DEBAT:

Kære Nina Eg Hansen, hvor er det befriende at høre, at du er ”indstillet på livtag med bureaukrati”!

Jeg har med glæde læst artiklen i LFS nyt 10, hvor du beretter om, at du har planer om at komme i praktik på nogle arbejdspladser. Jeg håber virkelig, at du kommer til at opleve arbejds- og livsvilkår ude på de enkelte arbejdspladser og ikke kun hører de lyserøde fortællinger fra den del af de offentlige ansatte, som har taget Ja-hatten på for deres karrieres skyld eller simpelthen for at passe på sig selv i en kultur, som måske ikke ligefrem forbyder, men i hvert ikke lægger op til konstruktiv kritik fra den borgernære medarbejder.

Den engagerede medarbejder, som ikke kan eller vil gå på kompromis med sin egen faglighed, bliver truet på sin faglige identitet og stolthed, når de pålagte arbejdsopgaver mangler en faglig og saglig begrundelse, men bare skal udføres, uanset om de er meningsfulde eller ej. Det er ekstra belastende, hvis fagligt og etisk påkrævede opgaver sløjfes, fordi der ikke er ressourcer til det: Hjælp til personlig pleje, aktiviteter og nærvær. For slet ikke at tale om tid og overskud til at kunne opbygge en bæredygtig relation til borgeren som basis for en målrettet pædagogisk indsats.

Jeg siger ikke, at der ikke også stadig kan findes gode arbejdspladser på trods af det øgede økonomiske pres og nedskæringer. Dem vil jeg faktisk gerne høre om, når du er kommet rundt. Jeg elsker at blive klogere på, hvordan det lykkes dem på trods af de kummerlige vilkår.

Du taler om, at du vil gøre noget ved dokumentationsbyrden i SOF. Fantastisk. Jeg trænger virkelig til at få tid og overskud til at varetage det, jeg bedst kan og for resten også vil: Tage mig af borgeren, som har brug for hjælp. Det, jeg synes ”jeg er sat i verden for” som offentlig ansat i et bofællesskab for voksne med fysisk og psykisk nedsat funktionsevne. Jeg er glad for, at du lytter til de faglige organisationer, som har påpeget en række uhensigtsmæssigheder, og at du arbejder på afbureaukratisering. Det var mig altid en gåde, hvordan man kunne tro på, at Forandringskompasset kunne bruges til at høste data til forvaltningen og politikkerne. Jeg gruer ved tanken om de mange ressourcer, man brugte på at videreudvikle Forandringskompasset, som nu lander på at være et godt dialogredskab.

Det er også godt at høre, at der arbejdes på at samle alle de forskellige planer omkring borgeren i en fælles ”Borgerens Plan”. Det var mig altid en gåde, hvordan man kunne opfinde og opbygge en så kompleks, uigennemskuelig og besværlig konstruktion og skille myndigheds- og udførerdelen så meget fra hinanden, når det skulle handle om at arbejde sammen til gavn for borgeren. Så tak for at du vil tage teten. Jeg glæder mig at høre mere fra dig, og hvordan det går med at omsætte dine planer.

Sidst ikke mindst mener jeg, at det i lige så høj grad er nødvendigt at kigge på hovedtidsrøveren, som analysen kom frem til: De 41 procent som den offentlige ansatte bruger på administration. Hvad består de egentlig af, alle de administrative opgaver, og giver de mening? Jeg ved fra egen praksis, at jeg bruger utrolig meget tid på at besvare mails og følge op på overordnede opgaver fra ledelsen, udfylde skemaer og levere data til projekter og frem for alt på økonomi- og medicinadministration. Og fra i år også helt borgerfremmed arbejde: Løntastning! Hvis der var tid og ressourcer nok – så fred være med det. Men uden en tilstrækkelig normering går det direkte fra kerneopgaven, som, hvilket jeg håber, du er enig med mig i, er det pædagogiske arbejde med og for borgeren.

Venlig hilsen

Christa Hauser, socialpædagog og medlem af Specialområdets bestyrelse