Fritidspædagogikken længe leve!

Tekst: René Lundberg

Skolereform

En knytnæve i hans mentale mellemgulv med et velplaceretpunch. Sådan beskriver René Lundberg, leder afKKFO’en Potteskåret, skolereformen. Han beskriver herde værdier, som fritidspædagogikken er gennemsyret af ogsin frygt for, hvad der sker med dem, hvis skolereformenbliver gennemført.

Det er en foranderlig verden, vi lever i. Gudskelov, foralternativet, at alting stod stille, er ikke til at bære. Der viljo altid være noget at stræbe efter, noget der kan optimeres, gøres bedre, og personligt elsker jeg udfordringer.

Men indimellem så mister jeg luften. Det gør jeg bl.a. i deøjeblikke, hvor politiske vinde former sig som en knytnæveog med stormvindskraft rammer mig i mit mentale mellemgulv med et velplaceret punch. Skolereformen!

Nu har jeg læst stolpe op og stolpe ned om, hvad der ergalt på undervisningssiden, og alle indsatsområderne for atgøre skoledagen ikke bare længere men bedre.

Eksempelvis:
- 15 pct. af eleverne har ikke funktionelle læsekompetencer, når de forlader grundskolen.
- Mindst 80 pct. af eleverne skal være gode til at læse ogregne i de nationale test, og andelen af de allerdygtigste elever i dansk og matematik skal stige år for år.
- En 30 timers skoleuge for børnehaveklassen til 3. klasse,en 35 timers skoleuge for 4. til 6. klasse og en 37 timersskoleuge for 7. til 9. klasse.

Men jeg har til gengæld læst meget lidt om alt det, dergår knaldhamrende godt i forhold til børns fritidsliv. Alle degode indsatser og vores fritidspædagogiske arv og kultur er der stort set ikke et ord om fra politikernes side. Det synes jeg er underligt. Man bør ikke lave et indgreb, der har så voldsom indflydelse på fritidspædagogikkens virke uden at i talesætte konsekvenserne for alle os, der har brugt og bruger vores liv på at varetage netop det ansvar, der ligger i udøvelsen af fritidspædagogikken. Det svarer lidt til i mine øjne at sige,

”Hurra... vi har opfundet en ny kur”, men samtidig glemmerat informere folk om, at der dermed desværre også er skabt en ny sygdom. Oplægget i sin nuværende form er, set med mine øjne, nærmest dræbende for den eksisterende fritidspædagogik, i bedste fald invaliderende.

Igennem de sidste 1 1/2 års tid har Valby Skole ogPotteskåret haft besøg af tre delegationer af hollændere.

Netop fordi vi har et ligeværdigt og velintegreret samarbejde mellem undervisnings- og fritidsdelen. Pædagoger og pædagogiske ledere, skolelærere og skoleledere, foruden den mere politiske gren af interessenter: en hollandsk forældreorganisation,repræsentanter fra ministerier, borgmestre, fagforening,forskning med flere.

Vi havde i deres øjne rigtigt meget at byde på vedrørendesammensmeltning af de to verdener. Og de kommer igen inæste måned. Men hvad skal jeg så fortælle dem? At nu vil vi gerne gøre, som de hidtil har gjort? Spørge om vi må komme til Holland og blive inspireret af, hvad de godt vil væk fra?

Efterfølgende (november) var jeg via Childcare International i Amsterdam og Utrecht og tale om det konkrete organisatoriske samarbejde mellem skole og fritid, for pædagoger og lærere, og jeg oplevede en kæmpe interesse, specielt for vores fritidspædagogiske virke.

I Holland går børnene i skole til kl. 15.00/16.00.

Og næsten alle fritidsinstitutioner (+ 0-6 års) er drevet af private virksomheder og med en betalingsform baseret på parkometerbetaling. Det har betydet, at forældrene fordeler afhentning af børn efter skole imellem dem, og at der nærmest officielt i Holland er dage i forældrenes ansættelsesaftaler, der hedder Mammas day, og Papas day. Det er altså en del af det hollandske arbejdsmarked, at man (i hvert fald kvinderne) arbejder på deltid og derved får tid til at hente sine børn. Forældrene har simpelthen ikke råd til at have deres børn i institution,og den kvalitet af pædagogisk karakter, der tilbydes de fååbningstimer, er ikke høj nok til at forældrene vil prioritereinstitutionsplads til børnene.

”Hvis du skal være berettiget til en skattefordel af en fuldtidsplads, skal du arbejde min. 43,56 timer per uge. Hvis man er arbejdsløs, er det faktisk ikke muligt at sætte sit barn i en daginstitution – det er for dyrt.”(citat pædagogisk konsulent). Det var, hvad jeg hørte under mit ophold fra både forældrereorganisationer samt fra det fagpædagogiske personale, jeg kom i kontakt med.

Mit oplæg satte deres egen virkelighed i kraftig relief oggjorde det tydeligt, at dét de havde at gøre godt med af tid og ressourcer til den pædagogiske praksis, var som krummer fra det danske, veldækkede, pædagogiske spisebord.

Men hvad er det så, der bekymrer mig så kraftigt med den skolereform?

Jeg kan jo ikke have noget som helst imod, at børnene skal lære mere. Nytænkning er også fint. Men det er jo ikke helt nytænkning at gøre skoledagen længere for at optimere læring. Og hvad er konsekvenserne på andre vigtige lærings- og livsområder? Altså, hvad risikererde at lære mindre af, at få mindre af?

Læring gennem fri leg, sociale fællesskaber skabt via detfrie valg i et selvfundet rum, eksperimenterende tilgang tilog oplevelser i de daglige pædagogiske tilbud og aktiviteter, udviklingen af kropslige og sanselige og sociale kompetencer under styring af og med inspiration fra pædagogisk professionelle voksne. Ture og projekter der kræver sammenhængende timer. Tilbagetrækning fra det ”fælles rum” (specielt vores børn med særlige udfordringer). Muligheden for at barnet mærker på sin krop og sit humør fra dag til dag, hvad der skal udforskes og afprøves, hvem man vil være sammen med og hvornår, og dernæst at gå efter det.

Hvis den nye reform bliver virkelighed, kan jeg frygte,at netop disse værdier, der specielt er indbygget i detfritidspædagogiske tilbud, bliver reduceret voldsomt.

De aktiviteter, vi tilbyder pt., vil jo ikke kunne lade sig gøre med så få timer til rådighed. De store sammenhængende projekter og alle ture bliver stort set umulige at gennemføre. Kvaliteten i fritidstilbuddet bliver kraftigt reduceret, og for forældre og børn vil det ikke længere være hverken kvalitativt eller økonomisk attraktivt at gå i fritidsordning. De vil sandsynligvis i stor grad vælge den fra og spare den del af familieudgifterne (som i Holland). Det betyder færre kroner i institutionsbudgettet, som igen betyder afskedigelse af pædagoger, som igen betyder forringelse af kvaliteten, osv. osv.

I udspillet til reformen bliver der talt om, at aktivitetstimerskal inkluderes i det øgede timeantal. Aktivitetstimer,som kan varetages af eller inkludere pædagoger, der eksempelvis skal igangsætte lege, der understøtter indlæringen. Timerne kan også anvendes til lektiehjælp rettet mod elever med særlige udfordringer og kognitive vanskeligheder. Eller omkonverteres til et to lærer system.

Pengene, der skal finansiere dette, ligger dog på skoledelen og ikke i institutionerne, så beslutnings-kompetencen og prioriteringen af, i hvilken form aktivitetstimerne skal etableres i den forlængede skoletid, ligger udelukkende hos skoleledelsen og skolebestyrelsen. Om man så vælger at være optimistisk og tro, at man i de forskellige skoler vil prioritere pædagogerne til opgaven, eller om man tror, at man fra skolens side vil foretrække to lærere i klassen, ja det er på nuværende tidspunkt en trossag.

Et af målene for reformen er, at elevernes trivsel skaløges. Hvilke kriterier for trivsel måler man mon efter iden sammenhæng?

Og tænkes der i elever eller børn? Hvornår trives et barn bedst? Efter min bedste overbevisning vil jeg mene, at elever i indskolingen, i alderen 6-10 år (min målgruppe),
vil trives allerbedst med en veltilrettelagt skoledagmed inkluderende og engagerede lærere i max. 5-6 undervisningstimer dagligt. Herefter bliver de til børn igen og skal frit kunne boltre sig blandt selvvalgte venner, i selvvalgte aktiviteter med omsorgsfulde, kreative og engagerede pædagoger til at varetage, at deres fysiske, psykiske og sociale liv blomstrer i takt med deres alder og udvikling. Skærer man på denne sidste del, på børnenes fritidsliv, som vil være en konsekvens af skolereformen, som den præsenteres nu, vil man i mine øjne ikke gøre børnene en tjeneste hverken på kort eller lang sigt.

Folkeskolereformen lægger op til skabelsen af flere heldagsskoler. En undersøgelse foretaget af Rambøll i 2011 (En evaluering af heldagsskoler i København) dokumen-terede dog overordnet, at eleverne på disse skoler hverken på det faglige område eller på andre fokusområder i evalueringen klarede sig bedre eller var mere kompetente end børn på andre ”almindelige” skoler. Evalueringen påpegede dog, at der i konceptet heldagsskoler var forbedringsmæssige potentialer indenfor trivsel, faglige resultater, sundhed og sociale kompetencer, men at disse potentialer endnu ikke er udnyttet i en grad, så de fremtræder i målbare resultater.

I løbet af 1. kvartal 2013, forventes politikerne at indgåforlig om folkeskolereformen.

Forhandlingerne foregår primært med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, som er forligsparterne bag folkeskolereformen.

Jeg håber på, at der inden da har samlet sig et hav af informationer om alle de gode værdier i fritidspædagogikken fra alle os, der har et bankende hjerte for vores fag og for vores børn, så de beslutninger der inden længe tages på politikerniveau, er velovervejede og velfunderede i sund fornuft og med stor respekt for vores fritidspædagogiske kulturarv.