Kampen for frirummet

Af Elisabeth Lockert Lange

Skolereform

Lars Klingenberg, formand for FOLA, har en stribe megetstore forbehold over for forslaget til en skolereform. Først ogfremmest er han dybt bekymret over de kompetencer, børnene vil gå glip af, hvis skoleunderstøttende aktivitetstimer overtager fritidshjemmets kreative frirum. Også klubberne og det frivillige arbejde er i fare med reformen, vurderer han.

LFS står ikke alene med sit gentagne forsvar for børns frietid blandt kompetencegivende engagerede voksne. Blandt de kritiske røster over for flere skoletimer og mindre fritid hører man også Lars Klingenbergs, formand for FOLA, Forældrenes Landsorganisation.

Han og FOLA har analyseret på skolereformen, som dener lagt frem nu, og han lægger ikke fingrene imellem, nårhan i klare termer beskriver sine bekymringer. Hans fokuser, ganske som LFS’, først og fremmest børnene, og børn ialle aldre vil blive påvirket negativt af forslaget, mener han. Det bliver de institutioner børnene bevæger sig i også, foruden civilsamfundet i form af musikskoler og idrætsklubber.

For at starte med de helt små, så påvirkes 0-6 års området ikke ”som sådan”, som han siger. Og så alligevel.

”For et øget fokus på den skolefaglige læring vil smitte afpå børnehaven. Man taler om skoleparathed. Men i institutionsverdenen mener vi ikke at institutionerne skal være skoleforberedende, de skal være livsforberedende. Der er alt for meget fokus på de kompetencer, som der specifikt er brug for i skolen. Vi synes det er andre kompetencer som er på banen i institutionsverdenen”, siger Lars Klingenberg og tilføjer:

”Hvis man kræver mere kvalitet i skolen, så har det detmed at presse nedad, så der bliver mindre kvalitet andre steder, og det skal man passe på med.”

Økonomien i skolereformen kan man endnu ikke findehverken hoved eller hale i. Den ligger ude i forhandlinger,og nogle siger at kommunerne bliver kompenseret for udgiften. Men det ville i givet fald ikke være første gang at penge øremærket til bedre kvalitet i daginstitutionerne, bruges af kommunerne på helt andre ting.

Fritidshjemmets frirum

Forslaget opererer med en række ukendte faktorer, som ingen ved præcis, hvordan kommer til at se ud. Som fx aktivitetstimerne, hvad de skal bruges til, hvilket indhold de skal have, hvem der skal stå for dem, og hvordan lærere og pædagoger skal samarbejde. Intet af det er klarlagt endnu.

”Men vi kan frygte, og vi bliver bekræftet i frygten, når vihører retorikken. Det vi hører, fortolker vi som at disse timer skal understøtte skolefag og indlæring. Dermed får de et helt andet sigte end fritidshjemmene, sådan som de er i Københavns Kommune”, siger Lars Klingenberg, som selv er københavner og kender de københavnske fritidshjem og klubber.

”Sigtet med aktivitetstimerne lyder til at skulle forberedebørnene til at modtage den rigtige læring. Børnene skal ud og løbe en tur og få klaret deres hoveder til indlæring. Og dette er vores skrækscenarie og store bekymring.”

I de københavnske fritidshjem handler det om helt andrekompetencer, kompetencer som uvægerligt vil træde i baggrunden, hvis reformen gennemføres.

”Københavns Kommunes fritidshjem er et fantastisk frirumfor børn, hvor de kan bruge deres tid på det de har lyst tilog under rammer, som giver dem mulighed for at være kreative og innovative. Det er alt andet end skole, og jeg mener det er vigtigt at man anerkender værdien af disse aktiviteter som det netop fritidshjem kan.”

Han tilføjer:
”Vi er i FOLA bekymrede for at pædagogerne bare vilblive brugt som pauseklovn, uden at det de kan tillægges reel værdi.”

Den værdifulde fritid

Døgnet har som bekendt kun 24 timer, og længere skolegang betyder uundgåeligt kortere fritid. Når aktiviteterne sker i skoleregi, så er der mindre tid efter skolen.

At man dermed tydeligt prioriterer skole højere end fritidsliv, bekymrer yderligere Lars Klingenberg. Det betyderikke at han på nogen måde er imod skolen, det er glimrende med skole, med undervisning, mål for læring og faglige kompetencer.

”Men når barnet har fri, har det fri, og så skal det et andet sted hen. Det er noget af det, der er så godt i Københavns Kommune, at børnene kommer fysisk et andet sted hen, og at det er andre ting det handler om. Vi i forældreorganisationen mener, det er vigtigt for børnene at der er den opdeling mellem skole og fritid, at barnet oplever, nu er jeg i skole, og nu har jeg fri. Det er også vigtigt at fritiden tillægges lige så stor værdi som skoletiden. Men når man indskrænker fritiden så siger man samtidig at skoletiden er den vigtige og den vigtigste.
Men det er forkert efter vores opfattelse, for det der sker i fritidshjemmet er lige så vigtigt. Det er blot andre kompetencer børnene får der.”

I resten af landet er der SFO’er, og nogle af dem har ogsåegne lokaler og fungerer fint.

”Men vi ved at andre af dem fungerer som opbevaring påskolen, nogle endda i deres eget klasseværelse, som bare ”gøres til” SFO efter skoletid. Så kan børnene lumre i samme lokale fra klokken otte til klokken 17 hver dag.”

I stedet for SFO’er argumenterer FOLA for at det københavnske fritidshjem bør udbredes til resten af landet. For mens SFO’en ligger under skolelovgivningen, ligger fritidshjemmet under dagtilbudsloven, det har egen pædagogisk ledelse, egne pædagogiske mål og egen forældrebestyrelse. Og som oftest ligger det fysisk et andet sted end direkte på skolen.

”Vi er noget nervøse for, om det københavnske fritidshjembliver klemt ud af reformen, så råderummet underlæggesskolens rammer, så kreative aktiviteter, teater, musik,rollespil, kammeratskab, alle disse aktiviteter der nu skeri fritidshjemmet, at de skal proppes ind i skoledagen. Mankan jo ikke skemalægge kreativitet fra 9-10 mandag morgen. Kreativitet udspringer af rammer, der faciliterer kreativitet. Vi synes de fritidshjemsprægede aktiviteter ligger bedst i pædagogiske rammer og i forældrerammer”, siger han og tilføjer:

”og så har fritidshjem jo loft over forældrebetalingen imodsætning til SFO’en.”

Klubbernes fremtid frygter FOLA også for. Rent ud sagt at hele klubdelen kan falde til jorden, når børnene får væsentligt flere timer.

”Der foregår et kæmpearbejde i klubberne. De sikrer atbørnene fastholdes i et kompetencegivende miljø, så de ikke bare bliver nøglebørn, som går hjem og hænger foran computeren. Der laves også et stort opsøgende arbejde for at få unge ind og gøre noget andet end de ellers ville gøre. Unge som har brug for det. Men det antal timer som klubberne får til rådighed med den nye reform, bliver minimalt, så jeg frygter at de unge ikke kommer til at gøre brug af dem. Og i stedet går hjem eller på gaden. Det er drønærgerligt.”

Et politisk projekt

De frivillige organisationer i civilsamfundet rundt om børnene bliver også af ramt af reformen. Vi taler bl.a. sportsklubber og musikskoler, som vil skulle lave det samme for og med børnene på langt kortere tid. Det kan ikke lade sig gøre, som både DGI og musikskolerne har været i medierne med.

Politikernes svar er at alt dette da bare kan inddrages i skolen, men er det en løsning, spørger Lars Klingenberg.

”Ønsker vi frivillige trænere og andre ind i skolen? Og hvordan kan det hænge sammen? Disse frivillige har jo et job ved siden af, så kan de gøre det frivillige arbejde
i skoletiden? Det hænger ikke sammen.”

Dette berører ganske vist færre børn end problematikken med fritidshjem, men det berører de børn, som har en passion, som fx træner meget, og som ikke vil kunne holde det ved lige, hvis de skal gå længere tid i skole.

”Det er også en del af børnenes liv at kunne komme andresteder hen og dyrke sport, drama, musik etc. Det engagement er også en del af børnenes dannelse – og ligeså vigtig som skole og fritidsinstitutioner.”

Kort sagt har forældreorganisationen mange bekymringerom reformen og dens konsekvenser. Om disse bekymringerbliver gjort til skamme ved ingen lige nu, men ser manpå oplægget og lytter man til retorikken, så er der god grund til frygten. Som i øvrigt da også deles af mange andre. For ganske vist siger politikerne mange af de rigtige ord, når de møder bekymringerne, men deres reformoplæg handler om noget andet.

Lars Klingenberg overvejer:

”Spørgsmålet er om det er det hele værd. At sætte alt dette på spil og måske over styr, for at få opfyldt en vision som måske kan opfyldes på en langt mere simpel måde. Vi kan jo konstatere at også forskere er bekymrede for, om man når målet, som er en faglig styrkelse af skolen, på denne måde.

Og skal fritidslivet og hele det frivillige samfund sættes påspil for det? Måske skulle man kigge på at tilføre skolen noget kvalitet – i stedet for at se på volumen. Måske opnår man et fagligt løft af skolen, men alt udenfor skolen vil lide under en så snæver vision af, hvad de vil medskolen. Børn gøres til et politisk projekt frem for at være forældrenes børn, som skal klare livet på den lange bane.”