og aldrig får”. Sille, tidligere anbragt, om hvad der var godt ved at bo på institution. Citatet stammer fra bogen TABUKA – tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbringelsen af børn og unge, som udkom i 2005 og er resultatet af en proces, hvor 39 tidligere anbragte unge af begge køn har fortalt om deres erfaringer med at være anbragt.

Den integrerende baggrund Kirstine Lindgaard anbefaler forskellige metoder, man kan bruge i forhold til døgnanbragte børn, bl.a. den integrerende baggrund. “Den integrerende baggrund” er en pædagogisk retning, der stammer fra en lille by i Norditalien, en integrerende helhedspædagogik, der tager afsæt i temaer, der afspejler børnenes interesser og behov. Et vigtigt element er dokumentation. Pædagogerne dokumenterer løbende børnenes gøren og laden ved at indsamle de ”spor”, de efterlader sig, når de leger, tegner, fortæller historier eller indsamler ting. Sporene afslører det, som giver mening og er udviklingsrelevant for børnene, og det er med til at styrke fornemmelsen af kontinuitet i børnenes liv. Det er vigtigt at skabe kontinuitet i børnenes leg i stedet for at afbryde den med andre aktiviteter, pædagogerne selv dikterer. Når man arbejder med den integrerende baggrund, tager man børnenes handlinger alvorligt. De betragtes som meningsfulde spor, der fortæller os, hvad der er betydningsfuldt for barnet. ”I arbejdet med døgnanbragte børn, der ofte afviger fra vores forestillinger om normalitet, er en sådan nysgerrig udforskning endnu mere central end ellers. De børn har udviklet anderledes strategier til håndtering af verden, og derfor må man som professionel holde fast i en respektfuld og nysgerrig tilgang til hvert enkelt barn”, mener Kirstine Lindgaard. Læs mere om den integrerende baggrund i bogen ”Leg og fællesskaber på døgninstitution”.

Refleksioner for pædagoger Bogen ”Leg og fællesskaber på døgninstitution” rummer mange spørgsmål til personalet på døgninstitutioner. F.eks.: Hvornår ser jeg barnet gøre noget aktivt for at etablere fællesskaber med andre børn på institutionen? Hvem søger barnet? Og hvordan? Hvilke aktiviteter er de fælles om? Hvorfor er disse aktiviteter mon meningsfulde for barnet? Hvad gør jeg allerede i dag for at bakke op om børne-fællesskaber på mit arbejde? Hvad gør jeg for at støtte netop dette barn i de sociale initiativer, der retter sig mod samvær med andre børn? Hvordan kunne barnet mon ønske sig, at jeg bakkede det op?