Den lille børnegruppe

Af Elisabeth Lockert Lange

I vuggestuen Grantofte arbejder de i små børne-venskabs-grupper. Hver gruppe har tilknyttet en fast voksen, og hver voksen har ansvar for sin børnegruppe. For børnene betyder det nærhed og ro, for de voksne har det betydet udvikling og tilfredshed… men også udfordringer.

Grantofte består af mere end en udflytterbørnehave.
Grantofte er også en vuggestue med 22 børn med en struktur, som skiller den ud fra de fleste andre vuggestuer. En struktur med ”et udfordrende pædagogisk læringsmiljø”, som der står i en introduktion til en FOA kongres i marts i år, hvor vuggestuen

Grantofte er inviteret til at fortælle om sig selv.
Dette udfordrende pædagogiske læringsmiljø måtte LFSNyt høre om. Og tog trapperne op på 7. sal i Ryesgade 62 og ind i lyse indbydende lokaler.

Vuggestuen blev sammenlagt med udflytteren Grantoftei 2006, og det tog både tid og kræfter at skabe bare nogenlunde pædagogisk sammenhæng mellem de to daginstitutioner: sammenlægningernes udfordring. Vi tager det lidt hurtigt.

Den pædagogiske linje var mildt sagt meget forskellig deto steder. Leder Anne Stau satte i gang med kurser og fik en dygtig psykolog tilknyttet. Nogle medarbejdere holdt op, en hel del blev, og nye blev ansat. Et miljø hvor det blev naturligt at være nysgerrig på og reflektere over egen og andres praksis opstod efterhånden.

”Jeg blandede mig rigtig meget i hvad de gjorde, og jegbad dem reflektere over hvad de gjorde i deres arbejde, forstå hvad der var på spil for børnene, hvad børnenes intention var. Det gjorde mange af dem nysgerrige, og jeg har stor respekt for at de magtede at stå på tæer i mødet med noget, som var så anderledes.”

En fast voksen

Og så til vuggestuens struktur.
Mette Wandel Kampmann kom til ca. to år efter sammenlægningen, og hun har været med i udviklingen af vuggestuens pædagogik og tilgang. Hun er pædagog med særlige opgaver og fungerer som afdelingsleder.

”Vi skiller os ud fra de fleste andre vuggestuer ved denstruktur vi har valgt, som vi mener er en god basis for at yde det pædagogiske arbejde.”

Konkret er de 22 børn delt op i fem børnegrupper medhver en fast voksen. Det vil sige at hver voksen, tre pædagoger og to pædagogmedhjælpere, har ansvar for hver ”sin” lille gruppe børn. Pædagogmedhjælperne har i hverdagen ansvar fuldstændig på linje med pædagogerne, men derudover har en af pædagogerne ansvaret som superviser etc. for medhjælperne, så de ikke står alene i arbejdet. Medhjælperne er med i alt der sker i insti-tutionen, selvfølgelig også læringsprocesserne på personalemøderne.

For børnene er fordelene ved denne struktur oplagte, dehar lettere ved at relatere til de andre i deres lille venskabsgruppe og til en fast voksen. I den alder er det nærhed der skal til.

”For børnene betyder det ro. De er som udgangspunkt ideres venskabsgruppe i hverdagen”, fortæller Mette Wandel Kampmann.

Det er selvfølgelig heller ikke tilfældigt hvordan grupperne sammensættes.

”Når vi sammensætter, tager vi hensyn til alder og venskaber. Så er det også den venskabsgruppe af børn de følges med op i børnehaven, og måske helt op i skolen. Derfor er det også helt problemfrit for dem at skulle op i børnehaven, ja de glæder sig til det, de kender bussen og har været på besøg i Trørød, så det er en let overgang, og den kan ellers godt være svær. Men de er altid sammenmed deres venner.”

For de voksne har der været udfordringer i det. Det er jo også en struktur for de voksne. Og voksne søger ofte hen, hvor andre voksne er, og når man går tur, går man helst ud to og to.

”Det var angstprovokerende i starten at gå ud alene med sine fire børn.”

Funktionsopdelt

Ud over den lille faste gruppe er vuggestuen særlig ved ikke at være indrettet med stuer men med funktioner. En stor tavle fortæller, hvad hver gruppe laver den formiddag, så alle ved hvordan ugen ser ud.

”Det har vi arbejdet meget på at få til at fungere. Man tænker at det er da nemt, men det var det ikke i starten, for man skal komme på arbejde hver dag og have en plan, man skal vide hvad man vil med sine børn. Hvis jeg fx har et læseprojekt, så booker jeg mig ind der, hvor der er sofa og ro. Og det gør alle kollegerne, så det bliver oversigtligt og synligt for alle. På den måde overlades det ikke til
tilfældigheder, hvad børnene laver.”

Det er ikke uden problemer, og det kræver løbende justeringer.

”Der kan komme et barn ind, som fx ikke passer i alder. Vi er hele tiden i kontakt om, hvordan det går, hvordan grupperne ud, passer børnene sammen, og laver justeringer”, siger Mette Wandel Kampmann og tilføjer:

”Men der er store fordele. Fx ved sygdom fordeles børnene i de andre grupper om formiddagen og under frokosten, det tidsrum funktionsopdelingen kører. Det betyder at sygdom ikke vælter os, og vi ved hvor hvert enkelt barn skal hen, for den beslutning tages af den der er her om morgenen. Dette har betydet meget for de dejlige
ting, vi kan lave med børnene.”

Hun fremhæver at de trods funktionsopdeling og små grupper er sammen i et pædagogisk fælleskab, hvor de inspirerer hinanden.

”Det er vigtigt, for en af faldgruberne i denne struktur er at man kan lukke sig om sin egen gruppe. Det havde vi problemer med for nogle år siden, hvor vi blev for knyttet til ”vores” børn, og næsten ikke kunne tåle kritik fra kolleger. Så måtte vi ryste posen. Og så startede vi med at fremlægge og reflektere over dilemmaer i den samlede personalegruppe. Det er noget af det vi har skullet lære, og når vi ser opløb til det nu, så siger vi det til hinanden.”

Et pædagogisk udfordrende læringsmiljø?

Mette Wandel Kampmann nikker:

”Ja vi har indrettet os, så vi er i et levende miljø, hvor der er plads til at lave en masse ting. Selvfølgelig er der perioder hvor vi bare passer børn, fx bare går på legeplads, men det er altså ikke hverdagen. Langt det meste af tiden er der plads til spændende og udviklende pædagogisk arbejde, vi viser børnene en masse ting, oghuset er fyldt med inspirerede og engagerede voksne.”

Hun smiler:
”Det er en totalt fed rejse vi har været på"