Indledning

Den pædagogiske støtte

Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune har taget klart stilling i forhold til hvordan der skal arbejdes med børn med særlige behov: det handler om inklusion og om tidlig indsats.

Det har det faktisk gjort nogle år, for bevægelsen hen mod det nuværende fokus på inklusion med inklusionspakke, specialreform, inklusionspædagoger og støttepædagogordning tog sin første spæde start i 2007. En målsætning blev formuleret fra politisk side om at man stilede mod inklusion af børn med særlige behov. Og et pilotprojekt blev sat i gang i to af de daværende distrikter, Indre By og Bispebjerg, hvor man blev bedt om at arbejde med veje til inklusion.

I forhold til støtteordningen, som er emnet for de næste fire artikler, endte man med den model som Bispebjerg havde gode erfaringer med. Den betyder at 80 pct. af ressourcerne til støtte gives i form af en støttepædagog, mens de 20 pct. af ressourcerne er ekstra man kan tildele direkte til institutionen. Samtidig blev der udformet en helt ny vejledning, som bl.a. tager fat på hvad der skal oplyses, når man søger om støtte til et barn.

Det hele tager udgangspunkt i tankerne bag inklusion:
at barnet ikke er ejer af problemerne, og bare skal flyttes et andet sted hen. Men at den sammenhæng, som barnet agerer i, skal tænkes med, at man ser på de vanskeligheder, som barnet har ”her hos os, i vores institution”. Og derudfra tænke i hvad man kan gøre ved denne sammenhæng, disse omgivelser, så det understøtter barnet, rummer barnet.

Den nye tankegang og ordning betyder konkret at den institution som søger støtte til et barn først og fremmest får en støttepædagog ud og ikke en sum penge. Og at den støttepædagog som kommer ud ikke tager barnet i hånden og går et andet sted hen. Støttepædagogen kommer tværtimod som en invitation til samarbejde, for det er i institutionen, i barnets miljø, i børnegruppen, at arbejdet skal ske. Det er både en anden måde at tænke på og en anden måde at arbejde på.

En del kritiske røster overfor ordningen har været fremme. Kritikken handler ikke om at synet på barnet skal være inkluderende, det er alle enige om. Kritikken går på støttepædagogordningen, hvor nogle institutioner ikke oplever de får nogen hjælp, når de efter at have prøvet alt mellem himmel og jord ikke ”kommer af med barnet”. Når barnet ikke bliver taget ud af gruppen, og de ikke får aflastning, men ”de bare får en konsulent ud som fortæller dem hvad de skal gøre, og går igen”, som det er blevet sagt.

Positive kommentarer er der også: det inkluderende syn på barnet, det konstruktive i at barnet bliver i gruppen og arbejdes med der, med et fagligt medblik og særlig viden fra støttepædagogen.

Uanset hvad man mener om det, så er ordningen politisk vedtaget. Den er meldt ud på adskillige møder med både klyngeledere, pædagogiske ledere og støttepædagoger. Og den står som sådan ikke til diskussion, som special-konsulent Margit Smedemark- Andersen i Børne- og Ungdomsforvaltningen siger.

Vi giver i det følgende ordet til hende, til to støttepædagoger og til en pædagogisk leder.
Ella