Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Repræsentantskab 2014:
4 NYE PÅ REP
Hvordan er det at være til repræsentantskabsmøde for første gang? LFS Nyt har spurgt fire repræsentantskabsjomfruer.
Katja Cecilie Rothaus
Nyvalgt HB-medlem, nyvalgt medlem af Specialbestyrelsen, TR og pædagog på Børnefamiliecenter København, City-Østerbro. Med på Repræsentantskabsmødet for første gang.
Hvorfor er du med til Repræsentantskabsmøde?
Som medlem af Specialbestyrelsen er jeg delegeret, men jeg er her også, fordi jeg gerne vil være med til at arbejde på at skabe større tillid til pædagoger. Ofte bliver vi ’talt ned’ til kun at være ’børnepassere’ og som nogen, der bare brokker os. Jeg vil gerne være med til at vise, at vi er et stolt folkefærd med en faglighed og en bredde i vores arbejde, og at der i det ligger refleksioner over børns og unges liv, trivsel og udvikling. Derfor stillede jeg også op til Hovedbestyrelsen.
Hvordan synes du, at det har været?
Jeg synes, at det har været rigtig godt, at vi skulle ud i gruppearbejde i stedet for at skulle sidde en hel dag og skiftes til at gå på talerstolen. Så er der mere mening i gruppearbejdet, hvor vi som faggrupper, som ledere og medarbejdere, kan møde hinanden på tværs og få en større forståelse for hinanden.
Hvad synes du om udtalelsen fra mødet?
Det er en vigtig udtalelse. Det er vigtigt at vi sætter den dagsorden. Jeg bekymrer mig, om den vej vi er på vej udad i forhold til ulighed i samfundet, og også at vi er blevet et samfund, der har travlt med at finde syndebukke. Det ene øjeblik er det kontanthjælpsmodtagere, det andet er det indvandrere. Der er en polarisering i samfundet, der bekymrer mig, så det er rigtig godt, at vi kommer med den udtalelse.
Troels Petersen
Nyvalgt medlem af Specialbestyrelsen, TR og pædagog på Strandviben, botilbud for borgere med erhvervet hjerneskade. Med på Repræsentantskabsmødet for første gang.
Hvorfor er du med til Repræsentantskabsmøde?
Jeg er her, fordi jeg efter fem år som tillidsrepræsentant gerne vil have større indflydelse på, hvad det er min fagforening arbejder med, men også fordi jeg gerne vil finde ud af, hvad det er min fagforening egentlig kan byde på. Det er svært at forestille sig, hvis man ikke har været her.
Hvordan synes du, at det har været?
Jeg synes, at det har været et spændende arrangement. Jeg har jo ikke været med før, men jeg har hørt, at det at vi skulle ud i grupper og arbejde med ’Vandfaldsmodellen’ har været godt, i stedet for at det meget blev talerstolsretorik. Jeg tænker også, at når det er første gang man er her, så er det ikke sikkert, at man stiller sig op på talerstolen og siger noget. Så at det har været på den her måde betyder, at alle har fået mulighed for at ytre sig. Selv har jeg fået et nyt blik på, hvordan man kan arbejde med MED-systemet og Tillidsdagsorden. Jeg skal helt sikkert med på næste repræsentantskabsmøde også, hvis det er muligt.
Charlotte Baunsgaard
Dagplejer på Nørrebro, AMR
Hvorfor er du med til Repræsentantskabsmøde?
Jeg er blevet arbejdsmiljørepræsentant her i januar. På et netværksmøde for nylig snakkede vi om, at der var repræsentantskabsmøde og at der ville blive snakket om MED-arbejdet. Jeg ville gerne vide mere om det, så derfor tog jeg med.
Hvad har du fået ud af det?
Jeg kommer hjem med en meget større viden omkring tillidsreformen og MED. Jeg har lyttet meget til de snakke, der har været i gruppearbejdet. Det at høre andres forståelse af måden at arbejde med MED på, og hvilke udfordringer de har, har givet meget. Det jeg især har fået ud af det er, hvor meget mine kolleger skal tage medansvar, hvis det skal lykkes. Jeg ser jo ikke alle mine kolleger hver dag, så det er lidt en udfordring at få snakket med dem, men jeg har forsøgt at starte MED-snakken op i en Facebookgruppe. Jeg ved godt, at ikke alle er på Facebook, men jeg vil på den måde bedre kunne få en forståelse af, hvad der rører kollegerne, når jeg ikke møder dem hver dag. Det håber jeg vil lykkes.
Magdi Engelstoft El-Toukhy
Nyvalgt HB-medlem, nyvalgt medlem af Almenbestyrelsen, læser overbygning på IT-Universitetet med henblik på børns computerspil- og it-dannelse, tidl. pædagog og TR på institution i Tingbjerg. Med på Repræsentantskabsmødet for første gang.
Hvorfor er du med til Repræsentantskabsmøde?
Jeg kom herop med en lyst til at lære mere om LFS og om hvordan organisationen er skruet sammen. Og jeg er bare blevet bekræftet endnu mere i, at LFS er mit nye politiske ståsted.
Hvorfor stillede du op til Hovedbestyrelsen?
Jeg kan ikke arbejde som pædagog uden at være fagpolitisk. Det er et af de mest politiske job, der findes. Jeg har været politisk aktiv hele mit liv, men ikke så meget i de sidste otte år, hvor jeg synes, at jeg har manglet et politisk hjemsted. Siden jeg kom ind i LFS, har jeg fået en god støtte som tillidsrepræsentant og mødt en tydelig profil, der adskiller sig fra andre i fagbevægelsen. Det er en aktiv holdning til det socialpolitiske og til den pædagogiske praksis, som jeg kan bruge til noget, og som gør, at LFS er blevet mit politiske ståsted. Her kan jeg udfolde mig politisk i forhold til de områder, jeg brænder for, uden at skulle stå på mål for ’partipolitiske’ holdninger, som jeg måske ikke er enig i indenfor andre områder. Her er højt til loftet. Man kan ytre sig. Derfor ville jeg gerne være med i både Almenbestyrelsen og Hovedbestyrelsen.
Hvordan synes du, at det har været?
Jeg kom herop uden de store forventninger og kom meget for at lytte og aflure de politiske processer. Jeg synes, at det har været spændende, at alle områderne sad sammen i grupperne – også sammen med lederne – og diskuterede MED-aftale og Tillidsdagsorden. Til at begynde med var det i min gruppe lidt anspændt, men det løsnede op i løbet af dagen. Bare det at vi er her sammen og kan afstemme forventningerne er kæmpestort for mig.