Et pædagogisk forår forvandlet til syltesæson

Af Kirsten Løth, børnehavepædagog og Jan Hoby, næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger

Forsommerens debat om vuggestuer og kritik af den pædagogiske faglighed har nu nået samme lavpunkt som sidste års debat om hippiepædagogik. Vi har fået de sædvanlige markeringer fra henholdsvis fagforbund, forskere og menigepædagoger. BUPL’s formand Henning Pedersen var ude med riven efter de uuddannede. Forskerne forsøgte at få skovlen under hinanden med påstande om ideologiske korstog og tvivlsom validitet af en vis ph.d. afhandling.

Fælles for markeringerne var, at dårlige normeringer er ondets rod. Bedre normeringer vil dog kræve et grundlæggende og blivende skift i den økonomiske og politiske magtbalance. Fagbevægelsens bud på, hvorledes det bliver en realitet har vi endnu til gode, og i øvrigt bliver debatten uforholdsmæssigt unuanceret og fordrejet, hvis man udelukkende forholder sig til spørgsmålet om normeringer.

Det synes som om, at hele præmissen for diskussionen om pædagogers faglighed er fri for værdier, politik og ideologier, og at kvaliteten af landets daginstitutioner kun er et spørgsmål om antallet af pædagoger pr. barn. Men debatten om pædagogers faglighed er ladet med værdier og dermed også politik og bagvedliggende ideologier og menneskesyn.

Hvad der kunne have været et pædagogisk forår er lynhurtigt blevet syltesæson, fordi hverken fagtop, forskere eller fagfolk vover at tage fat om nældens rod. Der er ikke megen hjælp at hente fra rød blok. Det, der i dag skiller rød fra blå blok, er småting, hvad angår daginstitutions- og skolepolitik. Begge blokke er enige om, at daginstitutionerne skal være små virksomheder uden skelen til de katastrofale følger for pædagogikken.

Markedsgørelsen af pædagogikken

En overset detalje i debatten om daginstitutioner er nemlig, at de er reduceret til virksomheder, der producerer serviceydelser. Daginstitutionernes almene samfundsmæssige dannelsesopgave er blevet fortrængt af en kompetencedagsorden, hvor det eneste mål vi har for børnene, er, at de bliver dannet som fremtidig arbejdskraft.

Der hersker blandt politikere og fagfolk en tyrkertro på, at didaktikken er løsningen på alle pædagogiske og sociale problemstillinger. Men didaktikken har ikke patent på læring. Ikke desto mindre er den blevet omdrejnings-punktet for al pædagogik. Troen på ”best practice” og ”metoder der virker” er alt sammen udtryk for virksomhedstænkningen i det pædagogiske.

Pædagogiske læreplaner, sprogtest og andre social-tekniske redskaber er ikke-pædagogiske, inhumane midler til at nå målet. Som en sprøjtegift er de spredt ud over det pædagogiske landskab og er nu sevet så langt ned i grundvandet, at pædagogerne selv er begyndt at reproducere dem. Det er ikke kun problematisk, det er en langsom og sikker udryddelse af børn og unges mulighed for at udvikle deres fulde potentiale.

Hertil kommer den udbredte misforståelse, at reproduktion af uligheder først starter i folkeskolen – hvilket er noget sludder. Daginstitutioner reproducerer uligheden på køn, race og klasse. Når børn forlader daginstitutionen, ved de at ulighed er en del af hverdagens logik. Børn tilbringer deres vigtigste timer i døgnet i daginstitutioner. Netop derfor er diskussionen af, hvad der foregår i daginstitutionerne mere afgørende end spørgsmålet om normeringer.

Umyndiggørelsen

Situationen bliver ikke bedre af, at børne- og ungdomsminister Christine Antorini og Danmarks Evalueringsinstitut påstår, at pædagogiske læreplaner har højnet pædagogers faglighed. Læreplanerne blev sat i verden ud fra en global politisk drøm om standardisering af uddannelsessystemet fra vugge til grav. Fra politisk hold påstod man, at det var for børnenes skyld. Da man ved evalueringen af læreplanerne ikke kunne dokumentere nogen effekt hos børnene, konkluderede man i stedet, at de havde haft en positiv effekt på pædagogernes faglighed. De var begyndt at arbejde systematisk, struktureret, kritisk og refleksivt. Men gjorde pædagogerne ikke det før de pædagogiske læreplaner?

Sandheden er, at pædagogiske læreplaner og sprogtest har umyndiggjort pædagoger og fuldstændig udgrænset den kritiske pædagogik. Det er ikke længere nødvendigt at forholde sig kritisk og refleksivt til egen praksis. Vi laver bare en test. Daginstitutioner er med læreplaner og sprogtest reduceret til væksthuse for tilpasning i stedet for dannelse til livsduelighed

Fagchauvinismens forklædning

Den systematiske umyndiggørelse har drevet fagbevægelsen ud på en misforstået klapjagt efter status. Man gjorde sig utopiske forhåbninger om, at man kunne generobre autonomien ved at anlægge en særlig strategi: professionsstrategi. Man skævede benovet til lærerne, som jo nærmest har monopol på folkeskolen. Målet blev med en buskrydder at fjerne de uuddannede på det pædagogiske område, og mantraet blev ”pædagoger i alle stillinger”. Men lad os stille et forsigtigt retorisk spørgsmål: Hvad har et ansættelsesmonopol gavnet folkeskolen? Bevares, lærerne har højere løn, men hvad har det gavnet børnene?

Problemet med professionsstrategien er, at den sparker nedad. Men værst af alt, så fjerner den fokus fra pædagogers samfundsmæssige opgave. Omdrejningspunktet bliver pædagogerne selv i stedet for børnene og samfundsperspektivet.

Akademisering af pædagoguddannelsen

Professionsstrategien har som grundpræmis, at den pædagogiske faglighed konstitueres i uddannelsen. Derfor har de to pædagogforbund BUPL og SL i pædagoguddannelsens nyere historie accepteret en fuldbyrdet akademisering af en i bund og grund vekseluddannelse. Samtidig har professionshøjskolernes bestyrelsesrepræsentanter accepteret, at mursten er vigtigere end undervisere og undervisning.

Uddannelsen er på nuværende tidspunkt så discountagtig, at det står med store bogstaver i den seneste evaluering.

Uddannelsen ruster på ingen måde de studerende til den opgave, de skal varetage. Der er for lidt, for dårlig og forkert undervisning. Det er i øvrigt værd at bemærke, at det er en tilsnigelse at hævde, at faglighed konstitueres i uddannelsen. Al pædagogisk faglighed konstitueres i relationsarbejdet – derfor vigtigheden af uddannelsen som en vekseluddannelse. Det handler således ikke om mere eller mindre uddannelse – men om hvilken.

Vil man fra politisk hold løfte uddannelsen, skal man finde de samme visioner frem, som man havde forud for uddannelsesreformen i 1992. Intentionen dengang var, at der skulle være tid til eksperimenter. I dag sker udviklingen af uddannelsen udelukkende gennem evaluering af den forudgående. Det har resulteret i en stillestående og reaktiv uddannelses-udvikling, der ikke giver rum for nytænkning. Det har haft katastrofal effekt på uddannelsen af pædagoger og for det pædagogiske område.

Et pædagogisk forår

Sidste år døde muligheden for et pædagogisk forår lige så hurtigt, som en 5-årig kan sige Ole Henrik Hansen. Det skal ikke gentages. Tiden er ikke til fagbevægelsens autosvar. Det er ikke sæson for beskyldninger om ideologiske korstog eller positivistiske hverdagshistorier om, hvor nærværende vi pædagoger er på trods af rammerne.

Tiden er til et opgør med forestillingen om daginstitutioner som små virksomheder, der producerer standardiserede serviceydelser efter skema. Der er brug for et pædagogisk forår, og vejen frem er det den unge Marx kaldte ”den hensynsløse kritik af alting eksisterende”. Pædagogik er, som Emmanuel Kant formulerede det, umulighedens kunst. Der findes ingen eksakte afgørelser. Og her ved 300 året for Rousseaus fødsel er der mere end nogensinde brug for, at skole- og daginstitutionspædagogikken stiller sig på skuldrene af den reformpædagogiske tradition og afviser tidens politiske masseproduktion af tilpasning.