Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
BUF og SOF rykker tættere sammen om børn og familier
Tekst: Jon Arskog
Hidtil har en del forældre til skolebørn med særlige udfordringer følt, at det har været noget op ad bakke at råbe kommunens forskellige instanser op, få anerkendelse af problemet og at finde frem til det rigtige tilbud til deres barn. Særligt når der er flere forvaltninger inde over.
Hidtil har en del forældre til skolebørn med særlige udfordringer følt, at det har været noget op ad bakke at råbe kommunens forskellige instanser op, få anerkendelse af problemet og at finde frem til det rigtige tilbud til deres barn.
Særligt når der er flere forvaltninger inde over.
Det har ikke været let. Men det skulle gerne blive anderledes i fremtiden.
I København har Børne- og Ungdomsforvaltningen, BUF, og Socialforvaltningen, SOF, netop besluttet at indføre en ny måde at holde netværksmøde på, kaldet Aftaleforum, der udspringer af et projekt for ”Bedre samarbejde mellem SOF og BUF”.
Projektet blev søsat i april 2012 efter at forvaltningerne i efteråret 2011 havde kigget nærmere på deres samarbejde om fælles skolebørn i vanskeligheder eller med særlige behov.
Her konkluderede man, at der var strukturelle og kulturelle barrierer forvaltningerne imellem, der gav en stribe udfordringer for samarbejdet.
Formålet har således været at skabe et mere tæt og forpligtende tværfagligt samarbejde og at sikre en tidlig og effektiv indsats i sager om udsatte børn og børn med handicap og deres familier. Et mål man her halvandet år senere ved projektets afslutning, har fået planlagt en samlet sagsgang for og nu er i gang med at implementere i driften fra skoleåret 2013/14.
Faglighederne spiller sammen
Projektet har blandt andet omhandlet det fælles sagsforløb, visitation til specialtilbud og udvikling af fleksible tilbud mellem den almene skole og dagbehandlingstilbud. Målet er, at de udsatte børn der både har brug for en social og en specialpædagogisk indsats og som kan profitere af det, skal forblive inkluderet i almenskolen med den støtte som det kræver.
Aftaleforum skal sikre, at kommunens fagfolk arbejder tæt sammen om familier og børn, som er i berøring med begge forvaltninger. At familierne møder kommunen som én kommune, og at de får et samlet tilbud, hvor indsatserne fra BUF og SOF er koordineret og tænkt sammen, frem for at møde forskellige handlingsplaner og forløb.
Men hvad er Aftaleforum så? På kommunens hjemmeside beskriver man ordningen således: ”Aftaleforum er en møderække under hele det fælles sagsforløb, hvor alle relevante personer omkring barnet mødes. Formålet er at koordinere forløbet, udveksle relevante oplysninger og få et helhedsorienteret blik på barnets og familiens behov, styrker og udfordringer. Aftaleforum er derfor en hjørnesten i det fælles sagsforløb.”
Majbrit Møller, fra Specialområdet i BUF uddyber:
”Det nye er, at alle fagligheder og forældrene sidder sammen og taler om, hvad der er det rigtige for barnet. Den store fordel ved det er, at vi får koordineret indsatsen på én gang, så vi ikke laver indsatser i skolen, på fritidshjemmet eller i SOF-regi, som ikke hænger sammen. Og så får vi inddraget barnet og familien og tydeliggjort, hvad der skal ske i forløbet.
Vi håber også, at vi får en hurtigere sagsgang til gavn for alle, ved at der er processer der kan forløbe sideløbende,” siger Majbrit Møller, der ser det udvidede samarbejde som en naturlig forlængelse af det arbejde med inklusion, som har været i gang siden 2008 i BUF med Specialreformen og ”Tidlig indsats og inklusionspakken”.
Dog er det stadig i implementeringsfasen, siger hun:
”Vi hører om steder, hvor man er godt i gang og andre steder, hvor fagfolk er forvirrede over sagsgangen og de nye indsatser. Indtil nu er det en spæd opstart. Så vi kan sige, at vi har planen og nu handler det om, at alle skal kende til den og arbejde efter den,” siger hun.
Flere skal inkluderes
Målet er, at alle de børn der har behov for en specialpædagogisk indsats og en social foranstaltning – og som kan profitere af at forblive inkluderet i almenskolen, med den støtte det kræver – skal have et fleksibelt tilbud som alternativ til et dagbehandlingstilbud. Derfor har projektet også arbejdet med at udvikle mulighederne for fleksible tilbud tæt på almenskolerne. Skoleflex som det kaldes, er et af de nye tilbud, der ligger mellem almenskolen og dagbehandlingstilbuddene og som gør det muligt for børn med særlige udfordringer at blive i skolen, hvis ellers skolens ressourcepersoner skønner, at det kan lade sig gøre, og at det er det familien ønsker.
I så fald beskriver almenskolen de tiltag, som det fleksible tilbud skal indeholde og forvaltningen vurderer ud fra den pædagogisk-psykologiske udredning og ud fra beskrivelsen, om de vil bevilge ressourcerne til tilbuddet. Skønner forvaltningen, at det ud fra skolens indstilling og forløbsbeskrivelse er muligt at inkludere barnet i et fleksibelt tilbud får skolen 100.000 kr. udover den normale skoletakst til at gennemføre skoleflextilbuddet.
”Der skal vi prøve at tænke mere over, hvornår barnet har glæde af at blive udskilt og hvornår det har glæde af at blive i den almene skole. Det skal starte med, at almenskolen mener, at de kan løfte opgaven og at alle på aftaleforummødet er enige om, at barnet kan profitere af at blive i almenskolen.
For hvis almenskolen ikke har ressourcer til at iværksætte tilbuddet, så er det bedre at barnet kommer i dagbehandling.
Det handler jo om at fastholde så mange som muligt i almenområdet, for vi ved, at de dermed har større chance for, at få en afgangseksamen og dermed flere chancer for at få en ungdomsuddannelse.
Men vi skal holde fast i, at der er børn som ikke har glæde af at forblive i almenskolen, de skal have det tilbud som de har behov for. Og for disse børn skal vi være opmærksomme på, hvornår de kan have glæde af at komme tilbage i almenskolen og hjælpe og støtte dem i tilbageslusningsforløb fra dagbehandling til almenskolen. Det er også en af de nye fleksible indsatser mellem BUF og SOF,” siger Majbrit Møller.
Et positivt forløb
Selvom hensigten med den øgede investering i inklusions- og visitationsarbejdet er, at færre børn skal udskilles til dagbehandlingstilbud, så skal børn med behov for netop det have tilbuddet.
LFS Nyt har talt med en mor til en ni-årig dreng, der i sommer fik diagnosen aspergers med angst. Familien har været med i pilotprojektet med Aftaleforum, hvorigennem hendes søn nu er endt i dagbehandlingstilbud, noget hun er glad for.
Hun har været meget begejstret for forløbet i Aftaleforum, men ønsker af forskellige årsager at være anonym.
LFS Nyt kender hendes rigtige navn.
Hun fortæller, at hendes søns udfordringer var medfødt, men at diagnosen først er kommet nu. At det blev graverende i takt med årene i skolen og til sidst var så slemt, at han var sygemeldt det sidste halve år af 3. klasse.
”Forløbet starter meget tidligere. Han kommer i institution og der går lang tid før nogen træder til. Det bliver skubbet over på vores banehalvdel nærmest med beskeden om, at det er os og vores barn der må være noget galt med. Der går langt tid før der er nogen der siger, at den er gal,” fortæller hun.
”Fritidshjemmet og pædagogerne så hurtigere end skolen, at han var et sårbart barn. Det var dem der med deres fokus og faglighed kunne se, at han havde brug for helt særlige rammer. Det var en stor lettelse. Det var dem der samarbejdede om at få en psykolog på. De tilbød, at de kunne få observation på ham, som de så også videregav til skolen. Vi holdt et møde med både fritidshjem og skole og forsøgte at finde en løsning ved at binde tilbuddene bedre sammen til ham. Der blev det besluttet, at vi skulle opsøge psykolog, som vi selv betalte for at videndele med skole og fritidshjem.”
”Men først da skolen fik en ny psykolog tilknyttet, kom der skred i sagerne. Så blev han indstillet til udredning og en pædagogisk ressourceperson, børnefamiliecenteret og skolens socialrådgiver blev tilknyttet – og så kom Aftaleforum,” fortæller hun.
Indsatsen med psykoterapi og alt det hårde benarbejde for at vinde gehør begyndte for to og et halvt år siden. Først et år senere tager skolens psykolog fat på opgaven og igennem det sidste år har samarbejdet stået i Aftaleforum.
”Det giver god mening for os. Når alle instanser er samlet, kan den samme information blive delt og diskuteret i plenum, så alle ved, hvad det er er på bordet. Alle fik den samme information og kunne høre den anbefaling der blev givet, så vi ikke selv skulle videreformidle og argumentere overfor anden instans. Det var virkelig hjælpsomt, synes jeg. En ting er at sidde som forældre med nogle ønsker, men der er også den faglige del der skal køres rundt. Og man sidder der i en sårbar situation.
Man tager ham jo ud af en sammenhæng med kammerater og placerer ham et helt andet sted, der skal man have is i maven og huske at det er for hans skyld. Der er det vigtigt, at dem der omgiver ham og os forstår, at det ikke bare er noget man gør.”
Især i skiftene fra målgruppe til målgruppe har Aftaleforum været en stor hjælp. ”Jeg synes, at de har gjort deres for at holde flowet løbende. I dag ligger vi under Handicap Center København, men det hele har været en glidende overgang som følge af Aftaleforum. Vi har løbende opfølgningssamtaler med dem for at holde kontrol med, at alt løber som det skal.
Så jeg føler ikke, at min tillid på noget tidspunkt er blevet misbrugt, eller at vi er blevet dårligt behandlet.
Man kan selvfølgelig have frustrationer over ventetiden, men det hele har været meget respektfuldt,” siger hun.
Og hun har kun lovord til overs for de mange ressourcepersoner, der har været inde over, men særligt pædagogerne på fritidshjemmet og på det nye dagbehandlingstilbud er hun glad for.
”De har optrådt ekstremt hensynsfuldt og den behandlingsskole han er på nu, der er de fantastiske. Jeg ved slet ikke, hvordan vi skulle komme igennem livet uden sådanne steder, når barnet ikke kan rumme at være i Folkeskolen.”
5 spørgsmål til B&U-borgmester Jesper Christensen
Hvad er baggrunden for aftaleforum?
Vi vil gerne hjælpe familier, som har forskellige udfordringer, og som derfor er i kontakt med flere af kommunens fagfolk.
Aftaleforum skal sikre, at familierne bliver mødt med ét samlet tilbud fra kommunens side, så de sociale, pædagogiske og undervisningsmæssige indsatser, som familien skal have, bliver koordineret i et tæt samarbejde mellem Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Hvorfor er det nødvendigt med sådan et forum?
Det kan være meget svært at finde rundt mellem de forskellige tilbud, især for familier, som i forvejen slås med forskellige problemer. Når man både skal tale med skole, psykologer, socialrådgivere, pædagoger, kommunale sagsbehandlere osv., så er det bare svært. Vi kan som kommune gøre det hele mere overskueligt, når vi taler med en samlet stemme, og når vi sikrer, at der er mindst mulig ventetid forbundet med at få de relevante tilbud.
Hvordan er resultaterne hidtil?
De første erfaringer er meget positive. Familierne får større tillid til kommunen, når de oplever, at der er en fælles indsats, som tager udgangspunkt i netop deres barn og de problemer, der er i skolen, fritiden og i familien. Samtidig er sagsbehandlingen blevet smidigere, fordi de relevante fagfolk hurtigere kommer til at tale sammen og i fællesskab sikrer, at familien får den hjælp, de har brug for.
Er der andre fordele ved aftaleforum?
Det er klart, at det også for kommunen er en fordel med en hurtigere og mere målrettet sagsbehandling, som foregår i et koordineret samarbejde mellem de to forvaltninger. Vores fagfolk har fået et forum at mødes i, som selvfølgelig også gør deres arbejde mere smidigt.
Hvad skal det blive til på på den lange bane?
Målet er at sikre, at børn og deres familier får de rigtige tilbud hurtigere – og at vi dermed også undgår, at deres problemer forværres yderligere. Kommunen skal jo ikke være et system, som man slår sig på. Det skal være et sted, hvor man får den støtte og hjælp, som man har brug for. Når de forskellige involverede faggrupper har et tættere samarbejde, kan de langt bedre opfylde det mål.
Fordele ved Aftaleforum”Det at vi mødes fysisk og ser hinanden i øjnene, så begynder man at forstå hinandens faglighed og kan bedre samarbejde. ” KILDE: Ressourcepersoner fra Aftaleforum, videomateriale |