Jagten på tværfaglige løsninger i psykiatrien skudt i gang

Af Jon Arskog

Landsdækkende konference om nye løsninger i psykiatrien fokuserede på tværfaglighed, brugerinddragelse og sikkerheds-procedurer. FOA og Københavns Kommune skød en arbejdsproces i gang.

I kølvandet på det ulykkelige drab på en SOSU-assistent på Ringbo i december afholdt FOA og Københavns Kommunes socialforvaltning den 20. januar en landsdækkende konference om spørgsmålet ’Hvordan sikres de sindslidende borgeres rettigheder og livskvalitet, samtidig med at sikkerheden øges for medarbejderne’.

Samme dag kunne FOA offentliggøre en undersøgelse,der viste at mere end hver anden medarbejder på bosteder for sindslidende har været udsat for vold i løbet af det sidste år.

”Vi ved, at vold og trusler om vold er stigende. Vi ved at arbejdet ændres, idet strukturændringerne i psykiatrien betyder kortere indlæggelser i behandlingspsykiatrien og udvikling af nye tilbud i kommunalt regi med langt mere komplekse brugere f.eks. brugere med dobbelt diagnoser end vi har set før,” sagde FOA-formand Dennis Kristensen ved konferencens åbning, der ønskede fokus på en volds-handleplan, alenearbejde, mere kompetent ledelse, flere ressourcer til området, bedre normeringer og medarbejdere der er klædt fagligt godt på.

Ifølge flere deltagere, herunder Københavns Kommunes nytiltrådte socialborgmester i København, Jesper Christensen, skyldes problemet, at der er opstået en hul imellem systemerne, som de sindslidende falder i og et hul mellem tvang og borgernes ret til selvbestemmelse og livskvalitet.

”Problemet, som vi skal finde løsninger på, er, at kløften mellem behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien er så bred, at vi i nogle situationer har svært ved at bygge bro over den. Konkret betyder det, at vi ind i mellem kommer i situationer, hvor borgere er for ustabile og syge til at være på bostederne men ikke syge eller farlige nok til at blive indskrevet på en psykiatrisk afdeling,” sagde Jesper Christensen ved åbningen af konferencen.

”Det er en problemstilling, der for eksempel opstår, når borgere, holder op med at tage deres medicin eller af andre grunde bliver ustabile eller uforudsigelige. Det har både konsekvenser for den enkelte borger, for hans nærmeste omgivelser og for personalet på bostederne. I de situationer har vores ansatte meget få handlemuligheder. De kan forsøge at motivere borgerne til at følge deres behandling, eller de kan forsøge at overbevise psykiateren om, at borgeren skal indlægges med tvang. Med andre ord – enten eller.

Det er ikke godt nok. Vi har brug for et både og – eller et midt i mellem. Vi har brug for løsninger, der bygger bro over kløften mellem psykiatere på sygehusene og sygeplejersker, pædagoger og Sosu-assistenter på bostederne. Vi har brug for løsninger, der inddrager kompetencer og værktøjer fra begge verdener. Vi har brug for løsninger, der forbedrer livskvaliteten for beboerne på bostederne og øger sikkerheden for personalet,” sagde han og opfordrede til inden alle uenighederne kom på bordet at huske på to pointer:

”For det første skal vi holde fast i – og glædes over - at vi er kommet langt i psykiatrien. Vi er blevet bedre til at skære ned på medicinen, bedre til at finde andre løsninger end tvang og bedre til at give borgerne moderne og selvstændige boliger. Derfor er det også vigtigt at understrege, at løsningen på de problemer, vi skal diskutere i dag, ikke kan være mere medicin, mere tvang eller mere institutionslignende bosteder.

Der HAR vi været, og der skal vi ikke tilbage til. For det andet er det vigtigt at huske – og igen glædes over - at alle os, der er her i dag, har et dybfølt og entydigt ønske om at finde de bedst mulige løsninger. Løsninger, der både forbedrer livskvaliteten for en gruppe borgere i en ekstremt svær situation, OG øger sikkerheden for de dybt professionelle og dedikerede medarbejdere på vores bosteder,” sagde Jesper Christensen og afsluttede med at fremsætte hovedlinjerne i et forslag, som Københavns Kommune konkret arbejder med:

”Vi foreslår, at der bliver oprettet et nyt specialiseret tilbud, der inddrager kompetencer og skaber bedre synergi mellem behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien. Det skal være en midlertidig boenhed, hvor borgere, der i kortere eller længere perioder har brug for særlig hjælp og opmærksomhed kan bo, indtil deres situation og deres behandling er stabil. Et bosted, hvor medarbejderne er specialister i at arbejde med lige præcis den gruppe borgere. Og et bosted, der nyder godt af et nært og fleksibelt samarbejde mellem behandlings- og socialpsykiatrien,” sagde han.

Samlokalisering er det nye mantra

Den daværende sundhedsminister og SF’er, Astrid Krag, gæstede konferencen og appellerede til at der i løsningerne vil blive fokuseret på faglighed og ikke på de lovgivningsmæssige rammer, da de i hendes optik er blevet besluttet for nu og de næste mange år frem. Hun pegede på, at løsningerne skal lægge sig op ad ambitionen om, at anvendelsen af tvang i psykiatrien i 2020 er halveret i forhold til i dag og at systemet i højere grad skal indrette sig på borgerne og ikke omvendt:

”Vi må kigge på begrebet samlokalisering,” sagde hun og henviste til Psykiatriens hus i Silkeborg, der bevæger sig på tværs af sektorerne og har samlet den regionale og kommunale psykiatriske ekspertise i et og samme hus og også tilbyder akutte døgnpladser:

”Det at vide, at man har muligheden for at gå ovenpå og indlægge sig selv har nedbragt behovet for indlæggelser. Det er et eksempel på de borgerrettede løsninger, vi skal have,” sagde hun.

”Vi skylder, at gøre det bedre for mennesker med sindslidelser. Den brændende platform er der. Vi kender alle en, der ikke bare er ramt af psykisk sygdom, men som også kæmper med systemet og samfundets opfattelse af en syg. Målet må være at gøre det, så vi også kan undgå at personalet får en på hovedet,” sagde hun.

Knud Christensen, der er formand for pårørendeforeningen SIND, fremhævede i sit indlæg, at man med fordel kunne skele til den diskussion man har haft i retspsykiatrien, hvor mantraet er, at velbehandlede patienter ikke begår kriminalitet.

”Overfører man det til Socialpsykiatrien bliver det til:
Velbehandlede beboere begår ikke overfald. Det er vigtigt at huske på, hvis vi vil gøre noget,” sagde han, velvidende at det naturligvis ikke er så enkelt.

”Men vi ved meget om, hvad man kan gøre og det vi kan starte med er, at sikre relationen og kommunikationen mellem de sindslidende, deres pårørende og de professionelle.
Får vi det til at virke, så kan det gå godt. Er der derimod knas i relationen, så er der større risiko for, at det går galt,” sagde han og pegede på, at volden er et udtryk for dårlig kommunikation i relationen.

Han udtrykte et ønske om, at man i kommunernes psykosociale indsats ikke lægger et økonomisk loft på, hvad behandling må koste og opfordrede i øvrigt til en mere differentieret indsats, hvor der blev arbejdet mere med motivation og mulighed for at være uden medicin, hvis psykiatribrugeren ellers ønsker at afprøve det.

Matcher erfaringer fra nabolande

På konferencen fremlagde Peter Emmerich Hansen, Implement Consulting Group, erfaringer fra Sverige, Norge, Finland og Skotland, der alle peger i retning af, at den kommunale rolle vokser og at tværfaglighed og samlokalisering, samt inddragelse af psykiatribrugeren i udviklingsplaner, er den rette vej at gå for dels at give en bedre behandling og dels at give mere livskvalitet for psykiatribrugeren.

Han fremhævede blandt andet den svenske såkaldte Tio Hundra-model fra Norrtälje, som en organiseringsmodel, der har samlet alle tilbud indenfor både voksen- og børn- og ungepsykiatri i kommune og region, og har realiseret visionen om, at ingen falder mellem to stole. Her har man reduceret behovet for døgnbehandling og antallet af selvmordstruede ved blandt andet, at øge brugerinddragelsen i behandlings og rehabiliteringsplanerne.

Er kommunerne for små til at tage sig af driften sådan et sted, er en mulighed, at flere kommuner kan gå sammen om indsatsen, fremgik det af eksempler fra Norge og svenske Södertälje. Den model svarer til Psykiatriens hus i Silkeborg, fortalte Peter Emmerich Hansen, der også peger på, at selvhjælpscoaches, som man i svære øjeblikke kan fange på telefonen, er en ordning, der kører med stor succes i Skotland i forhold til at nedbringe antallet af indlæggelser.

Stramme sikkerhedsprocedurer efter drab

Heinz Jacob, der er områdeleder i Specialområde Socialpsykiatri Voksne i Region Midtjylland fortalte på baggrund af et drab på det socialpsykiatriske bosted Blåkærgaard for to år siden, om det sikkerhedsarbejde de siden har gjort.

Han fortalte, at de har indført løbende risikovurderinger tre gange dagligt på eventuelle kritiske beboere, at sikkerhedsprocedurer fast drøftes på teammøder, at de ansatte har fast tid til læse døgnrapporter og at sætte sig ind i aktuelle problemstillinger og historikker, at der er etableret kontaktpersonteams og at alle overfaldsalarmer tjekkes ved hver vagtstart. Der fokuseres også på kompetenceudvikling af personale og på kompetenceprofiler i forbindelse med rekruttering, ligesom der er etableret samarbejde på tværs af sektorer, dvs. mellem Regionspsykiatrien og de socialpsykiatriske botilbud i form af blandt andet koordinationsplaner og udskrivningsaftaler.

Mere brugerinddragelse i behandlingen

Begrebet Medicinpædagogik passer fint ind i tankegangen om brugerinvolvering og blev derfor også et emne på konferencen, da Jane Svendsen og Jannie Buch-Larsen, henholdsvis leder og SOSU fra støttecentret og bofællesskabet Cirklen i Høje-Taastrup, præsenterede deres erfaringer med at involvere og uddanne psykiatribrugeren i deres eget behandlingsforløb og i hvilken medicin de får. På den baggrund, fortalte de, træffes i fællesskab en beslutning om, hvilken behandling der er den rette for den enkelte.

Formålet med Medicinpædagogik er dels at motivere til øget indsigt, viden om og ansvar for egen medicin med udgangspunkt i at medicin ikke er et mål i sig selv. Således handler det om at støtte borgeren i at bruge medicin på en måde, der giver mulighed for at nå egne mål, at støtte borgeren i at indgå i samarbejdet med det sundhedsfaglige personale og støtte til at opnå en erkendelse omkring egen medicinbrug og mestringsstrategier.

Efter de tre oplæg var der paneldebat og en udbredt enighed om behovet for et større tværfagligt samarbejde. Paneldeltager og vicedirektør i psykiatrien i Region Hovedstaden, Anne Hertz, advarede om at passe med lave hurtige løsninger, og at der blev brugt tid på kommunikation og at udvikle samarbejde faglighederne i mellem. Hun opfordrede politikerne til i deres bevillinger i højere grad at have fokus på det lange seje træk i stedet for – underforstået de mange – småprojekter, de måtte lade sig forføre af.

En anden opfordring til politikerne og administratorerne, denne gang fra en medarbejder i retspsykiatrien, der var med i salen, gik på at passe på med at skabe steder, der kun tilbyder den rene opbevaring. ”Hvis det ender med ren opbevaring af brugerne, så er der risiko for at det ender i ballade.”

Dokumentationsiveren blev også emne under debatten.
Her blev det fremhævet, at de politiske pejlemærker kan virke konfliktoptrappende og at administrationen må stole på medarbejdernes faglighed i stedet for at alt muligt skal krydses af på lister. Dokumentationen skal give mening, lød det endnu engang fra Københavns socialforvaltnings direktør Anette Laigaard, der tilsyneladende mente, at dokumentationen i det store hele giver mening.

Flere hænder kan løse problemet

FOA’s Karen Stæhr, sektorformand for SOSU, slog på bedre normeringer:

”Hvis vi havde de nødvendige ressourcer i afdelingerne, så kunne vi nå at se det, inden det sker,” sagde hun og fremhævede det i hendes øjne gode arbejde med sikkerhed på Blåkærgaard, men at det ikke nytter noget, hvis paraderne sænkes i takt med at der skal spares, som en af deltagerne fra salen tidligere havde fremhævet fra hans egen institution.

At normeringer partout skulle løse problemet var Anette Laigaard dog ikke enig i:

”Ligegyldigt hvor meget vi snakker her i dag, så kunne vi nok ikke have forhindret det der skete på Ringbo, men derfor er diskussionen alligevel vigtig. Gennem HovedMED har vi i Københavns Kommune bedt alle steder om at vurdere, hvad læring er på stederne. Frygten er, at det kun bliver til snak.
Nu sætter vi gang i en proces, der gerne skulle gøre at det kan mærkes, når vi går hjem,” sagde Anette Laigaard.

Ikke desto mindre betyder ressourcerne noget, kom det fra Vibeke West, der er kredsformand for Dansk Sygepleje Råd i Hovedstaden.

”Der bliver nødt til at følge penge med. Men vi må også kigge på, hvad vi selv kan gøre. I forhold til spørgsmålet om dokumentation, så må vi få frigivet de ressourcer der er bundet der. I København har man igangsat et spændende arbejde med tillidsdagsorden. Og så handler det om at få givet fagligheden en stemme – i tæt samspil med brugerne. En anden del er uddannelsesområdet. Hvordan skal fremtidens medarbejder se ud. Ja, vi skal flere ressourcer, men de skal bruges klogt, så fagligheden kan komme frem. Skåltalerne er slut, nu må vi i arbejdstøjet,” sagde hun.

Processen sat i gang

Da Jesper Christensen fik lov at afrunde dagen, var det med perspektiverne uden på tøjet.

”Jeg håber, at det gode arbejde i dag ikke går tabt, når vi går ud ad døren. Derfor vil jeg opfordre alle til at aflevere deres kontaktinfo og melde sig til det videre arbejde,” sagde han og og oplyste, at der ville blive holde en status konference til sommer.

”Jeg har skrevet en lang liste: Alt for lang til nu, men på den står: ”Samlokalisering” eller nye institutionsformer; mere tværfaglighed; brugere skal opleve mere sammenhæng i systemet; et system der indretter sig på borgerne; Københavns Kommunes trekant borger, pårørende og professionelle; differentierede tilbud; dobbeltidiagnoser betyder noget for udviklingen; risikovurderinger; Kerneårsagsanalyser/ havarikommision; engagerede medarbejdere og at ingen skal være opgivet på forhånd,” sagde Jesper Christensen, der således håber at det videre arbejde kan give nye løsninger allerede til sommer.

”Jeg har allerede aftalt med den nye regionsformand (Sophie Hæstorp Andersen, Red.) at vi skal sætte os sammen om, hvor vi kan gøre noget sammen. Det håber jeg, at der kommer noget godt ud af. Men der kommer ikke flere penge, så jeg er spændt på at høre, hvor I siger at vi kan bruge pengene bedre,” sluttede han.

Læs mere om medicinpædagogik på socialstyrelsen.dk ved at søge på ”medicinpædagogik”.