Hjælp til svære dilemmaer

Af Trine Kit Jensen

Pædagoger har som fagpersoner skærpet underretningspligt.
Men hvor højt skal alarmklokkerne ringe, før der underrettes? Hvordan tackler man tvivl – og hvordan forholder man sig til forældrene? Et nyt hjælpeværktøj fra Ankestyrelsen skal sætte gang i dialogen. Vi har bedt Børnehuset Hundredemeterskoven afprøve Dilemmaspillet.

En underretning? Nej, der er vi slet ikke endnu.”

Sådan lyder det énstemmigt fra de tre pædagoger Janni, Claudia og Thilde. I et personalerum i Børnehuset Hundredemeterskoven på Amager har de sat sig sammen for at drøfte Peters situation.

Peter er fem år og bor sammen med sin mor og en lillesøster.
Familien er for nylig flyttet til byen fra den anden ende af landet for at starte på en frisk, tættere på morens nye kæreste. Den nye dreng i børnehaven virker lidt umoden, men han er initiativrig, nysgerrig og vil allerhelst være den, der leder legen. Peters mor virker sød. Men hun er fraværende, udviser manglende overskud og taler ikke særlig pænt til sin søn.

Situationen kalder på en samtale med Peters mor, mener pædagogerne. Men at underrette de sociale myndigheder vil altså være at skyde over målet, vurderer de efter en kort præsentation af den fiktive case, der indgår i Dilemmaspillet.
Spillet er udviklet af Ankestyrelsen som led i en kampagne, der skal skabe dialog om underretningskulturen på bl.a. pædagogiske arbejdspladser. Kampagnen fokuser især på gråzone-tilfældene, og selv om casen Peter ikke umiddelbart er en klokkeklar ”underretningssag”, står det hurtigt klart, at alt ikke er, som det skal være.

Hen ad vejen viser drengen flere og flere tegn på mistrivsel.
Først bliver han stille og indadvendt, siden aggressiv over for de andre børn. Hans mor afviser i første omgang kategorisk, at noget er galt på hjemmefronten. Men senere fortæller hun, at der har været flere ”lidt voldsomme uoverensstemmelser med kæresten”, som sønnen desværre har overværet. Undervejs i spillet må personalet hele tiden revurdere situationen, drøfte nye handlemuligheder og løbende tage stilling til, om der skal underrettes eller ej.

For pædagog Janni Holmeskov Kjær er der ingen tvivl, da Peter efter endnu etsammenstød med en kammerat pludseligsiger, at han ikke kan lide at bo hjemme hos sin mor.

”Uha, det er voldsomt, lyder det prompte, og kollegerne bakker op om, at der nu skal sendes en underretning til kommunen.”

De tre pædagoger aftaler straks at kontakte Peters mor for at orientere hende om beslutningen. De diskuterer også, hvad der skal stå i underretningen, og Janni Holmeskov Kjær foreslår, at alle referater af møder med moren skal følge med.

”Dem ville jeg vise hende og sige: Det er, hvad vi vil sende af sted for at hjælpe dig og Peter.”

Tanker i gang

På grund af sygdom i personalegruppen går pædagog ClaudiaMurgia straks efter spillet tilbage til sin stue, mens hendes kolleger efter tur fortæller om deres oplevelse af det.

Thilde Rosdahl Olsen er den mindst erfarne af de tre. I den lille halve time, spillet varer, er hun mere lyttende end talende. Men casen Peter har sat tanker i gang, fordi en underretning ikke fra start ligger lige til højrebenet.

” Der er sager, som er helt klare. Hvis man f.eks. er vidne til, at et barn bliver udsat for vold, skal der selvfølgelig underrettes. Men den her er lidt svævende. Man må forlade sig på sin personlige og subjektive oplevelse af, hvad der foregår, og derfor kan det være godt at diskutere den med andre. Det er vigtigt sammen at få udredt, hvad vi skal gøre for at håndtere den her sag bedst muligt for Peter,” siger hun.

Pædagogerne i Hundredemeterskoven vender ofte dilemmaer og problemer med hinanden. Men ligesom i andre institutioner er hverdagen travl. Derfor sker det typisk på legepladsen eller andre steder, hvor rammerne ikke er optimale. I forbindelse med personalemøder, hvor der er fred og ro, vil ”Dilemmaspillet” derfor være et fint redskab til at få sat mere fokus på underretning, mener Thilde Rosdahl Olsen.

”Det er godt at have tid til at sidde og spille et spil, hvor man ikke blev forstyrret, og hvor der er mulighed for fordybelse, så man kan tale ordentligt ud om emnet,” siger hun.

Thilde Rosdahl Olsen peger også på, at spillet vil være oplagt at bruge på pædagoguddannelsen, så studerende uden den store praksiserfaring kan forholde sig til helt konkrete situationer, hvor en underretning måske kan komme på tale.

”Med et case-baseret spil som det her, bliver det hele lidt mere tilgængeligt og håndtérbart,” siger hun.

Styrker og svagheder

Janni Holmeskov Kjær har været pædagog siden 1999. Hun er lidt mere skeptisk over for spillet og ville personligt hellere have diskuteret en virkelig historie fra det virkelige liv.

”Men man kan helt sikkert også bruge cases til at få gang i den dialog, der er så vigtig i de her sager. Sidder man flere sammen, bliver der refl ekteret over fl ere ting, fordi vi ikke nødvendigvis har den samme indfaldsvinkel til, hvordan man skal håndtere en sag. Det sikrer, at man kommer hele vejen rundt,” siger hun.

Janni Holmskov Kjær mener også, at fiktive cases kan være med til at afklare, hvor den enkelte pædagog har sine styrker og svagheder, så det i en virkelig situation bliver nemmere at tage stilling til, hvordan rollerne skal fordeles.

Nogle er måske mere konfliktsky i forhold til forældrene end andre. Eller de kan have personlige oplevelser med i bagagen, der gør det svært for dem at gå ind i sager, hvor f.eks. alkohol-ramte familier er involveret.

”I et spil har man mulighed for at teste, hvordan man vil reagere, hvis man bliver konfronteret med noget, man selv har oplevet som barn. Og går det for tæt på, er det måske nogle andre, der skal tage over, hvis situationen opstår,” siger hun.

Mens de tre pædagoger taler om casen Peter, er de hele tiden meget opmærksomme på at inddrage hans mor, ligesom de diskuterer, hvordan de kan tage hånd om nye udviklinger i situationen uden at støde hende fra sig. Det er en svær balanceakt, og også den øvelse er det godt at gennemspille med kollegerne, mener Thilde Rosdahl Olsen.

”Forældrene er vores vigtigste samarbejdspartnere, og det er vigtigt, at de har tillid til os. Men samtidig skal vi hele tiden have fokus på, hvad der er bedst for barnet,” siger hun.

Hovedet på sømmet

Før pædagogerne træffer beslutning om at underrette, indhenter de bl.a. informationer i den børnehave, Peter kommer fra for at få bedre kendskab til drengen og hans familie. Over for Peters mor lufter de undervejs også muligheden for at trække på hjælp fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.

Da Petes aggressivitet tager til, indkalder de hans mor til et møde, hvor de beskriver deres observationer. På dette møde udtrykker hun bekymring for, om de vil underrette kommunen, og her begynder alarmklokkerne at ringe. Men det er Peters udsagn om, at han ikke har lyst til at bo hos sin mor, der til sidst slår hovedet på sømmet og overbeviser dem om, at situationen er rivende gal.

”Jeg har endnu aldrig oplevet, at et barn ikke ville være hjemme hos sin mor, og faktisk tænkte jeg, at casen her er lidt urealistisk. Børn er enormt loyale over for deres forældre og beskytter dem, næsten uanset hvad de oplever derhjemme. Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, og giver et barn udtryk for sådan noget, må vi virkelig være ude i noget meget alvorligt,” siger Janni Holmeskov Kjær.

I det virkelige liv har Thilde Rosdahl Olsen endnu ikke oplevet en sag, der var så alvorlig, at den krævede underretning. Janni Holmeskov Kjær har i sine 15 år som pædagog en enkelt gang skrevet en underretning til de sociale myndigheder. Det var ikke nogen nem opgave, fortæller ud. For ud over faglige overvejelser var også følelser i spil.

”Som pædagoger er vi ikke bare professionelle. Vi er også mennesker, og tvivlen nagede, som jeg tror, den vil gøre hos alle. Gjorde jeg nu det rigtige eller kunne jeg have gjort noget
andet? Men jeg sagde til mig selv, at jeg gjorde det for barnets skyld, og bagefter sørgede jeg for at få noget supervision. Det bestyrkede mig i, at beslutningen var den rette.”

Kampagne fra Ankestyrelsen: Del din bekymring Dilemmaspillet er en del af den landsdækkende kampagne ”Del din bekymring”, der er sat i værk af Ankestyrelsen som et initiativ under overgrebspakken. Kampagnen løber til og med marts og henvender sig både til fagfolk og almindelige danskere. Dens overordnede mål er at sikre, at mistrivsel og eventuelle overgreb opdages tidligt og bliver håndteret på en kvalificeret måde. Et af hoved-budskaberne til pædagoger og andre fagfolk er ”rettidig” underretning - også i tvivlstilfælde. Alle daginstitutioner har i forbindelse med kampagnen fået tilsendt pjecen ”Det er også faglighed at tvivle”, to plakater og dilemmaspillet. Spillet rummer en række fi ktive cases, der er målrettet forskellige faggrupper med børnekontakt. To cases er relevante for personalet i daginstitutioner: Casen med det femårige børnehavebarn Peter og casen med det tre- årige vuggestuebarn Klara. På kampagnesitet www.deldinbekymring.nu er der samlet en lang række informationer om underretning – både for fagfolk og private.