Bogomtaler
Inklusion i daginstitutioner anno 2017
- om hvor langt vi er nået, og hvad der stadig mangler
Nr. 1/2017. 0-14 Pædagogisk Tidsskrift
Temanummeret om inklusion fra 0 - 14 udmærker sig ved de mange gode praksisbeskrivelser, som giver inspiration til den daglige indsats for at rumme ikke bare de særlige børn, men også alle de andre. Der er beskrivelsen af garderobeprojektet, der gav meget mere ro og overskuelighed for alle, der er eksempler på handleplaner, og der er en medrivende artikel fra børneteaterforestillingen, der formåede at fange selv de børn, der var allermest udfordrede på opmærksomhed. Sidst men ikke må mindst må nævnes den velskrevne og rørende beskrivelse af, hvordan Lauritz, som er et barn med Downs syndrom, blev inkluderet og udviklede sig sammen med de øvrige børn i en helt almindelig børnehave.
Dansk Pædagogisk Forum
100 sider. Kr. 108,-
Børn med flere sprog
Typisk sprogudvikling og sproglige vanskeligheder
Af Eva-Kristina Salameh, Helle Iben Bylander, Trine Kjær Krogh
Flere og flere børn vokser op med flere sprog, og det kan være en udfordring at udrede sproglige vanskeligheder hos disse børn, lige som de stiller særlige krav til pædagogik og læring. I ’Børn med flere sprog’ samler førende sprogforskere og logopæder den nyeste viden på området og giver en samlet fremstilling af den flersproglige normaludvikling samt mulige forsinkelser og forstyrrelser i udviklingen af dansk som andetsprog. I bogen præsenteres nye metoder til at undersøge børnenes tilegnelsesfaser og til at udrede og støtte de flersprogede børn, der er i færd med - eller i risiko for - at udvikle sproglige vanskeligheder. Bogen diskuterer forskellige tilgange til andetsprogspædagogik og indeholder relevante casestudier fra både skoler og daginstitutioner.
Dansk Psykologisk Forlag
160 sider. Kr. 299,-