Dagens klub:

Af Elisabeth Lockert Lange

Politik versus virkelighed

Pædagogisk vurdering eller økonomisk alderstænkning? Det er en af problematikkerne på klubber, som oplever de skal afvise børn i et dagtilbud de har behov for, blot fordi de er fyldt 14 år. Andre problemer er mere eller mindre skjulte nedskæringer, nye og udvidede opgaver og ikke mindst for få voksne. Problemstillingerne på klubberne er med andre ord mange og meget varierede i de forskellige bydele. Vi har besøgt en klub i Indre By, som fortæller om hvordan deres virkelighed ser ud – netop nu.

Dronen er en meget livlig og farverig institution. Den indeholder et fritidshjem, en meget stor fritidsklub foruden juniorklub og ungdomsklub. Da vi besøger den om eftermiddagen er der masser af børn og unge i aktivitet og snak over alt, på værkstederne, ved billiardbordet, i caféen – og ungdomsklubben er endda slet ikke åbnet endnu. Den har jo kun aftenåbent. Trods de mange børn og unge er stemningen ikke kaotisk, den er derimod præget af liv og begejstring, koncentration og engagement. Kort sagt: der er ikke noget at sige til at børnene bliver glade af at træde ind i Dronens lokaler på det gamle kommunehospital.

Maria Rømer har ledet stedet siden 1992, og der har været adskillige forandringer i den tid. Dels udvidelser af både børnetal og lokaler. Dels de mange omstruktureringer, som Københavns Kommune som bekendt har en særlig svaghed for. Dels nedskæringer, åbenlyse såvel som mere skjulte. Sidst i rækken af strukturændringer er den såkaldte klubreform, som Maria Rømer vælger at kalde den nye klubstruktur og begrunder det med: "ordet reform signalerer forbedringer, alene, og det oplever jeg ikke her."

Derimod oplever hun at den nye klubstruktur frembyder problemfelter og faldgruber helt fra sin start.

"Da det aldersopdelte kontingent blev indført, var vi nogen der påpegede at det ville komme til at betyde noget normeringsmæssigt. Fra børnene er 10 og til de fylder 12 er der én takst, fra de er 12 til 14 er der en anden, og fra 14 år og op betaler de 50 kr. Eftersom begrebet "fritidsklubber" jo rummer børn/unge i alderen 10 – 14 og denne aldersgruppe, i de fleste klubber, bruger samme lokaler, har haft samme åbningstid m.m. undrede det os, hvorfor politikerne pludselig mente, at de skulle betale mindre for samme ydelse. Det har vi fået svaret på med de nye normeringsmodeller. Her skiller man nemlig gruppen fra 12 år ud og kalder dem juniorklub. Man har i samme forbindelse vurderet, at de børn ikke har brug for klubberne i samme omfang da de, når de bliver 12 år fx ikke får mulighed for at bruge den udvidede åbningstid, som klubberne ellers tilbyder i ferier og på fridage. I praksis forventes det derfor, at vi afviser børn som kommer med deres klassekammerater, fra den dag de fylder 12 år. Det er ikke håndterbart i praksis. Deres behov ændrer sig ikke fra den ene dag til den anden, ligesom de ikke ændrer sig fysisk", fremhæver hun og fortsætter:

"Skal vi sidde med lister og skille gruppen af børn ad når de kommer? "Tillykke Pia, du fylder jo 12 år i dag, så skal du huske at du skal komme senere i morgen"? I vores verden, klubbernes, er virkeligheden at børn/unge i juniorklubalderen har, om muligt, mere brug for klubben. Vi skal også tvangsudmelde dem, når de fylder 14 år, hvilket ikke tilgodeser deres behov for såvel kammeratskabsgrupperne, hjælp til lektielæsning, omsorg når livet er lidt svært, behovet for at følges med yngre klassekammerater m.m. Vi har mig bekendt, i de juniorklubber der er etableret, beskrevet et behov for dagklub helt op til 15 – 16 år. Jeg mener, at de pædagogiske vurderinger vi tidligere også brugte på fritidshjemmene, i 70’rne kunne man jo gå her til man blev 14 år, bør tænkes ind igen. Vi bør ikke svækassetænke i kontingenter som skarpt og automatisk udmelder børn bare på grund af deres alder. Det er ikke tidssvarende og hænger ikke sammen pædagogisk De fleste klubber vil nok også, af pædagogiske grunde, lade børnene komme ind på fridage alligevel, men det holder ikke. Det udhuler vores normeringer endnu engang og skjuler konsekvenserne, for en tid, for såvel forældre som politikere. Jeg mener derfor at vi som klubber må få is i maven og håndhæve reglerne til de bliver lavet om. Men jeg undrer mig over HVEM der har besluttet det, og på hvilket pædagogisk grundlag man har gjort det?"

Strukturer på tværs af virkeligheden

Omfordelingen i den nye struktur er med andre ord ikke god for juniorklubbørnene, vurderer Maria Rømer. "De har brug for et dagtilbud med pædagoger, også når de er 14 år. Det er jo en alder, hvor en del af dem har særlige problemer med skole, forældre og identitet. Det anerkendes ikke at der er brug for fritidstilbud med et tilhørsforhold for disse børn, som er på vej ind i voksenlivet. Det handler jo ikke kun om belastede unge, men også om sårbare unge, som kan være ensomme og føle at de falder igennem. Der har vi en vigtig rolle. 14 år er et helt forkert tidspunkt at skulle forlade juniorklubben. Og det er ikke kun her i Dronen vi oplever det sådan, vi hører det samme fra andre klubber."

Hun efterlyser større respekt for den pædagogiske viden og vurdering, en respekt som ville betyde at automatikken blev erstattet af en individuel vurdering foretaget af fagpersonale. "I vores arbejde vægter vi klassekammeratskabet, samtænkningen med klasserne og sammenhængen i pædagogikken, ganske som forvaltningen gør i ord. Og så er det fatalt at lave en struktur, som har sådanne huller, for netop i København kan de sårbare unge ryge ud i mange ting. Forvaltningen burde lade os vurdere det individuelt med vores pædagogiske ekspertise. Det optimale er at vi skulle kunne rumme dem til de er 18 år. Ja måske længere!" Katrine Majborn har været tillidsrepræsentant på Dronen i ca. to år. Hun undrer sig:

"Vi ser problemerne på gulvet, men det går alt sammen op kroner og ører. Det er som om forvaltningen tror at når børnene når en bestemt alder, så har de ikke længere brug for omsorg. De er fint med stor fokus på småbørnsfamilier, men disse unge har alts også behov for omsorg. Selvom vores unge er velfungerende, kommer de her hver dag. For dem er det et fristed, for i deres dagligdag mødes de af krav alle vegne fra. De har brug for voksne at tale med og de bruger os", siger hun og tilføjer, at i sommerferien var juniorbørnene de første, der stod foran døren om morgenen før de åbnede.

"Vi tænkte: du godeste, det er dem vi lige straks skal til at afvise. På samme måde står ungdomsklubbørnene og venter på at vi åbner om aftenen."

Forældrearbejde

Klubbernes største problem er at de mangler hænder, vurderer Maria Rømer. Eller rettere voksne til at lave relationsarbejde. Det kræver tid at være tilstede og være nærværende, at bemærke hvordan alle børnene har det, at være lydhør, lytte og støtte. "Vores budget er blevet udhulet gennem årene. Vi har fået flere opgaver og flere besparelser på samme tid. Hele det administrative felt er blevet betydeligt udvidet. Og helt galt administrativt går det, når vi både skal taste klubmedlemmer ind i vores system, fordi vi skal tage imod brugerbetaling til bl.a. frugt, men samtidig bliver trukket i budgettet, fordi et andet system tager sig af deres betaling. Det betyder at vi skal køre med to parallelle systemer, vi er blot endt med dobbeltarbejde og samtidig skåret i budgettet. Ligeledes skal vi, på trods af at vi selv tager os af betalingen for ungdomsklubmedlemmerne i vores eget system, også taste samtlige unge ind i systemet til kommunen, i stedet for, som tidligere, at meddele hvor mange medlemmer vi har pr. måned. Vi har beskrevet problemet for forvaltningen, som henviser til at det er en politisk beslutning. Det venter vi så på."

Forældrearbejdet er blevet udvidet, dels med bestyrelsesarbejde og øget brugerindflydelse. Dels med samtaler med forældrene. "Forældre nu har langt større forventninger til samarbejde og servicering. Det er fint med samarbejdet, men det kræver alt sammen voksenkontakt og tid. Og forældrearbejde er ikke børnetid, selvom nogen påstår det. Selvfølgelig er det til glæde for børnene i sidste ende, men den voksne er altså ikke tilstede hos børnene", fortæller Maria Rømer og tilføjer:

"Forældrene vil helst tale med os individuelt og om lige netop deres barn. Og forældre bruger ofte mange pædagogers tid på at tale om det samme problem for efterfølgende lige at slutte med at vende det med lederen. Jeg kan godt forstå at det er vigtigt for dem, hvordan deres barn har det, og at de har behov for sparring i forhold til deres rolle som forældre til teenagere. Men det er meget tidskrævende, og det anerkendes ikke, at de ofte tager ligeså meget tid som småbørnsforældre og at det er en vigtig investering i det forebyggende arbejde." Katrine Majborn supplerer: "Vi mærker det i hverdagen, som er klart mere stresset. Der skal meget lidt til at vælte læsset. Én på ferie og én syg, så mærker vi det på gulvet. Det er bare ikke tilfredsstillende i forhold til det pædagogiske arbejde. Man har dårlig samvittighed, hver gang man laver noget med kun fire børn – vel vidende at man burde tage sig af alle 30! Vi har dårlig samvittighed når vi melder os syge, og vi blive irriterede når andre gør det."

Besparelser
Et stort problemområde er og har altid været klubbernes manglende forberedelsestid, og de mærker det i stigende grad nu med flere og flere opgaver, bl.a. flere og flere møde- og samarbejdsfora. De er glade for dette udvidede samarbejde, fordi det skaber helhed og overblik i bydelen, men det tager tid, og tiden går fra børnene. Det gælder også alle de praktiske ting, der skal ordnes. Klubberne har fem tvungne dages ferielukning, og vikarordning eksisterer ikke i klubberne; hvis folk er syge må klubben lukke. Derimod har de nu fået indført vikar for barsler – i modsætning til tidligere. Men det er ikke smertefrit. En vikar gennem et par år påvirker institutionen, og det øgede pres der ligger på de øvrige ansatte, ofte i årevis i forbindelse med barsler, tilgodeses ikke.

"De står reelt med et større ansvar, en langt større arbejdsbyrde og er pressede i forhold til fremtidsplanlægning m.m. som jo langt fra er det samme med vikarer i op til flere år. Vi betaler jo også ferie og tillæg til såvel vikarer som den barslende, hvilket presser os økonomisk, det burde fagforeningerne se på", vurderer Maria Rømer og tilføjer: "De som er her fast presses hele tiden. Vi går ind for alle goderne, såsom den ekstra ferieuge, udvidet barselsorlov, omsorgsdage – men til alle ansatte, øget afspadsering for aftenarbejde m.m. Men så længe vi ikke får timer som sikrer at dette betales med flere ansatte, presser det os jo bare til at løbe hurtigere og gør det svækassetænke rere at fastholde det høje faglige niveau. Her ville jeg også gerne se fagforeningerne på banen." Så er der 2 pct. besparelsen, den berømte indkøbsordning, som ikke har sparet institutionerne for noget, men kun gjort det mere besværligt at købe ind, for ikke at tale om den manglende årlige prisfremskrivning. Både gårdsmandssystemet og rengøringen er decentraliseret ud på institutionerne – som en ekstra opgave. Der mangler med andre ord ikke eksempler på forringelser.

"Vi er også blevet skåret i administrationstimer. Ud fra en vision om at institutionerne bare kunne lægge administrationen sammen mellem sig – men det kunne ikke lade sig gøre. Men den forventede besparelse tog de fra budgettet. Vi er også blevet skåret i forbindelse med de nye budgetberegninger. Her har man vurderet, at vi forventes at have x antal børn i en given alder, som skal betale x antal kroner i kontingent. Man skelner altså, igen i dagklubben, imellem de 10 og 12 årige. Vi forventes en betaling i forhold til alder som på forhånd trækkes fra vores driftsbudget. Det kan altså blive dyrt, hvis vi pludselig har for mange børn, som er fyldt 12 år, eftersom formlen det beregnes fra er procentvis og udarbejdet generelt, ikke i forhold til den enkelte klubs medlemmer. En ting vi jo reelt ikke har indflydelse på, med mindre vi altså smider børnene ud i forhold til den formel, kontingentberegningen er lavet på fra økonomiafsnittet. Det er uforståeligt og dyrt. Men værst af alt, ikke lige til at beregne for os i klubberne". Katrine Majborn tilføjer: "Vi skal også følge med i en masse som er oppe i tiden, fx sund mad og motion. Alt sammen gode idéer men man glemmer, at det tager tid at vende børns dårlige spisevaner og indtagen af for meget slik m.m. Ligeledes glemmer man, at sådan tiltag koster penge – der aldrig følger med."

Spændt på fremtiden

Et andet stort irritationsmoment for klubberne er indskrivningen af børn. Den blev ændret for nogle år siden, sådan at børnene først kan komme på venteliste fra januar – med optag i april. "Det er for kort tid. Forældrene vil gerne have svar, og den korte tid gør det langt sværere for os at få overblik over det samlede antal børn i den enkelte bydel. Børnene er jo ikke brikker, som kan flyttes rundt til tomme pladser, det er bare ikke virkeligheden. Der kan være og er ofte stor forskel på kulturen i de enkelte klubber, vi kan ikke bare tænke i tomme pladser og adresser. Børnene vil følges med deres venner, og den sammenhæng man søger at skabe med bl.a. samtænkningen på fritidshjem bør tænkes videre til klubbørn. De har, om nogen, behov for at følges med deres kammerater og sikres sammenhæng i en alder, hvor man ofte føler at "hele verden er imod én". Hvis der ikke er plads sammen med vennerne kan de måske tvinges eller lokkes til at begynde i en anden klub, men det bliver kortvarigt. De går som regel ud efter kort tid og til hvad?", spørger Maria Rømer.

"Hvis der fx kommer en gruppe på fem børn som er tætte venner, og der ikke er plads, så æder vi jo kameler og siger "kom". Vi ved jo at vi ellers skal ud og opsøge dem, når det går galt. Men når der er så mange, så slider det også på os", mener Katrine Majborn. Ifølge systemet har de nye ti-årige første prioritet, men det betyder at klubben kan måtte afvise lidt større børn for at kunne reservere de pladser, og folk ringer allerede nu og vil gerne skrives op. Fra 1. oktober ville være en mere hensigtsmæssig dato, peger de på.

De oplever med andre ord begge at politikernes beslutninger bestemt ikke altid har hold i den virkelighed, som klubberne lever i. "Politikerne påvirkes ofte af en stemning. Overskrifter former i alt for høj grad vores politikere og dermed vores hverdag. Man flytter fokus fra basis, det forebyggende arbejde til det mere iøjnefaldende. Aldrig har vi fået så meget pædagogik udefra og lavet så meget administration på institutionerne. Det burde jo være omvendt, vi har den pædagogiske viden, så det bør være os, der udstikker pædagogikken. Pædagogik oppefra betyder at den bliver generel, og der er behov for forskellige ting, fordi forskellene i byen er så store. Det ved vi som arbejder her", siger Maria Rømer. "Politikere og forvaltning glemmer at der er klubber som gør et godt arbejde, og de pædagoger som er i klubben presser man bare mere og mere", siger Katrine Majborn.

Maria Rømer nikker: "Man høster ikke roser for at arbejde med de såkaldte velfungerende unge. Mange på området knækker da også." De ser begge frem til fremtidens børneforvaltning med en samling af institutionerne. "Vi glæder os til at området bliver samlet. Vi har savnet de andre, og det vil styrke os som fag at blive samlet" forventer de.