Giv plads til de etiske diskussioner

Af Assia Awad

På mange pædagogiske arbejdspladser er man for dårlige til at give plads til de etiske aspekter, viser ny forskning. Det gælder dog ikke på Center Campo København, hvor man det seneste år har arbejdet aktivt på at gøre etik til en helt almindelig del af hverdagen til stor glæde for medarbejderne.

Hvad gør man som pædagog, hvis en af beboerne i ens botilbud beslutter, at han ikke vil deltage i det årlige sundhedstjek, som socialforvaltningen påbyder alle beboere skal have? Tvinger man ham og krænker dermed hans selvbestemmelsesret, eller accepterer man og overtræder dermed påbuddet?

Det er ét af de etiske dilemmaer, man har diskuteret på Center Campo det seneste år, hvor alle centrets medarbejdere har fulgt et etik-forløb designet af konsulentfirmaet Etikos. På centret, der tilbyder botilbud til mennesker med udviklingshæmning og/eller udviklingsforstyrrelser, har man ønsket at give personalet en ramme for, hvordan man diskuterer etikken i hverdagen og således sikre, at det pædagogiske arbejde ikke kun kommer til at handle om styringsredskaber og dokumentationskrav.

Det er langt fra alle arbejdspladser, der er gode til at give plads til de etiske aspekter i det pædagogiske arbejde.
Det konkluderer Bjørn Ribers fra Institut for psykologi og uddannelsesforskning på Roskilde Universitet (RUC) i sin ph.d.-afhandling: ”Den etiske udfordring – perspektiver på konstituering af etisk bevidsthed i professionelt relationsarbejde”, der udkom sidste år. Under arbejdet med afhandlingen interviewede han ti pædagoger, der udtrykte, at de i nogle sammenhænge fandt det svært at finde et rum, hvor en åben udveksling af arbejdsrelaterede etiske dilemmaer kunne finde sted.

Hverdagen på skemaet

På Center Campo gennemgik hver enhed et forløb på to dage.
Her lærte medarbejderne at bruge en etisk metode, der består af tre etiske teorier: nærhedsetik, pligtetik og konsekvensetik samt fire principper: respekt for selvbestemmelse, hensyn til integritet, agtelse for værdighed og omsorg for det sårbare.

Undervisningen har haft fødderne solidt placeret i hverdagen, da pædagogerne har arbejdet med reelle dilemmaer fra deres arbejde. Man øvede sig blandt andet i at diskutere, og under disse øvelser fik hver medarbejder tildelt et af de fire principper, som vedkommende skulle forholde sig til.
Man skulle ikke nødvendigvis personligt mene, at det var det pågældende princip, der var på spil, men det var argumenter for det princip, man skulle bringe ind i diskussionen. Til sidst så gruppen på, hvor de tungeste argumenter lå i forhold til at gøre det ene eller det andet.

Det er ikke det første etiske forløb pædagog Ninna Rosenkilde-Jensen, der arbejder i et botilbud på Peder Lykkes vej på Amager, har gennemgået, men det har ifølge hende selv været det mest lærerige, fordi hun har fået nogle arbejdsredskaber, som hun kan forholde sig til og bruge i hverdagen:

”Hver onsdag på bostedet har vi vores oversigt liggende på bordet, når vi diskuterer sager, så vi er sikre på, at vi kommer hele vejen rundt om de fire principper”, forklarer hun.

Modellen bliver også brugt under de månedlige teammøder, hvor to bofællesskaber holder møder sammen, så man også får andre kollegers input og perspektiver. At man bliver bedt om at argumentere for holdninger, man ikke nødvendigvis er enig i, har betydet at mange medarbejdere har fået mere nuanceret syn på arbejde og kolleger.

”Det kan godt være, man er rimeligt skråsikker på, hvordan verden ser ud, men den her model gør noget ved os. Vi ser, at så sort og hvidt er det måske heller ikke. Man bliverudfordret på sine holdninger”, forklarer tilbudsleder for bofællesskaberne i Center Campo, Lars Holbøll.

Mette Madsen fra Etikos, der har undervist på forløbene, fortæller om en af kursusdeltagerne, der pludselig kunne se en konflikt fra den anden parts side:

”Hun havde tidligere været uenig med en kollega om en kvindelig beboers køb af bluse. Den anden pædagog mente, at blusen var alt for ung til beboeren, mens hun selv havde syntes, at beboeren havde ret til selv at bestemme, hvilken bluse hun ville have. Det havde skabt en diskussion, men nu forstod pædagogen, at kollegaen havde stået i konsekvensetikken og tænkt, at de pårørende ville blive sure eller beboeren ked af det, fordi der måske ville blive peget fingre af hende.”

Det er dog ikke kun kollegaerne, som medarbejderne er blevet klogere på.

”Det er sjovt i et etikforløb at se, hvor man selv er henne. Der er fire principper, og du er nødt til at gennemgå alle fire principper for at få et holistisk billede af tingene. Forløbet har givet mig et indblik i, hvor jeg skal arbejde mere med mig selv og lave nogle holdningsændringer”, forklarer Ninna Rosenkilde-Jensen.

Lovgivning kontra etik

Det er essentielt, at medarbejdere føler sig trygge, når de etiske dilemmaer skal under lup, understreger Bjørn Ribers. De ti pædagoger, han interviewede, fik mulighed for igennem samtale at problematisere og diskutere oplevelser med deres arbejdspraksis og modtage sparring fra ligesindede. Efterfølgende gav de udtryk for, at dialogerne havde givet dem en oplevelse af forløsning og forståelse for, at de ikke stod alene med etiske dilemmaer, der opstod i arbejdspraksis, dilemmaer, som de ellers havde oplevet forblev ikke-italesatte og tabuiserede. Blandt disse var situationer, hvor pædagogerne stod i et uløseligt dilemma imellem på den ene side lovgivningen og de etiske principper, som de var underlagt, og på den anden den praktiske virkelighed, som i nogle tilfælde bød dem at bryde med reglerne for at kunne håndtere en situation bedst muligt eller bare muligt.

Også i Center Campo har man oplevet, at lovgivningen fungerer mere som modspiller end medspiller. Blandt andet er man blevet pålagt, at borgerne en gang om året skal have en lægelig vurdering, men ikke alle borgere ønsker at deltage i disse undersøgelser.

”Det kan være vanskeligt at gå ind og bearbejde en borger og overbevise ham om, at det er for hans egen skyld. I sådan et tilfælde synes jeg, at lovgivningen spænder ben for borgerens frie vilje. Vi har hos os valgt at respektere borgernes nej, og når de bliver mere trygge, spørger vi igen. Som regel lykkedes det, men det handler om at træde tilbage”, fortæller Ninna Rosenkilde-Jensen.

Ofte opstår der også problemer, når botilbuddene modtager nye borgere:

”Man vil gerne oparbejde gode relationer og sikre borgerens integritet, men samtidig kræver lovgivningen, at borgeren skal møde op til diverse møder, som vedkommende ikke nødvendigvis har lyst til at møde op til. Det gør noget ved relationen, hvis lovgivningen kradser mod beboerens ønsker”, påpeger Lars Holbøll.

Ikke én rigtig løsning

Mange dilemmaer kommer op til diskussion på personalemøderne igen og igen. Som regel tjekker man efter en måneds tid, om den vedtagne beslutning har forbedret tingene.

”Nogle gange rykker det, andre gang rykker det ikke, men det er ikke det, der er det vigtige. Det vigtige er, at vi er bevidste om dilemmaet, og om at beboeren skal få det så godt som muligt. Men det er ikke sikkert, at vi fandt den rette løsning første, anden eller tredje gang, men pludselig er der noget, der lykkedes. Og vores handleplaner og forandringskompasser er gode måleredskaber til at måle, hvor er vi henne”, fortæller Ninna Rosenkilde-Jensen.

Lars Holbøll supplerer:
”Der findes ikke et entydigt svar på etiske dilemmaer.
Nogle gange er man nødt til at finde en løsning, men man skal være opmærksom, at når man vælger noget, så er der også noget, man vælger fra.”