Sæt ord på dagplejens pædagogik

Af Elisabeth Lockert Lange

Hvis vi stadig skal have en dagpleje i fremtiden, så skal dagplejen og dens pædagogik synliggøres. Det kræver en anden måde at tænke dagplejen på og måske også en anden organiseringsform. Lotte Krarup fortæller her lidt om sit synpå de nødvendige forandringer i dagplejen – pointer hun kommer til at uddybe på medlemsmødet i LFS den 3. juni.

En hjemlig lille arbejdsplads, hvor børnene oplever nærhed og omsorg, og hvor den ansatte tilbydes egen coach og vejledning, som der oven i købet er sat tid af til.

Lyder det som et andenrangs tilbud?

Det er dagplejen vi taler om, og Lotte Krarup, som i sit firma krarupkonsult holder foredrag, kurser og projekter i udvikling af bl.a. dagplejen, mener tværtimod at det er et førsterangs tilbud. Hun er ikke i tvivl om at det lille barn er bedre stillet i forhold til nærhed og tilknytning med en dygtig dagplejer, end det er i vuggestuen.”

Men hvordan formidle det, så forældrene vælger dagplejen?

”Der skal tænkes nyt. Vi kan ikke bruge mere af det samme, for det man har gjort i de sidste år virker ikke. Der fyres jo dagplejere rundt i landet, og ikke nok forældre efterspørger dagplejen. Det er vigtigt at gøre noget ved.”

Lotte Krarup er oprindelig dramaturg og arbejdede med udviklingsprojekter i kulturverdenen. For ca. 13 år siden skiftede hun til sit nuværende konsulentfirma med bl.a. opgaver inden for dagplejen. Men den humanistiske uddannelse kommer stadig godt med, den har lært hende meget hun bruger i forbindelse med projektarbejderne, bl.a. større udviklingsprojekter med penge fra bl.a. Forebyggelsesfonden, Socialfonden og FOA.

”Omdrejningspunktet for disse udviklingsprojekter har været en opkvalificering af dagplejerne, men med fokus på pædagogers og lederes rolle i udviklingen. Det er en pointe for mig. Jeg ser ofte at når man uddanner dagplejerne, så glemmer man at tænke på, hvad pædagogerne så skal kunne og være uddannede til for at matche det. Jeg oplever at dagplejepædagoger og ledere ser deres egen uddannelse som en adskilt faktor i forhold til dagplejen som tilbud”, siger hun og tilføjer:

”Pædagogen er på én uddannelse, og imens er dagplejeren på en anden, ofte et AMU kursus. Men de to uddannelser ses ikke samlet, og derfor får pædagogerne ganske vist en ny viden, men uden en evne til at sætte gang i processer ud fra denne nye viden derhjemme.”

Synliggøres

Det er ikke mindst gennem en ny synsvinkel på uddannelse og sammenhængen mellem de tre hovedpersoner i dagplejen, at forandringer kan komme til at ske, mener Lotte Krarup.

”Den måde vi organiserer dagplejen på, med ledere og pædagoger og så dagplejerne, dette hierarki, er måske til hinder for udvikling til større faglighed. Det handler meget om at hænge fast i faggrupper. Der er i for høj grad skodder mellem dem, og jeg savner at de skærer på tværs. Derfor italesætter ledelserne ikke, hvad dagplejen og dagplejerne kan. Det bør de gøre, konkret og i detaljer. Det er vigtigt med denne synliggørelse.”

Som det er nu, så er dagplejen ganske usynlig pædagogisk, og den opfattes som sagt også i nogen grad som et andenrangs tilbud. Hun peger på at der findes hyldemeter af bøger og tidsskrifter om pædagogik, men det er altid om daginstitutionsområdet. Dagplejen er ikke beskrevet rent pædagogisk. Hvis man vil dagplejen, så skal det forandres.

”Når man læser pædagogiske bøger, så beskriver de alt det, der mangler i vuggestuerne. Men de skriver ikke at det faktisk findes i dagplejen. Så vi skal have ord på,nhvad der sker dér, og det skal startes af pædagogerne. Det er ikke dagplejerne selv, der kan eller skal synliggøre sig, det er pædagoger og ledere, som skal synliggøre dagplejen. Med pædagogiske begreber og referencer skal de skabe en ny fortælling om, hvad dagplejen kan.”

Lotte Krarup er helt på det rene med at det i sin tur kræver en leder, som kan beskrive hvad pædagogen gør.

”På den måde får vi beskrevet dagplejepædagogikken hele vejen rundt.”

Skal der en ny organisationsform til?

”Jeg tænker at en måde måske er at dagplejeren kommer tættere på pædagogen. At de i højere grad ikke tænker chef og underordnet, men i højere grad tænker sideordnet, men med hver sin viden. Jeg vil gerne se dagplejeren, som får den viden i sving, og pædagogen som omsætter sin viden i pædagogik, hvor hun siger til dagplejeren: når du gør sådan som du gør nu, så udøver du den og den pædagogik. At hun beskriver dagplejerens adfærd i pædagogiske termer.”

Lederskab

Lotte Krarup tøver lidt.

”Jeg er optaget af hvor tæt på, man som leder kan udøve lederskab, i forhold til hvilken udvikling vi vil have i dagplejen.”

Hun forklarer:
”En forsker fulgte mig på et tidspunkt og sagde i den sammenhæng, at dagplejerne ikke præcist ved, hvilke mål deres leder har for deres arbejde, hvilken vision hun har. For at dagplejerne skal forstå det, kræver det en ledelse, som har evner til at formidle den vision konkret. Det kræver ledere og pædagoger, som tør sige: det er denne dagpleje vi vil have, og denne vil vi ikke have. Måske skal der endda navne på, når der tales om hvilken dagpleje de ikke vil have”, foreslår hun.

”For det er en af dagplejens akilleshæle, altså hvilke dagplejere vi har i dag. Og her skal ledelsen være helt klar og tydelig i hvad den ønsker, og hvis dagplejeren ikke gør det efter en fastsat tid, så må hun ud. For dagplejen kan ikke holde til at de er der. Men der er ofte en berøringsangst i den slags.”

Lederne er heller ikke tydelige, mener hun.

”De skal ikke bare tale om at dagplejeren skal være ”anerkendende”, det er aldeles for ukonkret. Men de kan fx sige at dagplejeren skal smile, når hun ser på barnet. Så ved dagplejeren hvad der menes med det, og så kan de kan udøve det i praksis.”

Hvordan kan det gøres?

”Nu er jeg ude i ønsketænkning, for det sker ikke lige nu.
Men hvis de i højere grad er modige i forhold til at koble uddannelserne i dagplejen, sådan at uddannelsen for pædagoger og dagplejere kobles sammen, så de ligefrem foregår sideløbende, og pædagogen kan afprøve i dagplejen helt fysisk og i fællesskab, hvad hun lærer. Action learning i fællesskab. Jeg har mange diskussioner med pædagoger, som frygter om de så ville få det rette pædagogiske niveau, som de gerne vil have. Men det dagplejen har brug for er jo, at det kan bruges derude”, siger hun og tilføjer:

”Mange pædagoger er superdygtige til at forholde sig til teori og begreber, men de har svært ved at være fx anerkendende i praksis, i virkeligheden. Så mere praksislæring på for pædagoger og ledelse end de har nu, det vil være godt.”

Med andre ord, den – efter Lotte Krarups vurdering – nødvendige ændring kræver noget af alle de tre parter.

”Dagplejerne skal tilføres masser af uddannelse. De skal bevæges fra ”synsning”, at synes noget, til viden. Af pædagogerne kræver det at de lærer at igangsætte processer ude i dagplejen – ud fra den nye viden de selv får. Og af ledelsen kræver det et kolossalt mod til at sige, hvilken slags dagplejer og dagpleje man vil have. Jeg mener dette skal til, hvis dagplejen skal fungere også i fremtiden, så den vil og gør noget for børnene. Og det er jo hele pointen.”

Den 3. juni har LFS’ dagplejeledere, dagplejepædagoger og dagplejere mulighed for at høre Lotte Krarup fortælle om fremtiden dagpleje. Hold øje med hjemmesiden mitlfs.dk og her i bladet for senere tilmelding.