Sundbygård

Af Elisabeth Lockert Lange

Den daglige kontakt

Et stort engagement, stor faglighed og høj etik. Det er normen hos medarbejderne på Sundbygård. Derfor har kritikken af bocentret ramt dem hårdt.

Engagementet lyser ud af dem, mens de fortæller om deres arbejde med de sindslidende beboere. Hvordan de hele tiden observerer beboerne for at kunne se, hvordan de har det, hvad de kan gøre for dem, hvordan de tager kontakt og tilbyder aktiviteter, nærhed og omsorg, og hvordan de på alle måder følger beboernes ønsker så langt det overhovedet er muligt.

"De" er Bettina Lorentzen, pædagog og tillidsrepræsentant for pædagogerne og Tina Knak fællestillidsrepræsentant for social- og sundhedsassistenterne. Stedet er Sundbygård på Amager. Et psykiatrisk bocenter som i sommerens løb har været genstand for en del kritik, dels i den landsdækkende presse, dels og især i Amagerbladet. Det hele begynder med alvorlige anklager fra en pårørende, anklager om dødsfald, overmedicinering, uhumske værelser og andre uværdige vilkår.

Ukorrekte tal flyver gennem spalterne, alt sammen beskrevet med de stærke følelser, som de pårørende forståeligt nok har. Sundbygårds centerchef tager til genmæle i Amagerbladet og tilbageviser bl.a. rygtet om de mange dødsfald med korrekte tal og fakta, som dokumenterer at der på ingen måde er (for) mange dødsfald eller selvmord. Det får historien til at dø ud i de fleste medier. Og heldigvis og retfærdigvis skal det siges at der også har været andre pårørende, som har været ude og støtte medarbejderne og fremhævet deres arbejdsindsats og menneskelige omtanke.

Men tilbage står medarbejderne alligevel. De føler sig ganske enkelt gået for nær af en uretfærdig kritik af deres arbejde. Den kritik vil de ikke sidde overhørig. De ansatte mener nemlig tværtimod at de i meget høj grad kan være deres arbejde bekendt.

"Vi oplever vores arbejde med de 200 beboere her som meget positivt. Vi oplever at vi har en god og udviklingsorienteret arbejdsplads, og at vi har et rigtig godt samarbejde med beboernes pårørende. Derfor bliver vi kede af at læse at vi misrøgter beboerne. Det gør vi absolut ikke. Vi giver både kærlig omsorg og udfordringer. Vi arbejder jo hele tiden i det dilemma, der handler om omsorgspligt og omsorgssvigt. Mange pårørende ville måske gerne have at vi greb mere ind i deres familiers liv, men der er jo tale om voksne mennesker, som ikke er umyndiggjorte. Og som bliver kede af at læse at de bor uhumsk. Langt de fleste er nemlig glade for at bo her!"", understreger Bettina Lorentzen, som har arbejdet på Sundbygård lidt over et år.

Ret kritikken mod politikerne

Groft sagt kritiserer den vrede pårørende stort set alt ved de sindslidende beboeres vilkår på Sundbygård. Det er for dyrt, og der er for små værelser uden bad og toilet. Hvis beboerne ikke dør af overmedicinering, tager de livet af sig. Der er for få ressourcer, for få kvalificerede personer til beboerne, som overlades til sig selv og deres pillemisbrug i et "uhumsk hul af et værelse".

Så man kan roligt sige at der skydes med spredehagl, og derfor rammer kritikken også alt og alle. De to tillidsrepræsentanter peger netop på at det hele blandes sammen i en samlet kritik. De efterlyser at den pårørende rettede sin kritik af bl.a. de små værelser uden toilet og bad til de rette instanser, og det vil sige politikerne.

"Vi ser gerne at denne type kritik løftes op på et politisk plan og diskuteres der. Det er jo alligevel kun politikerne, der kan gøre noget ved det. De små værelser er et arbejdsvilkår for os som arbejder her, og vi er da enige i at en renovation af stedet med større værelser med bad og toilet ville være godt. Men for små forhold gælder jo ikke kun for Sundbygård men hele det psykiatriske område. Budgetterne og ressourcerne er jo politisk besluttet, og selvfølgelig kan vi gøre mere, hvis vi er flere", siger de to tillidsrepræsentanter.

De fortæller at der i øvrigt også er beboere som bedst kan lide det lille værelse. For når et større værelse bliver ledigt, tilbyder de det selvfølgelig til beboerne, men mange af dem vil slet ikke flytte til noget større. "Man skal huske at de sindslidende beboeres grænser og ønsker ikke nødvendigvis er fuldstændig identiske med vores. Vi oplever også at nogle beboere til tider ikke vil tage imod tilbud om rengøring og et bad fx, og vi kan ikke tvinge dem. Vi skal på den ene side tage hensyn til lovgivningen om selvbestemmelse og på den anden side er vi underlagt lovgivningen om omsorgspligt", uddyber Bettina Lorentzen og tilføjer:

"Vores opgave som kontaktperson er at støtte op om beboerne, men hvis de afviser at tage et bad, så kan de det. Vi kan ikke overskride deres grænser, men vi overlader dem bestemt heller ikke til sig selv. Vi oplever tit at de pårørende ikke forstår at vi ikke kan og må gribe mere ind end vi gør. Måske burde de pårørende have mere information og undervisning om lovgivningen på området. Vi forstår jo godt at de føler sig magtesløses, men det er bare ikke ok at rette kritikken mod os, når den hører hjemme hos politikerne."

Omsorgsarbejde

Sundbygård arbejder ud fra en tværfaglig tankegang. Ud over pædagoger og sosuassistenter er der ergoterapeuter, sygeplejersker, læge, psykiater osv. Det oplever de to tillidsrepræsentanter som en stor styrke, fordi hvert menneske og problem bliver set ud fra en meget bred faglig vinkel. "Vi lader aldrig beboerne i stikken, tværtimod er vi her hele tiden. Og hvad den ene ikke ser, ser den anden. Vi har et stort overblik over beboerne, bl.a. fordi vi er tæt på værelserne. Hvis beboerne havde været i egen bolig, havde det været langt sværere", fortæller Tina Knak. Hun har været ansat på Sundbygård i syv år. Bettina Lorentzen supplerer: "Vi forsøger altid at få beboerne med i aktiviteter og andre tilbud. Og det lykkes som regel også. Men vi respekterer også hvis de siger nej. Vores opgave er at yde omsorg til dem, give dem plads og rum, se på dem hvordan de har det og gå ind derfra uden at overskride deres grænser." Den relativt nye måde at arbejde på med udstrakt grad af selvbestemmelse og medindflydelse for brugerne stiller høje krav til medarbejderne og sætter dem ofte i situationer, hvor de oplever tvivl og dilemmaer. Det kræver faglig sparring, som de giver hinanden, og det kræver forskellige slags faglig opkvalificering.

"Vi synes vi har et højt fagligt og etisk niveau og at vi får mange muligheder for kurser og opkvalificering. Det vil vi altså godt fortælle mulige ansøgere til stillinger og praktikpladser her på Sundbygård, at de skal ikke lade sig skræmme væk af den medieomtale, der har været. Sådan er vores virkelighed slet ikke. Tværtimod har Sundbygård altid haft ry for at være et sted, hvor udvikling sættes højt. Der sker jo hele tiden noget nyt i psykiatrien", siger Tina Knak.

Blandt frivillige og obligatoriske kurser er viden om medicin, konflikthåndtering, vold og afværge, levnedsmiddelhygiejne, uddannelse uddannelse for kontaktpersoner, foruden en række temakurser som tager afsæt i hvad der rører sig i psykiatrien bl.a. recovery. Medicineringen er lægens beslutning. Men de tager ansvar, for som de siger, så observerer de jo hele tiden beboerne, også med det i tankerne, om de får for lidt, for meget eller forkert medicin. Og rapporterer det videre.

Stort engagement

At en del af beboerne har et misbrug erkender de blankt. Mennesker med psykiske lidelser har ofte brug for mange stimulanser, fra mange cigaretter til mange øl. "Spørgsmålet er jo om det er ulovlige stoffer de tager, eller om det er fx øl. Vi kan ikke forbyde folk at drikke otte øl i deres eget hjem – det er ikke forbudt. Men selvfølgelig er det en del af vores arbejde at motivere beboerne til at lægge et misbrug fra sig og vi støtter helt op om dem, hvis de beslutter det. Faktisk arbejder vi via de sociale handleplaner intensivt på at få folk ud af misbrug, men det er altså deres eget valg, om de alligevel vil have en øl", understreger Bettina Lorentzen. Og tilføjer med eftertryk:

"Men vi overlader aldrig nogen beboere til sig selv, vi har daglig kontakt med alle, mange gange. Vi tilbyder dem mad og drikke, forsøger at lokke dem op i stuen til de andre, hører om hvad de gerne vil foretage sig, fx se tv eller spille spil osv. Og det gælder også de beboere, som næsten aldrig vil ud af deres værelse." Der er mange tilbud, for sådan prioriterer de det. Fx har beboerne en fast maddag, hvor den beboer bestemmer dagen, og hvor de laver maden sammen. På den måde får alle beboere deres livretter. Hvis en beboer ønsker en udfordring fx at tage en tur i bus, så er det det de gør. De arbejder med beboerjobs, som giver beboerne mulighed for at komme rundt i huset, passe et arbejde, møde til tiden og få kontakter. Det kan være opgaver som at vande blomster, passe café, være vicevært, passe akvarie. Jobs som netop den person har særlig interesse for og kan magte. Og som samtidig udgør en udfordring.

"En beboer har i nogle år haft cykelværksted her. Han lapper cykler og ordner en masse ting – for betaling selvfølgelig. Det er bare så fedt, og hans færdigheder på området bliver hele tiden større", siger Tina Knak med begejstring. "Måske kan sådanne jobs føre til et skånejob på et tidspunkt og måske i sidste ende til et job på almindelige vilkår. Kort sagt, så støtter vi op ombeboerne alt hvad vi kan. Vores tanker og udvikling bliver også deres udvikling", supplerer Bettina Lorentzen. Begge skal fx på ferie med beboere som har ønsket det. Et arbejde i døgndrift som de får almindelig løn for. Det er et arbejdsvilkår, som de accepterer på grund af deres store engagement i de mennesker, de har mellem hænderne.

"Hele vores arbejde bunder i at give nærhed og omsorg. Og det stiler mod at beboerne får så stor glæde og selvstændighed i deres liv som muligt. At de uanset deres diagnose kan lære at håndtere det, så de får et liv så tæt på det normale som muligt." Så masser af fokus på psykiatrien og hvordan den kan blive bedre….. Ja tak. På det rigtige plan, i dette tilfælde det politiske. For selvfølgelig kan man gøre det bedre, hvis man har flere ressourcer. Og selvfølgelig vil det være en fordel med mere tidssvarende botilbud med bad og toilet. "Men husk lige at de små forhold samtidig betyder at beboerne oplever en tryghed ved at vi er så tæt på de kan genkende hvem af os der går ude på gangen."