Leder:

Automatisk indskrivning kan ikke stå alene

Af Britt Petersen, formand, og Jan Hoby, næstformand

Overborgmester Frank Jensen og Socialdemokratiet vil have alle de små babyer med anden etnisk baggrund end dansk ind i vuggestuerne. Derfor går partiet ind for, at alle børn automatisk skrives op til daginstitution, når de er et halvt år. Der skal stå en plads parat, når barnet er et år, og forældrene skal aktivt vælge fra, hvis de ikke ønsker pladsen.

En betydelig gruppe børn med anden etnisk baggrund end dansk er nemlig bagud både sprogligt og motorisk, når de begynder i skolen, og pædagogerne i de udsatte boligområder er oppe mod alt for tunge odds, hvis de først møder børnene, når de er tre, fire og fem år gamle.

Det er fint, hvis den automatiske opskrivning præsenterer nogle forældre for en mulighed, de måske ikke kendte til, og hvis familierne kan motiveres til at vælge dagtilbuddet til ved at fokusere på alle fordelene ved det unikke børnekulturfællesskab, der udvikles fra starten af vuggestuelivet, og som bidrager til vores følelse af at høre til. En fællesskabsfølelse vi tager med på rejsen igennem livet.

Men det får forhåbentlig ikke politikerne til at læne sig tilbage og tro, at de på den måde har gjort tilstrækkeligt for at løfte en gruppe børn, der er seriøst udsatte. For chancelighed begynder i vuggestuen, og lighed i et samfund har aldrig været gratis. Det kræver økonomisk omfordeling.

De her børns problemer bunder ikke i, at deres forældre kommer fra en anden kulturkreds. Der er masser af børn med indvandrer- og flygtningebaggrund, der klarer sig fremragende i det danske skolesystem. Nogle af tidens vigtigste stemmer er etniske minoritetskvinder.

Den gruppe, vi taler om, har forældre med alvorlige sociale problemer, som får en skrue ekstra på grund af sproglige vanskeligheder, traumatisering efter flugt eller migration og oplevelse af fremmedgjorthed i samfundet. Det skaber familier, der ikke har ressourcerne til at sætte sig ind i, hvordan de bedst støtter deres børn til at kunne klare sig i Danmark.

Alt dette kan en daginstitution ikke rette op på alene. Og da slet ikke med den kvalitet, politikerne i årevis har tilbudt. Skal daginstitutioner være udviklende miljøer for alle børn, kræver det bedre normeringer. Pladsprisens kapløb mod bunden ødelægger alt for mange gode intentioner og hensigter. Der skal være masser af nærhed, omsorg og masser af kærlighed i vores dagtilbud. Det kræver flere pædagoger. Forskning peger på, at hvis børn overlades i alt for høj grad til sig selv i dagtilbud, kommer det til at gå ud over deres koncentration, deres sproglige udvikling og deres evne til at indgå i sociale relationer.

Skal vi løfte de allermest udsatte børn, skal vi imidlertid også sætte ind i familierne.

Familierne skal have hjælp til deres belastninger i stedet for at være jaget vildt, der plages af kontanthjælpsloft, 225-timers regel og andre menneskefjendske tiltag. Og så skal vi være langt mere innovative i den familierettede indsats og fx sende dygtige pædagoger ud i familierne, så forældrene i trygge rammer kan få input til, hvordan de kan støtte deres børns udvikling. Der er ingen tvivl om, at det vil kunne betale sig. For alle forældre ønsker det bedste for deres børn.

Så kære Frank Jensen. Vi håber meget, at forslaget om automatisk opskrivning til byens dagtilbud bliver fulgt op med konkrete forslag til at indføre markant bedre normeringer og mindre børnegrupper i dagtilbud i udsatte boligområder.