Støttepædagogordningen

Overskriften er inklusion

Af Elisabeth Lockert Lange

Specialkonsulenten.

Københavns Kommunes arbejde med inklusion af børn med særlige behov er foregået over en årrække. For lidt over et halvt år siden blev det nye støttekoncept og støttepædagog-ordning implementeret efter den var blevet politisk vedtaget. Bag den ligger klare politiske målsætninger og et ligeså klart barnesyn. Specialkonsulent Margit Smedemark-Andersen har været med hele vejen.

Margit Smedemark-Andersen er specialkonsulent iBørne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune i afdelingen for specialområdet. Hun har i adskillige år arbejdet med børneområdet og børn med særlige behov i flere kommuner, og hun har været tæt involveret i udviklingen i København fra politikerne formulerede et ønske om at arbejde med inklusion tilbage i 2007, over specialreformen og inklusionspakken og til nu, hvor den nye støtteordning har været i praksis i lidt over et halvt år.

”Det handler om at stille børn og institutioner bedst muligt,og det er inklusion, der er overskriften på arbejdet”, sigerMargit Smedemark-Andersen.

Ikke overraskende er hun tilhænger af inklusion, og af detbarnesyn og menneskesyn der ligger i inklusion. Men hunkonstaterer også at der er en politisk besluttet inklusions-politik og inklusionspakke, så det er den virkelighed, man må forholde sig til. Det står ikke til diskussion.

Inden det nye støttekoncept blev implementeret var derstore forskelle på organiseringen og på praksis i tildeling afstøtteydelser i de forskellige områder, og politikerne ønskede at skabe mere ensartethed. Forvaltningen blev bedt om at kigge på, hvordan man kunne arbejde med inklusion og tidlig indsats og med at skabe en ensartethed i ydelser. De søgte ikke en ensartethed i metoder, det var helt okay at de var forskellige. Der blev sat en inklusions-uddannelse på skinner og en opkvalificering generelt.

Tilbage i starten af specialreformen i 2007 blev et pilot-projekt sat i gang i to af de daværende distrikter, Indre By og Bispebjerg, hvor man blev bedt om at arbejde med veje til inklusion. Efter at de havde været pilotdistrikter, og man havde gjort sig en række erfaringer, blev alle de øvrige distrikter inddraget i inklusionsarbejdet. Et af de inklusionsområder man havde arbejdet med i Bispebjerg var udviklingen af et nyt støttekoncept. Efter en erfarings-opsamling valgte man den model for støtte, som Bispebjerg havde gode erfaringer med. Den ønskede man at gøre bydækkende.

80-20

Specialreformen 2.0. (Inklusionspakken) blev vedtaget i2011, og politikerne tog den op til forhandling i udvalget. Inden da havde der været møder med institutionerne, eksperter og de faglige organisationer. For støtteområdet handlede det om inklusion, om tidligere indsats, om ensartethed i ansøgning, ydelser, visitation og organisering og om at udvide aldersgruppen på klubområdet op til 13 år.

I den nye model ligger en ændring af fordelingen af støtteressourcer i forhold til tidligere. Hvor det før var 45 pct. af støtteressourcerne, der blev tildelt via støtte-korpset, og 55 pct. der blev visiteret til institutionerne som en økonomisk tildeling, så er det nu besluttet at 80 pct. af ressourcen ydes via støttekorps og de 20 pct. som en økonomisk ressource. Denne endelige fordeling skal være på plads med udgangen af 2013, i udgangen af 2012 skal områderne være nået en 60/40 fordeling. Den gradvise indfasning skyldes at man ønsker at ansætte kvalificerede pædagoger i stillingerne, men også i erkendelse af, at det skal ske i et tempo, hvor medarbejdergruppen kan følge med. Det er tæt på en fordobling i antallet af støttepædagoger, der sker i samtlige områder.

Beslutningen betyder konkret at når institutionerne nuansøger om støtte til et barn, eller en gruppe af børn, så får de primært en støttepædagog ud i institutionen. Samtidig blev der udformet en helt ny vejledning, som bl.a. tager fat på, hvad der skal oplyses, når man søger om støtte til et barn.

”Nu havde man en ramme: en ensartet organisation, beslutningen om 80-20 ordning og om tidligere indsats, og en vejledning for hvornår og hvordan man ansøger. Dette besluttede man at bære videre i en arbejdsgruppe, der skulle gøre Bispebjergs model bydækkende. I dette arbejde har både støttepædagogerne selv deltaget, og naturligvis har også LFS været ind over, så man lander på de bedste arbejdsmæssige aftaler og arbejdsmiljø for støttepæ-dagogerne. Det gav god vind at der var klare politiske mmålsætninger for det”, vurderer Margit Smedemark-Andersen.

Så kom næste trin: implementeringen, og hvordan mangør den bedst muligt. I den proces var områdecheferne tæt involveret, ud fra den erfaring at der hvor det ledelsesmæssige ejerskab var størst, der hvor medar-bejderne havde fået opkvalificering i form af inklusions-uddannelse, der hvor alle forpligtede sig, der rykkede det bedst.

”Det var grundlaget for implementeringen. Vi tog fat pådet bydelsmæssigt, orienterede klyngeleder og pædagogiske ledere, områdechefer, havde Bispebjerg med erfaringerne med og jeg selv, og alle steder fortalte vi det samme. Reaktionerne var meget forskellige, mange var glade for det, for tidligere, fortalte nogle institutioner, måtte de beskrive flere vanskeligheder end barnet reelt havde for at få støtte. Sådan ville det ikke være nu, og det nye koncept ville understøtte den praksis de allerede arbejdede efter. De fleste var positive, men nogle var også kritiske over for modellen, nogle ville hellere bare have pengene ud, da de mente de gjorde et godt stykke arbejde”, siger hun og understreger:

”Men sådan er den politiske beslutning ikke. Den er atstøtten primært gives i form af et fagligt ekstra blik på detpædagogiske arbejde. Social inklusion handler jo ikke om atskabe forandringer i det enkelte barn/eller individ. Det kanvi ikke. Men det handler om at skabe forandringer i den pædagogiske praksis for at det styrke det enkelte barns - eller gruppen af børns - forudsætninger for at deltage ”Støttepædagogerne, som nu skulle arbejde på en andenmåde, blev særligt involveret.

”Og de var generelt meget positive. Flere af dem bemærkede at dette ville gøre det legitimt at arbejde på den måde de helst ville, at de nu fik rygstøtte til at gøre det, de ønskede at gøre”, siger Margit Smedemark-Andersen og tilføjer:

”Men det er vigtigt at gøre klart at støttepædagogerneikke kan skabe forandringen alene, det er kun noget de kan gøre i fællesskab og i samarbejde med institutionerne.”

Samtidig med den nye støtteordning og som en del af inklusionspakken blev der etableret en tværfaglig støtte-funktion. En stribe fagligheder bl.a. psykolog, tale/hørepædagoger, sundhedspleje, pædagogiske konsulenter og flere andre lå tidligere organiseret hver for sig. Med en samlet organisering skal de nu i fællesskab støtte op om arbejdet med inklusion og tidlig indsats.

Tidligere indsats

En vigtig del af konceptet er nemlig at man vil tidligere indi forhold til børn med særlige behov, da alle undersøgelserviser at tidlig indsats lønner sig.

Sådan er støttekonceptet tænkt, og det afspejler sig i atman nu skal søge på et langt mere kvalificeret grundlag.
Institutionen skal ikke beskrive fejl og mangler hos barnet,ansøgningen skal skrives ud fra et syn på barnet/gruppen af børn, som hviler på inklusion og på en nysgerrighed på barnets/ børnegruppens adfærd.

Med andre ord kræver det at ansøge om støtte til et barnmed særlige behov noget andet end det gjorde tidligere. Institutionerne skal beskrive, hvad de ser, hvad de oplever at barnet bøvler med i deres institution, beskrive hvad de har gjort af pædagogiske tiltag for at inkludere barnet, og hvad de ønsker hjælp til.

”Nogle institutioner siger at der er meget mere skriftlighedi det, men det mener jeg ikke. Vi har kun et ansøgningsskema. Det havde vi også før. Det er imidlertid en anden
måde at beskrive det pædagogiske arbejde på. Men det erforståeligt at det kan opleves som sværere at fortælle, hvad man har arbejdet pædagogisk med. Man skal være nysgerrig på egen praksis, og man skal sætte ord på den”, siger hun og understreger at løsningen ikke ligger i at ekskludere støttepædagog og barn sammen. For så lærer barnet ikke en ny adfærd i praksis, og der akkumuleres ikke viden, der bliver i institutionen.

”Derfor skal støtten også ske i mere intensive støtteforløb,så forløbet kan i nogle situationer blive længere. For detteer ikke en besparelse, som nogle har været fremme med.Tværtimod, støttepuljen er højnet, der er flere penge til det, og der er ikke ændret i antallet af eksempelvis basispladser. Men man får en pædagog ud og ikke en pose penge.”

Støttepædagogernes opgave

Denne pædagog som kommer ud kalder Margit Smedemark-Andersen en reflekterende praktiker.

”For støttepædagogen komme ikke ”bare ud som konsulent”, som noget af kritikken er gået på. De skal være en del af praksisfeltet og være konsulenter. Indsatsen er jo midlertidig, men læringen skal forblive i institutionen.
Og man kan jo blive hjemmeblind på egen praksis, hvorfor det er en god ide at få en person ud, der kan booste miljøet, gå ved siden af, foran og bagved, sætte fokus på det der virker, og komme med nye ideer. Det betyder dog ikke at det altid er støttepædagogen, der arbejder med de børn, der søges støtte på baggrund af. Støttepædagogen kan også arbejde med andre børn i institutionen, så institutionspædagogen har tid til at arbejde med barnet/gruppen af børn, der er søgt støtte på baggrund af. Essensen er at støttetildelingen er en ekstra ressource til det pædagogiske arbejde.”

Når ansøgningen om støtte er bevilliget, så skal institutionog støttepædagog sammen lave en samarbejds- og udviklingsplan for arbejdet i støtteperioden. Dette møde anbefaler Margit Smedemark-Andersen at man aftaler tid til allerede ved første besøg.

”I fællesskab og i samarbejde skal man beskrive mål ogtegn på udvikling, og tre måneder efter midtvejsevaluerer man det sammen: rykker det man gør noget, eller skal der noget andet til.
Barnet er i fokus, og på den ene side skal det ikke være en permanent støtte, på den anden side skal man heller ikke tænke det som et kvikfix. Forløbet sluttes af med en slutevaluering, der også spiller ind i forhold til afslutning eller evt. nyansøgning af støtte. Med det nye støttekoncept genansøger man ikke længere, da man forventes at stå et nyt sted, og det dermed også er en ny ansøgning, der evt. skal laves.”

Hun nikker: ”ja det kræver noget i en presset hverdag,men vi tror at det er denne systematik, der skal til, det er det der sikrer at vi hele tiden bevæger os i den rigtige retning i arbejdet med børnene, med det vi sætter i værk, at det har en effekt, og hvis ikke må vi prøve noget andet.”

Hun nævner med en vis glæde at der allerede er ventelistetil støttepædagog i tre områder i byen, det vil sige ønsket om at få en støttepædagog ud frem for en økonomisk ressource er større end den hastighed de kan ansættes med.

”Og så kan man huske at det kun er et halvt år siden dette blev sat i gang, selvfølgelig er der mange ting, der skal falde på plads. Det siger imidlertid noget om, hvor mange dygtige institutioner vi har, at de går ind i inklusionsarbejdet på den her måde. ”

Udfordringer

Hvad er problemerne i ordningen efter din vurdering?

”Der er da udfordringer”, siger Margit Smedemark-Andersenefter lidt tøven.

En grundlæggende udfordring er at komme væk fra tankenom at støttepædagogen skal tage barnet væk fra gruppen.
Det kan være en hårdknude, erkender hun, men det lærerikke barnet at indgå i et socialfællesskab, og vi risikerer atsocialisere nogle børn til støtte. Sådan har det heldigvis ikke været i de overvejende støtteforhold, men social inklusion handler om deltagelse, og den sker i fællesskabet.

En anden udfordring er, at det er en kulturproces, og detager lidt tid. Hun er dog overbevidst om, at tiden arbejder for støttekonceptet, og når man vil inklusion skal de ting man gør også støtte op om det arbejde, herunder de procedurer man har.

Men ellers mener hun at udfordringerne især ligger i at fålogistikken på plads.

”Udfordringerne ligger ikke i at vi sender kvalificeredepædagoger ud, men i logistikken, bl.a. i visitationen. Det skal vi arbejde med, så det lander. Men man kan ikke aftale det hele på forhånd, det kan ikke laves på skrivebordet, der skal konkrete erfaringer til. Og vi vil gøre det bydækkende, men vi vil heller ikke tage det lokale spillerum ud af metoderne, for der er forskel i områderne, og det skal der være plads til at imødekomme”, siger hun og tilføjer:

”Det er også vigtigt at høre og være opmærksom på hvadder sker, om dette er den bedste måde at arbejde inkluderende på i forhold til støtteområdet.”

En del er gjort for at sætte det på skinner. Områderne harkaldt støttepædagogerne ind til kurser. Der er fem støttekoordinatorer, der er mentorordninger, og diskussioner er taget med institutioner om hvad de får og ikke får med det nye koncept. Støttepædagogerne har fået seks dages bydækkende uddannelse, dels om den seneste viden inden for udviklingspsykologien, den seneste viden om diagnoser så som adhd og autisme og andet konkret, dels om det konsulentmæssige, hvordan man arbejder konsultativt. Og så har de fået supervision.
Alle byens støttepædagoger har dermed samme basisvidenog samme sprog.

”Jeg kan lide den systematiske tilgang i det, og barnesynet naturligvis. Jeg synes det giver mening at der kommer nogen udefra og ser på praksis, som reflekterende praktiker og med ydmyghed i forhold til hvad institutionerne har brug for.”

Støtteordningen skal evalueres om halvandet år, når der er indsamlet erfaringer med den.