Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt
Lønregulering under angreb
KL, arbejdsgiver for de kommunalt ansatte, har stort set angrebet alt der kunne krybe og gå i deres krav til overenskomst 2013. Nu istemmer de også i finansministerens kor om at fjerne den automatiske reguleringsordning. Det er den ordning, der regulerer de offentligt ansattes løn i forhold de privatansattes.
Kravet er nyt fra KLs side, som indtil finansministeren rejste kravet om at afskaffe ordningen, ellers har forsikret at det ville de ikke tage noget slagsmål på. Nu bakker de op om finansminister Bjarne Corydon, som ønsker at afskaffe ordningen for de statsansatte. KL ønsker nu reguleringen koblet med ”en mere effektiv opgaveløsning hos de ansatte”, som chefforhandler Michael Ziegler har sagt til Berlingske.
Hvis KL fastholder kravet, så bliver der slagsmål. For FOAs formand Dennis Kristensen er kravet som ensbetydende med at man skaber ”et A-arbejdsmarked, det private arbejdsmarked, og et B-arbejdsmarked i den offentlige sektor.”
Han er som mange andre overrasket over at det er den nye regering, der ønsker at de offentligt ansatte ikke længere skal kunne følges med de privatansatte.
Arbejdsløse nye pau’ere
Nyuddannede pædagogiske assistenter er den gruppe, der har den største risiko for at gå direkte ud i længere ledighed, når de har afsluttet deres uddannelse. Det viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Omkring hver tredje pau’er ryger ud i mindst 26 ugers ledighed, gennemsnittet for alle nyuddannede er hver syvende.
FOA mener dog ikke at der uddannes for mange, for der er i forvejen omkring 50.000 ufaglærte på det pædagogiske område. Problemet ligger et andet sted, nemlig i nedlæg-gelsen af hvad der svarer til over 6.000 fuldtidsstillinger på det pædagogiske arbejdsmarked i de senere år. Mange steder er også indført ansættelsesstop.
Bedre normeringer og flere rotationsprojekter vil lette situationen for disse ledige.
Mikkel Warming genopstiller ikke
Mikkel Warming stopper som socialborgmester i Københavns Kommune efter kommunalvalget den 19. november i år. Det 43-årige medlem af Enhedslisten har været socialborgmester siden 2006 og kan, på grund af partiets regler om rotation, ikke fortsætte på borgmesterposten efter to fireårsperioder. Men han vælger helt at stoppe i Borgerrepræsentationen ved samme lejlighed.
”Jeg afleverer en Socialforvaltning, der er i en bedre forfatning, end da jeg fik den. Jeg er stolt over og glad for at have bidraget til et mere solidarisk og socialt ansvarligt
København, end det var, da jeg startede i 2005. Vi har stigende ulighed i samfundet, men i København bruger vi flere og flere kræfter på at samle de dårligst stillede op og hjælpe dem videre i livet”, siger han og peger på tillidsreformen som et område, han vil bruge rigtig megen tid på indtil da.
Børnehus til misbrugte børn i København
Danmark skal have et antal børnehuse, som skal tage sig af børn, der har været udsat for seksuelt misbrug. Et af børnehusene kommer til at ligge i København, men skal dække Region Hovedstaden.
I børnehusene skal de relevante myndigheder være fysisk til stede, kommune, politi og sundhedsvæsen, så barnet og familien med det samme kan få hjælp fra alle vinkler. Børnehusenes opgave bliver at facilitere og koordinere den samlede indsats over for børnene og deres familie.
Lovforslag om husene forventes fremsat i de første måneder af 2013. Og det nye hus kan stå klar i oktober.