Støttepædagogordningen

Det er fremtiden

Af Elisabeth Lockert Lange

Støttepædagogen.

Den nye støtteordning kræver på kort sigt mere arbejde afinstitutionerne end den gamle. Men på lidt længere sigt, når barnet er inkluderet, bør den give mindre arbejde, vurderer støttepædagog på Amager, Rasmus Bjerre Gerding.

Rasmus Bjerre Gerding har været støttepædagog og tillidsrepræsentant på Amager gennem halvandet år. Han går helhjertet ind for tankegangen i inklusion.

”Det er et helt andet menneskesyn, som ligger til grund nu: barnet kan have vanskeligheder og behov, men det er miljøet, som holder dem tilbage. Vi har altid skulle arbejde med både miljøet og barnet. Nu er arbejdet stort set kun rettet mod miljøet, ud fra den holdning at man kan ændre miljøet og ikke barnet, det er langt lettere i hvert fald”, siger han. Han illustrerer med et eksempel:

”Struktur er meget vigtigt for børn med fx ADHD og autisme. Og nogle institutioner kunne godt have mere struktur, det ville give disse børn mere ro og flere muligheder. Det er et godt eksempel på at man skal kigge på miljøet snarere end barnet.”

Fri leg fx som kan være en rigtig fin ting for almindelige børn, kan være et helvede for et barn med vanskeligheder. De har svært ved at manøvrere i det, og det ender let i konflikter.

”Jeg kommer ud med idéer, fx om mere struktur, og måsketager de det op. Jeg er her for at starte et samarbejde.”

Han oplever situationer, hvor det kan gå lidt i hårdknudemed nogle institutioner.

”De har gjort et kæmpearbejde med børnene i årevis, også kommer vi ud, men vi overtager ikke barnet. Vi kræverendnu mere af dem. Jeg forstår godt at de kan blive lidt trætte, for de håbede på at de kunne få et pusterum til de andre børn, som de måske har følt at de har forsømt. Jeg forstår at det er hårdt at vi så kommer med en helt anden dagsorden. Især hvis de har en opfattelse af at barnet slet ikke skal være i institutionen. Og måske er det rigtigt, men vi tager udgangspunkt i at barnet skal være der.”

Mere arbejde

Helt konkret kræver den nye ordning mere arbejde af devoksne i institutionerne, fordi de hele tiden skal med ind iinklusionsarbejdet.

”Fx kan vi gå ind og lave en sproggruppe, men institutionens pædagoger skal være med i sproggruppen, for den viden, der kommer ud af det, skal ikke være hos os, den skal være i institutionen. Og derfor ja, så kræver det mere arbejde af dem. Men det er kun på kort sigt. På lidt længere sigt er idéen at det skal give mindre arbejde, fordi barnet er blevet inkluderet”, siger Rasmus Bjerre Gerding og uddyber:

”Arbejdet med inklusion stiller rigtig mange krav til institutionernes tid, faglighed og professionalisme. Til gengæld bør vi kunne se fremskridt efter to til tre måneders arbejde, så barnet i højere grad kan gå ind på lige fod. Og hvis det ikke går sådan, så skal vi se, om vi skal gøre noget andet. Men ikke som det første”, understreger han.
I hans ord ligger der ingen nedvurdering af institutionerne.
Han har selv været der og husker tydeligt, at selvfølgeligser pædagoger ikke kun på barnet og dets mangler, men på helheden.

”Og selvfølgelig forstår de tankegangen og menneskesynetbag. Men det kan bare være svært i praksis, for forskellenfra før er stor. Dengang tog jeg barnet i hånden, og så legede jeg med barnet, eller jeg tog barnet væk. Hvis vi som støttepædagoger skal gøre det nu, så skal vi have en anden personale med fra institutionen. Ellers har vi ingen fra barnets institution at sparre med om, hvad der er sket, og hvad man kan gøre fremadrettet. Og det er meningen i det nye.”

Der er også et normeringsspørgsmål i det, helt klart, vurderer han.

”Men nogen steder synes jeg at de gemmer sig lidt i normeringen. Nogen steder kan jeg synes at de kunne bruge ressourcerne lidt anderledes. Men selvfølgelig handler det også om ressourcer”, siger han og tilføjer med en vis glæde:

”Mange pædagoger på Amager har en stor kærlighed til delidt skæve børn. Den kan vi bruge nu, for de vil også det bedste for disse børn.”

Uanset begyndervanskeligheder, så tror Rasmus Bjerre Gerding på dette som et absolut fremskridt.

”Jeg tror 100 procent på inklusion og på at vi skal se på de rammer, vi stiller op for børnene. For mig er det klart fremtiden.”

Derfor skal der gives økonomi til det, understreger han, så børnene kan beholdes inde i det almindelige system.

”Jeg har arbejdet på specialskole, og de børn, som går der, er lidt i et parallelsamfund. De får færre muligheder ude i livet. Jeg er overbevist om at hvis vi kan beholde dem i det almindelige system, så vinder børnene på det i længden. Naturligvis er der også børn, som ikke kan være i det almindelige system, men vi skal prøve fem gange først – og så se.”