Tag afsæt i barnets perspektiv:

Opdag verden med børn

Af Tine Boel Seibæk

Hvis pædagoger, medhjælpere og dagplejere skal stimulere små børns lyst til læring, skal de tage udgangspunkt i barnets oplevelser og erfaringer. Det mener udviklingspsykolog Kirsten Poulsgaard, der i en ny bog har samlet aktuel, nordisk forskning til inspiration.

I en leg er to børn (begge fem år gamle) ved at bygge etslot til kongen, som pædagogen lige har læst om. I byggeprocessen støder drengene ind i et problem, da de løber tør for en bestemt slags lange byggeklodser. Efter nogle forsøg bruger den ene af drengene, uden i øvrigt at kommentere det, to mindre klodser (tilsammen er de på længde med den lange klods) og fortsætter byggeriet.

Pædagogen ser det og sætter ord på drengens handling.
Meget fint, du erstattede den lange med to mindre! Den voksne taler lidt med dem om situationen og demonstrerer endnu en gang, at den lange klods har samme længde som de to mindre. Drengene fortsætter med at bygge. Men hver gang de nu mangler en lang klods, siger de til hinanden (eller sig selv):

Vi kan erstatte en lang med to mindre. Senere har de heller ikke flere af de mindre klodser og begynder at prøve andre klodser (der er endnu mindre), og nogle gange konstaterer de:

Nej, de er ikke samme slags.
”Ved at benævne drengens handling hjælper den voksne med til, at børnene kan begynde en målrettet tankeproces af matematisk art, og de har tilmed løftet en flig af, hvordan division og deling af mængder foregår,” siger Kirsten Poulsgaard.

Ovenstående eksempel er hentet fra hendes seneste bog ”Lyst til læring” og er centralt for budskabet med bogen.
Hvis pædagogisk personale skal støtte små børns lyst til læring – uanset om det er inden for sprog, naturfænomener eller matematik – så handler det om at tage udgangspunkt i, hvad der optager børn og giver mening for dem.

Kirsten Poulsgaard er udviklingspsykolog og mag. art.
Hun mener, at det pædagogiske arbejde skal være funderet i både teori og den nyeste forskning.

”Forskerne laver mange spændende undersøgelser, som kan inspirere det pædagogiske personale – bl.a. i forhold til, hvordan de aktivt kan støtte mindre børns læring”, siger Kirsten Poulsgaard og uddyber:

”Mange spændende fund ligger desværre gemt i tykke afhandlinger, der mest læses af andre forskere. Pædagoger og dagplejere med en travl hverdag sidder forståeligt nok ikke og læser tykke afhandlinger om aftenen. Det gav mig ideen til ”Lyst til læring”, hvor jeg i et letlæst sprog præsenterer de nye, nordiske forskningsresultater”.

Mange pædagoger i Norge og Sverige har først arbejdet i daginstitutioner og har siden videreuddannet sig på universitetet og er begyndt at forske. Det giver noget meget spændende forskning, mener Kirsten Poulsgaard, fordi de modsat mange andre forskere selv har arbejdet i praksis.

Pædagoger er ikke skolelærere

Kirsten Poulsgaard understreger, at pædagoger har en stor rolle i forhold til børns læring. Forskningen viser, at meget af grundlaget for, hvordan børn klarer sig i skolen, bliver lagt i dagplejen, vuggestuen og børnehaven. Nogle børn får meget forærende hjemmefra. Ofte børn af veluddannede forældre – men ikke altid. Nyere forskning viser, at det ikke er nær så afhængig af uddannelse, som man skulle tro. Det er mere det, forældrene gør med børnene, der tæller.

Men der er en række børn, der via deres baggrund ikke har samme muligheder som andre, og det er ikke rimeligt, mener Kirsten Poulsgaard.
”Hvis man er bagud de første tre-fire-fem år af sit liv, så er man ofte bagud resten af livet”, siger Kirsten Poulsgaard og pointerer, at den største indflydelse på børns senere læse ogskrivefærdigheder ligger i de læringsmuligheder, som forældrene skaber.

”Så børn bliver ladt i stikken, når forældrene ikke er bevidste om deres egen vigtige rolle for barnets læring”, siger hun og tilføjer:

”Heldigvis er de fleste børn i dagtilbud, hvor den sociale arv kan blive brudt. Hvis de voksne skaber de rette læringsmiljøer, kan en tidlig indsats give også disse børn de kompetencer, der skal til for at mestre tilværelsen og få et godt liv”.

En anden ting, Kirsten Poulsgaard har villet med sin bog, er at modvirke, at der sniger sig skoleagtige tendenser ind i vuggestuer, dagplejer og børnehaver.

”Det pædagogiske personale skal ikke efterligne skolelærere.
Mindre børn skal ikke undervises. For de lærer bedst gennem tætte dialoger og legende aktiviteter, som handler om det, der interesserer dem lige nu”, siger Kirsten Poulsgaard.

Hun mener ikke, vi skal derud, hvor voksne i daginstitutioner og dagplejer siger ”I dag skal vi lære dét og dét på den og den måde”. Det er misforstået i forhold til den måde, små børn udvikler sig på.

”Det bedste man kan sige om det er, at det ikke er effektivt.
Vi skal tage udgangspunkt i barnets perspektiv og passe læring ind i det, barnet er optaget af. Hvor vi aktivt kobler dét på, barnet forstår”.

F.eks. nytter det ikke, at et barn kan tælle til ti, hvis det ikke ved, hvad det er. Både hvad angår tal og bogstaver handler det om, at små børn får en fornemmelse af: hvad kan jeg bruge det til? Det er langt vigtigere end at tælle til 100 og kunne hele alfabetet.

”En stolt far fortalte mig nyligt om sin søn: nu kan han allerede tælle til ti, og han er kun to år! Men at tælle er slet ikke det samme som at forstå tal”, siger Kirsten Poulsgaard.

At se på matematik som andet end regnestykker giver helt andre pædagogiske perspektiver for, hvordan matematik kan introduceres for de yngre børn. Med den indsigt i bagagen bliver det halsløs gerning kun at øve abstrakte tal og talrækker med de yngste.

”Matematik skal primært styrkes i forbindelse med børnenes egne lege og aktiviteter. Lige der, hvor børnene bakser med at løse problemer, og hvor matematiske indskud giver mening for dem. F.eks. når de funderer over, hvilket glas der er lidt eller meget mælk i – eller spekulerer over, om noget er større end eller mindre end andet”.

Pædagoger gør det godt

Det pædagogiske arbejde må hele tiden tage udgangspunkt der, hvor børnenes opmærksomhed er. Men det betyder omvendt ikke, at de voksne skal sidde på deres hænder og undlade at gøre noget. De kan med fordel sætte scenen og engagere børn i projekter og aktiviteter.

Kirsten Poulsgaard giver et eksempel, hvor en daginstitution laver emnearbejde med jord. Tre pædagoger arbejder sammen med tolv børn i alderen tre til fem år om emnet jord - over en periode på to måneder. Emnearbejdet bliver introduceret ved en samling, hvor de voksne spørger børnene:

Hvad ved I om jord? Det har de masser af svar på. Senere går alle ud og henter jord i små spande, og den store jordundersøgelse begynder. Børnene ser nærmere på, hvad de finder – sorterer det i bunker og stiller en masse spørgsmål.

Børnene viser stor interesse for emnearbejdet, og deres videbegærlighed
stiger i takt med, at de har arbejdet længere oglængere tid med emnet.

”Hvis vi vil have børn til at stille mange spørgsmål, har de brug for at blive ført grundigt ind i et nyt vidensområde. Og de skal have den fornødne tid til at sammenflette den nye viden med deres egne erfaringer. Når de har fået det grundlag, kan de rigtig gå i gang med at spørge løs”, fortæller Kirsten Poulsgaard.

Og man kan stadig godt planlægge pædagogikken, selv om man tager barnets perspektiv.
”Det er ikke som førhen, hvor det kun skulle handle om, hvad børnene var optaget af. Der skal også være en pædagogisk dagsorden inde over”.

De voksne skal indgå i dialoger og svare på børns spørgsmål om det, de konkret er optaget af.
”I stedet for, at den voksne bare snakker, skal man tage udgangspunkt i: hvad er det, børn stiller spørgsmål om?” Der er utroligt mange undersøgelser, der viser, at der ikke bliver svaret på børns spørgsmål. Og en af grundene kan være, at man er bange for, at det så bliver for skoleagtigt. Man siger i stedet ”Hvad tror du selv?” Men børn spørger jo for at få et svar”, siger hun.

Kirsten Poulsgaard har tidligere arbejdet som konsulent iforhold til udvikling af daginstitutioner og dagplejer. Og huner ikke i tvivl om, at man de fleste steder gør et godt pædagogisk arbejde. Så ”Lyst til læring” skal ses som inspiration og saltvandsindsprøjtning til det gode, man allerede gør.

Brug samtalefortællinger og styrk sproget

En måde at tage udgangspunkt i børns verden og støtte deres lyst til læring inden for sprog er noget, Kirsten Poulsgaard kalder samtalefortællinger. Det går ud på, at børn bruger sproget ved at tale om det, der ligger dem på sinde.

Samtidig med, at de voksne går ind og underbygger børnenes formuleringer og støtter dem i at udtrykke sig så klart som muligt.

”Samtalefortællinger har vist sig at være en meget velegnet metode til at fremme kommunikationen med børn under tre år. Kort fortalt er det barnet, der bestemmer indholdet af samtalen. Og den voksne koncentrerer sig om at hjælpe barnet med at give udtryk for sine tanker – ved at gentage det sagte, udvide barnets sætninger og spørge ind til de nogle gange sparsomme oplysninger”, siger hun.

Et eksempel fra bogen er en dreng på knap tre år, der får hjælp til at fortælle om en oplevelse med en julemand i et indkøbscenter. En skræmmende hændelse, fordi drengen opfattede julemanden som uhyggelig og vred. Drengen synes at få greb om oplevelsen ved at fortælle om den. Han får fortalt historien, fordi den voksne spørger ind til og understøtter hans forsøg på at komme af med oplevelsen.

”De yngste lærer sprog og nye begreber ved at tale sammen med voksne og ældre børn om det, de selv er optaget af.
Børnene har brug for at få sat ord på deres følelser og oplevelser.

Børn lærer at udtrykke sig sprogligt, fordi voksne giver sig tid til at lytte og forstå det, som barnet er interesseret i”.
Ifølge Kirsten Poulsgaard er samtalefortællinger en meget konkret og let tilgængelig metode.

”Og det er en helt anden måde at støtte børns sprogudvikling end sprogstimulering, hvor den voksne eksempelvis peger på og benævner forskellige ting. Ting, der let for børnene er helt tilfældige – uden nogen forbindelse til deres egne erfaringer”, siger hun.

Kniber med børns medbestemmelse

En hjertesag for Kirsten Poulsgaard – der går godt i tråd med barnets perspektiv – er børns ret til medbestemmelse. Her består den svære øvelse i at komme børnene i møde lige der, hvor de gerne vil have indflydelse.
”Det handler for små børn ikke om at få et væld af valgmuligheder bestemt ud fra den voksnes perspektiv. Det væsentlige er at forstå, hvad der er vigtigt for børnene selv og så i videst muligt omfang hjælpe dem med at gennemføre det”, siger hun.

Ofte ligger løsningen ikke lige præcis i det, børnene havde tænkt sig – eller i de voksnes plan. Det gælder om sammen at finde en udvej, som alle kan være tilfredse med.

Kirsten Poulsgaard mener også, at børn skal lære, at det nytter at argumentere. Og voksne skal forstå, at faste grænser og regler strider mod demokratiets væsen.

”Det lykkes nogle af de stærke børn – der ikke lige lader sig slå ud af et nej – at få indfl ydelse. Men tilbage i vores dagtilbud sidder nogle børn, der ikke lige har det fornødne gåpåmod til at komme på banen. Og det er vigtigt ikke blot at lytte til dem, der råber højest”, siger Kirsten Poulsgaard.

Hun blev under arbejdet med bogen optaget af nogle af de norske undersøgelser, hvor man har set på børns indfl ydelse i daginstitutioner. Og det ser ikke for kønt ud!

”Og da Norge og Danmark ligner hinanden, tror jeg heller ikke, det ser for godt ud her. Vi må spørge os selv: er vi gode nok til at give børn medbestemmelse? Som voksen har vi definitionsmagten. Det ligger i kortene, at voksne har lettere ved at komme igennem med deres ønsker. Vi er nødt til at gå et skridt tilbage og se på: er der noget, vi kan forbedre?”

Kirsten Poulsgaard fortæller, at forskning viser, at børn, der hjemmefra er vant til at blive hørt, kan opleve den ene succes efter den anden med at få deres ting igennem. Mens børn uden samme ballast bliver hægtet af.

”Netop disse børn har brug for pædagoger, medhjælpere og dagplejere, der aktivt støtter dem i at komme frem med deres synspunkter. På den måde kan også de få oplevelser med at have indflydelse”, siger hun.

Om Kirsten Poulsgaard Hun er udviklingspsykolog og mag. art. og forfatter til flere bøger om pædagogik og børns udvikling. Hun har bl.a. været leder af Udviklingsafdelingen på Lærer- og Pædagoguddannelsen i Jelling, medlem af regeringens skolestartudvalg i 2005 og koordinator for Socialministeriets ekspertgruppe ved udarbejdelsen af pædagogiske læreplaner i 2003. Bogen Lyst til læring udkom i august på forlaget Frydenlund, 249 kroner.