Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Dagplejernes hjemmesider overrasker positivt
Synlighed. Forventningen var det modsatte, men en undersøgelse af de kommunale dagplejers hjemmesider viser, at siderne slet ikke er så dårlige. Men der er plads til forbedringer, lyder det fra dagplejeområdeformand Majbritt Kronbøl.
Tekst: Jon Arskog
Kigger man på udviklingen på dagplejeområdet, er det tydeligt, at det kniber med at få forældrene til at vælge dagplejen. Dagplejen er i tilbagegang – og det på trods af, at forskere konkluderer, at dagplejen har bevist sit værd igennem 50 år og er et godt pædagogisk tilbud, og at forældre, der har deres børn i dagpleje, ifølge tilfredsundersøgelser, er begejstrede.
”Hvordan kan det så være, at kendskabet til dagplejen, som mange steder i år fylder 50 år, er så lavt,” har Majbritt Kronbøl, der formand for dagplejeområdet i LFS, spurgt sig selv.
”Der er helt åbenlyst problemer med synligheden derude. Alt for få vælger dagplejen – alt for mange forældre kender ikke til dagplejen som mulighed. Det er noget vi har snakket om i et stykke tid, og nu tænkte jeg bare, at vi må se om vi kan gøre noget ved det,” fortæller Majbritt Kronbøl, der havde en fornemmelse af, at kommunerne ikke prioriterede at synliggøre tilbuddet på deres hjemmesider.
”Jeg spekulerede på, om det kunne være fordi, at kommunernes hjemmesider er for dårlige til at kommunikere, hvad dagplejen er og derfor satte jeg mig for at undersøge alle 18 kommuners hjemmesider. Men der må jeg bare sige, at jeg blev positivt overrasket,” siger hun.
”I det store hele er hjemmesiderne gode og informative. Størstedelen er rimelig nemme at finde frem til via den enkelte kommunes forside og siderne er rimelig informative, men der skal altså ’klikkes’ nogle gange for at nå frem til siderne,” fortæller hun.
”De fleste indeholder billeder, og de er altså lidt mere spændende at se på, end dem der kun er skrift. Seks ud af 18 kommuner har Infoba eller andre former for Børne-Intra. Disse sider er superflotte med masser af information og billeder,” konstaterer hun.
Karakterer til hjemmesider
Som en del af hendes undersøgelse har hun opstillet et skema, hvor hun har givet hjemmesiderne karakterer fra 1 til 10 – med 10 som det bedste – for deres tilgængelighed og indhold. Af den fremgår det, at der ud af de 18 kommuners dagplejehjemmesider kun er tre der falder helt igennem og en der er på kanten. Resten er meget godt med, konstaterer hun.
De to hjemmesider, der får de dårligste karakterer er Brøndby og Lyngby-Taarbæk kommuners. De får henholdsvis 2 og 4, mens Dragør scorer et 5-tal og Høje-Taastrup får en 6’er.
”Brøndby kommunes dagplejehjemmeside er meget ulogisk at finde frem til, og den er mildt sagt kedelig. Til gengæld har de et ’bykort’ på siden, dog kun over hvor dagplejekontoret ligger. Det synes jeg godt, at de kunne gøre bedre.”
”På Lyngby-Taarbæk Kommunes side, er der en meget kort beskrivelse af dagplejen, hvorefter der henvises til dagplejens hjemmeside, som dog ikke dukker op, når man ’klikker’ på linket. ’Klikker’ man derimod på den private dagpleje, kommer der flere flotte profiler af private dagplejere op. Det synes jeg jo er lidt ærgerligt, når vi ved, at de kommunale dagplejere i bund og grund har bedre profiler i kraft af pædagogisk uddannelse og fokus på f.eks. økologi, sundhed, bevægelse, leg og læring,” siger hun.
Ser hun bort fra de fire, så er hun positivt overrasket. Tre får et 9-tal, to får 8 og syv får et 7-tal. Kendetegnende for dem er, ifølge Majbritt Kronbøl, at de gerne må skrue op for billeder, der kan vise, hvem og hvad dagplejen er for et tilbud.
I toppen ligger Herlev og Vallensbæks hjemmesider.
”De er gode. Herlev har Infoba og Vallensbæk har Børne-Intra. De har begge masser af billeder, der viser hvad dagplejen er og de er meget informative. Derfor har de hver især fået et 10-tal,” siger hun.
Men hvad er det så?
”Når hjemmesiderne er så gode, som de for langt størstepartens vedkommende viser sig at være, så jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er flere der vælger dagplejen,” siger hun.
”Måske vi skal have flere profiler, der kan konkurrere med de private dagplejere, som i højere grad ’sælger’ sig selv. Som man f.eks. ser det på Lyngby-Taarbæks hjemmeside, hvor der, når man ’klikker’ på den private dagpleje, popper sider op med forklaringer på hvem de er og hvad de kan tilbyde. Det sker ikke i den kommunale dagpleje,” siger Majbritt Kronbøl.
Hun vil nu på baggrund af hendes undersøgelse og i samarbejde med dagplejeområdebestyrelsen skrive til dagplejekontorerne og gøre opmærksom på de mangler ved hjemmesiderne, som hun er kommet frem til.
”Men vi skal også gribe i egen barm og spekulere over, hvorfor vi ikke er mere kendte blandt forældrene,” siger hun og erkender, at dagplejerne og LFS selv må markedsføre sig selv mere.
Af samme grund arbejder dagplejeområdets bestyrelse for tiden med muligheden for at gennemføre et videoprojekt, som gennem små videospots til Facebook og på hjemmesider skal oplyse om dagplejens kvaliteter.
”Det håber vi meget kan blive til noget. En anden mulighed er, at forældrebestyrelserne havde en Facebook-side, hvor de kunne dele deres oplevelser med dagplejen i deres område og hvor dagplejens kvaliteter i det hele taget kunne italesættes mere,” siger hun. •
Kommune |
Karakter |
Kommentar |
|
Albertslund | 7 | Overskuelig side, som det tog syv ‘klik’ at finde. | |
Ballerup | 7 | Fin overskuelig og informativ side med Børne-Intra. Tog seks ‘klik’ at finde. | |
Brøndby | 2 | Overordnet side for alle dagtilbud, som det tog seks ‘klik’ at finde. Den har et bykort, der dog kun viser, hvor dagplejekontoret er. | |
Dragør | 5 | Ekstremt lidt info. Kommer ind på siden efter fem ’klik’ | |
Frederiksberg | 8 | Meget informativ side med Infoba. Det tager fire til fem ‘klik’ at komme ind på siden. | |
Furesø | 8 | Flot side med masser af info og Infoba. Fem ‘klik’ og man er inde på siden. | |
Gentofte | 7 | Meget informativ side. Det tager fem ‘klik’ at komme ind | |
Gladsaxe | 7 | Flot side. Kommunens startside er dog forvirrende. | |
Glostrup | 7 | Lidt kedelig og lang side. Tager fem ‘klik’ at komme dertil. Et ‘klik’ mere giver adgang til en infofolder. | |
Hvidovre | 9 | Rigtig fin, enkel og informativ side. Seks-syv ‘klik’ og man er inde. | |
Herlev | 10 | Bedste side. God info og masser af billeder. Infoba. Fire ‘klik’ giver adgang. | |
Høje-Taastrup | 6 | Lidt kedelig side, som dog har et par små film. Koster seks ‘klik’ med fingeren. | |
Ishøj | 7 | Når man først har gennemskuet startsiden, kommer man ind på en flot hjemmeside med meget fin info. Det tager seks ’klik’. | |
København | 9 | Super flot hjemmeside, som bl.a. har små filmklip. Der ligger endda nyhedsbreve til dagplejerne tilgængelige, så alle kan følge med i udviklingen. Fem ’klik’. | |
Lyngby-Taarbæk | 4 | Svært at navigere på kommunens hjemmeside i det hele taget. Fem ’klik’ og man kan læse om dagplejen. Der er link til dagplejens ’egen’ hjemmeside, men linket er i stykker. | |
Rødovre | 9 | Meget fin information på hjemmesiden. De har også et velfungerende Børne-Intra for forældre. Seks ’klik’, tager det at finde frem til dagplejen. | |
Tårnby | 7 | Vejen ind er kort. Kun tre ’klik’. Infoen er fin nok, men siden er kedelig. Det er bare en lang tekst uden billeder. Det gælder i øvrigt også deres andre ’institutioners’ hjemmesider. | |
Vallensbæk | 10 | Super fin information - bl.a. er alle deres personale-politikker listet. Der findes et meget fint Børne-Intra til forældre. Kun tre ’klik’ før man er inde på dagplejen. |
Noter:
Point fra 1-10 hvor 10 er bedst.
Alle hjemmesider er gennemgået af Majbritt Kronbøl i januar 2015. Indgang via kommunens hjemmeside. Antal ’museklik’ er fra kommunens forside.