Værelse med udsigt - og anerkendelse

Tekst: Jon Arskog

Akutinstitutionen Udsigten i Søborg arbejder ikke med færdige og firkantede koncepter, men med rummelighed og anerkendelse, som de væsentligste pædagogiske principper. En evaluering af institutionens pædagogiske praksis viser, at det virker. Og så spiller beliggenheden også en rolle.

Akutte anbringelser af børn og unge sker oftest som sidste udvej efter en lang række tiltag fra myndighedernes side, men ikke mindst som endnu et nederlag i rækken for barnet, den unge eller dennes familie.

Troen på at det nogensinde skal lykkes at vende billedet til et positivt fremtidsscenarie, kan derfor være meget lille og ofte helt fraværende, både hos den unge og dennes familie.

De unge er ofte udad reagerende og provokerende, lever på kanten og er voldsomt eksperimenterende, men ikke mindst har de ofte mistet tilliden til at nogen voksne – og ikke mindst ’kommunen’ vil dem noget godt.

Sammenholdt med, at en akutinstitution som Udsigten ikke har nogen specifik målgruppe indenfor aldersgruppen 13- til 18-årige – dog har de efterværn for gruppen til og med 23 år – gør det det pædagogiske arbejde og de unges liv på Udsigten udfordrende.

Det stiller store krav til tilrettelæggelsen af det pædagogiske arbejde – og der skal ofte indtænkes en bred vifte af tiltag for at skabe stabilitet og udvikling hos de unge og deres familier.
Her mener forstander Kate Holmegaard ikke, at faste koncepter, som man kan putte de unge mennesker ind i og ’fikse’, virker.

Er man derimod opmærksom på og tilpasser sig de unges – og i et vist omfang også forældrenes – behov, kan det lykkes at skabe nogle gode anbringelser. Og det er netop det, der virker på Udsigten.

Det fremgår af en undersøgelse af Udsigtens pædagogiske praksis, som institutionen har fået foretaget af deres anbringelser i 2012. I løbet af 2013 interviewede sociologen
Per Sundall Pedersen således både de anbragte børn og unge, deres familier og de sagsbehandlere, der er i kontakt med Udsigten, for at få deres fortællinger om Udsigtens pædagogiske arbejde. I alt er det blevet til 19 interviews, heraf de otte med tidligere anbragte unge, de fem med forældre til tidligere anbragte unge og seks med sagsbehandlere fra kommunen.

Selvom de tre grupper vægter forskellige ting i deres oplevelse af Udsigtens praksis, er der fælles træk ved gruppernes fortællinger.

”Det mest iøjefaldende sammenfald på tværs af de forskellige grupper, er oplevelsen af en form for anerkendende tilgang til de unge. Emnet går igen i alle tre grupper, som det eneste emne, og det kan derfor siges, at dette er essensen, som kan udledes af de mange interviews. De unge fortæller om, hvordan de oplever og føler, at de voksne tager dem alvorlig og giver dem plads og mulighed til at være sig selv, også når de har ”dummet” sig. De beskriver, hvordan de voksne er gode til at lade de unge være, hvis de er alt for sure og venter med at tage en snak med dem, til de er blevet rolige igen,” skriver Per Sundall Pedersen i sammenfatningen af undersøgelsen.

Han skriver videre, at forældrene fortæller, hvordan de ansatte er gode til at give deres børn plads, og møde dem der, hvor de er i deres liv. De fortæller også, at de selv har en oplevelse af at blive taget seriøst og blive lyttet til af de ansatte på Udsigten, og at det giver dem en større tillid til dem, der tager sig af deres børn:

”Det er derfor relevant at sige, at Udsigten også møder forældrene der, hvor de er, på samme måde som de møder deres børn på deres niveau. Dette understøtter sagsbehandlerne, der som tredje part beskriver, hvordan de oplever, at Udsigten er gode til at rumme både forældre og de anbragte børn.”

Iøjefaldende anerkendelsesstruktur

Ud fra analysen af interviewene konkluderer Per Sundall Pedersen, at Udsigten har en dækkende og iøjefaldende anerkendelses-struktur, og at det er det, som har en positiv effekt på de anbragte og deres familier.

”Dette kommer til udtryk i en lang række eksempler og kan ikke beskrives med få ord, idet det simpelthen dækker over selve det arbejde og den ånd, der er på Udsigten. De unge, og i høj grad også deres familie, føler sig respekterede, på godt og ondt, hvilket giver dem en stor grad af tillid overfor Udsigten, og det letter samtidig institutionens arbejde med familien og især den unge,” skriver han.

Det stemmer godt overens med Udsigtens ambitioner og er et udtryk for det arbejde institutionen igennem de sidste seks år har gjort for at udvikle den pædagogiske praksis på stedet, lyder det fra Kate Holmegaard.

Ambitionen er en tilgang til de unge og deres familier, som tager afsæt i systemiske, udviklingspsykologiske, narrative og anerkendende teorier og metoder.

”Det handler om dels at prøve at forstå, hvad der er der er på spil i de unges liv, og dels at møde dem der, hvor de er. Udsigtens formål er at støtte de unge i en akut situation og at hjælpe med, hvad der skal ske videre frem. Udsigtens måde at arbejde på gør, at vi kan tilrettelægge en individuel indsats omkring det enkelte menneske, som tager højde for den enkeltes ressourcer og muligheder, men også de problemkomplekser der er på spil,” siger forstander Kate lHolmegaard.

Udsigten benytter sig således ikke af nogen af de fremherskende koncepter, men af pædagogiske og psykologiske metoder, hvilket hun mener ikke bare er bedre, men også billigere.

”Der er en trend om, at koncepter er det eneste saliggørende.
Altså, vi ’fikser’ lige de unge med en manual og et koncept. Det er ikke sådan, at vi oplever, at der er et modsætningsforhold mellem koncepter og manualer og vores måde at arbejde på, men ofte er ’vores’ unges problemstillinger så komplekse, at de kalder på en mere individuel tilgang, og dermed en større pallette af muligheder, for at vi kan hjælpe den unge videre i livet,” siger Kate Holmegaard og uddyber, hvad den tilgang er lig med:

”Vi bygger vores arbejde på den anerkendende tilgang, psykologisk og pædagogisk viden om unge, og hvad der virker i arbejdet med dem. Dertil kommer vores erfaringer og resultater fra de mange år sammen om udviklingen af vores institution.
Grundlæggende kan man sige, at vi tilpasser os de unge, og beder ikke de unge om at tilpasse sig os. For os er det den rigtige måde at arbejde på, og så er den i øvrigt oftest væsentlig billigere end ved at bruge et færdigt koncept,” siger hun og suppleres af psykolog og faglig koordinator Karina Holm.

”Erfaringerne viser, at det er effektfuldt, at møde dem der, hvor de er. Det handler om at tilpasse vores praksis til de unges behov.

Hvis vi taler om en ung, der har levet på gaden, har haft et hashmisbrug og den slags, og vi så kommer med en plan der siger, at de ikke må gå ud, eller at de ikke må ryge hash, så får vi aldrig den kontakt, der er nødvendig for at kunne komme ind og påvirke dem og få dem til at ændre livsbane. I stedet kan vi snakke med dem om, hvorfor de er kommet her og hvordan de har båret sig ad med at leve sådan? Når vi så har hørt deres historie, kan vi langsomt begynde at bygge planer. Men først, når den unge selv involverer sig og kommer med bud,” siger Karina Holm.

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed…

Der er dog også noget om snakken, når ejendomsmæglere igen og igen slår på vigtigheden af en ejendoms beliggenhed.
Men de tænker nok mere på ejendommens handelsværdi, end på at Udsigtens naturskønne beliggenhed udenfor byen også spiller en rolle for de unge og deres anbringelse.

I interviewundersøgelsen fortæller de unge, at det på ene side er dejligt med den ro beliggenheden giver og at de kan slappe mere af. På den anden side siger de, at de på grund af busforbindelsen ikke så nemt kan komme ind til byen, at ture i højere grad skal planlægges og at det kan være til stor irritation. Her peger sagsbehandlerne dog på, at netop fordi de unge på den måde har sværere ved spontant at tage ind til byen med alle dens fristelser, oplever de unge mindre stress og de bliver mindre påvirket af byens negative tilbud.
Dertil kommer, at den store villa på Moseskrænten, midt i et af Søborgs pæne beboelseskvarterer, også fremstår mere hjemlig og mindre ”kommuneagtig”, som de unge udtrykker det.

Placeringen spiller på den måde en beroligende rolle og det får de unge til at føle en anderledes tilknytning til stedet, end til andre kommunale institutioner de har oplevet.
Kate Holmegaard oplever da også færre problemer med hærværk og mangel på respekt overfor de fysiske omgivelser.
Derimod er der kommet en meget større respekt overfor omgivelserne end da institutionen for små tre år siden lå i Lundtoftegade på Nørrebro.

Struktur giver plads til kerneopgaven

Ledelsen på Udsigten har valgt at organisere arbejdet, så den pædagogiske indsats er så målrettet og effektiv som muligt.
Målet har været, at kerneopgaven – at være sammen med, støtte og udvikle de akutanbragte unge – ikke forstyrres af udefrakommende opgaver.

”Vi oplevede for nogle år tilbage, at for mange havde fingrene nede i alt muligt. Det forplumrede arbejdet. Derfor arbejder vi i dag systemisk og har en klar rollefordeling,” fortæller Kate Holmegaard.

Organisationen er delt mellem fire arbejdsroller: Ledelse, stab – bestående af psykolog og socialrådgiver, og pædagogerne, som Kate Holmegaard mener, har stor indflydelse på institutionens praksis og resultater.

Ledelsen, forstander og viceforstander, har ansvaret for det administrative indadtil og udadtil, og sikrer at alting fungerer omkring institutionen.

Psykologen er den psykologfaglige leder og koordinator, og sørger også for den psykologfaglige udvikling af personalet, blandt andet gennem supervision. Psykologen udfører de psykoterapeutiske samtaler med de unge og forestår de relevante vurderinger. Det samme gælder kontakt til og samtaler med forældre, samt familiesamtaler med både forældre og barn. Psykologen har endvidere kontakt til sagsbehandleren.

Socialrådgiveren forestår den sagsfaglige ledelse i institutionen og udvikling af personalet i den henseende.

Derudover forestår socialrådgiveren det egentlige sagsarbejde og i samspil med psykologen også kontakten til sagsbehandleren og forældrene.

Sammen varetager psykolog og socialrådgiver også udarbejdelsen af udviklingsplaner og forandringskompas, dog i et tæt samarbejde med pædagogerne. Gennem overlap med personalet, personalemøder, unge-gennemgang, supervision, temadage og andre aktiviteter, er staben med til at ruste pædagogerne til at kunne løse opgaverne med og omkring de unge.

Pædagogerne har den daglige kontakt til de unge. De skal være tæt på de unge og hjælpe dem i deres hverdag. Det kan være aktiv og praktisk hjælp, samtaler, og ved at være gode rollemodeller.

Meningen med en organisering, der giver staben overblikket er, at staben er den del af personalegruppen der er til stede hver dag, og at der dermed sikres en klar og præcis kommunikation til de unge, forældre og de relevante samarbejdspartnere.

Pædagoger der vil deres job - og de unge Noget tyder på, at hensigten med den struktur bliver indfriet og at pædagogerne sættes fri til at gøre deres relationsarbejde.

Både de unge og deres forældre giver i hvert fald i interviewene udtryk for, at de oplever, at pædagogerne virkelig vil deres job. De unge fortæller, hvordan de har en følelse af, at pædagogerne ikke bare ”er på arbejde” og at de faktisk gerne vil dem, når de er sammen med de unge.

De unge sonderer mellem det at være ”fra kommunen” og det at være en ”almindelig” voksen, som man kan have en afslappet og naturlig relation til. Der udtrykker de unge, at pædagogerne mest var det sidste – og det bestyrkede dem i deres tillid til de ”voksne”. Samme oplevelse giver forældrene udtryk for. Ikke mindst i forhold til, at der mellem pædagoger og børn opstod rum af fortrolighed.

At pædagogerne er glade for deres arbejde og vurderer deres arbejdsmiljø højt, dokumenteres i øvrigt af Udsigtens trivselsundersøgelse fra 2013, hvor pædagogerne på en skala
fra 1 til 7, vurderer deres tilfredshed, motivation og engagement til at være henholdsvis 6,1, 6,5 og 6,5. Ledelsen og staben vurderer de tre punkter lidt højere med 6,8 point ved alle tre punkter. Også sygefraværet vidner om en vis tilfredshed med at gå på arbejde. Fra januar til oktober 2012 lå fraværet på 11,9 dagsværk, mens det i samme periode af 2013 lå på 5,6 dagsværk. Også i tilsynsrapporterne giver medarbejderne udtryk for tilfredshed med deres arbejdsforhold og arbejdsklimaet.

Anerkendelse som afgørende faktor

På baggrund af sin undersøgelse konkluderer Per Sundall Pedersen, at der er en udbredt tilfredshed med Udsigten som helhed, og at Udsigten rent faktisk efterlever den teoretisk erklærede tilgang, de har til de unge.

”Forældrene beskriver, hvordan de pludseligt kunne slappe af igen efter barnet kom på Udsigten, de unge beskriver, som det eneste negative, hvordan de oplever, at de andre unge ryger for meget hash, og sagsbehandlerne beskriver indgående deres kontakt til Udsigten, og hvor positiv dataudvekslingen er. Alt dette er vigtigt at tage alvorligt og tage med i det store billede af Udsigten. Men hvis Udsigtens indsats skal sættes på en spids, bliver man nødt til at uddrage det mest essentielle, som alle tre grupper nævner.

Og det er i dette tilfælde den anerkendende tilgang.” Han skriver videre:
”Undersøgelsen peger altså i retning af, at Udsigten rent faktisk efterlever den teoretisk erklærede tilgang, de har til de unge, hvilket må siges at være den mest udslagsgivende og altoverskyggende faktor for, at opholdet på Udsigten har en positiv effekt på de unge.”

Både forstander Kate Holmegaard og psykolog Karina Holm er begejstrede for undersøgelsen, som de mener viser, at institutionen over de sidste seks år har arbejdet i den rigtige
retning:
”Den peger på, at vi er på ret kurs, og at vi skal fortsætte det pædagogiske udviklingsarbejde vi har gjort. Den er en stor cadeau til vores pædagogers arbejde, men den viser også, at vi har noget at arbejde videre med. Det gælder fx på misbruget af hash, hvor vi er blevet lidt overraskede over, at de nævner, at de gerne ville have haft en større indgriben.

Pædagogerne er tydeligvis gode til det relationelle, og vi skal nu blive bedre til den mere indgribende del. Ikke at vi skal være konfrontatoriske, men at vi tør italesætte og forholde de unge deres misbrug/brug,” konkluderer Kate Holmegaard.

Fakta om udsigten Udsigten er en af Københavns Kommunes tre akutinstitutioner for unge under 18 år. Målgruppen er alle former for anbringelser for aldersgruppen 13 til 18 år, herunder også længerevarende foranstaltninger. Udsigten har også efterværn for 18- til 23-årige. Ofte er sagerne meget komplekse. Tidligere lå institutionen i Lundtoftegade på Nørrebro, men for små tre år siden flyttede den til Moseskrænten i Søborg. Institutionen er normeret til 12 pladser, hvoraf de otte er i huset og fire er ude i byen. I alt er 17 beskæftiget på institutionen, heraf er 10 fastansatte pædagoger. Skolegang Udsigten arbejder indgående med at støtte de unge i deres skolegang og i relationen til skole og andre aspekter af de unges liv. Ud af 10 anbragte børn og unge på Udsigten i sommeren 2013 gennemførte 7 ud af 10 en afgangseksamen. Seks gennemførte 9. klasse, en gennemførte 10. klasse, en gik i gymnasiet og to var uden skoletilbud på 8. klassetrin. Magtanvendelser Det fremgår af Udsigtens opgørelser for 2012, at der har været fire episoder, hvor magtanvendelser har været nødvendige. I tre af episoderne skyldtes det den samme person. Dermed har der været anvendt magtanvendelser imod to unge i 2012. Det fremgår yderligere, at tre ud af de fire magtanvendelser bundede i stridigheder blandt de unge, hvor pædagogen har været nødsaget til at gribe ind. Kilde: ”Undersøgelse af akutinstitutionens pædagogiske indsats”, Per Sundall Pedersen, 2013