Fagbevægelsen skal kende sit sociale ansvar

Olaf Christensen er på vej til at takke af efter næsten 40 år i LFS, hvor arbejdsmiljøet har fyldt det meste af hans tid. Han forlader ikke jobbet som jubeloptimist, hvad arbejdsmiljøet angår. Og han mener, at de faglige organisationer skal tilbage til de riges ris og de fattiges værn: Fagbevægelsen skal kende sit sociale ansvar og tage meget mere ansvar for de svageste grupper- både på arbejdspladserne og i samfundet.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Eksamensbeviset fra pædagoguddannelsen var dårligt nok tørt, før Olaf Christensen i 1976 blev valgt som TR på den første arbejdsplads. Et halvt år efter var han bestyrelsessuppleant i den hedengangne afdeling for fritidspædagoger i LFS, året efter formand og medlem af LFS’s hovedbestyrelse, og da der blev lavet nyt struktur i 1979, blev han formand for pædagogernes faglige klub og FU-suppleant.

”Og så er jeg sådan set ikke sluppet ud fra LFS siden,” som Olaf Christensen siger med et grin, da han i foråret 1979 også blev ansat som ansvarlig for opbygningen af en sikkerhedsorganisation og arbejdsmiljøarbejdet i LFS, samtidig med varetagelse af en række politiske opgaver.

Drivkraften var indignation

Der kom gennem 1990’erne flere tillidsposter til: Medlem af sektorbestyrelsen og hovedbestyrelsen i forløberen til FOA, DKA, og forbundets repræsentant i Branchesikkerhedsrådet for social- og sundhedsområdet i Danmark. Olaf Christensen måtte til gengæld slippe alt, hvad der havde med løn og overenskomst at gøre.

”Arbejdsmiljøområdet blev hurtigt omfattende. Mine forudsætninger var et kursus på tre dage. Men jeg fik hurtig en solid grundviden om arbejdsmiljø, og drivkraften blev min indignation over, hvad man tillod - og tillader - sig at byde folk i deres arbejdsliv. Og jeg har hele tiden haft den store fordel, at jeg har kunnet arbejde på tre niveauer; den håndholdte og individuelle i LFS, hvor jeg har siddet med de enkelte medlemmer, det overordnede i forbundet, hvor jeg har kunnet påvirke den politiske linje, og endelig i Brancherådssystemet hvor man har påvirket arbejdsmiljøudviklingen i hele social- og sundhedssektoren i DK,” siger Olaf Christensen.

Trio-samarbejdet

Olaf var en af de primære idemagere bag TRIO –systemet.

LFS er en af de få organisationer, der organiserer alle på samme arbejdsplads. Det vil sige, at både AMR, TR og leder er i samme organisation.

”Da psykisk arbejdsmiljø i slutfirserne og starten af 90’erne fyldte mere og mere og lappede ind over både tillidsrepræsentantens og arbejdsmiljøgruppens opgaver, tænkte vi, at der burde kunne etableres et fælles samarbejde disse grupper imellem. Vi udviklede en række kurser og samarbejder, og vi kaldte det triosamarbejde og den dynamiske TRIO. Jeg er da meget stolt over at se, hvor meget ideen er videreført og udviklet både i LFS og øvrige organisationer,” siger Olaf Christensen.

Det forbistrede sygefravær

Han er mindre tilfreds med den udvikling, der er sket på arbejdsmiljøområdet gennem de seneste 30 år:

”Jeg har været ved at rydde op i mine gamle papirer, og jeg fandt et 20 år gammelt dokument, der handlede om akkurat de samme problemstillinger, vi diskuterer i dag. Der er faktisk sket forbandet lidt, og det kan jeg godt ærgre mig over," siger Olaf Christensen, der især mener, at det er perioden med New Public Management, der har spændt ben for en god udvikling på arbejdsmiljøområdet:
”Vores faggruppe får stress og bliver udbrændte, fordi de ikke får lov til at udfolde deres faglighed, og fordi der hele tiden er for meget arbejde til for få hænder,” siger Olaf Christensen, der også peger på det, han kalder den største dræber gennem de seneste mange år, nemlig det voldsomme fokus på sygefraværet.

”Det har været så invaliderende for arbejdsmiljøet. Man har haft så meget fokus på at have pæne statistikker, at de svage er røget ud, og at det offentlige arbejdsmarked er blevet mindre og mindre rummeligt,” siger Olaf Christensen.

Det bæredygtige arbejdsmiljø

I forhold til det fremtidige arbejdsmiljøarbejde mener Olaf Christensen, at man bliver nødt til at se arbejdsmiljøarbejdet bredt.

”Vi skal have arbejdspladser, der både kan integrere og rumme mennesker med begrænset erhvervsevne, udvikle alle ansattes kompetencer og sikre en vedligeholdelse af arbejdskraften, så der ikke sker fysisk og psykisk nedslidning og udstødning. Det er et bæredygtigt arbejdsmiljø,” siger Olaf Christensen og tilføjer: ”Det drejer sig om at udvikle nye arbejds- og organisationsformer, som kan være samfundsmæssigt rentable.”

Skal have et fjumreår

Olaf Christensen mener, at fagbevægelsen skal redefinere sig selv og erkende sit sociale ansvar.

”Jeg troede aldrig, jeg skulle sige det her. Men jeg tror, vi skal have mindre fokus på lønnen og mere på arbejdsmiljøet og på fagbevægelsens generelle ansvar for udviklingen i samfundet. Fagbevægelsen skal tage meget mere ansvar for alle de mange, der ryger gennem sikkerhedsnettet, og som lander i social deroute. For der er ikke andre i det her samfund til at gøre det. Og vi er nødt til at få knækket den meget grimme tendens, der har bidt sig fast hos både rød og blå blok, hvor der sker angreb på angreb på de svage og de allersvageste i vores samfund,” siger Olaf Christensen, der snart takker af med både det politiske forbundsarbejde og det konkrete arbejdsmijøarbejde.

”Mine arbejdsskadesager bliver det sidste, jeg lægger. Så skal jeg hjem ... og det er en underlig følelse, men jeg er så heldig at det er mit eget valg. Jeg kan nok heller ikke lade være med at blande mig i et eller andet. Men jeg skal have et fjumreår, før jeg beslutter mig for, hvor mine kræfter skal lægges.”

Afskedsreception

Der er afskedsreception for Olaf Christensen i LFS den 9. november 2016.