Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
I lære som meningsdanner
En forudsætning for et godt og velfungerende velfærdssamfund er, at dem, der arbejder i det, også deltager i den offentlige debat. Det er devisen bag tænketanken Ceveas Meningsdannerskole, som 27 pædagoger har fulgt.
”Jeg er ved at brække mig, når de samme eksperter toner frem på skærmen igen og igen.”
Den vrede udmelding bliver nærmest spyttet ud af en kursusdeltager, der foran 26 andre pædagoger, netop har fortalt, hvor frustreret hun er over, at medierne altid bruger de samme akademiske eksperter, som aldrig har haft fingrene i den pædagogiske muld, til at analysere virkeligheden i de danske dagsinstitutioner.
Netop dette dilemma er en af grundene til, at tænke-tanken Cevea har etableret Meningsdannerskolen, som består af en række praksisorienterede uddannelser i velfærd, politik og meningsdannelse. Målet er at støtte og udvikle fremtidens meningsdannere såsom debattører, organisatorer, ledere og aktivister. Det meningsdannerkursus, der er målrettet pædagoger, skal sætte deltagerne i stand til at repræsentere pædagogiske og socialpædagogiske holdninger og erfaringer i debatten om velfærdssamfundets prioriteringer.
Det er vigtigt at offentligt ansatte ikke er bange for at blande sig i den politiske debat, mener uddannelseschef i Cevea, Bjørn Hansen.
”Det er sådan, man får øje på fejl og problemer, og det er også der, at kimen til løsninger skal findes. Men mange har ikke den nødvendige selvtillid til at komme på banen og ytre sig. Det er derfor, vi har lavet denne uddannelse, hvor det er pædagogernes erfaringer og kompetencer, der er i centrum, i stedet for alle mulige eksperter som befinder sig meget langt fra arbejdspladserne.”
Christian Jakobsen, der arbejder som pædagog på et botilbud på ”Center for Autisme og Specialpædagogik,” blev opfordret af sin tillidsmand til at søge uddannelsen, der løb over ni dage og takkede ja. Kurset blev lidt af en øjenåbner for den unge pædagog.
”Jeg lærte, at alle er i sin gode ret til at blande sig i debatten. Jeg følte virkelig, at vi blev hørt af rigtigt mange mennesker, der har meget at sige i dagens Danmark, blandt andet politikere og fagforeningsfolk. Mange af mine kolleger optrådte i tv, radio og diverse aviser med udtalelser og debat- og blogindlæg.”
Historiefortælling som redskab
I Meningsdannerskolen har man valgt at arbejde intensivt med historiefortælling som redskab for strategisk kommunikation frem for mere tørre discipliner som retorik og argumentationstræning. En af grundene til dette fokus er, at man mener, at deltagernes egne erfaringer og oplevelser er en central kilde til viden. Det er kun en fordel, at de ikke formulerer sig som politikere eller embedsmænd. Hvis pædagoger fortæller, hvad de brænder for, så vil folk lytte.
Alle kursusdeltagerne blev bedt om at stille sig op og fortælle deres egen historie om, hvorfor de var blevet pædagoger og havde valgt meningsdanneruddannelsen. Både frustrationer og vrede, men også glæde og humor fik frit løb, da deltagerne præsenterede deres stærke beretninger for børne- og ungdomsordførerne fra Enhedslisten og de Konservative, Rosa Lund og Mai Henriksen, der besøgte kurset. Historierne gav et væsentligt anderledes billede af den pædagogiske virkelighed, end det man ellers får fra medierne.
De historier, man typisk hører dér om pædagoger, er trættende, mener Christian Jakobsen
”Så har vi ikke behandlet vores beboere ordentligt, eller også har vi stjålet fra kassen. Jeg vil gerne have historien ud om den hverdag, jeg er en del af. Det er historien om høje krav til praksis og dårlige budgetter. Det nytter ikke noget, at jeg bare går og brokker mig på min afdeling. Hvis jeg ønsker ændringer, så jeg kan bruge mere tid sammen med beboerne frem for at sidde foran en computer og dokumentere alt muligt, så må jeg italesætte det dilemma. Jeg bliver nødt til at fortælle den historie, der går ud på, at jeg er tvunget til at tilsidesætte beboernes behov for at opfylde forvaltningens behov”, forklarer han.
For specialområdeformand i LFS Lisbeth Waidtløw, der også deltog på kurset, var det netop historiefortællingen, der gjorde mest indtryk.
”Dem, der er virkelig dygtige til at fortælle historier, er gode til at få den bredt ud, så historien om mig bliver historien om os. Det er det, der virker rigtigt stærkt. Man bliver selv inddraget”, fortæller Lisbeth Waidtløw, der i mange år arbejdede som pædagog på forskellige aktivitetscentre for udviklingshæmmede
Under konferencen, Pædagogikkens dag, der afsluttede kurset, var en af hendes kolleger inde at høre nogle af beretningerne.
”I pausen kom hun hen til mig og sagde begejstret: ”Det er jo det, vi skal. Der er ikke nogen, der ved, hvordan det er at være psykisk syg og bo på et bosted. Vi skal ud og vise, at sådan ser virkeligheden ud,” siger Lisbeth Waidtløw, som vil fortsætte med at bruge historiefortælling som redskab.
Derfor sørgede hun for, at de delegerede til repræsentant-skabsmødet i november også blev introduceret for historiefortælling under det retorikkursus, som LFS arrangerede.
Pædagog Daniel Jønsson, der til dagligt arbejder på Øresundsskolen med elever med nedsat psykisk og fysisk funktionsevne, blev inspireret af historiefortællingsmodulet i en sådan grad, at han har besluttet at bruge sig selv og sin egen historie til at inspirere andre. Han har derfor planer om at tage ud og holde foredrag om sine egne erfaringer.
”Jeg har brudt den sociale arv og er den første i min familie, der har fået en videregående uddannelse. Jeg vil gerne ud og fortælle unge kriminelle, der ikke rigtigt ved, hvad de skal bruge en uddannelse til, hvorfor den er så vigtig”, forklarer han.
Offentlig aktionslæring
Underviserne på uddannelsen har primært benyttet sig af metoden ”offentlig aktionslæring,” en læringsproces, der er
meget praksisorienteret og stiller store krav til aktiv deltagelse. Uddannelsesforløbet var sammensat af oplæg, diskussion og praktiske øvelser. Deltagerne fik til opgave at sætte en pædagogisk dagsorden i offentligheden ved blandt andet at skrive debatindlæg på bloggen voresvirkelighed.dk og i medierne, holde et oplæg for andre og ved at organisere en større offentlig begivenhed, Pædagogikkens Dag, som blev afviklet under sidste del af kurset
”Det har været learning by doing, vi blev bare kastet ud i det, og for en praktiker som mig var det en god måde at lære på. Jeg var med i den gruppe, der skulle koordinere konferencen.
”Pædagogikkens dag” som vi afholdt i maj måned på
Frøbelseminariet. Der havde vi blandt andet en paneldebat med folketingspolitikere, fagpersoner, meningsdannere, forskere, undervisere og forfattere og to af vores egne kolleger”, forklarer Lisbeth Waidtløw, der har nydt at få udvidet sit netværk og lært at bruge de sociale medier fagpolitisk.
”Jeg har oprettet to grupper på Facebook. Den ene hedder ”Pædagogiske meningsdannere 2012,” og er udelukkende for os kursusdeltagere, men efterfølgende er der også oprettet en åben gruppe ”Pædagogiske meningsdannere,” hvor vi efterhånden er et par hundrede medlemmer. Her bliver der debatteret og lagt aktuelle arrangementer ind”, fortæller hun.
Et kæmpe problem
Flere undersøgelser viser at offentligt ansatte, herunder pædagoger, er bange for at udtale sig om forhold på arbejdspladsen af frygt for konsekvenser.
”Vi har et kæmpe problem i dag i den offentlige sektor og i den politiske debat generelt med, at mange ikke tør ytre sig”, erklærer Bjørn Hansen
Det er dog en legitim frygt. Pædagog Stig Boeckel, der også arbejder på Center for Autisme og Specialpædagogik,
blev fyret fra sit tidligere arbejde, mens han var tillidsmand, på grund af sin åbenmundethed.
”Jeg oplevede det som censur. Jeg fik en fyreseddel, hvor der stod oplistet en række grunde, der alle handlede om kommunikation. Blandt andet stod der, at jeg argumen-terede for, at arbejdspladsen ikke skulle være centralt styret, men deles op i teams. Jeg mente, at jeg blot opfyldte mit ansvar som tillidsrepræsentant, og jeg fik også efterfølgende tilkendt en kæmpeerstatning”, fortæller han.
Alligevel har oplevelsen sat sit præg, og en af grundene til, at han søgte meningsdanneruddannelsen, var for at blive bedre til at kommunikere.
Christian Jakobsen er ligeledes meget opmærksom på, hvordan han formulerer sig.
”Jeg tænker meget over det, også nu hvor jeg sidder og taler med dig, men jeg er ikke bange for at miste mit arbejde. Jeg føler, jeg har min argumentation i orden. Om folk så er enige, er op til dem. Jeg søger ikke en konfrontation, men en dialog. Noget, jeg i øvrigt mener, pædagoger ikke er så gode til. Ofte bliver det til dårligt arbejdsmiljø og konfrontationer, som ikke fører nogle vegne. Vi kan alle sammen blive enige om, at det er hårdt til tider at være en del af vores hverdag, men man får ikke noget ud af at brokke sig. Det er nødvendigt at føre dialogen”, forklarer han.
|
Med støtte fra Velfærds- og forskningsfonden for pædagoger og socialpædagoger samt fagforeningerne LFS og BUPL har Tænketanken Cevea i foråret 2012 udviklet og afviklet uddannelsen. 27 pædagoger mellem 25-45 år gennemførte uddannelsens tre moduler på i alt ni dage. Udvalgte resultater fra Pædagogisk meningsdanner 2012 Blog: Trykte medier: Radio & TV : Pædagogikkens Dag: Links |