Se barnet før kønnet

Af Tine Sejbæk

Selv om vi tror, at vi behandler piger og drenge ens, kommer vi let til at møde børn ud fra vores egen ubevidste forståelse af køn. Men hvis vi i stedet ser barnet før kønnet, skaber vi mulighed for, at børn kan udvikle sig mere nuanceret og få flere handlemuligheder end i dag.

Hvis man for 100 år siden så, hvad kvinder gør i dag,ville man tro, det var løgn – og i hvert fald imod deres biologiske natur. At kvinder oftest arbejder udenfor hjemmet og kan være både præster og topledere, ville være utænkeligt. Hvis man om bare 30 år kigger tilbage, vil man måske ryste på hovedet af den måde, vi i dag forholder os til køn på i uddannelsessystemet og daginstitutionerne.

Den måde, vi ser køn på, skifter. For 100 år siden sagdeman om piger, at de ikke kunne sidde stille og lære noget,fordi de på grund af deres biologi var styrede af følelser ogderfor let blev afledt. I dag siger man noget af det samme om drenge. I 1920’erne var lyserød en maskulin farve. I dag er det omvendt.

”I 1970’erne gjorde man meget ud af at opløse forskellenemellem kønnene. Lige nu er vi igen i en periode, hvor manpå en ret traditionel måde ser forskellene mellem drenge og piger som store”, siger uddannelses- og kønssociolog Cecilie Nørgaard.

I 2008 lavede DPU (Danmarks Pædagogiske Universitet)en undersøgelse bygget på observationer i tre børnehaver i Danmark. Den viste, at stereotype forestillinger om de to køn spiller en betydelig rolle i danske daginstitutioner.

”Hvordan kan en kommune i Danmark i 2008 indvie enhelt ny fritidsordning, hvor syrummet er malet lyserødt ogcomputerrummet malet grønblåt? For mig at se kunne manlige så godt have sat et skilt op, hvor der stod ”adgang forbudt for drenge” og ”adgang forbudt for piger”. Det er ikke bare ærgerligt. Det er dumt”, udtalte daværende ligestillingsminister Karen Jespersen dengang.

Fra målpige til målmandens kæreste

Der er ingen officielle krav om, at børnehaver, vuggestuer og dagplejere inddrager forskningsbaseret viden om køn i den pædagogiske praksis. Alligevel praktiseres køn i stor stil – uden at der nødvendigvis bliver reflekteret så meget over det.

Køn legitimerer f.eks., hvordan børnehavelivet er organiseret. Det ligger som en naturlighed i luften, at drengene er én slags og pigerne en anden slags. Et eksempel fra DPUrapporten er den lille pige, der melder sig, da der skal spilles fodbold, og pædagogen efterlyser en målmand. ”Nå, så du er målmandens kæreste?”, spørger pædagogen. ”Nej, jeg er`en målpige”, insisterer barnet. Et andet eksempel er børnehaven, hvor man indretter henholdsvis et dukkehjørne og et Star Wars hjørne.

Når en pige har fødselsdag, lægger man måske prinsesseservietter på bordet. Som voksen hjælper man tit drengene mere i tøjet. Når pigen møder op i en ny kjole, siger man ”nej, hvor fin” – man roser ikke så ofte drengen, der har fået ny bluse, eller pigen i militærbukserne.

”Det skyldes ikke ond vilje – det handler bare om indgroede måder at tænke på, som oftest slet ikke er bevidste.

Hvor man bruger sin egen forståelse af, hvad en dreng og en pige er, frem for professionel, forskningsbaseret viden”, siger Cecilie Nørgaard.

I Sverige og Norge står der i loven, at man skal tilbydekønsmæssig mangfoldighed i skoler og daginstitutioner. ISverige er det endda lovpligtigt at ”modarbejde kønsstereotyper”. I Danmark siger loven intet om dette. Og på pædagoguddannelsen er der meget lidt om køn. Forklaringen skal, mener flere, findes i, at vi i Danmark var hurtigt ude med ligestilling, f.eks. fik kvinderne tidligt stemmeret, og vi indførte hurtigt fri abort og ligeløn.

”Det har betydet en selvopfattelse om, at ”det har vi klaret for længe siden”. Det har givet skyklapper på i forhold til, hvad der reelt foregår”, mener Cecilie Nørgaard.

Der har i nogle år samtidig været en ”biologisk” retning indenfor kønsdebatten. En tankegang om, at drenge og piger er forskellige, fordi deres hjerner udvikler sig forskelligt.

”Det er en taknemmelig overbevisning, som gør det nemtat ordne verden. Og hvor det som lærere, pædagoger og forældre bliver let at reducere kompleksiteten”, siger hun.

”Hvis man ikke hælder til den biologiske forklaring, atpiger og drenge bare er forskellige, og at mænd er fra Mars, og kvinder er fra Venus, så kommer man på arbejde. Så er man nødt til at se på: Hvad er det for et barn, der står over for mig? Det kræver noget helt andet”, siger Cecilie Nørgaard, der har firmaet Mangfold og er forfatter til flere bøger om køn og diversitet.

Plads til alle børn

I institutionen Egalia i Sverige har man forsøgt sig med såkaldt genuspædagogik (genus betyder køn på svensk). Bl.a. er de blevet berømte for at kalde både han og hun for ”hen”.

At sige ”hen” er der dog ikke mange herhjemme, der harfidus til. Men mange andre af Egalias tiltag for at bryde cementeringen af stereotype kønsroller kan godt bruges. Som f.eks. at være opmærksom på, hvordan man præsenterer køn i forhold til sprogbrug, bøger og lege.

”Det allervigtigste er at lære børn om den kønskultur, deindgår i. Så de bliver kompetente til at agere frit”, mener Cecillie Nørgaard.

Hun kalder den kønskompenserende pædagogik, hvorman giver drenge dukker og piger biler, sympatisk. Menegentlig ligeså problematisk, fordi man glemmer individet.

”Det handler om at se, hvilket menneske man står overfor.
Og ikke vurdere ud fra forventninger om, hvad kønnet betyder. Der skal være plads til alle måder at være køn på. Og vi er i øvrigt ikke kun formet af vores køn – også af mange andre ting som vores historie, alder etc.”, siger hun.

Det handler mere om at lade være med at møde børn påen begrænsende måde, hvor man kun tror, at piger er til det lyserøde og drenge til det vilde, og indirekte anerkender det som den rigtige måde at være pige eller dreng på. Hvor man er åben for: hvad er det for et barn? Hvordan kan jeg stimulere ham/hende?

”Min pointe er, at hvis man begrænser børn til de stereotype opfattelser, så begrænser man deres muligheder for at blive det menneske, de er”, siger Cecilie Nørgaard og fortsætter:

”Mange steder vil man så sige: ”Jamen, vi siger da ogsåtil drengene, at de gerne må være med til at lave perler!” Men hvis omgivelserne, hvor man laver perler, er lyserøde og prinsesseagtige, går drengene ikke derind. De oplever det som et illegitimt rum. Vi er alle en del af en kultur, hvor vi tidligt har lært, at noget fx er pigefarver og andet er drengefarver”, siger Cecilie Nørgaard, der også meget gerne ser, at køn kommer ind på pædagoguddannelsen. Og ikke nødvendigvis som et løsrevet fag, men som en mainstream del af uddannelsen. Som et perspektiv, man indtænker i de andre fag.

Lille mand eller yndig pige

Allerede mens børn ligger i maven, taler man forskelligt til dem og med forskelligt stemmeleje – afhængigt af kønnet.
Sproget betyder meget: kalder man en pige for yndig ogen dreng for en ordentlig krabat? Det handler både om denmåde, man møder køn, og den måde, man italesætter køn.
Drenge bliver fx allerede fra fødslen ofte omtalt som ”denlille mand”, mens de færreste ville kalde en nyfødt pige ”den lille kvinde”.

Men skal piger ikke have lov at være lyserøde og drengenevilde med superhelte?

”Det handler ikke om at tage noget fra nogen! Det handlerom at putte på. Det handler om at skabe muligheder, så viikke kommer til at begrænse. Så den pige, der kan lide detlyserøde, også får mulighed for at klatre op i et højt træ eller tage ordet i elevrådet. Det handler om, at viden om køn kan skabe rum for, at professionelle kan skabe flere muligheder for drenge og piger”.

”Jamen, ensliggør vi så ikke, vil nogen spørge. Nej, tværtimod. Hvis vi gør plads til alle de individuelle forskelle, vil vi formentlig se mange flere forskellige børn”, siger Cecilie Nørgaard.

Ingen ønsker at se stereotypt på køn

Det er Julie Manley Vorsaa enig i. Hun er talsperson for Foreningen Køn i Pædagogik og er pædagog i en vuggestue. Hendes interesse for emnet startede allerede under uddannelsen, hvor hun ikke mødte køn overhovedet. Den blev yderligere skærpet, da hun selv blev mor. Fx da hendes mødregruppe fik besøg af en sundhedsplejerske, der – allerede da spædbørnene var få uger gamle – talte om de store forskelle på drenge og piger. Hun brugte Julies barn som eksempel på, at drenge jo allerede tidligt er ”lidt mere vilde”. Problemet var bare, at barnet var en pige!

”Sundhedsplejersken undskyldte, og jeg måtte sige tilhende, at hun selv gennem sin fejltagelse var med til at afkræfte, at drenge er på én måde og piger på en anden”, siger Julie Manley.

Hun fortæller, at hun har mødt så mange pædagoger, derer rigtigt dygtige – bortset fra, når det handler om køn. Og det er der rigtig meget, der gør.

”Det er ikke fordi, det slet ikke bliver vendt, men derfraog til at arbejde seriøst med det, er der lang vej”, siger Julie Manley.

”Vi snakker om, at vi skal være så fagligt funderede i vores arbejde. Men når det gælder køn, som er en stor del af den måde, vi tolker og opfatter børn på, er det okay ikke at være fagligt funderet men bare bygge det på sin egen opfattelse af, hvad en dreng og en pige er”, siger Julie Manley.

”Ingen pædagoger, dagplejere og forældre vil se stereotyptpå køn, og næsten alle vil sige nej til, at de behandlerdrenge og piger forskelligt. Men hvad der foregår i praksis, er en anden sag”, fortæller Julie Manley.

Hun besøgte selv en LFS institution, da hun kiggede påinstitution til sit barn. Her mødte hun bl.a. en pædagog og en gruppe børn, der var i gang med at hoppe.

”Kom så drenge, så hopper vi”, sagde pædagogen. Mender stod også nogle piger i gruppen, der ikke blev inkluderet.

”Hvis de havde brugt den normkritiske pædagogik, villede have været opmærksomme på ikke at afgrænse men at tilbyde det lige meget til begge køn”, siger hun.

Julie Manley henviser til en rapport fra 2005, udarbejdetaf Nordisk Institut for Kundskab, der viser, at der er enkønsblindhed i Danmark. Man har ikke en holdning til køn.
Heller ikke i institutioner. Og på grund af den manglende bevidsthed kommer vi til at indrette institutionen ud fra, at der er to typer af børn. Vi taler til piger og drenge på forskellige måder. Vi roser dem på forskellige måder.

”Det er helt ok, at piger er lyserøde. Der skal bare væreligeså meget plads til dem, der afviger, eller til de drenge, der er lyserøde eller stille”, siger Julie Manley.

Konkrete tips til praksis

Hvad skal man så gøre, hvis man vil give drenge og piger lige muligheder for at udfolde hele det kønsmæssige og menneskelige repertoire? Man kan lade være med at afgrænse med sit sprog. Fx ved at sige ”Kom så drenge. Hvor er I vilde, drenge”. Når man synger om bageren i Nørregade, kan man også synge ”hun” nogle gange. Eller man kan give helten i eventyret et pigenavn eller heltinden et drengenavn.

”Der er rigtig mange gange i min egen hverdag som pædagog, at jeg bagefter kan se: ”Hvor er det åndssvagt, det jeg gjorde”. Man skal turde se på sin egen praksis. Og så skal man aftale med sine kolleger, at de også kan spørge ind til ens praksis”, siger Julie Manley.

Man kan også filme sig selv for at se sin praksis. Hjælpervi mere drengene i overtøjet? Hvad forventer vi, de to kønhver især kan? Hver gang, der er et problem med et barn, kan man også spørge: ville vi anse det for at problem, hvis barnet var et andet køn? Ville det være et problem, at Emma ikke kan sidde stille, hvis hun hed Matias?

Julie Manley fortæller, at voksne ofte lægger ned overbørn, at de er ”kærester”.

”På den måde fortæller vi også piger og drenge, at de ikkekan være rigtige venner. Hvis de kan lide at være sammen,er de nok kærester. Jeg foreslår, at man laver en politik, hvor personale og forældre ikke kalder børn kærester, men venner”.

Man kan også se på, hvilke bøger, man har i reolen, oghvilke film, man viser. Mange institutioner har eventyr-uger. Man kan forholde sig kritisk og nuanceret til den måde, eventyr formidler køn på. Måske er der også en enkelt dreng, der kunne tænke sig at blive reddet engang imellem? Og man kan fortælle børnene, at for 100 år siden var lyserød en drengefarve.
Endelig kan man tænke på, hvordan man som voksen i eninstitution eller dagpleje selv ”gør” køn. Er der også mandlige pædagoger eller medhjælpere, der laver perleplader, og kvindelige ansatte, der sætter fuglekassen op?

”Der har været talt meget om, at der skal nogle mændind i institutionerne, så de kan spille fodbold. Nej, vi skalhave nogle mænd, så børn kan se, at mænd kan alt muligt.
Både spille fodbold, vaske op og lave perleplader”, siger Julie Manley Vorsaa.

Feministiske forældre Feministiskeforaeldre.dk er et af flere initiativer, der i de senere år er kommet til med det erklærede formål at sætte køn på dagsordenen i danske dagplejer, vuggestuer og børnehaver. Desuden findes der foreningen Køn i Pædagogik, der bl.a. også tilbyder workshops til daginstitutioner og skoler.

Råd om arbejdet med køn • Sørg for, at de fysiske rammer i de forskellige rum i institutionen appellerer til både drenge og piger. • Vær opmærksom på at vise accept og anerkendelse, når børnene vælger kønsatypiske aktiviteter. • Vær opmærksom på sproget. Ord og vendinger som ’pigefnidder’ og ’det kræver hår på brystet’ kan bekræfte velkendte mønstre fremfor at åbne muligheder. • Personalet kan udfordre vaneforestillinger om køn ved at udforske og diskutere de fortællinger og normer, der opererer i daginstitutionen. • En måde at udfordre normerne er at tænke omvendt, spørg dig selv: ’Hvordan ville jeg have reageret, hvis barnet havde haft et andet køn?’ eller ’Hvad hører/oplever/prøver dette barn ikke så ofte?’ Kilde: Åbne og lukkede døre - en antologi om køn i pædagogik