Hele vejen ned - og op igen

Af Elisabeth Lockert Lange

Efter nogle hårde år under stort pres og en mildest talt ubetænksom leder kører Heidi Hansted i sænk. Hun bliver stille, ukoncentreret, kan ikke sove, tuder en masse og går rundt om sig selv uden at kunne tage sig sammen til ganske banale ting. Hun får diagnosen stress, og der skal et godt kurus, en stress-gruppe og en god arbejdsplads til at få hende på igen.

Da pædagog Heidi Hansted startede i vuggestuen for fireår siden, var hun begejstret. Gode kolleger og en leder som lytter. Men som tiden går, ændrer hendes syn sig. Kollegerne er fortsat gode, ja de bliver bedre og bedre til at ”holde sammen”, men forholdet til lederen går ned ad bakke.

Årsagen kan Heidi kun gisne om, men efterhånden somhun giver lederen modstand i pædagogiske spørgsmål, oplever hun at lederen i stigende grad bliver usikker over for hende. Mærkelige beskeder som at hendes stue ikke bør tage så meget på tur, for det kan de andre stuer ikke, får Heidi til at reagere.

”Når jeg sagde det ene, sagde lederen det modsatte, ogomvendt. Kort sagt, vi kom hurtigt i clinch med hinanden”,fortæller hun. Hun uddyber med en meget modsætningsfyldt historie. Hun bliver på et tidspunkt konstitueret, da souschefen er syg, og lederen skal på ferie. Det får hun ros for, da lederen vender tilbage. Men et par dage efter bliver hun kaldt ind til en overhaling, lederen har ikke tillid til hende. Nogle dage efter kommer hun til mus- samtale og bliver overvældet med ros.

”Gæt på om jeg var forvirret.”

Mens forholdet til lederen gradvist bliver værre, så stigerarbejdsbyrden. Et par børn har brug for og får bevilliget støttepædagogtimer, men der bliver ikke ansat ekstra personale til det. Heidi bliver sat ind, og selvom hun understreger at det kræver at andre medarbejdere påtager sig andre af hendes opgaver, sker der intet. Så bliver den anden pædagog på stuen syg, og hun står alene med en stue plus to støttebørn.

En dag i juni måned 2010 på vej hjem på cykel knækker filmen. Hun bryder sammen, tårerne kommer væltende, og hun bare tuder og tuder. Hun melder sig syg.

”Jeg boede i en osteklokke, rystede fuldstændig indeni,hjertet bankede derudad, jeg kunne ikke sove og jeg kunne ikke forholde mig til noget. Jeg troede jeg var blevet alvorligt syg, så jeg gik til læge. Jeg anede ikke at det var stress.”

Hun bliver grundigt undersøgt og bortset fra et skræmmende højt blodtryk fejler hun ikke noget. Andet end stress altså.

Stress er ingen spøg. Vi taler ikke om travlhed eller atvære periodemæssigt presset. Langvarig stress kan føre tillivstruende sygdomme på grund af udskillelsen af især adrenalin og kortisol. Langvarig stress kan skade hjertet og blodkredsløbet, og det øger risikoen for alvorlige infektionssygdomme og kræft. Stress kan også føre til tilstande af depression og angst.

Klagen

Nu starter et langt forløb. En sygesamtale bliver holdt medtillidsrepræsentanten og Heidi, som er ”sprød”, som hun selv udtrykker det. Lederen får undervejs sagt at hun da godt kan se, at Heidi ikke ”faker” at hun er syg. Da referatet kommer, er den bemærkning fra lederen udeladt, men den forlanger Heidi tilføjet: det er jo blevet sagt.

Kort efter ligger der en klage over hende fra nogle forældre, hvis barn skal skifte til børnehave få dage efter. Heidi har talt med forældrene kort tid før, uden at der er noget som helst i vejen, og selve klagen handler om mærkelige ting, hun skulle have sagt til barnet, ting hun slet ikke selv kan genkende, og som i øvrigt ikke ville være alvorligt, hvis hun kunne genkende dem, blot mærkelige. Men at der er kommet en klage over hende, det kan ingen af hendes kolleger undgå at vide, for det bliver skrevet i fuld offentlighed i institutionens dagbog. En dagbogsside som dog efterfølgende på mystisk vis forsvinder…

”Jeg har på skrift at lederen gav nogle af mine kollegerlov at læse den klage, der var på mig. Og samtidig hører jeg fra kolleger at lederen gik rundt blandt dem og spurgte, om de havde noget på mig. Noget de skriftligt har bekræftet fandt sted. Så jeg vidste hvad det handlede om, og det lagde mig helt ned. Jeg ringer til LFS, til fællestillidsrepræsentant Annette Mortensen og siger at jeg må og skal tale med hende NU!”

Hun fortsætter:

”Jeg har aldrig troet at jeg ville få stress. I starten var jegtil samtale med lægen hver tredje uge og fik målt mit meget forhøjede blodtryk. Især når jeg hørte fra institutionen røg det faretruende opad. Faktisk skrev lægen på et tidspunkt at jeg ikke var i stand til at møde dem, jeg skulle være i fred. På et tidspunkt beslutter jeg at jeg ikke vil bekymre sig om institutionen mere, jeg skulle aldrig tilbage dertil. Dagene gik bare, de forsvandt for mig. Jeg kunne ikke tage mig sammen til helt banale ting som at gå i bad, og læse en bog kunne jeg slet ikke. På et tidspunkt begynder jeg at gå lange ture i Valbyparken
uanset vejret. Det hjalp mig. Hukommelsen svigtedeogså, og det gør den stadig, men den kommer langsomttilbage. I virkelig kan jeg slet ikke huske, hvad jeg lavede ide måneder.”

Kursus

I september mødes fællestillidsrepræsentant Annette Mortensen og medlem af forretningsudvalget Claus Reffstrup med lederen og en repræsentant fra forvaltningen, som lederen ønsker at have med.

På mødet bliver Heidi konfronteret med klagen og demærkelige ting hun skulle have sagt til barnet og forældrene. LFS tilbageviser det hele, der er ikke hold i noget af det. Så stopper lederen mødet.

”Der går et par timer, og da de vender tilbage, siger forvaltningsrepræsentanten at hun ikke kan tage stilling til sagen. Det er det mest uprofessionelle jeg har oplevet i 10 år. Klagen falder fuldstændig til jorden. De havde klart en anden dagsorden”, siger Annette Mortensen og fortsætter:

”I forløbet med kommunen oplever vi at lederen brydersin tavshedspligt mere end en gang, hvad der i øvrigt ligger dokumentation for, foruden alle vores andre punkter, uden at de griber ind. Man kan sige at der ligger en indrømmelsen af alt dette i at forvaltningen giver Heidi så lang snor i forhold til, hvornår hun afskediges. Vi laver en aftale om et halvt år på fuld løn efter hendes sygeperiode, det vil sige frem til oktober 2011.”

Igennem alt dette har Heidi stadig alle lidelserne vedstress. Hun er ukoncentreret, har svært ved at sove, let til at tude, mest sidder hun bare stille og kigger ud i luften og lader tiden gå. Meget anderledes end den person hun ellers er kendt for at være, energisk, ret storsnakkende og aktiv.

Så sker der noget, som betyder et stort skridt fremad forHeidi. Hun får gennem jobcentret tilbudt et tre månederskursus ved navn Rask Tilbage. Kurset er i akademikerregi,men deltagerne kommer fra alle fagområder.

”Kurset hjælper mig rigtig meget. Vi var 15-18 stykker,og de fleste af os havde stress. Vi fortalte vores historier, og brillerne åbnede sig: jeg var ikke den eneste, der tabte håret og ikke kunne sove, de andre havde det også sådan. På kurset lærte vi også afslapning og fik kostvejledning, og sammen med den løbende kontakt til Annette følte jeg at jeg var heldig. Jeg har været ekstremt glad for Annettes støtte, også i forhold til at huske mig på at sende lægeerklæringer og den slags. Ting man let glemmer når man har det, som jeg havde det. Desværre fik forvaltningen ikke mulighed for at høre hvordan jeg havde det i den trivselsundersøgelse, de lavede på samme tidspunkt. Kuverten, som i øvrigt så ud til at haveværet åbnet, fik jeg videresendt fra arbejdspladsen fem dage for sent.”

Stress-gruppen

De gode ting fra kurset fanges op i en stress-gruppe, somAnnette Mortensen får startet op. Faktisk er Annette særligt kvalificeret til at tage sig af netop stress-tilfælde, da hun på det tidspunkt er i gang med en stress-uddannelse, en uddannelse som hun afslutter i november sidste år.

På dette tidspunkt har Annette kontakt med fire stressramte LFS’ere, og det får hende til at beslutte sig for at etablere en sådan gruppe. Den lægger ud med fire personer, som alle har stress, og som Annette i forvejen var – og er – i ofte og tæt kontakt med. Gruppen er nu nedlagt, men alle har givet udtryk for at de har haft gavn af gruppen. Og alle fire er kommet godt videre. Annette har stadig løbende kontakt med dem alle.

”Jeg ville afprøve, først privat og derefter i LFS-regi,hvad en sådan gruppe kunne give deltagerne. Jeg skrev en dagsorden, så alle vidste hvad de gik ind til, og så gik vi i gang. Vi havde tavshedsløfte udadtil, men alt kunne siges indadtil. Det var fantastisk at høre hvad de sagde. En fortalte fx at det var første gang, hun overhovedet havde fortalt sin historie til andre end mig. Det var så vigtigt med en anerkendelse af hvor I var. Og den tillid som I viste mig!”, siger Annette og kigger på Heidi, som nikker: ”Vi åbnede os meget.”

Hun tilføjer at den slags også er vigtigt fagforeningen gør for medlemmerne, for der er mange som får stress derude.

Heidi Hansted er nu ansat i Børnegården Frederiksholm.
Historien om dette er som følger. For mange år siden arbejdede hun sammen med Pia Bah, som nu er klyngeleder for Klynge VE6, men som i 2010 var leder af Børnegården Frederiksholm. Heidi møder hende en dag og derefter besøger hun hende et par gange, mens hun er syg. Efter det halve år er gået, er hun blevet godt usikker på, om hun overhovedet skalm være pædagog mere, men måske skal hun prøve det af. Pia Bah spørger hende: hvad skal du i morgen? Øh ikke noget,svarer Heidi lidt overumplet. Kan du så ikke være vikar etpar dage i fritidshjemmet, er næste replik. Det blev hurtigt til en uge i efterårsferien.

”Det var godt for mig at kunne starte som vikar for at seom det holdt. Det gjorde det, og jeg blev fastansat sidste år. Jeg ved jo at jeg er god som pædagog, jeg skulle bare finde det rigtige sted”, siger hun med et smil. En vigtig strategi for hende i Børnegården Frederiksholm var at være fuldstændig åben om sin stresssygdom, og hvor længe den havde varet. På samme måde ved alle at hun havde kendt Pia i gamle dage, og nu prøvede sig selv af, før hun valgte hvad hun ville.

”Det var vigtigt ikke at lyve, især hvis jeg ikke klarededet. Men man skal ikke tage fejl af at det kan være svært, man skal have lidt nosser for at kunne fortælle om det så åbent.”

Og hvad hun har lært?

”At lytte til min krop. At jeg ikke skal tage vare om alt.
At jeg ikke skal klare det hele. Det første år i BørnegårdenFrederiksholm var jeg usikker på om jeg gjorde det rigtige,og om folk kunne lide mig. Sådan er det ikke mere, og jegtror ikke jeg nogensinde kommer helt derud igen.”

Annette Mortensen pønser til gengæld på en ny stress-gruppe ”for der er så mange på området, som har behov”,siger hun.