Man må gerne sladre på børnenes vegne

En københavnsk pædagogmedhjælper blev slæbt helt til Højesteret for injurier, fordi hun sammen med LFS klagede til kommunen over en leder i en privat børnehave. Pædagogmedhjælperen blev frikendt i sidste instans. Men sagen rejser andre principielle spørgsmål end blot ytringsfrihed: Er det kommunale tilsyn godt nok, når det virkelig halter i en institution?

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Vi kalder hende Anna, for hun orker ikke mere offentlighed omkring sin person. Sagen har nemlig kørt siden 2012. Og det har været en belastning at være en af de centrale personer i en retssag, der har bevæget sig fra byretten over landsretten til Højesteret.

Det hele begynder, da Anna i 2010 bliver ansat i den private børnehave, som vi kan kalde Børnehuset. Hun finder hurtigt ud af, at hun ikke synes, det er et rart sted at være. Hun oplever, at der er dårlig stemning, og at medarbejderne er bange for lederen. Hvad værre er, at hun også oplever, at lederen opfører sig uforudsigeligt og underligt, og at hun anvender pædagogiske metoder over for børnene, som Anna slet ikke kan holde ud at se på. Anna synes også, at lederen forskelsbehandler personalet, og hun begynder i tiltagende grad at føle sig chikaneret.

Tvangsfodring og druk

Det hele kulminerer i foråret 2012, hvor Anna går ned med stress, og hvor hun har det så skidt, at hendes læge anmelder hendes tilstand som formodet arbejdsskade. Hun bliver efter en tid fyret på grund af sygefraværet. Hun kommer derfor i kontakt med LFS, og hun skriver et langt brev om, hvad hun har oplevet i Børnehuset.

Næstformand i LFS, Jan Hoby:

”De ting, der kom frem i brevet, var så graverende, at vi slet ikke var i tvivl om, at det skulle videre til kommunen. Vi har underretningspligt, og det, som hun beskrev, må ikke finde sted,” siger Jan Hoby.

Der bliver sendt en klage afsted til Københavns Kommune. I klagen fortæller Anna, at hun har oplevet lederen tvangsfodre børnene, så de kastede op af det. Hun fortæller, at lederen generelt råber af børnene og truer dem med, at de ikke får noget at drikke, hvis de ikke spiser op, og hun fortæller, at lederen har angrebet en forælder fysisk. Hun fortæller også, at lederen er særligt hård ved forældre af anden etnisk baggrund end dansk. Hun fortæller, at lederen drikker sig beruset til personalemøderne, og hun beskriver en situation, hvor et barn, der er for langsom om at tage overtøj på, bliver smidt uden for bygningen i vinterkulden uden sko og jakke. Lederen har tidligere været indlagt med psykisk sygdom, og pædagogmedhjælperen skriver i brevet, at hun mener, at denne stadig er psykisk syg og derfor ikke bør have med børn at gøre, og hun skriver direkte at ”det ligner Gestapo-metoder og ikke en børnehave”.

Klagen fik konsekvenser – for klager

Klagen giver genlyd. Kommunen sender tilsyn til Børnehuset, og lederen får lov til at læse Annas klage.

Tilsynet finder ikke noget særligt at bemærke i Børnehuset, men fortæller i retten, at det var svært at få samarbejdet op at stå. Der var modstand de første måneder. Tilsynet gør dog ikke noget ud af at undersøge Annas påstande, fordi det var "gamle" hændelser. Man vælger i stedet at forholde sig til den aktuelle hverdag i børnehaven. Tilsynet kontakter heller ikke tidligere medarbejdere eller forældre, selv om der rent faktisk ligger forældreklager.

Mens tilsynet ikke får konsekvenser for Børnehuset, får klagen konsekvenser for Anna.

Børnehuset er del af ”Frie Børnehaver og Fritidshjem”, og her vælger man at lægge injuriesag an mod Anna og mod LFS.

”Vi var målløse. Der bliver rejst rimeligt alvorlige anklager mod en børnehave. Men det kommunale tilsyn går ikke på noget tidspunkt i dybden med sagen. Til gengæld bliver en stakkels pædagogmedhjælper anklaget for injurier,” siger Jan Hoby.

En stakket frist

Byretten afgør imidlertid sagen til fordel for Anna og LFS. Dommerne lægger i afgørelsen især vægt på, at Anna har underretningspligt og derfor er forpligtet til at sige til, hvis hun er bekymret for nogle børn. Retten mener, at Anna har handlet i god tro, og at selv om nogle af hendes udtalelser, herunder den om Gestapo-metoder, er ret voldsomme, har hun handlet for børnenes skyld. Retten udtaler også, at nogle af Annas anklager faktisk bekræftes via vidneudsagn fra både Børnehusets leder samt fra andre, der har klaget over Børnehuset. Lederen indrømmer eksempelvis under retssagen, at hun har været med til at sætte en dreng, der ikke ville have overtøj på, uden for i kulden.

Anna får dog ikke lov til at puste ud særligt længe. ”Frie Børnehaver og Fritidshjem” anker til landretten, og her falder tingene helt anderledes ud.

Der mangler beviser

Landsretten afsiger sin dom i foråret 2015, og landsrettens dommere kender Anna og LFS skyldige i injurier. De mener ganske vist ikke, at Anna har rejst anklagerne mod lederen for bevidst at skade hende. Men de mener til gengæld heller ikke, at Anna og LFS har beviser nok til, at de har kunnet tillade sig at viderebringe så grove anklager. Derfor mener de, at Anna har ”overskredet grænserne for sin underretningspligt”. Anna bliver idømt 10 dagbøger á 200 kroner, og hun skal betale 5000 kroner i erstatning til lederen i Børnehuset.

”Vi var i chok. Det var et grundlæggende anslag mod medarbejderes ytringsfrihed. Det er skræmmende at tænke på en tilstand, hvor medarbejdere inden for det offentlige ikke tør anvende deres underretningspligt af frygt for injuriesager fra private organisationer. Det var helt ufatteligt, at landsretten begrundede dommen med, at vi ikke havde bevist anklagerne mod lederen. Jamen, hvad skal man så gøre, hvis man er bekymret. Filme i smug?” siger Jan Hoby.

Endeligt frifundet

LFS og Anna anker sagen til Højesteret. Her falder den endelige afgørelse i slutningen af august 2016. Og i modsætning til landsretten finder Højesteret, at Anna ikke kan dømmes, fordi hun har brugt sin underretningspligt, især fordi der ikke er nogen grund til at tro, at hun har anklaget lederen mod bedre vidende. Det fremgår tydeligt, at Anna har børnenes trivsel for øje.

Højesteret mener heller ikke, at man kan forlange, at Anna kan komme med bedre beviser for sine påstande. Højesteret påpeger ganske vist, at ordvalget har været harskt, og to af dommerne mener, at Anna skal straffes for ét forhold, nemlig udtalelsen om Gestapo-metoder. De to dommere kommer dog i mindretal.

Vigtig sejr med besk eftersmag

”Afgørelsen er en vigtig sejr for ytringsfriheden for offentlige ansatte i en tid, hvor den opleves som under pres. Det er også et vigtigt signal, at man ikke kan dømmes for at bruge sin underretningspligt, heller ikke selv om man ikke kan stille med hug-og-stik faste beviser. Og så er det en lettelse, at vores medlem endelig kan få fred for sagen, som nu har rullet i fire år. Men vi synes, også at sagen lader os tilbage med nogle principielle bekymringer. For Københavns Kommune undersøgte aldrig sagen ordentligt dengang. Det fremgår af papirerne fra retssagerne, at tilsynet ikke kontaktede forældre, der havde klaget, og at de ikke talte med tidligere medarbejdere. Det fremgår til gengæld, at Børnehuset ikke ville samarbejde de første måneder. Og lederen indrømmede under retssagen, at hun havde været med til at smide et barn uden for uden sko og overtøj i vinterkulden. Det bør da give anledning til bekymring for den pædagogiske linje,” siger Jan Hoby, som fortsætter:

”Det pædagogiske tilsyn er fint, når der er tale om dagtilbud, som selv ønsker at højne kvaliteten, og som derfor bruger tilsynet som sparring. Men noget tyder på, at tilsynet står uden redskaber, når der er tale om institutioner, som rent faktisk har noget at skjule. Vi siger ikke, det var tilfældet i Børnehuset. Men det burde have været undersøgt. Og man finder ikke ud af noget ved at gå rundt på gangene og spørge de medarbejdere, der tilfældigvis er til stede. Det er ikke særligt sandsynligt, at de tør sladre, hvis de har en leder, de er bange for,” siger Jan Hoby.

Hvad siger kommunen

Børne- og ungeborgmester Pia Allerslev fastholder, at hun fortsat tror, at man mister noget, hvis man generelt indfører uvildige tilsyn.

”Formålet med tilsynet er at sikre, at institutionernes pædagogiske arbejde er i orden. Det er min helt klare opfattelse, at det gør vi bedst ved at skabe et miljø præget af åbenhed og samarbejde, blandt andet ved at have en løbende og tillidsbaseret dialog med institutionerne i det daglige,” siger Pia Allerslev.

Hun anerkender dog også, at der kan være særlige tilfælde med behov for et skærpet tilsyn.

”Så bør man selvfølgelig anvende uvildige og uanmeldte besøg i institutionen som en kontrol med det formål at rette op på de uhensigtsmæssige forhold. Tilsynets opgave er ikke at opklare eller dømme, men at rette op på uhensigtsmæssige forhold hurtigst muligt i et samarbejde med leder og medarbejdere i institutionen. Det giver det bedste resultat for børnene, nemlig at det pædagogiske indhold lever op til de standarder og den kvalitet, som vi kræver af vores institutioner,” siger Pia Allerslev, som i øvrigt henviser til BUFs retningslinjer for, hvordan man behandler klager over private institutioner. (Se faktaboks. red.)

FAKTA:

Sådan behandles klager over en privat institution

Den typiske procedure vil være at foretage et uanmeldt tilsynsbesøg, her deltager både den faste tilsynsførende og en kollega/leder (uvildig tilsynsførende). Endvidere vil institutionens ledelse samt bestyrelsesformanden blive indkaldt til en afklarende samtale.

Typisk indledes et forløb med skærpet tilsyn fx en gang ugentligt (både anmeldt og uanmeldt). Fokus vil være samtaler på alle niveauer i personalegruppen samt hvorvidt praksis rimer på aftalte målsætninger.

Det skærpede tilsyn opretholdes, indtil tilliden til enheden er genoprettet, eller der træffes afgørelse om opsigelse af driftsoverenskomst med institutionen.

(Tilsendt fra Ledelsessekretariatet i Børne- og Ungdomsforvaltningen)