Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Generalforsamlinger
Generalforsamling for specialområdet:
Alvor og sjov til specialområdets generalforsamling
Generalforsamlingen på specialområdet startede med Per Helges show ”DJØF med løgn II – medarbejderne slår igen”, hvor der både blev storgrinet og nikket genkendende til karikaturer af blandt andet utopiske projekter som ”Fremtidens kommune”, og af at institutioner kan have bruge for en ”låne Djøffer” for at overkomme kommunens urealistiske dokumentationskrav.
Den mundtlige beretning blev leveret af bestyrelsen i fællesskab, og de kunne blandt andet berette om det nordiske samarbejde med søsterorganisationer i Oslo og Stockholm. De berettede desuden om de medlemsrettede aktiviteter, om LFS’ engagement i Velfærdsalliancen samt om muligheden for at oprette faggruppeudvalg. Bestyrelsen fortalte også om undersøgelse af MED-samarbejdet, som viste, at det kræver tid og forberedelse for at fungere optimalt.
Bestyrelsen måtte sige farvel og tak til to medlemmer nemlig Troels Petersen og Niels Kondrup Bergenholtz. På trods af at to medlemmer fra bestyrelse takkede af, sluttede generalforsamlingen med kampvalg til bestyrelsesposterne.
Citaer fra generalforsamlingen:
Bestyrelsesmedlem Torsten Munksgaard:
”Vi er i forbindelse med det nordiske samarbejde i gang med at planlægge en ny seance i Stockholm. Fra LFS kommer det til at handle om psykisk arbejdsmiljø. Folk får stress og går ned, og tempoet er alt for højt. Desuden vil vi gerne have på dagsordenen, hvordan vi kan sikre, at offentligt ansatte kan få lov til at ytre sig, uden at det kommer til at koste dem noget.”
Bestyrelsesmedlemmer Jesper Berring og Virginia ”Ginny” Wilson:
”Vi skal traditionen tro have suppekøkken i Kulturnatten. En happening med referencer til, at velfærd engang var noget, som private rigmandsfruer tog sig af. Suppekøkkenet er en god mulighed for at se nogle mennesker, som vi ikke taler med normalt.”
Kasserer og bestyrelsesmedlem Sakse Ravnskov Andersen:
”Vi har haft fokus på medlemsaktiviteter og ønsket at ”booste” disse og lave nogle fornuftige tiltag. Vi har lavet en række konferencer om radikalisering sammen med andre fagforeninger og med deltagelse af flere borgmestre, og vi har haft medlemsmøder med blandt andet Svend Brinkmann, Dorthe Birkemose, Khaterah Parwani og ”Rebellen fra Langeland”.”
Formand Lisbeth Waidtløw:
”Velfærdsalliancen, som er startet i LFS, hvor vi inviterede en række organisationer, vokser og vokser og vokser. I maj var vi oppe på 74 demonstrationer og i september på 41 demonstrationer. Det er et vigtigt initiativ, som vi i bestyrelsen bakker op om. Der skal fortsat kæmpes, så gassen ikke går af ballonen.”
Specialområdets bestyrelse:
Formand Lisbeth Waidtløw. Øvrige: Virginia Wilson, Jane Skou, Jesper Berring, Torsten Munksgaard, Christa Hauser, Per Wibeck Nielsen, Katja Cecilie Rothaus Sørensen, Sakse Ravnskov Andersen, Anne Nurken, John Skeberg, Kim Sandholt Paulsen, Birgitte Langballe, Susan Christensen og Annette Frank Olesen.
Se beretning og referat fra specialområdets generalforsamling på www.mitlfs.dk/6832
Generalforsamling for almenområdet:
Kampen for faget og kampen for opgaven
Vi kan ikke skille faget fra opgaven. Derfor skal vi som fagforening ikke bare kæmpe for løn- og arbejdsforhold. Vi skal også kæmpe for bedre rammevilkår for arbejdet og for børn og unge.
Det var udspillet fra almenområdets bestyrelse, som stillede med et mindre detaljeret program for det fremtidige arbejde end normalt. Almenbestyrelsen gik til valg på at ville arbejde for at styrke det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, styrke bevidstheden om ytringsfriheden og modet til at bruge den samt styrke den enkeltes og arbejdsfællesskabets myndighed. Sideløbende skal der arbejdes for bedre normeringer, fortsat metodefrihed og bedre kommunale budgetter.
Programmet for det fremtidige arbejde blev vedtaget af forsamlingen, og det samme blev den mundtlige beretning, som blev fremlagt af almenområdets formand Thomas Enghausen. Han fortalte om, hvordan skolereformen stadig trækker lange skygger ind over både børn og medarbejdere på LFS-området, og han informerede om, at der planlægges et faggruppeudvalg for pædagoger, som har timer i skolen.
Thomas Enghausen fortalte desuden om årets kamp for at bekæmpe social dumping på børnepasningsområdet, og om hvordan det lykkedes at vinde en principiel sejr, da TinyTots blev tvunget til at tegne overenskomst. Den særlige indsats for at gennemgå de mange fejl i lønaftaler på Frederiksberg blev beskrevet og fik ros fra salen. Sidst gennemgik Thomas Enghausen hovedpunkterne i det netop vedtagne budget fra BUF.
Citater fra generalforsamlingen:
Thomas Enghausen:
”En ny rapport fra FOA og Bureau 2000 viser, at efterspørgslen på pladser i fritidsordninger er faldet med 12 procent på landsplan. Det er ikke så slemt som forventet. Problemet er bare, at de tolv procent typisk er kendetegnet ved blandt andet at være enebørn og fra familier med en lav indkomst. Altså netop børn, som har brug for at være sammen med andre børn.”
Thomas Enghausen:
”Uddannelse fyldte temmelig meget ved overenskomstforhandlingerne i 2015. Forhandlingerne var en sand gyser, udspillet var uddannelse til alle. Men arbejdsgivers udspil om uddannelse til alle ville have medført at en del af vores medlemmer ville få en væsentlig lønnedgang, da man jo så var nyuddannet igen. Så tak, men nej tak! Vores forhandlere fra pædagogisk sektor, holdt fast og efter en sej kamp, endte overenskomstforhandlingerne uden aftale om uddannelse og med en lille reallønsstigning. Der snakkes stadig rigtig meget om uddannelse til alle, og det kommer helt sikkert til at være en af overskrifterne op til overenskomsten i 2018.”
Almenområdets bestyrelse:
Formand Thomas Enghausen. Øvrige: Ulla Børgesen Kristina A. Vasseux, Annette Beck, Bente Zingenberg, Bimala Møller, Brian Engsig, Connie Nielsen, Iben Andersen, Jette Olsen, Karen Louise Ribergaard, Kirsten Løth, Lars Ammonsen, Lis Irene Nielsen, Lone Koch, Louise Barslund Engelhardt, Martina Wellm, Martin Alexandersen, Martin K.A. Rasmussen, Nicki Jensen, Palle B. Andersson, Stinna Reuter Hall, Tina Malene Hansen og Tina Truelsen.
Se beretning og referat fra almenområdets generalforsamling på www.mitlfs.dk/11023