Fritidspædagoger vs. inklusionspædagoger

Tekst: Jon Arskog

Med skolereformen er fritidspædagogerne på vej ind i skolerne. Det truer ikke inklusionspædagogens rolle. Tværtimod, mener Kirsten Nilson, der er inklusionspædagog på Kirsebærhavens Skole i Valby.

Skolereformen har skabt megen usikkerhed om fritidspædagogernes arbejdsområder i fremtiden. Men har inklusionspædagogerne grund til at frygte for deres jobfunktion, når skolereformen – i hvert fald i Københavns Kommune – sender flere fritidspædagoger ind Folkeskolen?

Det mener Kirsten Nilson ikke. Hun er en af de inklusionspædagoger, som sidste år blev ansat på en af Københavns 57 kommunale skoler og som nu har fundet – og vundet – sin plads i Folkeskolens hverdag.

På Kirsebærhavens Skole i Valby har hun således i knapt halvandet skoleår arbejdet på dels at hjælpe og støtte de 42 lærere med at inkludere skolens 650 børn og dels selv arbejdet med at inkludere forskelligt udfordrede børn i skolens fællesskaber, blandt andet med hjælp fra skolens ressourcecenter.

Aktuelt drejer det sig om et særligt fokus på 25 børn.
At dømme på den måde børnene møder hende i skolegården og den måde hendes kolleger reagerer på hende på vejen ned ad gangen og ved den efterfølgende entré på lærerværelset, er hun en person der er respekt omkring – på den gode måde.

Altså må der være respekt omkring hendes arbejde og den plads hun har indtaget på skolen også.
”De nye pædagoger der kommer ind i skolen, skal man som inklusionspædagog slet ikke frygte. Der er jo allerede pædagoger i klasserne her i indskolingen i forbindelse med samtænkning. Alle fritidshjemspædagoger lægger på den måde timer herovre i forvejen, men det bliver selvfølgelig endnu flere timer, når der kommer en heldagsskole,” siger hun og konstaterer, at de store linjer i rollefordelingen nok ikke kan forventes at blive meget anderledes.

Fritidspædagoger vil styrke inklusionen

Men at de nye skolepædagoger kommer til at spille en rolle i inklusionsarbejdet, er hun ikke i tvivl om. Det giver nærmest sig selv. Til forskel fra størstedelen af hendes arbejde, sker det dog mere ude i klasserne i forbindelse med undervisningen, hvor pædagogerne vil være tættere på børnene gennem skoledagen. Og det er netop den pædagogiske nærhed, hun, i forhold til inklusion, ser som styrken ved skolereformen, som den umiddelbart tegner sig i København. Hun mener, at det vil give inklusionsarbejdet et løft.

”Inklusion er blevet et buzzword, men hvad går det egentlig ud på? Mange ting. Men det er meget enkelt: At være en del af et fællesskab. Jeg tror virkelig på inklusion. Alle børn har behov for at være en del af et fællesskab. Fælleskaber er nøglen til alle livets facetter på både det faglige og det menneskelige plan. I mine øjne arbejder pædagoger altid med udgangspunkt i, at børn skal være en del af et fællesskab. For mig har alt pædagogisk derfor inklusion som overskrift. Men at få alle til at være en del af et fællesskab, er der mange veje til. Det er et evigt processuelt arbejde, hvor skolen har sine egne udfordringer,” konstaterer hun.

Den kritiske tilgang til inklusion af børn med diagnoser i Folkeskolen, som medierne med jævne mellemrum vender tilbage til, kender hun godt og også at det for kommunerne er lidt af en spareøvelse, men hun køber argumentet om, at det er bedst for alle, der kan og vil, at være en del af den ordinære skole. Også selv om diagnoserne er ADHD eller Aspergers.

”Jeg kender godt historier, der i stedet ender med eksklusion, når magtesløsheden indtræffer og der ikke er en stor nok faglighed tilstede. Men senere i livet ønsker de børn sig brændende at være ”normale” og vil også klare sig bedre, hvis de bliver i det ordinære skolesystem. Så fra at tænke at alle børn med udfordringer er specialbørn, der skal på specialskoler, skal vi i Folkeskolen blive mere spidse på, hvad det er for udfordringer de enkelte børn har og tænke tværfagligt.

Hvad handler det om for den enkelte, og hvad kan vi så gøre ved det på tværs af faggrupperne? Der tror jeg, at pædagogerne kommer ind i Folkeskolen med nogle konkrete værktøjer, som man ikke er vant til, og som kan hjælpe alle børn med at blive en del af fællesskabet,” siger hun.

”I stedet for at frygte, hilser jeg derfor hele den udvikling, vi står overfor velkommen. Vi får to stærke faggrupper, som nu får mulighed for at arbejde sammen om en større fælles faglig opgave. En lærer er uddannet til at undervise og kan godt være pædagogisk udfordret i forhold til inklusionsopgaven.

Det kommer det bedste i verden til gode,” siger hun glad ved tanken om, at skolen på den måde bliver mere ”varm og rund,” som hun kalder det.

”Det kan være svært at skabe rammer og rum til alle i et lokale med en lærer og 28 elever. Nu bliver det mere rart at være lærer og dermed også mere rart at være barn,” tilføjer hun.

Koordinering vil fylde mere

”Inklusionsarbejdet ligger meget i de skift der ligger i skolen.
Når børnene rykker fra børnehaveklassen og ind i indskolingen, når mellembørnene rykker op i udskolingen eller når de får nye lærere. Det er, når der sker noget nyt i børnenes liv.

Det er ikke uinteressant, hvad der sker i skiftet fra børnehaveklassen, hvor der er pædagoger til 1. klasse, hvor en lærer tager over og de faglige krav bliver større. Der kan der blive nogle udfordringer at arbejde med,” siger hun og der er rigeligt med arbejde, lader hun forstå:

”Jeg går ikke grædende hjem fra arbejde, men det kunne være fedt med en inklusionspædagog mere,” siger hun og ser det derfor som indlysende, at de nye skolepædagoger tager aktivt del i inklusionsarbejdet og at det alt andet lige vil give mere vejlednings- og rådgivningsarbejde.

”De kender børnene fra fritidshjemmene og er ude i klasserne.
Der skal vi som inklusionspædagoger være brobyggere mellem lærernes og pædagogernes fagligheder, og så tror jeg, at vi får en rigtig stor og større rådgiver- og vejlederfunktion end i dag. Vi bliver måske i højere grad koordinatorer og dem med overblikket, dem der ved, hvilken vej vi skal,” siger hun.

Og det mener hun er en styrkelse af inklusionspædagogens rolle og af hele indsatsen for at gøre alle børn til en del af et fællesskab.