Disciplin og skemalagt hverdag

Børnene skriver fejlfrit engelske ord med skråskift som 4-årige. De får numre efter, hvor dygtige, de er. Ugen er skemalagt med 30 minutters fri leg pr dag. Pædagogernes startløn er 550 kroner om måneden. Lyder det vanvittigt? LFS-Nyt har besøgt en børnehave i det nordlige Indien, hvor de selv mener at have fundet en god balance mellem leg og læring.

Tekst Tine Sejbæk

Synes du, at der er for meget fokus på disciplin og læring i danske daginstitutioner? At det handler for lidt om børnenes frie udfoldelse og for meget om blot at forberede dem til skolen? Alt er relativt. Når man kigger ud i verden i hvert fald.

I Indien kender de også t il snakken om, hvor vidt leg eller traditionel læring er vigtigst for børn før skolealderen.
Vi har besøgt en børnehave i det nordlige Indien, hvor de selv mener at have fundet en god balance mellem leg og læring!

Engelsk diktat som 4-årige

Udenfor på Dehradun Road i byen Rishikesh i det nordlige Indien er alt et inferno af mennesker, båttende bilhorn, hede, støv og blå auto richaws, der forsøger at komme frem. Køer vandrer på kryds og tværs i gaderne – med store horder af fluer dansende omkring sig – og grålige aber sidder på husmurene. Fattige indere bor i telte lavet af plastikposer langs vejkanten. Man overvejer, hvor lang tid det vil tage at få en høreskade grundet støjen og undrer sig over, at der ikke sker flere ulykker i den kaotiske trafik.

Kontrasten er derfor enorm, når man træder ind i Omkarananda Preparatory School, en indisk børnehave eller ”preschool” for 250 børn i alderen tre-fem år. Og skole virker som et bedre ord end børnehave, når man ser, hvad der foregår. Her er velordnet og skemalagt. Der er klasselokaler med små træpulte på to lange rækker, og der er lavet streger i gulvet, så børnene allerede tidligt kan lære at gå lige og i rækker.

I Omkarananda synes de selv, at de har fundet balancen mellem leg og læring. Der er fokus på det skoleforberedende og alligevel plads til at være børn, mener lederen Meenakshi Gupta. Hun fortæller stolt om stedet og dets resultater. Børnene læser og kan skrive ord efter diktat som 4-årige. På engelsk. Hun trækker elevernes diktater op af skuffen. Hun viser papirer med nydelig skråskift, hvor børnene har skrevet 20 ord på engelsk. Ord som train, house, mouse, monkey og garden. Jeg er ikke sikker på, at alle i min søns danske 6. klasse ville klare testen så fejlfrit som de små indiske børn.

Den følgende mandag skal forældre og børn komme og modtage børnenes testresultater. Det markerer, at sæsonen er slut, og de største børn, der er ved at fylde seks år, skal i rigtig skole nu.

Tidligt ind i kampen

Omkarananda er populær, fordi stedet leverer gode resultater mht læring. Den dag på året, der er mulighed for at få sit barn skrevet op, venter forældre gerne hele natten udenfor for at få deres barn ind.

Der er mange ting her, der virker vanvittige med danske øjne. Og dog, for når man er her og ser det i forhold til det samfund, stedet er en del af, virker det hele logisk og næsten fornuftigt. Selv om børnene bliver disciplineret på en måde, der ville være fuldkommen uhørt i Skandinavien.

Men det indiske samfund er milevidt fra vores. Her har man ikke råd til, at børn bare er børn for deres egen skyld.
Hovedparten af befolkningen er fattige og kun få procent får en videregående uddannelse. 55 % pct af befolkningen er under 25 år - ud af 1,3 milliarder mennesker. Skal man have en chance for at hæve sig op over det fattigste – skal man fx mere i livet end at have en træbod og sælge tyggegummi og håbe, at man måske kan få nok at spise hver dag - så handler det om at komme ind i kampen tidligt. Meget tidligt endda. Det handler om at være så forberedt, at man ikke alene kan sidde stille men også kan læse og skrive, når man som 6-årig møder op i 1. klasse.

Drevet af en fond

I Indien er de fleste ”preschools” private. Der findes flere store daginstitutionskæder med navne som Kidzee og Eurokids med op til 900 centre med samme pædagogik. En mindre del af landets børnehaver er offentlige – men de har begrænsede midler, så hvis forældre har råd, sender de deres barn i en privat. Omkarananda er privat, men er lidt atypisk drevet af en velgørende fond, der også har en del skoler.

”Og det er ingen forretning at drive stedet her – det er derimod et stort ansvar,” forklarer Meenakshi Gupta.

Omkarananda er et sted, hvor både middelklassen og fattige forældre gerne anbringer deres børn.

”Selv om man er fattig, gør man alt, hvad man kan, for at give sine børn en god skolegang. Er barnet dygtigt, men har ingen far til at forsørge sig, kan det gå gratis i vores børnehave via, at fonden betaler,” forklarer Meenakshi Gupta.
Der er 13 pædagoger, kaldet lærere, til de 250 børn. Personalet er for de flestes vedkommende uddannet på et 1-årigt kursus.

De ansatte arbejder fem timer om dagen seks dage om ugen.
Børnene er der dagligt fra kl 8 til 12. De er delt ind i tre grupper. Alt efter om de er tre, fire eller fem år gamle hedder de ”playgroup students”, ”nursery students” eller ”kindergarten students”.

Meenakshi Gupta viser igen børnenes tests – de resultater, som forældrene skal hen og se på mandag. Med smuk skrift skriver de 5-årige ”I have a pet. It has four legs”. De lærer også engelske forholdsord som on, in og under – fx ved de, hvornår det hedder ”in the glass”, ”on the table” eller ”under the bridge”. Meenakshi Gupta forklarer, at eleverne dog er bagud i flydende engelsk tale. Forældrene er ikke så gode til at tale det med dem hjemme. Men børnene kommer efter det i 1 klasse. De tre-femårige børn lærer også at læse og skrive på hindi.

Lederen er også meget stolt af, at de fornylig har haft ”science exhibition”, hvor hver elev repræsenterede et videnskabeligt fænomen (vulkanudbrud, tyngdekraft osv), de skulle tale om på engelsk foran forældrene. Børnene havde lært det, de skulle sige, udenad. Også de tre-årige. Børnene havde forinden bygget figurer, der illustrerede det, de fortalte om.

Seks lektioner på en dag

Børnehaver er et nyere begreb i Indien – noget, der først for alvor er slået igennem i de seneste 10-15 år. Trenden er nu, at hvis indiske forældrene kan, vil de have deres barn i en preschool. Ellers er man lidt bagud. Børnene bliver ikke sendt i børnehave, fordi de skal være et sted, når forældrene er på arbejde – mødrene går ofte hjemme. Eller fordi børnene skal stimuleres for deres egen udviklings skyld. Men for at de kan lære noget og dermed have en bedre chance i skolen.

Jeg forsøger mig forsigtigt med et kritisk spørgsmål. Og spørger, om de små børn ikke bliver nervøse, når de som 4-årige skal hen og have svaret på en test?

”Nej, slet ikke. De ved allerede, at de klarer sig godt,” siger Meenakshi Gupta.

Dagen i Omkarananda følger et tilrettelagt skema. De fire timer er hver dag delt ind i seks lektioner. Der er fag som ”generel viden”, ”yoga” og ”tegning”. Der er fri leg 30 minutter om dagen! Og der er masser af legetøj og en udendørs legeplads til formålet.

Meenakshi Gupta forklarer, at der er børnehaver i Indien, hvor der kun foregår leg og steder, hvor der udelukkende er fokus på skole og undervisning.

”Børnene har brug for begge dele. Både boglig og praktisk viden,” siger Meenakshi Gupta og forklarer, at de også gør meget ud af at lære børnene selv at binde deres snørebånd, selv at knappe deres tøj og tage vare på deres egne ting. Lige fra starten af.

Efter som børnene kun er i skole til kl 12, kan de lege hjemme om eftermiddagen. Ligesom børnene også danner venskaber og mødes og leger i fritiden.

Drenge har mest værdi

Mænd som personale i en indisk børnehave er utænkeligt. Der er kun een mand ansat i Omkarananda, og det er en vagtmand.

”Selvfølgelig er her kun kvinder ansat. De er mere kærlige og har mere tålmodighed. Det har mænd jo ikke”, siger Meenakshi Gupta.

Der er flest drenge i Omkarananda. For hver 25 drenge erher 15 piger.

”Man anser stadig et drengebarn for at have større betydning, men det ændrer sig gradvist,” forklarer Meenakshi Gupta.

Selv om drengebørn bliver set som mere værd end pigebørn, er det dog pigerne, der klarer sig bedst fagligt. Pigerne er også lettere at kontrollere end drengene, fortæller Meenakshi Gupta.

”Boys are like monkeys,” siger hun med et smil. Der er 40 børn i hver klasse. Også hos de tre-årige. Børnene bærer uniformer for at stille alle lige – nogle har råd til fint tøj, andre har ikke.

Der er ikke mange retningslinjer, man skal følge, hvis man i Indien ønsker at starte en privat børnehave. Andet end, at børnene skal være fyldt tre år. Hvad så med de yngste? Det vrimler ikke ligefrem med indiske vuggestuer. I de store byer er der steder, hvor forældre, der begge går på arbejde, kan få passet deres børn. Men fænomenet eksisterer ikke i de mindre byer. Her ansætter man en barnepige.

I Omkarananda slår de voksne ikke børnene. Slet ikke.

”Men børnene følger øjeblikkeligt det, vi siger,” fortæller Meenakshi Gupta og tilføjer:

”De små børn er lettere at forme end de større. Her er det sværere for læreren at kontrollere barnet.”

Udover den skolemæssige læring laver børnene tegninger og håndarbejde. Drama, dans samt dét at lære rim og remser er også på programmet.

Hvert barn har en mappe med tegninger, der sidder i en bestemt orden. Det er ikke tegninger, de selv laver efter deres eget hoved, men bundne opgaver. De skal alle arbejde med fingertryk, grøntsagstryk og lære at klippe en blomst ud fra et stykke pap etc. De skal på den måde bl.a. lave en snegl, et hus og et juletræ. Mapperne med tegninger er også blandt det, som forældrene kommer og ser sidst på sæsonen.

Lav prestige og lav løn

Jobbet som pædagog, kaldet preschool teacher, har lav prestige i Indien.

”Personligt ser jeg det dog ikke sådan, understreger Meenakshi Gupta. Det er et job, hvor man hurtigere ser en forskel end hos de større børn,” siger hun.

Pædagoger har ingen fagforening i Indien.

”Preschool teachers er et nyere fænomen. Der kommer flere og flere af dem. Men der er endnu ikke en fagforening.
Nogle er dog med i lærernes fagforening,” forklarer Meenakshi Gupta.

Startlønnen for en ansat i Omkarananda er 550 kroner om måneden. Det kan man ikke leve af, heller ikke i Indien, så mange har elever om aftenen på privat basis.

Typisk er lærerne unge kvinder, der - som lederen udtrykker det - ”sidder hjemme og venter på at blive gift”. Når de er blevet gift, kan de ikke have et job men skal tage sig af familien. De ansatte i Omkarananda er derfor ugifte, unge kvinder, der bor hos deres forældre.

Der er ingen faste regler for lønnen for en indisk pædagog.
Den er typisk lavere i de private end i de offentlige børnehaver. Man forhandler den som regel selv helt individuelt. I Omkarananda er der dog en ”løn struktur”, som bliver fulgt. Lønnen er 5000 rupees (550 kroner) for dem, der tager sig af de tre-årige, kaldet playgroup, 5500 rupees (600 kroner) for dem, der underviser de fire-årige osv. Men generelt er lønforholdene for pædagoger i Indien sådan, at det er op til en selv, hvad man kan få forhandlet hjem.