Boganmeldelse

David Bowie – og dansk pædagogik?

Tekst: Michael Milo Jørgensen. Pædagog i Den Integrerede Institution Hyltebro.

Hvorfor indleder forfatteren 1. kapitel med et citat af David Bowie?

Tja, den der skaber opmærksomhed har mulighed for at skabe forståelse.

Og således opmærksom, læser jeg bogen - uden at tænke mere over om der er liv på Mars.

Forfatteren har en mission: I dag har mennesket mange muligheder for at skabe gode livsvilkår for sig selv. På den anden side vokser farerne for alvorlige tilbageslag, fordi udviklingen er sårbar, og fordi vi risikerer at overskride grænser for menneskets og jordens bæreevne. De udfordringer, som dette paradoksproblem skaber, skal løses hvis vore børn og børnebørn også skal have glæde af vores samlede ressourcebank. Hvis vi ønsker at løse dette problem, vil det udfordre den stigende individualisering og fragmentering, som gennemsyrer det danske samfund.

At være og at blive et menneske – sammen med andre mennesker

Løsningen af problemet har etisk, pædagogisk og idealistisk karakter:

1) Etisk, ved at det enkelte menneske ikke kun er ansvarlig over for sig selv og sine nærmeste, men i princippet over for alle mennesker.

2) Pædagogisk, fordi et så gennemgribende paradigmeskifte – fra det individuelle til det kollektive perspektiv – forudsætter, at børn opflaskes med et stærkt incitament til ansvarlighed over for sig selv og overfor andre.

3) Idealistisk, ved at fokusere på et ideal om, hvordan mennesker og verdenssamfundet bør agere.

Bogens indkredser således en teoretisk forståelsesramme for bæredygtig pædagogik - bl.a. med en nyfortolkning af kendte begreber som social bæredygtighed og social kapital. Bogen giver endvidere bud på, hvordan en bæredygtig pædagogisk praksis kan udvikles - og kvalitetssikres.

Og DET handler om at være og at blive et menneske – sammen med andre mennesker.

Gensidigt forpligtende anerkendelse

Bæredygtig pædagogik er gensidigt forpligtende anerkendelse af hinanden.

Citat: ’De seneste årtier har en anerkendende pædagogisk tilgang blandt pædagoger og lærere været i højsædet, hvilket er sympatisk, men det springende punkt her er anerkendelsens karakter af gensidighed. Anerkendelse bør bygge på relationer, der reelt er ligeværdige, ikke nødvendigvis ligestillede’.

Roger Waters?

Forlaget skriver: ’Bogen henvender sig til pædagoger, lærere og alle andre, der interesserer sig for og er beskæftiget med pædagogisk praksisudvikling på alle niveauer i uddannelsessystemet’. Og det skal nok være rigtigt.

Forfatteren er en dreven skribent – med de historiske referencer i orden: Gardner, Stern, Tomasello, Bråten, Bauer, Bronfenbrenner, Brostrøm, Vygotsky, Wilson, Darwin m.fl. Han citerer ofte - man er ikke ’Kandidat i Almen Pædagogik’ for ingenting, vel?

Ud over citat af Bowie krydres bogen med citater af andre musikere – f.eks. Roger Waters fra Pink Floyd. Bogen kan læses – musikken følger ikke med.

Konklusion:

Bogen vejer 0,526 kg. Hvis man fratrækker omslaget – så har man ca. 0,400 kg god inspiration. Emnerne er aktuelle, bogen er godt skrevet – og den indeholder fine illustrationer. Forfatteren bruger mange- og gode referencer: jeg får lyst til og behov for at undersøge disse yderligere. Jeg læser bogen som et stille forsøg på at ’udfordre den stigende individualisering og fragmentering’ i dansk pædagogik – hvilket jeg finder nødvendigt. Antal stjerner: 5.