Mindeord

Et vemodigt farvel

Aksel Beldring, tidligere forstander på Nærumgård Børnehjem og Inspektør på Forsorgshjemmet Sundholm døde den 22. september i sit hjem i Strib, 77 år gammel.
Forstander på Dagbehandlingsinstitutionen Arildsgård, Birthe Stampe, skriver på vegne af venner, kolleger samt tidligere medarbejdere på Børnehjemmet Nærumgård, mindeord i forbindelse med, Aksel Beldrings bortgang.

Aksel Beldring var en visionær og dynamisk mand, en fantastisk omsorgsfuld og regulær leder og de udsattes ven.

Alle vi, der nød godt af hans lederskab, venskab og nærhed, vil mindes ham med stor respekt og glæde.

Aksel Beldring var en ordholden og 100 procent engageret mand, der altid troede på det bedste i alle og derved gav stor frihed og plads til mange ideer og visioner.
Intet var umuligt og alles ideer var værd at høre på.

Mange børn og unge i børneforsorgen, deres pårørende og voksne hjemløse vil huske Aksel Beldring som den mand, der tog deres parti, var deres advokat, og som kerede sig om deres ve og vel og som den, der altid tog sig tid til at lytte og give et trøstende ord og en hjælpende hånd.

Aksel Beldring havde selv en baggrund, som anbragt barn og tilbragte sin barndom på flere institutioner. Aksel Beldring var hele sit voksenliv på forkant med udviklingen, og hvad der rørte sig i det sociale felt.

Han var den første, der forstod, at mange anbragte børns problemer havde baggrund i seksuelle overgreb i den tidlige barndom, og han var den første, der forstod, at vi måtte have en særlig viden om børn og unge med en anden kulturel baggrund for at kunne hjælpe dem og deres familier videre i livet, når en anbringelse var nødvendig.

Som medarbejdere på Nærumgård skulle og måtte vi skabe gode og trygge forhold for de anbragte børn og unge i den periode af deres liv, hvor de boede på institution, og intet var for godt til dem.

Aksel Beldring ville også, at børn og unge skulle have uforglemmelige oplevelser i opvæksten og var qua sin evne til at skabe forbindelser og organisere, primus motor i et mangeårigt venskab og samarbejde mellem Danmark og Grønland, som både danske og grønlandske børn og unge nød godt af via gensidige besøg hos hinanden.

Han var en mester i at få sine medarbejdere til at trække på samme hammel, en arbejdsom mand der altid havde et mål og en mester til at udfordre sin omverden og kræve noget af den.

Det var derfor et stort tab for os, der arbejdede under Aksel Beldring`s ledelse på Nærumgård, da han i 1984 besluttede at skifte børneforsorgen ud med forsorgsområdet og tiltrådte en stilling som inspektør på Sundholm – dengang Danmarks største institution for udsatte og hjemløse borgere.

Her virkede han med stor entusiasme og mange visioner i 14 år.

I 1998, hvor man i Københavns kommune startede en stor omstillingsproces på området for udsatte borgere, måtte Aksel Beldring indse, at der var visse holdninger han ikke kunne stå inde for. Tiden for engagerede og visionære ledere med behov for plads til selvstændige initiativer var forbi.

Aksel Beldring fik et koldt gyldent håndtryk.

Det forhindrede dog ikke Aksel Beldring i fortsat at kæmpe for en stemme til udsatte borgere, men uden en platform i kommunalt regi, var det en vanskelig opgave at løse.

Da han blev 70 år, pensionerede han sig selv, men slap aldrig hverken evnen eller viljen til at støtte mennesker der havde behov for hjælp.