Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Genvalgt socialdemokrat er blevet radikal
Få dage efter at være blevet genvalgt til Borgerrepræsentationen i København meldte den ledende socialdemokrat, Ikram Sarwar, sig ud hos socialdemokraterne og ind hos de radikale.
Efter 11 år hos socialdemokraterne, hvoraf de otte har været i Borgerrepræsentationen, syntes Ikram Sarwar at beslutningsprocessen om, hvem der skulle være borgmester var for lukket og da han ikke selv blev udpeget som borgmesterkandidat, valgte han altså at tage sit gode tøj og gå.
”Jeg er stadig meget optaget af, hvordan vi bryder den negative sociale arv og skaber et godt samfund for vores børn og deres generation. Den opgave kan jeg fortsætte med at varetage hos Radikale Venstre,” skriver han på sin Facebook.
Skiftet har givet de radikale to poster i økonomiudvalget, men ellers synes det ikke at betyde noget for borgmesterposterne.
Lærerne kan ikke med de særlige behov
Otte ud af ti skolelærere mener ikke, at de er blevet uddannet i, hvordan de skal håndtere de børn med særlige behov, der i de kommende år skal inkluderes i folkeskolen. Det fremgår af en undersøgelse, DR Nyheder har lavet i samarbejde med Danmarks Lærerforening.
”Der sidder rigtig mange lærere uden forudsætninger for at håndtere de her børn. De vil gerne, men de ved ikke, hvordan de skal gribe det an,” siger formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, til DR Nyheder. Han vil have at ressourcerne fra specialskolerne følger med over i folkeskolen.
”Vi har brug for, at den ekspertise, som før var på specialskolerne, følger med over i folkeskolen. Det er jo dem, der skal fortælle lærerne, hvordan man skal undervise børnene med særlige behov.”
I København er der på alle 57 folkeskoler ansat inklusionspædagoger, der skal rådgive og støtte lærerne i inklusionsarbejdet.
Lokalpolitikere blokerer for tillidsreform
Ansatte i landets kommuner og regioner føler ikke at der er skub i tillidsreformen rundt omkring i landet. Ifølge en undersøgelse, som TNS Gallup har gennemført for OAO, er det kun hver tredje ansat i kommunerne og hver syvende i regionerne, der oplever, at de lokale politikere bakker op om at fremme tilliden til medarbejderne.
”Der mangler politisk lederskab for tillidsreformen,” siger Flemming Vinther, der er formand for Offentligt Ansattes Organisationer (OAO) til Ugebrevet A4.
Kontorchef i Økonomisk Sekretariat i Kommunernes Landsforening, KL, Claus Ørum Mogensen, maner dog til besindighed.
Han hæfter sig ved, at 47 procent ikke har nogen holdning til spørgsmålet og at kun 24 procent ikke oplever at der er tillid til medarbejderne.
”Det er kun få måneder siden, tillidsreformen blev aftalt, og det er først nu, at den for alvor skal til at foldes ud,” siger han til Ugebrevet A4.
Arbejdsmiljørepræsentanten som rollemodel
Det kan som arbejdsmiljørepræsentant, AMR, være svært at navigere i feltet mellem ledelse og tillidsrepræsentant. Derfor er det nødvendigt med en klar rollefordeling, der tillader AMR’en at sætte arbejdsmiljøet på dagsordenen og formidle samarbejde om arbejdsmiljø mellem ledelse og medarbejdere.
Det konkluderede Mette Bentzen, der er erhvervspsykolog i konsulenthuset Mimers Loft, på baggrund af en række dilemmaer, som AMR’erne fremlagte på den nys overståede AM13 - et årsmøde for arbejdsmiljørepræsentanter.
Hun mener videre, at AMR’en har pligt til at være det gode eksempel for trivslen på arbejdspladsen. Det betyder, at man som AMR’en ikke skal deltage i sladder på arbejdspladsen.
Og så skal AMR’en holde sig for øje, at der ikke kun er én, men flere forskellige vinkler på den samme historie.
SL : Hverdagens eksperter skal forhandle plan for sociale 2020-mål
Socialpædagogernes formand Benny Andersen foreslår, at regeringen indkalder faglige organisationer, brugerforeninger, kommuner og regeringen til forhandlinger om, hvordan regeringens sociale 2020-mål skal nås. Det skriver Ugebrevet A4.
”Jeg forestiller mig, at vi fastlægger nogle rammer for, hvad der er af viden på området - best practice - og ser på, hvordan vi kommer til at bruge den viden. Hvad skal der til af efteruddannelse for at nå målene? Hvordan inddrager vi brugerne, og hvordan dokumenterer vi, hvor langt vi er kommet,” siger Benny Andersen.
Såvel kommuner, som organisationer, der arbejder med udsatte, er med på ideen, men selvom social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF) også synes, at det lyder som en god idé, vil hun ikke forpligte sig på at indkalde parterne til forhandlinger.