Lyt til de unge, når de siger NEJ

Tekst: Jon Arskog

Debatbog. Jo mere børn og unge siger ja, des bedre er det. Eller er det? Nej! Det er et demokratisk problem og et problem før børnenes identitet, at børn tvinges til at sige ja. Det bliver de nemlig ikke modige samfundsborgere af, siger Erik Sigsgaard med sin nyeste bog ”Om børn og unges nej – Farvel til lydighedskulturen”.

vad gør institutionaliseringen egentlig ved vores børn? Det spørgsmål kredser Erik Sigsgaard en del omkring, da LFS Nyt møder ham til en snak om hans seneste bog ”Om børn og unges nej – Farvel til lydighedskulturen”.

Interviewet sker i anledning af endnu et medlemsmøde med Erik Sigsgaard den 27. januar om netop børn og unges nej – og hvorfor forældre, pædagoger og beslutningstagere bør lytte til dem.

Han bekymrer sig nemlig rigtig meget om børnene, ham den gamle Erik. Og det giver meget god mening, når han skriver om det, og når han taler om det.

For hvad er det vi gør ved børnene og de unge, når vi tvinger dem ind i faste rammer, tager deres frie tid, ikke lytter til deres behov for at være sig selv og være fri til at finde deres eget selv?

”Alt for megen pædagogik og skole handler om, at vi skal have børnene til at sige ”ja”. Jo mere de siger ja, des bedre er det. Dem der siger mange nej’er, kalder vi for grænsesøgende, eller hyperaktive, forkerte. Det, der er det galt med dem, er at de gør det besværligt for de voksne, for de vil noget andet end det de voksne siger de skal,” siger Erik Sigsgaard.

”Men det er med nej’et, at barnet træder ind i verden ’som sig’. Det er med nej’et, at barnet siger: ”Jeg er mig.” Det sker første gang, når barnet er seks til otte måneder gammelt og vender hovedet væk fra moders bryst. Og det sker mange gange siden. Men alt for ofte overhøres deres nej, og dermed får de ikke mulighed for at blive ’sig selv’.”

”Man kan sige, at når jeg har skrevet bogen om nej’et, så er det jeg vil med den, at sige til alle dem der læser den: ”Hør nu for pokker efter! Vi siger alle sammen nej, og vi skal alle have lov til at sige nej. Det er en menneskeret.” Vores børn er institutionaliseret tre-fire gange så mange timer, som vi selv var og de lever et i den grad gennemkontrolleret liv. Der siger jeg, at skal de overleve, så kræver det, at de bliver hørt.”

Men hvad gør det ved børn og unge, når man så siger nej til dem, og ikke lytter til deres nej?

”Det er et meget stort spørgsmål. Det skader. Det er det korte svar. Hvad skader det? For det er rigtigt, at man ikke altid kan få et ”ja” og få det man vil have. Nej, det kan man ikke. Men ingen børn har svært ved, at far eller mor nogen gange siger ”nej”, hvis de ved, at far eller mor prøver at sige ”ja”, når det ellers kan lade sig gøre. Hvis man får ”nej, nej og nej”, så føler man sig ikke værdsat, så føler man sig udelukket. For tiden har vi meget travlt med at snakke inklusion og eksklusion. Noget af det jeg vil er at føre den debat om nødvendigheden af at blive inkluderet ind på et plan, hvor den sjældent tages – nemlig i det helt daglige samvær mellem mennesker. Hvordan bidrager vi til inklusion og ikke mindst hvordan bidrager vi til eksklusion. Der vil det helt sikkert hjælpe, hvis vi lyttede og måske stillede os selv spørgsmålet: ”Hvad er det institutionaliseringen gør ved vores børn? Fratager den dem noget? Begrænser det deres mulighed for at udvikle sig?”

”Der ligger en anden ting. Det handler egentlig meget om verdens store problemer: Klimaproblemer. Vi bliver nødt til at spørge os selv, hvordan kan det være, at jorden viser meget alvorlige sygdomstegn og det virker ikke på os? Vi lever bare videre, som om intet var hændt. Snart er det ikke os mere. Så er det vores børn og deres børn, der skal overtage. Vi kommer til at efterlade dem en jord i dyb krise. Der har jeg tænkt, hvordan pokker kan det være? Det må jo være gået helt galt med vores egen socialisering. Hvorfor tager vi ikke ansvar? Vi har jo gået uendelig meget i skole og vi er blevet ’kloge’, men det har åbenbart ikke gjort os ansvarlige. Hvordan kan man hjælpe dagens børn, som jo bliver morgendagens forældre og voksne, til at have en stærk nok tro på sig selv, til at have tillid nok til sig selv, at de kan være gode ved andre mennesker og sørge for at deres sociale udviklinger er så højtudviklede, at de vover at gå i gang med de forandringer der skal til, hvis vores allesammens livsgrundlag skal bevares?”

”Jeg knytter pædagogikken sammen med politikken. Politikerne er lige der og ser det ude i horisonten, men de træffer ikke beslutninger før de bliver presset til det. Der skal være nogen, der siger nu er det nok. Der skal være nogen, der tør at sige fra. Vi skal have nogle voksne, der kan sørge for, at vi får nogle stærke børn, der bliver stærke unge og stærke voksne, der bliver i stand til at forsvare deres interesser og leve i nuet,” siger Erik Sigsgaard, der håber at pædagogerne vil gå ind i debatten og forsvare og respektere børns ret til at sige nej. •