Skolereformen:

Brug for fælles fodslag

Af: Trine Kit Jensen

Med folkeskolereformen rykker pædagoger for alvor ind på skolerne, hvor de skal samarbejde med lærerne på deres hjemmebane. Den øvelse er ikke nødvendigvis let.
Men de to professioner skal give hinanden plads og finde fælles fodslag, så børnene får glæde af at være omgivet af fagfolk med forskellige kompetencer. Sådan lyder opfordringen fra Trine Ankerstjerne, lektor på pædagoguddannelsen på UCC.

Hvad kan pædagoger og lærere bruge hinanden til?
Hvilke udfordringer er der i mødet mellem de to faggrupper, og hvad skal der til for at få samarbejdet til at fungere i praksis?

De spørgsmål er omdrejningspunktet for en bog, som lektor Trine Ankerstjerne fra pædagoguddannelsen på UCC i øjeblikket skriver på. Medforfatter er Sara Hannibal, lektor fra læreruddannelsen på Zahles Seminarium. Bogen bliver skrevet med afsæt i erfaringerne fra samarbejde i indskolingen, men har også perspektiver, der rækker højere op i skolesystemet.

Den udkommer 1. september, og tanken bag er ikke blot, at den fremover skal bruges i undervisningen af studerende på de to uddannelser.
”Vores ønske er også at give et indspark til praksis. De pædagoger og lærere, der efter sommerferien står midt i en ny virkelighed, skal have noget at læne sig op ad i arbejdet med at knytte de to professioner sammen, så vi får en bedre skole,” siger Trine Ankerstjerne.

Personligt ser Trine Ankerstjerne et stort potentiale i, at de to faggrupper nu skal arbejde sammen side om side – ikke bare i indskolingen, men også når det gælder de større børn.
”Lærere og pædagoger har hver deres tilgang til børnene.
For lærerne er børnene elever, for pædagogerne er de børn.
Lærernes spidskompetence er at undervise, mens pædagogernes kernekompetencer er at skabe trivsel, der kan understøtte børns læring og udvikling på mange alderstrin.

Det giver et mere holistisk blik på børnene, og jeg er sikker på, at mange af dem, der i dag har det svært i skolen, vil kunne profitere af, at de to professioner supplerer hinanden,” siger hun.

Men samarbejdet glider ikke altid let, når forskellige kulturer og fagtraditioner støder sammen. Fra indskolingen er der f.eks. historier om, at pædagoger har været reduceret til radiatorvarmere eller kridthentere for lærerne. Fremadrettet er der derfor behov for, at parterne får større forståelse for, hvad de hver især kan bidrage med – og hvordan de kan hjælpe hinanden. Derudover skal der være en fælles bevidsthed om, at skolen er andet og mere end fag, pointerer Trine Ankerstjerne.

”Det er vigtigt, hvis samarbejdet og skolereformen skal blive en succes,” siger hun.

Synlig ledelse

På det organisatoriske plan er synlig ledelse den første forudsætning for et konstruktivt samarbejde mellem lærere og pædagoger, mener Trine Ankerstjerne.

”Hvis man reelt ikke ved, hvad man skal samarbejde om, bliver det selvfølgelig svært.
Derfor er det altafgørende, at ledelsen sætter nogle klare mål op for både trivsel og læring, så det tydeligt bliver defineret, hvad det er for en opgave, de sammen er ansvarlige for at løse. På den måde kan de bedre finde ud af, hvordan de som makkerpar supplerer hinanden bedst,” siger hun.

Derudover peger Trine Ankerstjerne på, at et samarbejde ikke starter i det øjeblik, man træder ind over dørtrinnet til klasseværelset. Derfor skal der også være tid til fælles planlægning, hvor lærer og pædagog stikker hovederne sammen for at strukturere nogle forløb, der fører frem mod de mål, ledelsen har stukket ud.

”Pædagogerne skal ikke have samme forberedelsestid som lærerne. Men de skal have en eller anden form for forberedelsestid, hvis det her samarbejde skal fungere,” siger hun.

Tid er der ikke bare behov for til planlægning. Pædagoger og lærere har også brug for tid til at udforske hinandens faglighed, klarlægge kompetencerne, afstemme forventningerne og sikre sig, at der ikke går koks i kommunikationen.

”De to professioner har forskellig forståelse af fagbegreber. Pædagoger og lærere mener f.eks. ikke det samme, når de taler om leg eller om læring.
Så de skal lære at tale samme sprog og i fællesskab udvikle noget, man kunne kalde skolepædagogik,” siger Trine Ankerstjerne.

Ro i klassen

Spørger man Trine Ankerstjerne, hvor pædagogerne har deres forcer i forhold til samarbejdet, peger hun blandt andet
på, at de er gode til at skabe et omsorgs-klasserne, så lærerne bedre kan undervise, og på det felt har pædagogerne oplagte kompetencer,” siger hun.

Den regulære undervisning er ikke pædagogernes domæne. Men de er ikke uvante med at lede læreprocesser, og Trine Ankerstjerne kan sagtens se dem i en rolle, hvor de med en pædagogisk tilgang understøtter den undervisning, lærerne har forberedt og sat i gang.
”Det kan man forestille sig både i indskolingen, på mellemtrinnet og i udskolingen. Men selvfølgelig bliver det mere og mere komplekst for en pædagog at være medspiller i forbindelse med undervisningen, jo højere vi kommer op,” siger hun.

Hidtil har der været en tendens til, at det er pædagogen, der går uden for med børn, som har svært ved at sidde stille eller på anden måde forstyrrer undervisningen. Men netop de børn har måske allermest brug for at lære noget, mener Trine Ankerstjerne.

”Så nogle gange kunne man måske bytte om på de traditionelle roller og lade pædagogen blive i klassen, mens læreren går fra med de elever, der har brug for en særlig hånd i forbindelse med undervisningen,” siger hun.

Trine Ankerstjerne ser også fordele i, at pædagoger der både arbejder på skolen og i en fritidsinstitution har mulighed for at få en tættere relation til børnene end deres lærere.
Det mener hun kan være en styrke, hvis børnene senere i skoleforløbet ryger ud i konflikter.

”F.eks. kunne man forestille sig, at de pædagoger, der har en historik med børnene helt tilbage fra fritidsinstitutionen kunne fungere som en form for konfliktmæglerteam,” siger hun.

Specialisering på vej

Trine Ankerstjerne beskæftiger sig ikke blot med samarbejdet mellem lærere og pædagoger i den bog, der er på vej. Hun har også været med til at skrive bekendtgørelsen til den specialisering i skole- og fritidspædagogik for 6-18 årige, der bliver en af valgmulighederne på den nye pædagoguddannelse, som træder i kraft til august.

Muligheden for specialisering i skole- og fritidspædagogik betyder, at ikke blot lærere, men også pædagoger nu kan få en uddannelse, der er målrettet arbejde i Folkeskolen.
Målet er blandt andet at bygge bro over den begrebsforvirring, der kan opstå i samarbejdet mellem de to professioner og sikre, at pædagogerne i skoleregi får en stemme, der bliver hørt.

”Det har været vigtig for os at sikre, at pædagogerne fremadrettet får et fagligt sprog, der kan matche lærernes.
Missionen er ikke, at de skal overtage lærernes sprog, men at de f.eks. kan tale med om begreber som didaktik og dannelse.
Det er begreber, der hele tiden har været til stede i pædagoguddannelsen og den pædagogiske praksis, men som pædagoger indtil nu ikke har været så stærke til at italesætte,” siger Trine Ankerstjerne.

I kølvandet på Folkeskolereformen har A.P. Møller Fonden doneret en milliard kroner til opkvalificering og efteruddannelse af både lærere og pædagoger, og Trine Ankerstjerne mener, at en del af de penge med fordel kan øremærkes til aktiviteter, der fokuserer på at udvikle samarbejdet mellem de to professioner.

Mens skolen er hjemmebane for lærerne, træder mange pædagoger ind i en helt ny arena, hvor de skal genopfinde sig selv i en helt ny kontekst og finde sig til rette i rammer, der er meget anderledes end dem, som kendetegner fritidspædagogikken.

Det er et skrækscenarium for mange, men rådet fra Trine Ankerstjerne lyder, at de skal slå koldt vand i blodet og smide eventuelle mindreværdskomplekser over bord.
”De kan godt stole på, at de har den faglighed, der skal til, og de kan også noget, som lærerne ikke kan. Så de skal ikke være bange. De skal bare blive mere bevidste om, hvad det er for nogle kompetencer de har, og hvordan de kan byde ind med dem i skolen,” siger hun.

Pædagogiske opgaver på skolerne i København På skolerne i København er der allerede nu inklusionspædagoger og personale fra dagtilbuddene, som indgår i initiativet Stærkt Samarbejde. Som konsekvens af skolereformen suppleres de fra 1. august 2014 af pædagogisk personale fra fritidsinstitutioner og klubber, der sammen med lærere og andre faggrupper skal have fokus på at skabe det bedst mulige afsæt for elevernes læring. Det nye pædagogiske personale, der rykker ind på skolerne, vil både få opgaver i forbindelse med den fagopdelte undervisning og tværgående opgaver i relation til den samlede skoledag. Opgaverne kan f.eks. være: • Læringsunderstøttende forløb i undervisningen • At understøtte læringsmiljøet på skolen som helhed • At understøtte børns kompetenceudvikling og fællesskaber • At skabe trivsel for børnene • At understøtte samarbejdet med forældre • At medvirke til en demokratisk, åben og dialogisk kultur på skolen • At skabe gode ungdomsmiljøer Børne- og ungdomsforvaltningen, LFS, BUPL, Københavns Lærerforening og Københavns Skolelederforening har i fælleskab skitseret rammerne for de pædagogiske medarbejderes rolle og opgaveløsning på skolerne i København. Læreren har ifølge Folkeskolereformen den generelle undervisningskompetence. Det er læreren, der skal sikre sammenhæng i undervisningen og har ansvaret for, at de faglige mål bliver indfriet. Pædagoger og andre faggrupper kan inddrages på alle klassetrin i en understøttende rolle. I indskolingen kan pædagoguddannede varetage afgrænsede undervisningsopgaver.