Pædagoger er vigtige i arbejdet med demente

Tekst: Jon Arskog

Tværfaglighed. På Københavns Kommunes demenscenter Pilehuset udfordrer pædagoger det sundhedsfaglige personales tilgang til de demente borgere og er vigtige for trivslen hos borgerne, lyder det fra Pilehusets leder, Charlotte Agger.

Pædagoger har en anden tilgang og bidrager positivt til hverdagen hos demente borgere på demenscentret Pilehuset i Brønshøj. Det står lysende klart for demenscentrets sygeplejerskeuddannede leder igennem 14 år, Charlotte Agger.

”I slutningen af 1990’erne fandt vi ud af, at demens er mange ting og at der er forskellige behov alt efter, hvor i hjernen deres sygdom sidder. Særligt den problemadfærd, der ofte relaterer sig til demens kræver andre kompetencer end de sundhedsfaglige. De kompetencer kan man især finde indenfor det pædagogiske felt,” fortæller Charlotte Agger, der i 1998, som konsulent i Sundhedsforvaltningen, med en politisk indstilling om tværfaglige teams i de dengang skærmede enheder for borgere med demens, satte skub i brugen af pædagoger på området.

Året efter gik man videre og etablerede det nye demenscenter Pilehuset med den engelske psykologiprofessor og demensforsker Tom Kitwoods socialpsykologiske tilgang og såkaldte personcentrerede omsorg som grundlag. Det kaldte på inddragelse af pædagoger i arbejdet.

Andre enheder blev omdannet til demenscentre, men ingen af dem blev etableret helt fra bunden, som Pilehuset blev det. Det kan være en mulig forklaring på, hvorfor Pilehuset i langt højere grad end andre centre i dag har pædagoger ansat. Det forklarer også, hvorfor der ikke arbejder flere end 59 pædagoger i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Da den daværende leder af det nyetablerede Pilehuset kort efter etableringen takkede af, trådte Charlotte Agger i august 2000 til, som en ’midlertidig’ løsning. En løsning der blev permanent. Lige siden har hun arbejdet med at styrke den tværfaglige tilgang til de borgeren, som er i Pilehuset.

Motiverer og udfordrer

Hendes erfaring er, at pædagogerne er vigtige i arbejdet med ældre som har demens, og at der bør være flere af dem – ikke bare i demensplejen, men i ældreplejen i det hele taget. Pædagoger kan nemlig noget andet end det sundhedsfaglige personale.

”Pædagoger kan være mere motiverende for borgeren. Man siger, at pædagoger arbejder med hænderne i lommen, hvor sundhedspersonalet er hurtigere og mere tilbøjelige til at være servicerende. Hvor det sundhedsfaglige personale griber ind, vil pædagogen nok beholde hænderne i lommen lidt længere, for at se hvilke ressourcer borgeren selv har. For den her målgruppe er det vigtigt for deres trivsel at få øje på deres ressourcer. Deres hjerner kan være langsomt opfattende, men de har ressourcer. I værste fald kan den hurtige tilgang skabe problemskabende adfærd hos den demente. Det kan være, hvis den demente skal have en trøje på, og man griber fat for at hjælpe. I stedet kommer man måske til at presse vedkommende, der ender med at lange ud efter en. På den måde kan man nemt komme til at skabe en tåbelig situation ved ikke lige at se den an,” forklarer Charlotte Agger.

”Sundhedspersonalets fokus er sundhed. For dem er det det vigtige. For pædagoger er perspektivet anderledes og dermed overlapper de hinanden fint. De har forskellige kompetencer og briller på. Sammen kan de se tingene fra alle sider og gøre den enkeltes ’bund’ synlig,” siger hun og illustrerer samspillet faggrupperne imellem med thermokanden på kaffebordet. Derfra hvor hun sidder, kan hun kun se den fra den ene side, mens den der sidder på den anden side af bordet ser noget andet. På den måde kan teamet komme omkring hele kanden og kun derved kan de gøre sig forhåbning om, at komme til at løfte kanden og se ’bunden’ – eller med andre ord: de bagvedliggende årsager til den enkelte borgers handlemønster.

Abstrakt og lettere forenklet, men det giver nu meget god mening.

Motiverer og udfordrer

Hendes erfaring er, at pædagogerne er vigtige i arbejdet med ældre som har demens, og at der bør være flere af dem – ikke bare i demensplejen, men i ældreplejen i det hele taget. Pædagoger kan nemlig noget andet end det sundhedsfaglige personale.

”Pædagoger kan være mere motiverende for borgeren. Man siger, at pædagoger arbejder med hænderne i lommen, hvor sundhedspersonalet er hurtigere og mere tilbøjelige til at være servicerende. Hvor det sundhedsfaglige personale griber ind, vil pædagogen nok beholde hænderne i lommen lidt længere, for at se hvilke ressourcer borgeren selv har. For den her målgruppe er det vigtigt for deres trivsel at få øje på deres ressourcer. Deres hjerner kan være langsomt opfattende, men de har ressourcer. I værste fald kan den hurtige tilgang skabe problemskabende adfærd hos den demente. Det kan være, hvis den demente skal have en trøje på, og man griber fat for at hjælpe. I stedet kommer man måske til at presse vedkommende, der ender med at lange ud efter en. På den måde kan man nemt komme til at skabe en tåbelig situation ved ikke lige at se den an,” forklarer Charlotte Agger.

”Sundhedspersonalets fokus er sundhed. For dem er det det vigtige. For pædagoger er perspektivet anderledes og dermed overlapper de hinanden fint. De har forskellige kompetencer og briller på. Sammen kan de se tingene fra alle sider og gøre den enkeltes ’bund’ synlig,” siger hun og illustrerer samspillet faggrupperne imellem med thermokanden på kaffebordet. Derfra hvor hun sidder, kan hun kun se den fra den ene side, mens den der sidder på den anden side af bordet ser noget andet. På den måde kan teamet komme omkring hele kanden og kun derved kan de gøre sig forhåbning om, at komme til at løfte kanden og se ’bunden’ – eller med andre ord: de bagvedliggende årsager til den enkelte borgers handlemønster.

Abstrakt og lettere forenklet, men det giver nu meget god mening.

Behov for mere tværfaglighed

I forhold til Sundheds- og Omsorgsforvaltningens godt og vel 5.000 medarbejdere, er 59 pædagoger ikke mange, mener hun. Slet ikke, når man tager i betragtning, at de 25 er ansat i Pilehuset – og at der findes hele syv demenscentre i København. Dertil kommer de mere almindelige plejecentre, der også vil få flere og flere borgere med komplekse problemstillinger.

Hun ved godt, at det at etablere et center og rekruttere en personalegruppe fra bunden giver andre muligheder og færre problemstillinger, end de steder, hvor man i forvejen har haft en medarbejdergruppe, som så skal omformes, men hun mener ikke desto mindre, at det er en nødvendighed.

”I de kommende år vil der være rigtig mange der går på pension. Der kommer flere og flere borgere med demens, og forløbene bliver mere og mere komplekse med dobbeltdiagnoser og livsstilsrelaterede sygdomme. Der bliver simpelthen brug for andre og flere kompetencer end de sundhedsfaglige for at løfte opgaven. Det gælder også på de ordinære plejehjem, hvor der også sidder en del borgere med demens, men også skizofrene og udviklingshæmmede, der kunne nyde godt af et tværfagligt blik på dem,” siger Charlotte Agger, der slet ikke er færdig med sammensætningen af sin egen medarbejdergruppe.

Med 156 medarbejdere i Pilehuset svarer 25 pædagoger til en andel på 17 procent. Men hendes ambition er teams bestående af to social- og sundhedsassistenter eller sygeplejersker, to pædagoger og to ergoterapeuter. Derfor skal andelen af pædagoger op på 25 procent, ligesom hun også gerne ser en styrkelse af grupperne ergoterapeuter og sygeplejersker i Pilehuset.

”Det er et drømmescenarie. Vi er jo trods alt ramt af virkeligheden og kan kun ændre sammensætningen af medarbejderne, i takt med at der kommer ledige stillinger.”

Vi skal lære af hinanden

”Udfordringen er, ikke at komme til at skabe opdelinger i medarbejdergruppen. Det skal jo ikke være faggrupper, der går ind og løfter hver deres opgave, men faggrupper, der beriger hinanden,” siger hun og understreger, at der ikke er nogen af faggrupperne, der har patent på opgaverne og at hun, når hun taler tværfaglighed, taler om teamsamarbejde, hvor forskellighederne kommer i spil sammen.

Man skal altså ’smitte af’ på hinanden, men samtidig kunne bevare sine forskellige tilgange og udfordre hinanden.

”Det er klart, at tværfagligheden er bundet sammen af monofagligheder. Hvis ikke man har styr på sin egen faglighed, så kan man ikke byde ind i tværfagligheden. Derfor har vi også indset det nødvendige i at oprette monofaglige netværk, hvor medarbejderne kan holde fast i deres fagligheder,” siger hun.

At have forskellige faggrupper under samme tag handler også om at modvirke monokultur, indspisthed og en forråelse af medarbejderkulturen. Og der er de tværfaglige teams i Pilehuset i hendes øjne en succes – og en nødvendighed.

”Hvis man bliver for meget indforstået opstår en forråelse, hvor kerneopgaven kommer til at stå i vejen og det kan ende med, at man får flyttet sig for langt væk fra den,” siger hun. og peger på, at der også er områder – fx borgere med udviklingshæmning, hvor pædagoger er for fastlåst i egen kultur, og hvor tværfagligheden kunne udfordre kulturen.

”Missionen er tværfaglighed og det går jo begge veje. Problemet er, at organisationer bliver fattig på løsninger, når der er en monokultur og det bliver svært. Og det må vi i alle sammenhænge tage seriøst,” siger hun.

”Der vi også nødt til gennem MED at stille nogle krav om, at vi skal understøtte hinanden på en hensigtsmæssig måde, respektere hinandens forskelligheder og spørge: Hvordan løser vi opgaven bedst med hver vores forskelligheder?”

Udfordring at ændre kultur

En barriere for flere pædagoger i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er i Charlotte Aggers øjne, at der på andre centre og plejehjem er en eksisterende kultur, der vil skulle ændres og at der måske skal helt nye og mere markante politiske skridt til for at skabe forandringen.

Dels peger hun på, at den måde budgetterne gives på gør, at man ansætter de billigste hænder. Dels er det ikke hensigtsmæssigt, at der forsøgsvis ansættes en her og en der.

”Når en pædagog kommer ind et sted og bliver marginaliseret, så smutter vedkommende igen kort tid efter. Det har måske givet noget uro og kollegerne står tilbage med opfattelsen, at det ikke har været en succes – og at en ny pædagog vil være endnu en af ’dem’. Som leder orker man ikke at have for meget ’bøvl’, og så giver man det måske ikke det ekstra skud i bøssen og ansætter en ny pædagog,” siger Charlotte Agger, der mener, at det kræver politisk vilje at sætte tværfagligheden igennem – fx ved at kunne ansætte flere på en gang.

”Man skal nok give bedre økonomiske muligheder for at gennemføre forandringen, og ikke mindst nogle økonomiske incitamenter, for som det er nu i disse sparetider, vil man nok tænke sig om to gange førend man ansætter en dyrere pædagog frem for en social- og sundhedsassistent,” siger hun.

Men måske er den tiltrængte forandring på vej. Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen, SF, besøgte forleden Pilehuset med det formål at høre om potentialet i det tværfaglige arbejde og behovet for at ansætte pædagoger i arbejdet med demente borgere.

”Det er helt rigtigt set af borgmesteren. Der kommer flere borgere med demens. Det er uomtvisteligt. Der er brug for andre kompetencer end de sundhedsfaglige for at løfte opgaven. Der er stadig udfordringer i samarbejdet, så det er bare med at se at komme i gang nu, inden vi sidder med problemerne helt oppe over hovedet,” siger Charlotte Agger.

Pilehuset i Brønshøj Bystævneparken 23, 2700 Brønshøj Telefon 38 27 42 07 Pilehuset består af • en boafdeling for 36 borgere med demens • en støtte-/væreafdeling - dagtilbud, hvor 17-18 borgere kommer dagligt • en vurderingsafdeling, der modtager borgere udefra som skal visiteres til pleje • en aflastningsgang, hvor borgeren til aflastning for familien bor i en periode og evt. observeres med henblik på visitering til boafdelingen eller Københavns andre seks demenscentre • en afdeling for borgere med Huntington Chorea • en afdeling for borgere med frontallap- demens (udadreagerende) • en afdeling for borgere med sansemæssige behov Pilehuset arbejder ud fra Tom Kitwoods teori omkring personcentreret omsorg og blandt andet også Bo Hejlskov Elvens teori omkring håndtering af ”problemskabende” adfærd. 25 pædagoger arbejder i Pilehuset. I alt har Pilehuset 156 medarbejdere.

Demenstilbud i København Københavns Kommune har syv demenscentre med botilbud, aflastningsophold eller aktivitetstilbud. • Pilehuset i Brønshøj • Klarahus på Nørrebro • Højdevang Sogn på Amager • Bryggergården på Vesterbro • Ålholmhjemmet i Valby • Bonderupgaard i Vanløse • Fælledgården på Østerbro

Personcentreret pleje og omsorg Indebærer, at man som personale: • behandler den demente som en person med oplevelser, selvfølelse og rettigheder • forsøger at forstå, hvad der er bedst for den demente ud fra pågældendes perspektiv • værner om den dementes selvbestemmelse og mulighed for medbestemmelse • ser den demente som en aktiv samarbejdspartner • støtter den demente i sin egen oplevelse af verden • tilstræber at involvere den dementes sociale netværk i plejen og omsorgen • forsøger at etablere en personlig relation til demente Fordele: • Personcentreret pleje og omsorg kan bidrage til at øge den dementes personlige integritet, selvstændighed og initiativ, samt modvirke uro • Personcentreret pleje og omsorg kan mindske forbruget af antipsykotisk medicin hos demente • Demente med anden etnisk baggrund end dansk kan opnå mere tryghed og velbefindende samt en højere grad af hjemmevanthed, hvis de plejes af personale med samme sprog og kulturelle baggrund Kilde: Videnscenterfordemens.dk