Vær åben over for eksperimenter

Af Tine Sejbæk

Kønsidentitet

Det er stadig mest tilladt for piger at overskride deres køns grænser. Men det er vigtigt at give drenge og piger lige muligheder for at eksperimentere med deres køn i de vigtige børnehaveår, mener professor fra RUC, Jan Kampmann.

Hvordan reagerer du, hvis en dreng kommer i børnehave iført kjole? Eller hvis en pige afviser den traditionelle pigeverden og jævnligt møder op i Spiderman kostume? Er begge dele helt ok i dine øjne?

Børn udvikler deres kønsidentitet i de vigtige børnehaveår. Og professor i barndomssociologi, Jan Kampmann, mener, at det handler om at give børn lige muligheder, så både piger og drenge kan afprøve, hvad køn er.

"Det handler om: Tilbyder vi børn så bredt et repertoire som muligt? Skaber vi en hverdag, så de får lov til at afprøve hele spekteret af at være drenge og piger? Gør vi det muligt for drenge at gå tylskørt og for piger at lege i en muddergrøft? I stedet for at sige "drenge er sådan og sådan, og piger er sådan og sådan."

Når man skal understøtte børn i deres udvikling af kønsidentitet, skal man bakke op om deres egne søgeprocesser, mener Jan Kampmann. Fra to-fem års alderen er børn meget optagede af, hvad køn er. Og det skal man støtte dem i, næsten ligegyldigt hvor ekstreme de er. Dvs bakke op om drenge, der afprøver det meget pigede som kjoler og neglelak, og piger, der afprøver det meget drengede. Sådan at man ikke reagerer med at synes, at "det var da mærkeligt eller interessant."

Men man skal ikke kun være anerkendende på det individuelle plan. Det handler også om at indrette institutionens rum, så man både inviterer til stille aktiviteter og intime lege i krogen. Men også tænker på, at der skal være rum til de lidt vildere, kropslige udfoldelser. Så de voksne ikke – hvis nogen leger lidt vildere – straks siger "hold nu op", eller "vi troede, vi havde en aftale". Rummene skal åbne for forskellige handletyper. Derudover er det en god idé som voksen at tænke over: formidler jeg ubevidst faste kønsstereotyper til børnene? At man reflekterer over sin egen måde at forvalte køn på – også i forhold til arbejdsdelingen i personalegruppen, siger Jan Kampmann og uddyber:

"I en periode var der i mange institutioner en tendens til at synes, at det var synd for de vilde drenge. Derfor ville man have nogle mandlige pædaggoger, der kunne støtte op om dem. Jeg synes, at det fastlåste børn og voksne i nogle stereotyper á la "Drenge er pr. natur vilde, og de lider under for mange kvindelige pædagoger. Derfor skal vi ud og have fat i nogle tarzan-like pædagoger, som støtter dem i at være de vilde drenge, de jo er". Det er efter min mening en enormt rigid og tilbagestående måde at betragte køn på. Hvor de kvindelige pædagoger er til for pigerne. Og hvor man, sat på spidsen, finder nogle vilde, mandlige pædagogmedhjælpere – de er sjældent pædagoger – som er lidt barnlige, umodne og primitive. Så de kan vise drengene, hvad det vil sige at være dreng."

"Jeg har absolut intet imod mandlige pædagoger eller medhjælpere, men det er godt som voksne at se på: hvordan repræsenterer vi køn, så vi kan bidrage til, at børn får et mindre stereotypt billede af, hvad køn er? Så nogle af de mandlige ansatte også er optaget af pigerne og omvendt kvinder af drengene. Så man arbejder bevidst med, at man som voksne repræsenterer en flora af forskellige måder at forvalte sit køn på."

Tilladt for piger – tabu for drenge

Jan Kampmann er ikke i tvivl om, at vi reagerer meget forskelligt på drenge og piger, der overskrider de normale forventninger til deres køn. Det kan faktisk være prestigefyldt at være forældre til en pige, der er "sej" og ikke gider den traditionelle pigeverden. Mens det er knap så "in" at have en søn, der går pigerne i bedene.

"Det ligger helt klart i børnehavekulturen, både hos pædagoger og forældre, at der er en langt større elastik til pigerne. Det er mit indtryk, at reaktionen vil være rimeligt afslappet over for en "drengepige", der altid er med på de voldsomme lege. Hendes lyst vil blive taget seriøst. Man vil tænke, at "det skal der være plads til". Mens drenge, der går i kjole og neglelak, nærmest bliver mødt af et smil. Det bliver anset for lidt pudsigt – mere end det bliver taget seriøst. Man griner ikke direkte af det. Men det er lige før. Når drenge bliver ved med at gå i kjole, møder de ingen anerkendelse. Mens en lille pige, der klatrer i træer, får at vide, at "du er vel nok stor og stærk". Man siger derimod ikke "du er vel nok en yndig lille dreng" til en dreng i kjole."

Jan Kampmann har i forbindelse med sit arbejde jævnligt besøgt forskellige daginstitutioner i de sidste 20-25 år. Og han har ikke en eneste gang oplevet, at pædagoger var bekymrede for en piges kønsidentitet – eller at man talte om at drage en psykolog ind på grund af det. Men han har ganske ofte oplevet, at man ville inddrage en psykolog i forhold til drenge, der var feminine.

"Jeg er ikke i tvivl om, at forskellen handler om, at det mandlige tilsyneladende stadig har højere samfundsmæssig status. Det er måske en afspejling af det hierarki, vi kan se i samfundet, hvor det stadig er mænd, der sidder på en overvældende stor del af de ledende poster. Så når piger er lidt drengede, er der næsten tale om en opgradering. Hvis drenge insisterer på at gå i kjole, er det en nedgradering, et tab af position. Samtidig med, at det er lidt latterligt.

Derfor reagerer man meget voldsommere på drenge." At piger har friere tøjler, handler bl.a. om kvindernes frigørelse i 1970´erne, hvor kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, blev selvstændige og fik karriere samtidig med, at de stadig tog sig af det huslige og omsorgen.

"Piger fik inden for en kort årrække foræret nogle billeder af, hvor mangeartet dét at være pige og kvinde kunne være. Og undersøgelser viser også, at piger har en meget bredere måde at forvalte deres køn på. De kan både have slyngveninder og være vældigt intime OG indgå i konkurrencer med drengene. De bevæger sig inden for et langt mere fleksibelt landskab."

Piger har – både i bogstavelig og overført forstand – adgang til hele paletten. Piger i en børnehave kan f.eks. være iført alle farver, både sort, mørkeblåt, pink, gult, rødt og lyserødt. Kigger man ud over en flok drenge i tre-seks års alderen, vil de fleste være iført beige, mørkeblå, sorte, brunlige, ofte grumsede farver. En ganske lille farveskala er tilladt.

Men Jan Kampmann mener, at også drengene er på vej. Og at det i fremtiden vil blive legalt at være dreng på flere forskellige måder. Danske mænd er nemlig i gang med at udvide repertoiret og få flere farver på livets palet.

"Vi har set nogle ryk i de senere år, hvor nybagte fædre prioriterer deres børn meget mere. Så drenge kan nu også begynde at se fædre, der indeholder noget forskelligt; som både kan råbe, når de ser fodboldkamp, og i det næste øjeblik være ømme i varetagelsen af omsorgen."

Grund til bekymring?

Men er der ikke et tidspunkt, hvor man skal være bekymret, hvis en pige eller dreng forbliver optaget af det andet køns verden? Er det ok, at en pige helt forkaster pigeverdenen, og en 6-årig dreng fortsætter med at gå i kjole?

Overordnet mener Jan Kampmann først, at man skal blive bekymret, hvis man fornemmer, at det er et problem for barnet selv. F.eks. når barnet får reaktioner, der gør, at det forsøger at skjule sin interesse. Reaktioner som "Vil du ikke hellere lege med en fodbold eller have bukser på?" Det bliver negativt for barnet, når det ikke får respekt og anerkendelse.

"Jeg synes grundlæggende, at det er en enormt svær problemstilling. Så jeg forstår godt, at den kan være svær for pædagoger at håndtere. For hvornår er der grund til bekymring for et barn? På den ene side er det sådan, at så længe man oplever, at det er noget, barnet prøver af, at barnet har det godt med det, og at de andre børn kan rumme det – så skal man støtte barnet i at prøve det andet køns område af. Men hvis man som pædagog oplever, at der kommer noget tvangspræget over det, barnet gør, kan man overveje, hvad det handler om. Og om barnet har det godt. Eller om det er fastholdt i en begrænset udfoldelsesmulighed."

I første omgang kan man tage det op med forældrene i en åben diskussion. Gør barnet det, fordi det er sjovt og udfordrende, eller oplever barnet det selv som en spændetrøje? Hvis det sidste er tilfældet, kan det være en god idé at kontakte en psykolog. Men Jan Kampmann ser også et andet niveau, og her bliver det, som han siger, rigtig kompliceret.

"Hvad er det egentlig, at vi som voksne kan rumme og ikke kan rumme? For når en dreng er meget optaget af pigeuniverset og har en pige som bedste ven, KAN det måske være et udtryk for, at han har en spirende orientering mod at blive homoseksuel. Og dér er vi generelt på dybt vand. For hvordan har vi det med det? Er vi så frisindede, at vi bare tænker "Det er da fint". Eller tænker vi inderst inde "Gud, hvad skal vi gøre, så han undgår at blive bøsse??!" Så er vi ude og pille ved noget, der er virkelig svært at håndtere. Mig bekendt er det ganske uafklaret, hvordan man bliver bøsse eller lesbisk. Det vil sige om den seksuelle orientering er et åbent felt, om vi er født med den, eller om man kan påvirke den. Vi er ude i et sort hul af uvidenhed og er som pædagoger og forældre erfaringsløse.Kan og bør man gøre noget for at lempe en dreng ud af hans prinsesseleg? Skal man som far slæbe sin søn til fodbold i håb om, at han glemmer dukkerne og dermed presse ham til noget, han ikke interesserer sig for? Det har jeg ikke noget svar på."

"Jeg mener dog, at vi, både som forældre og pædagoger, skal lytte til børnene selv og støtte dem i det, de er optaget af. Så længe vi ikke ved, om det er bedre at undertrykke det, børn selv afprøver, synes jeg, at vi skal være så ordentlige mennesker, at ligegyldigt hvad barnet afprøver, skal vi forsøge at skabe et "rum", så det ikke bliver tabubelagt."

At åbne nye landskaber

Jan Kampmann mener som sagt, at det som voksen er vigtigt at mærke på, om barnet selv oplever sin adfærd som et problem. En anden ting er så, at man godt kan lede barnet på sporet af andre interesser – på en positiv måde. "Hvis man mærker, at barnet er låst fast i en adfærd som prinsessedrengen eller drengepigen, kan man gelejde det i andre retninger. Men man skal gøre det uden at tabuisere. På en måde, så det af barnet bliver oplevet som en positiv invitation til at prøve nye boldbaner", siger Jan Kampmann.

Hos nogle børn kan adfærden hænge sammen med deres position i børnegruppen. Hvis en dreng f.eks. i en periode leger meget med tre piger, bliver han måske fanget ind af deres legeunivers.

"Det er der ikke noget besynderligt i. Men man kan godt støtte ham i, at han også kan være sammen med drengene om nogle ting. Man kan generelt godt sige "Har du ikke mere lyst til....?" Men så skal det også være fair nok, hvis barnet siger nej."

Dét at gelejde i nye retninger bør også gøre sig gældende, hvis børn er fastlåste på andre måder – f.eks. drenge, der er meget fastlåste i de rigide drengelege. De skal også vises, hvordan de kan lege på andre måder. Men kan det i praksis lade sig gøre at give de to køn lige muligheder for at eksperimentere? Det er muligvis tilladt for en pige at være mindre piget – men bliver drengene ikke drillet, hvis de går i kjoler i børnehaven?

"Hvis et barn udsættes for drilleri, f.eks. for at gå i "pigefarver", er det noget, de voksne kan tage fat i og bidrage til at opløse rigiditeterne. Man skal som voksne støtte de børn, der afprøver grænser. Og vise dem, at det er legitimt, selv om de støder på nogle knubs. Man skal aktivt signalere anerkendelse og skabe et kulturelt klima, hvor det er legitimt at være dem, der afprøver og er lidt skæve. I stedet for at være de drenge, der er meget rigide i deres drengelege. Men det kræver mod fra de voksnes side. Bl.a. fordi de afprøvende" børn kan bryde med de forventninger, man har til piger og drenge."

Men er og skal der ikke være forskel på drenge og piger? Og er det ikke netop også pædagogers opgave at vise børn, hvad en dreng og en pige er? Eller er der bare frit valg på alle hylder, når børn skal vælge kønsidentitet og dens udtryk?

"Det er fint at guide dem i de landskaber, de skal færdes i. Men den guidning må vel, i år 2005 og fremover, bestå i, at dét at være dreng er en mangesidet og ikke på forhånd definérbar størrelse. Ligesom det at være pige er det. De mere generelle guidninger kunne man med god samvittighed gennemføre for 15 og 20 år siden. Men de holder ikke vand mere. Køn er blevet en på forhånd ikke definérbar størrelse i voksensamfundet. Rammerne er udvidet ganske, ganske betragteligt. Og det er dét landskab, et åbent landskab, hvor det er legalt at vælge mange forskellige positioner, man skal lære børn at gebærde sig i."