Mænd har da også et omsorgsgen...

Tekst: Jon Arskog

Kønsdebat. Skal der flere mænd i børnehaver og vuggestuer? Det mener ligestillingsministeren. I den integrerede institution Midgård på Nørrebro er der flere mænd end i de fleste daginstitutioner. Men det er ikke, fordi de er mænd, siger lederen Charlotte Lauridsen.

Debatten om kønsroller og ligestilling på henholdsvis mands- og kvindedominerede områder popper op med jævne mellemrum og bliver fra tid til anden skinger uden at nogen stopper op og stiller spørgsmålet: Hvorfor skal det egentlig være sådan?

Skal der presses flere kvinder ind i de mandsdominerede bestyrelser i de danske virksomheder? Skal flere mænd nødes ind i det kvindedominerede småbørnspædagogiske univers?

Ligestillingsminister Manu Sareen luftede i foråret tankerne om at der skulle flere mænd ind i daginstitutionerne.
For nylig blev ambitionen så understøttet af en pulje på 1,8 millioner kroner, hvor projekter, der blandt andet støtter ambitionen – og mangfoldighed i de danske daginstitutioner i det hele taget, kan søge midler.

Skal det ske ved positiv særbehandling af mænd til pædagog- og pædagogmedhjælperstillinger? Har mænd overhovedet, det der skal til for at have med de små børn at gøre?
Og hvad skal man gøre, hvis man gerne vil have flere mænd i børnehaver og vuggestuer?

Halvdelen er mænd i Midgård

De københavnske børnehaver og vuggestuer har flere mænd ansat end andre steder i landet. I den integrerede 0-6 års institution Midgård, der ligger i Mjølnerparken på Nørrebro, er 13 ud af 28 ansatte mænd. Otte er fastansatte.
Det er både forældre og de ansatte på institutionen glade for, for det giver en anden dynamik.

Formand for forældrerådet Maj Laursen er personligt meget glad for, at hendes tre drenge oplever kontakten til mænd i det daglige:

”Det er rart med en blanding af mænd og kvinder, at de kan lege vilde lege,” siger hun.
Og der er også godt gang i den, da vi træder ind i en af de fem vuggestuegrupper i den 148 børn store Midgård, der også omfatter fire børnehavegrupper, der veksler mellem udflytterdelen i Melby og institutionen på Hothers Plads 20.

På stuen er to af de tre ansatte mænd. Jonas Magnussen er pædagog, Martin Albrechtsen er pædagogmedhjælper og så er der egentlig også Connie Nielsen, der er pædagog på stuen, men hun er her ikke i dag.

I stedet er pædagogmedhjælperen Sanda Michaelsen godt i gang med at assistere en af de små der gerne vil op på et af bordene og hoppe ligesom de andre. Derfra bliver der nemlig hoppet ned i madrasser og puder – og det er vist noget af det mest spændende, det overhovedet er muligt at forestille sig. I hvert fald lige nu. Ungerne får flyveture og tumler og vælter i det hele taget rundt med de tre voksne. Der er en vældig tillid og der er knus og kram i luften til, hvis det nu skulle blive for vildt.
Det gør det ikke.

En stor del af børnene er drenge, men det er en tilfældighed, siger Jonas, der dermed modsiger den gryende forestilling om, at den mandsstyrede gruppe er særligt sammensat med henblik på at dyrke en ”mandekultur” og stive kønsrollerne på stuen af. For det er lidt af en stereotyp måde, at se på de mandlige pædagoger på.

”Den her stue med Martin, Connie og jeg, ses faktisk som den mest bløde af stuerne. Det er ikke den klassiske forestilling om, at kvinder er til omsorg og mænd er til de vilde lege. Man kan ikke sætte mænd i boks på den måde,” konstaterer han.

Alligevel mener han, at der er forskel på mænd og kvinder:
”Selvfølgelig er der forskel på mænd og kvinder, men der er også forskelle mellem mænd og mellem kvinder. Det er meget mere nuanceret og det vi hver især kan, smitter af på hinanden.”

Ikke fordi de er mænd

At der i Midgård er så stor en andel mænd ansat, skyldes ifølge pædagogisk leder Charlotte Lauridsen ikke, at de er mænd. Hun er skeptisk overfor ambitionerne om, at der skal flere mænd i daginstitutionerne blot fordi de er mænd. Godt nok findes der DPU undersøgelser, der viser at børn der har haft mandlige pædagoger klarer sig bedre, men det mener hun ikke skyldes det at de er mænd:

”Der er en fortælling i tiden, om at der er et lavt antal mænd i daginstitutionerne. Men det er ikke vores hverdag. Vi har mænd. Også i vuggestuen. Det er ikke målrettet og det er ikke sådan, at vi vælger kvinder fra. Vi har også kvindelige ansøgere. Vi slår her i institutionen på natur, efteruddannelse og på fastholdelse af personale. Vi har en udflytterdel og så er der også noget socialpædagogik inde over, der nok også trækker mandlige ansøgere til. Men når de bliver ansat, er det mange gange, fordi de er helt inde i omsorgen. Så man skal ikke bare sige, at vi skal have flere mænd, men man skal kigge på, hvad de kan,” siger hun og suppleres af klyngeleder Tinna Erichsen:

”Det betyder meget, hvordan kulturen i institutionen er. Det kan være svært at komme ind i en kvindedomineret kultur,” siger Tinna Erichsen og det er Martin helt enig i:

”Det hjælper helt klart, at de kvindelige pædagog også ligger på gulvet og leger vildt. Det ville klart være noget andet, hvis de bare sad og drak kaffe og snakkede. Jeg har prøvet det og det er svært, at få sat noget igennem, hvis man er eneste mand. Men når I ser os lege vildt her på stuen i dag, så er det ikke, fordi vi er mænd. Så er det fordi, at sådan er vi bare her i institutionen,” siger han.

Ifølge Tinna Erichsen skal lederne i andre dele af landet måske blive bedre til at dyrke en kultur, der gør det muligt for mænd at finde fodfæste i institutionerne:
”Nogle ledere søger nok det de kender og har i forvejen.
Men man skal søge det der supplerer i gruppen. Spørgsmålet bør være, hvad er det der mangler på stuen,” siger hun.

En givende hverdag

For Jonas var det lidt af en tilfældighed, at han blev ansat i en vuggestue. Hans mor havde været dagplejemor, så han kendte udmærket til det at have med små børn at gøre. På seminariet var fordommene meget, at det handlede om at skifte ble, hvilket, efter hans mening, nok skræmmer mændene væk.

”Det var lidt en tilfældighed, at det blev vuggestue. Jeg søgte ind her, fordi det lå i Mjølnerparken, hvor der også var andre udfordringer – også i forhold til forældresamarbejdet.
Det endte med, at jeg blev meget glad for vuggestuen, for det er nemlig ikke bare at skifte ble. Det er så givende. Der er ikke en dag, der er en dårlig dag på arbejdet. Man får lov til at føle, at man er noget for de her små poder. Det savner jeg lidt i børnehaven,” siger han.

For Martin, hvis mor også har været dagplejemor, stod den tilgang og været vant til små børn, da min mor var dagplejemor.

Så det var ikke et svært valg. For mig gælder det om den nærvær og omsorg, man kan udvise her i forhold til børnehavegruppen. Det er det der tiltaler mig her. Både omsorgen og den fysiske kontakt,” siger Martin.

Ronni Trihøj Nielsen, der er pædagog i børnehaven, er bevidst gået efter at arbejde i udflytterdelen, fordi det giver mulighed for at inddrage naturen i arbejdet med børnene.
Han kan godt lide børnehavegruppen, fordi han synes, at man kan arbejde mere målrettet med børnene:

”I børnehaven har vi jo et andet udviklingstrin. Der ser vi udviklingen, hvor de rykker fra at være småbørn til at blive skolebørn. For mig handler det om at kunne være med til at give dem nogle gode sociale færdigheder og værktøjer, så de kan begå sig i skolen, siger han.

Mere faglighed vil virke

I forhold til Manu Sareens 1,8 millioner kroner store pulje til projekter, der kan skabe mangfoldighed og flere mænd i daginstitutionerne, er der ingen i Midgård, der umiddelbart kan se, hvilke projekter der kan give det ønskede resultat.

De fleste mandlige pædagoger finder ofte indgangen gennem en pædagogmedhjælperstilling, men endnu flere pædagogmedhjælpere bruger det dog stadig, som et midlertidigt job.

De kommer ganske enkelt for at spille fodbold med drengene og få tiden til at gå, indtil de skal videre i uddannelse.
Men nogen af dem kommer til at holde af det og søger ind på seminariet, konstaterer Jonas.

Det gælder tilsyneladende i særdeleshed i Midgård, hvor tre pædagogmedhjælpere på det seneste er søgt ind på pædagogseminariet.

Jonas mener, at det er en udvikling der kommer indefra i institutionerne, hvor kulturen modnes og giver plads til flere mænd, hvis de altså har kompetencerne.

”Jeg er ikke meget for tanken med reklamekampagner og sådan. Det skal komme indefra. Det handler om at skabe faglighed og aktiviteter. Det kunne man sikkert skabe mere af, men det er jo noget vi bare gør,” siger Jonas og overvejer et kort øjeblik, om man skulle sætte en klatrevæg op i fællesrummet – altså hvis Manu Sareen ligefrem vil af med en pose penge.

Efter lidt betænkningstid, samler Ronni Trihøj Nielsen tankerne om faglighed op:
”Jeg tror, at det handler om at give basisviden omkring pædagogik til medhjælperne, så det for dem ikke bare handler om at komme ud at røre sig. Jeg tror, at det handler om at få dem mere ind i faget,” siger han.

Det bliver der hurtigt enighed om kunne være en vej at gå: Et to-tre ugers introforløb til et pædagogisk basis, kunne åbne øjnene for, hvorfor man ikke bare skal trille bold med børn og motivere til videre uddannelse.

”Det kunne jeg godt forestille mig, at vi kunne gøre. At hvis de er interesserede og når de har været her i noget tid, så kunne de komme på sådan et kursus,” siger Charlotte Lauridsen.