Støttepædagogordningen

5 sølle timer

Af Elisabeth Lockert Lange

Fem timers støtte til et fritidshjemsbarn med særlige behov, som rent faktisk kræver en person ”på”, al den tid han er i fritidshjemmet. En ansøgning som tog timer at udarbejde, og som endda skulle ligge klar, før institutionen kendte barnet og før de overhovedet vidste om de ville modtage barnet. Var det overhovedet besværet værd, overvejer de i Dr. Caroline Amalie i Indre By.

Selvfølgelig er der ”huller” i en ordning, som kræver en helt anden praksis end man er vant til, og selvfølgelig er der brug for justeringer og prioriteringer i det nye støttesystem.

Det skal siges med det samme at institutionen går ind for både tankerne bag inklusion og for støttepædagogordningen, som den er udformet. Pædagogisk leder Mette Rohde kalder støttepædagog/konsulentdelen ”fantastisk” og taler med begejstring om meget stor viden hos støttepædagogerne, som kommer ud og arbejder i gruppen med barnet sammen med medarbejderne.

”Vi har en støttepædagog, der kommer en time om ugen og superviserer os. Den del er vi hamrende glade for, hendes ekspertise har hjulpet os. Også et oplæg om autisme var godt, vi tager gerne imod ekspertviden, når vi kan få den.”

Men den integrerede institution fik ikke en kvalificeret støttepædagog ud, en sådan ville de ellers gerne have samarbejdet med. I stedet fik de penge til fem støttetimer.

”Det er helt forståeligt at man satser mest på vuggestue og børnehave, og jeg forstår godt tanken at man har mest ud af at give til de små børn. Men det kan man ikke bruge som argument for ikke at give til de børn, som er blevet store. Fritidshjemsbørn med særlige behov skal også have støtte og ikke kun i skolen, også i deres fritid i fritidshjemmet. Fem timer er forsvindende lidt til et barn som er her fra 13 til 16 hver dag, og som skal mandsopdækkes i de timer.”

Begrundelsen for de kun fem timer er, at pengene gives til gruppen, som skal ændre sig, så den kan rumme ham.

”Inklusion er en smuk tanke, som jeg både går ind for og arbejder for… når vilkårene og barnet kan klare det. Men uden tilstrækkelig støtte ender det let som en eksklusion for at vi kan passe på både barnet og gruppen. Når man ønsker inklusionen, så må man også give mere end fem timer til en gruppe med et barn, som kræver så meget for at kunne inkluderes i gruppen.”

Ansøgning uden kendskab

Selve processen var heller ikke nogen solstråle.
Dr. Caroline Amalie vidste i maj måned, hvor tidsfristen for ansøgningerne om støtte lå, ikke om de i august måned ville få tre børn med særlige behov, to børn, et barn eller ingen. De skulle med andre ord søge om støtte til tre børn, de hverken kendte eller vidste om de overhovedet fik.

”Med de nye og meget fyldige ansøgninger er det et kæmpe arbejde at indhente oplysninger og samtykke-erklæringer med mere, inden vi overhovedet vidste om vi fik børnene, da fordelingen af fritidshjemsbørn ikke var på plads så tidligt. Det stod vi i her i sommer, og vi skulle søge for tre måneder til alle tre, og ikke for seks måneder som til de mindre børn. Det betyder reelt at vi har skullet søge tre gange inden jul – i maj, september og nu i november. Og hver gang skal der ligge den nye samarbejdsaftale. Jeg synes samarbejdsaftaleni sig selv er rigtig god, for den forpligter og sætter tingene i perspektiv. Det tager ufattelig lang tid at søge kvalificeret på børn, man ikke kender, men visitations-processen løber for et halvt år af gangen – og på bestemte tidspunkter. Det har været et meget stort arbejde”, siger Mette Rohde og tilføjer:

”Meget flyttes over på vores skuldre i forbindelse medansøgningerne, og det er i princippet godt at der er mange om ansvaret. Men det tager lang tid.”

Ud af de mange timer kom ét barn og fem timers støtte. Da de fik dem i form af penge, skulle de selv finde ud af, hvordan de skulle dække det ind.

”Hvordan får man en særlig god voksen med relevant uddannelse til at komme ud i fem timer – fordelt på ugens dage? Det er problematisk for ikke at sige umuligt.”

De gør det på den måde at en medhjælper går ind på gruppen og en uddannet tager de fem timer.

”Men gruppen barnet er i, fungerer kun, hvis barnet haren voksen ”på” hele tiden. Medarbejderne her i institutionen er meget strukturerede og meget dygtige, og de er meget opmærksomme på at ændre rammerne, så han kan passe ind, fx har vi nedlagt musikrummet og gjort det til stillerum, så barnet sammen med et par andre børn kan være der. Lige nu handler alt om ham. Og lige nu er det ikke inklusion. Der er brug for flere ressourcer”, siger hun og tilføjer let opgivende:

”Vi tænker om de sølle fem timer overhovedet var besværet værd? Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis vi havde fået alle tre børn – og 15 timer i støtte. Svigter vi ikke børnene, hvis økonomien overtaget det reelle formål med dette? Det er jo børn med diagnoser, som oplever skift og nye steder, børn som har brug for struktur og faste voksne. Der sættes ressourcer ind på skolen, men man glemmer fritidstilbuddet, hvor barnet skal være sammen med 60 andre børn hver eftermiddag”, siger hun og forudser med bekymring flere og flere børn, som skal inkluderes, uden at de rette ressourcer er til stede.

Kort sagt: den nye støtteordning har gode tanker, og det kan være et rigtig godt koncept for vuggestue og børnehave, men for fritidshjemmene er det en blindtarm, mener Mette Rohde.

”Dette er bare deres fritid… Og støtte i tre måneder? Såstore ting sker der ikke omkring fx autister, de kan have brug for støtte i længere tid, nogle permanent”, siger hun og kører hånden gennem håret:

”Det skal ikke være en klagesang, men vi er ikke klædtgodt nok på til at tænke dette ind og til at ændre gruppen. Det skal også holdes op mod tidligere besparelser. Sidste år var der seks voksne i fritidshjemmet, nu er der fem. Den ene er udelukkende på barnet med særlige behov, så er der fire voksne til 60 børn. Måske skulle man overveje at lade den samme person følge det støttekrævende barn gennem vuggestue, børnehave, fritidshjem og klub. Nogle børn har jo brug for permanent støtte for at opleve at blive inkluderet”, foreslår hun.