Er fri tid spild tid?

Af Elisabeth Lockert Lange

Med heldagsskolen, hvis den vedtages, forsvinder børns valgfrie fritid. Den fritid er værd at kæmpe for, mener både de faglige pædagogiske organisationer, forældreorganisationerne og et antal politikere. Mød dem her.

Lige nu – i skrivende stund – handler alt om lockouten af lærerne. Men lige nedenunder ligger kampen om skolereformen, det vil sige den tvungne heldagsskole. LFS valgte derfor, midt i demonstrationerne i april, at invitere til to åbne debatmøder om skolereformen. De er begge arrangeret i samarbejde med BUPL hovedstaden, PLS og de to forældreorganisationer FOLA og KFO.

LFS Nyt er med på det første af de to møder. I panelet er Merete Riisager som er Liberal Alliances børne- og uddannelsesordfører, Rosa Lund fra Enhedslisten, også børne- og uddannelsesordfører, og en repræsentant fra Forældre imod den nye folkeskolereform, Line Bedin.

For hvad vil det betyde for børn at skulle være på arbejde hele dagen? Uden at have fri tid om eftermiddagen med mulighed for at komme et andet sted hen, gøre noget andet, skabe andre relationer, få andre oplevelser, andre kammeratskaber, andre udfordringer og andre succeser. Hvor bliver børnenes selvbestemmelse af i den tvungne heldagsskole, ja hvor bliver barndommen af?

Som Line Bedin, mor til et par børn som i givet fald vil få frataget en stor del af deres fritid, siger:

”Det er så kort tid de er børn, så lad os give dem tiden til det.”

Hun undrer sig over at politikerne omtaler fritid i fritidshjem og SFO’er som spildtid.

”Steder, hvor børnene sammen og i dialog fastsætter rammer for deres leg, opstiller mål som de i fællesskab arbejder hen imod, finder løsninger sammen og tænker kreativt sammen. Spildtid? Hvor de med alle sanser i spil er sammen med voksne mennesker, der brænder for noget. Spildtid? Det tror jeg ikke, hvert sekund lærer de jo noget. Og det er vidunderligt at være god til noget, lad os kæmpe for retten til det.”

Mere frihed

Vi sidder ca. 50 mennesker i festsalen i Arbejdermuseet i Rømersgade, pausen byder på kaffe og kiksekage, og stemningen er veloplagt og debatlysten.

Særligt for de to debatmøder er at deltagerne i panelet ikke grundlæggende er uenige om emnet (selvom de er forrygende uenige om andre politiske emner). Det samme gælder for deltagerne, og møderne får derfor i høj grad præg af at temaer, emner og problemstillinger bliver udfoldet og belyst.

Det handler om børneliv og hvilket vi vil tilbyde børnene.
Merete Riisager konkluderer at børneliv jo ikke kun er skoleliv, det er også fri tid til kammerater og familie – og til bare være sig selv. De meget omtalte aktivitetstimer i heldagsskolen er tænkt at gå i stedet for tiden i fritidshjem og fritidsklub, men hvorfor dog?

”De taler som om det er bedst at børnene er på skolen i længst mulig tid hver dag. Dette er lavet af folk, som har glemt, hvordan det er at være barn. Børn har brug for at være sammen på egne præmisser, træffe egne valg og være uden for en voksenstyret zone, der er ikke brug for mere institutionalisering.”

Merete Riisager og Rosa Lund er begge imod heldagsskolen og for børnenes ret til fri tid, gode fritidshjem og et skift i deres dag. Men de har naturligt nok lidt forskellige politiske fokusområder, Merete Riisager taler om selveje og frihed, mens Rosa Lund vil gøre op med den sociale ulighed og have lavere klassekvotienter.

Selveje kan give en bedre skole, mener Merete Riisager, en friere skole, hvor de professionelle får mere plads i forhold til politikere, som elsker at blande sig helt ned i detaljer. En beskyttelse af skolens rum mod politikerne, forklarer hun og understreger at alle skoler ikke nødvendigvis skal havne der.

”For os i Liberal Alliance er pointen mere frihed og et højt fagligt niveau. Heldagsskole er et nyt lag af centralistisk styring, i stedet skal vi rydde op i det, som ikke bidrager med værdi, fx unødvendige evalueringer og bureaukrati. Skolerne skal måles på det faglige udbytte, og hvis det er i orden, så skal vi have tillid til at de professionelle gør det bedste. Og så skal børnene have lov at have fri”, siger hun og fremhæver sit eget barns fritidshjem for stor kreativitet og nærværende voksne.

Indlæring i børnehaven

Rosa Lund ser det som et af folkeskolens vigtigste mål at gøre op med den sociale ulighed.

”Det gør heldagsskolen ikke. Den siges at være for de børn, som ikke kan lide skole. Men netop de børn har brug for sceneskift, for at være en succes andre steder. Heldagsskolen vil heller ikke styrke målsætningen om at skabe den dygtigste generation. For at nå det skal vi snarere se på, hvor stor medbestemmelse børnene har og ikke lade det hele være styret af tests og evalueringer. Børn har også ret til at bestemme over deres eget liv. Vi ved det, og vi har forskningen på vores side. Og alle de glimrende forslag om at gøre skolen og hverdagen mere spændende i praksis, de kan sagtens føres ud i livet i folkeskolen, som den er nu. Uden at gøre dagen længere, men bl.a. ved at dyrke samarbejdet mellem lærere og pædagoger.”

Lektier eller ikke lektier bliver diskuteret. Rosa Lund vil gerne af med dem, for det er netop ved lektierne den sociale ulighed slår igennem. Merete Riisager ønsker at holde fast i dem, ikke fordi de er den mest effektive måde at lære på, for det erkender hun at de ikke er. Men fordi de binder læringen sammen med hjemmet, og fordi de giver barnet en oplevelse af kunne påvirke sin egen indsats.

En mor taler med følelser imod lektier. Hun magter dem ikke, hun hadede selv skolen og vil ikke i folkeskolen en gang til gennem lektierne. Og så fremhæver hun hvor vigtigt fritidshjem og fritidsklub er for de børn som ikke er så gode i skolen: ”de har brug for voksne som ser andre sider af dem.”

En deltager bringer de tosprogede børn på banen, de som heldagsskolen især er rettet mod. Merete Riisager griber den:
”Det er ikke klogt at målrette hele skolen til dem. Og disse 15 pct., de er jo heller ikke ens, de har forskellige baggrunde til at have problemer med at tage imod læring. Vi skal målrette indsatsen specifikt til de børn, som har svært ved at lære.”

Rosa Lund har gået i skole på Nørrebro og ”i klasse med de drenge som har svært ved at lære.”

”Og løsningen er ikke at de skal være i skole længere tid.
Tit kommer de slet ikke. Vi skal lave en folkeskole, som tager udgangspunkt i den enkelte. Jeg tror på en lavere klassekvotient, det virker logisk at mere tid til den enkelte vil give et bedre resultat.”

En deltager peger på erfaringerne fra de københavnske heldagsskoler, hvor kun én er tilbage, nemlig at børnene alligevel forlader skolen tidligere, ved tre tiden: ”For de har behov for sceneskiftet og ikke for at blive bekræftet i at der er en masse ting de ikke er gode til. Det dræber deres læringslyst.”

Pligt og lyst

Enigheden er stor blandt deltagere og panel om at mere af samme slags, det dur ikke. Det der skal til, er processer som giver kompetencer og selvværd.

”Vi forældre ville sikkert være positive over for skolereformen, hvis der reelt var tale om nytænkning. Men i skolereformen taler de kun om færdigheder, ikke om kompetencer og lysten til at lære. Jeg er ikke interesseret i om mine børn kan bogstaverne i børnehaven, men om de har lyst til at kigge på dem. Når de bygger et fuglehus skal det være fordi de har lyst til det, ikke for at lære noget bestemt om tal ved det”, siger Line Bedin og fortæller om, da hendes barn fik ros ved en skole-hjem-samtale. Nu havde hun lært at tale højt og tydeligt. I skolen? Nej da, fordi hun gik til scenekunst. Den selvtillid hun fik dér tog hun med i skolen.

Merete Riisager nikker og kalder det et mekanisk menneskesyn, hvor børnene skal lære, fordi Danmark helst skal ende på en bestemt procent i målinger. I stedet for at børnene skal lære for deres egen skyld.

Men nogen pligt, nogen nødvendighed, nogen tvang, må der jo ligge i skolen, lyder det fra en deltager.

Og ja, det gør der jo. Netop derfor skal vi skelne mellem skoleliv og fritidsliv, hvor skolelivet er sidestillet med arbejdsliv, påpeger Merete Riisager.

Rosa Lund giver udtryk for en bekymring for at arbejdslivet også invaderer børnelivet før skolen, at det ender med at blive anset som ”førskole”. Og det gribes af deltagerne på mødet. For børnehaven invaderes allerede nu af tal og bogstaver og indlæring. Hvad gør vi for at få det ud?

En strategi er at det pædagogiske personale ikke underlægger sig skolens mål. Det er formand for FOLA, Lars Klingenberg, som fremhæver at der intet står om den slags indlæring i daginstitutioners målsætning.

”Det er jer pædagoger der afgør, hvad I laver i daginstitutionen”, siger han vendt mod deltagerne i salen.

Og hvad siger børnene selv? Adskillige af deltagerne foruden de tre i panelet har spurgt egne eller andres børn om hvad de synes og bedst kan lide. Rosa Lund får svaret: ”helst fritidshjem for der bestemmer jeg selv.”

Line Bedin får svaret: ”SFO – men også skole, for jeg kan lide at det er to forskellige ting. Og så er det godt at vide hvornår jeg har fri.”

En far fortæller at hans barn siger nej til heldagsskolen for det vil betyde ”mindre leg og mindre kærlighed”.

En anden far refererer sit barn for at sige at hvis han skal længere tid i skole hver dag ”så skal weekenden også være en dag længere.”

Så egentlig opsummerer børnenes ord konklusionerne fra debatmødet på smukkeste vis.