"Jeg nægter at lade mig begrænse i måden jeg arbejder på

Er der særlige problemstillinger ved at være mandlig pædagog i en vuggestue? Er der ting man ikke bør… hvis man skal passe på sig selv og undgå eventuelle mistanker? Det giver Morten Dissing Sørensen, selv ansat i en vuggestue, et kvalificeret bud på.

Hej! Mit navn er Morten. Jeg er 28 år, og jeg er pædagog– i en vuggestue.

Jeg er en af de blot fyrre mandlige vuggestuepædagoger,som undersøgelser viser, findes rundt omkring i det danskeland – bare ikke i det syd- og sønderjyske, der findes af uransagelige grunde ikke en eneste mandlig pædagog i vuggestuerne.

Jeg vil i det følgende forsøge at kaste lidt lys over, hvordan jeg oplever dét at være mand i en vuggestue, og hvilke eventuelle fordele og forhindringer dette kan medføre i ens daglige virke.

I min institution er vi så privilegerede at være fire mænd(tre medhjælpere og en pædagog) ud af 15 pædagogiske stillinger, hvilket jo må siges at være temmelig usædvanligt. Og spørger man forældrene, er jeg overbevist om, at de er glade for at have deres børn gående i en institution, hvor de får mulighed for at opleve samspillet mellem mænd og kvinder på nærmeste hold. Og på den måde også får børnene stimuleret på flere forskellige måder. Min erfaring er, at vi mænd bringer lidt mere ”kant” ind i stillingen end vores kvindelige modstykker, og måske er lidt bedre til for eksempel det fysiske, det vil sige tumle, løbe eller spille bold med børnene. Hvor kvinderne som regel er bedre til aktiviteter, som, i mangel af bedre ordvalg, kan kaldes ”pussenussede”.

Netop denne fysiske del af vi mænds samspil med børn,mener jeg, er en stor force i arbejdet med vuggestuebørn. De får fysisk kontakt og får dermed styrket adskillige sanser, når de bliver svinget rundt eller er del af en rask lille ”slåskamp”. Og her taler jeg af erfaring, selvom nogle kvindelige pædagoger måske vil føle sig trådt over tæerne.

Men dette samvær kan desværre også være kilde til problemer, hvis der skulle ske misforståelser i kontakten mellem os og forældre. Mere om det senere.

For tilbage til udgangspunktet, så er det jo temmeligusædvanligt med mandlige vuggestuepædagoger, og læseren tænker måske, hvorfor jeg har valgt at være i en vuggestue fremfor fritidshjem, klub eller andre former for pædagogiske tilbud, hvor der er mere knald på aktiviteterne i hverdagen?

Det er der en ganske simpel grund til: I mine øjne er deti vuggestuen at alle børnenes grundlæggende kompetencer læres. Først og fremmest lærer de alle de fysiske ting som at gå, løbe, snakke, spise selv og langt hen af vejen blive renlige. Derudover lærer de at være sammen med andre børn og hvordan man begår sig i en sådan kontekst.

Alt hvad børnene lærer fremadrettet er, i min optik, tilen vis grad bare overbygninger på de ting, de lærte i vuggestuen.

Derudover elsker jeg at mærke den glæde og umiddelbarhed børnene udstråler, og hvordan man ikke er i tvivl om, hvorvidt de er glade eller kede af det. Der er ingen spil for galleriet, her er det bare børnenes personlighed, der kommer til udtryk på godt og ondt!

Pædofiliens skygge

Desværre kan der være en bagside ved det at være mandlig pædagog; den evigt tilbagevendende debat omkring mænd i daginstitutioner og frygten for pædofili.

Debatten om pædofili har det med at vise sig med jævnemellemrum i medierne, hvorved frygten og mistanken igenblusser op, og vi mandlige pædagoger må forholde os til enproblemstilling, som ikke er berettiget i (heldigvis) de langtfleste tilfælde.

Sidst debatten blev rejst i medierne, var den 27. august iGo’morgen Danmark på TV2, hvor en mandlig pædagog sadog fortalte om, hvordan frygten og mistanken for pædofili
hæmmede ham i hans arbejde.

Undersøgelser viser, at der i mange institutioner er blevetlavet retningslinjer for, hvilke ting man som mand må gøremed børnene. Andre steder er der ikke nedskrevne retningslinjer, men alligevel er der ting, som det ikke er velset at gøre som mand; eksempelvis at skifte børn, trøste dem, sidde med dem på skødet eller give dem et kram. Alt sammen ting, som er fuldstændig elementære ting i relationsarbejdet med børn.

Som pædagogen i interviewet med TV2 så rigtigt siger:
”Vi ved hvad fysisk omsorg, nærhed og fysisk kontakt betyder for det enkelte barn, så derfor er jeg ikke så god til atn passe på mig selv, for ellers kan jeg ikke udføre mit arbejde ordentligt.”

Retningslinjerne er lavet for at beskytte os mænd, menkan have den stik modsatte effekt: at vi mænd bliver ofre for en uretmæssig mistanke.

Men hvorfor skal vi mistænkeliggøres på grund af voreskøn? Og hvordan skal man kunne forventes at udføre et ordentligt stykke arbejde, hvis man ikke må bruge de redskaber man har til rådighed? Det svarer jo til at bede en tømrer om ikke at bruge de værktøjer han har i kassen, når han eksempelvis skal lave skelettet til et hus; resultatet vil langtfra blive ligeså godt, som hvis man gav ham frie hænder til selv at vælge hvilket stykke værktøj han vil bruge… i værste fald ville huset styrte sammen. Det samme gælder jo arbejdet med børn; hvis ikke de får trøst, fysisk kontakt og omsorg, så kan det jo være skadeligt på den lange bane.

Vise hvad man står for

Jeg har personligt aldrig oplevet mistanken eller frygten imit virke som pædagog, men alligevel har jeg valgt at drøfte problematikken med min leder, for at få hendes syn på sagen.

Hos os har vi nemlig ingen retningslinjer, hverken skrevneeller uskrevne. Vi stoler på hinanden og har derfor ikke brug for at sætte rammer for, hvad vi må og ikke må, uanset om retningslinjerne er til for at beskytte de mandlige medarbejdere.

Jeg ville ikke kunne arbejde et sted, hvor man ikke kanarbejde som den person man er. Jeg ved, at når jeg ”slås” med børnene, giver dem en svingtur, kaster dem ned i puderne eller kilder dem til tårerne næsten triller, så styrker det min relation til dem. Ligeså vel som når jeg får en god kontakt med barnet over en lorteble, trøster dem når de er kede, eller når jeg putter dem til deres middagslur. Alt sammen er med til at give mening i mit arbejde, og hvis først meningen ryger, hvad er der så tilbage?

Jeg har faktisk ikke drøftet problematikken med minemandlige kolleger i vuggestuen, primært fordi emnet heldigvis ikke har været relevant hos os. Men også fordi jeg tror, at hvis man først begynder at fokusere på det i hverdagen, så kan det hurtigt komme til at fylde mere end godt er. Og jeg er af den opfattelse, at hvis man først begynder at problematisere det, så kan forældre og andre få en begyndende grund til at tro, at der skulle være ugler i mosen. Hvorfor ellers begrænse mændenes muligheder for at udføre deres arbejde?

Men hvad kan jeg så gøre, for at pædofilifrygten ikke visersit grimme ansigt i mit arbejde? Når jeg ikke vil lade migbegrænse i måden jeg arbejder på, hvad så?

Jeg er overbevist om, at hvis man viser hvem man er, ogforældre og kolleger ved, hvad man står for og kan stå inde for, så er man allerede et godt stykke af vejen. Hvis man først begynder at sætte en facade op, kan det hurtigt medføre misforståelser og tvivl, som kan være ødelæggende for det tillidsforhold, der er alfa og omega i arbejdet med børn og forældre. Ved gensidig tillid vil det også være lettere at tale om eventuelle bekymringer, både hos forældre og pædagoger.

Som nævnt ovenfor, har jeg aldrig følt mig mistænkt, ogdet er jeg sikker på bunder i, at forældrene ved hvad jeg står for. Jeg har aldrig ændret min måde f.eks. at skifte et barn på, fordi der kommer forældre ud på toilettet, mens jeg har et barn på puslebordet. Det er samme måde at snakke til barnet, løfte det for at kunne vaske det eller give det tøj af og på. På den måde ved forældrene hvad de får, og der er derfor ikke noget odiøst eller suspekt i det jeg laver – heller ikke selvom jeg er mand i en vuggestue.

Som institution kan man også være med til at afhjælpeproblemet ved klart at melde ud, at der er mænd ansat, og at det er et stort aktiv for institutionen. På den måde kan forældre, der af uransagelige grunde ikke ønsker mandlig påvirkning af deres børn, således vælge stedet fra, allerede inden de skriver deres barn på ventelisten.

Som afslutning er der kun at sige, at jeg nyder arbejdetmed de små, og at jeg ikke lader pædofilifrygtens skyggeformørke mit arbejde. Jeg håber at de andre 39 mandligevuggestuepædagoger på landsplan – og alle andre mandlige pædagoger – heller ikke lader sig styre af mediernes skræmmebilleder.Og at de yder deres bedste i arbejdet med børn og unge uden at lade sig begrænse af velmenende retningslinjer, der (måske) skader mere end de gavner.