Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Sejr for den professionelle ret og pligt til at sige fra. Men hvad med børnene?
Af: Jan Hoby, næstformand, LFS
Pædagogmedhjælperen ”Anna” og LFS blev i slutningen af august endegyldigt frikendt af Højesteret i en injuriesag, der nu har løbet i fire år.
Forløbet, som er nærmere beskrevet i en artikel i dette nummer af LFS Nyt, har været en gyser for både ytringsfriheden og for pædagogiske medarbejderes særlige ret og pligt til at sige fra på børnenes vegne.
Anna sagde fra, da hun landede i en institution, hvor hun slet ikke kunne leve med den pædagogiske linje, og hvor hun oplevede, at den pædagogiske leder var uligevægtig og eksempelvis tvangsfodrede børnene. Anna gik til sin fagforening, og sammen klagede de til Københavns Kommune.
Børnehaven var privat og var del af ”Frie Børnehaver og Fritidshjem”, som valgte at lægge injuriesag an mod Anna og LFS. Det blev til tre retsinstanser, før det blev slået fast med syvtommersøm, at man som offentligt ansat har en særlig forpligtelse til at underrette kommunen, hvis man er bekymret for nogle børn – og det kan man ikke straffes for. Dommen fastslog også, at man ikke behøver at kunne bevise, at noget er galt, når man henvender sig. Det er nok, at man er bekymret.
Dommen er en sejr for ytringsfriheden, og den sender et stærkt signal om, at man som medarbejder er mere forpligtet over for de børn og de borgere, man har i sin varetægt, end man er over for sin arbejdsgiver. Det er i øvrigt gentagne gange blevet slået fast af Ombudsmanden: Offentligt ansatte har en vidtgående ytringsfrihed, som ikke kan begrænses af arbejdsgiveren.
Men dommen understreger også, at der er grænser for afvæbning af kritik. Fagbevægelsen, tillidsvalgte og offentligt ansatte skal i stedet for at kræve Whistleblowerordninger få fingeren ud og kræve, at arbejdsgiverne sikrer en åben, fordomsfri og demokratisk debat på alle offentlige arbejdspladser.
Så sejren er principiel. Som fagforening står vi dog tilbage med en lidt sur smag i munden. For vi har sort på hvidt fra retsdokumenterne, at der foregik uheldige ting i den børnehave. Eksempelvis indrømmer lederen under retssagen, at hun har været med til at sætte en dreng, der ikke ville have overtøj på, uden for i kulden midt om vinteren uden jakke og støvler. Det fremgår også af retsdokumenterne, at børnehaven faktisk ikke vil samarbejde de første måneder, da tilsynet dukker op på uanmeldt besøg efter klagen, og at tilsynet ikke ulejliger sig med at kontakte de forældre, der har klaget, eller at spørge ind til de situationer, som er årsagen til den oprindelige injuriesag. LFS Nyt har i forbindelse med den aktuelle artikel fået tilsendt Børne- og Ungeforvaltningens procedure i tilfælde af klager mod en privat institution. Det ser fornuftigt ud, men kan ikke have eksisteret dengang tilbage i 2012, hvor sagen begyndte. For det var i hvert fald ikke det, der skete. Og spørgsmålet, er hvorfor den pågældende leder og institution stadig er en del af Københavns dagtilbud?