Kvalitetsrapport med kvalitetsbrist
Børne- og Ungeforvaltningen kunne i begyndelsen af maj præsentere Københavns Kommunes første kvalitetsrapport for dagtilbud på 0-5 års-området. Næstformanden i LFS, Jan Hoby, er imidlertid ikke imponeret.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
Børne- og Ungeforvaltningen vil have styr på kvaliteten i byens dagtilbud. Det er resulteret i en kvalitetsrapport, som er bygget op omkring arbejdet med de seks pejlemærker. Rapporten dækker perioden 2013 til 2016, og bygger på de mange data, som forvaltningen løbende indsamler fra hele området.
Børne- og ungeborgmester Pia Allerslev siger, at rapporten har to væsentlige formål.
”Kvalitetsrapporten er et vigtigt arbejdsredskab for ledere og medarbejdere i dagtilbuddene. Det er en god anledning for medarbejderne til at tage en dialog om kvaliteten i det pædagogiske arbejde, og med rapporten kan medarbejderne i de enkelte institutioner, klynger og områder nu sammenholde resultaterne af deres pædagogiske arbejde med den generelle udvikling i København,” siger Pia Allerslev, som også håber, at rapporten vil give politikere, forældre og alle andre interesserede i København et godt indblik i det pædagogiske arbejde i kommunen.
”Dagtilbud af høj kvalitet øger børns muligheder for at tage en uddannelse og få et job senere i livet. I København har vi udarbejdet pejlemærker for at sikre en høj kvalitet i det pædagogiske arbejde, og med den nye kvalitetsrapport har vi nu et samlet overblik over resultaterne i arbejdet med pejlemærkerne for at give børnene den bedste start på livet,” siger Pia Allerslev.
Ventet med spænding
Planen er, at der skal udkomme en kvalitetsrapport hvert andet år, så udviklingen kan følges tæt. Og næstformanden i LFS, Jan Hoby, medgiver, at rapporten har været ventet med spænding.
”Rapporten giver os mange brugbare oplysninger og opmærksomhedspunkter, som giver politikere og det pædagogiske område et godt afsæt for at skærpe fokus på kerneopgaven i fremtiden, ” siger Jan Hoby, som dog er skuffet over kvalitetsrapportens kvalitet.
”Der er store faktuelle og teoretiske fejl og mangler. Det er tydeligt, at forfatterne til rapporten ikke er fortrolige med det pædagogiske felt. LFS blev præsenteret for kvalitetsrapporten inden den endelige udgave, og vi havde væsentlige kritikpunkter, men de er ikke blevet ændret. Det er uforståeligt, for BUF har i mange år haft stor tradition for at lytte til faglige og pædagogiske argumenter, ” siger Jan Hoby, der oplever, at rapporten taler ned til det pædagogiske område.
”Man kan fx læse på side 11, at ”I anbefalingerne er dialog et nøgleord, og der lægges op til, at personalet i højere grad bruger hinanden til løbende at diskutere, hvad sociale relationer er eller kan være.” Seriøst - alt pædagogisk arbejde er relationsarbejde. Hvis det pædagogiske personale og ledere ikke ved det, så er der større problemer end som så. Det er direkte pinligt, at det er en anbefaling i rapporten,” siger Jan Hoby.
Sludder og vrøvl
Han finder også afsnit, som, han synes, er det rene sludder og vrøvl:
”Det er godt, at rapporten beskæftiger sig med børn og unges kulturfællesskaber. Problemet er blot, at forfatterne ikke rigtig har styr på, hvad det er, og hvordan det giver sig udtryk i børnehøjde. Hele synet på børns kulturfælleskaber er et voksensyn. Derfor kan man læse på side 23: ”For mange børn er dagtilbuddet det første sted, hvor de gør sig erfaringer med selvstændigt at indgå i interaktioner og samspil med andre børn. Her er det af stor betydning, om man som barn har sproglige forudsætninger for at indgå i lege med de andre børn.” Men det er direkte forkert. Børn på otte eller 10 måneder har intet sprog, når de kommer i vuggestue. Småbørns sociale omgang hviler på et udpræget kropsligt grundlag. Det er ikke sproget, men kroppen, der er omdrejningspunktet for børns kulturfællesskaber og leg i første del af vuggestuetiden. Det, at legehandlinger dyrkes over til rutiner, viser, at aktiviteterne hviler på udveksling af fælles følelser, fælles forståelse og fælles intentioner. Det er kernen i børn og unges kulturfælleskab, som starter i vuggestue og videreudvikles i resten af barndommen og ungdommen,” siger Jan Hoby, som har fået forklaringen, at fejl og mangler i kvalitetsrapporten skyldes, at den er den første i rækken.
”Det er en uacceptabel forklaring. Rapporten skal netop danne udgangspunkt for et øget fokus på kvalitet. Så kan man ikke stille med et produkt, der ikke er kvalitetssikret,” siger Jan Hoby.
Vi kan ikke genkende billedet
Pia Allerslev mener, at Jan Hoby skyder for skarpt på rapporten:
”Vi har med kvalitetsrapporten ønsket at sætte fokus på dagtilbudsområdet og styrke grundlaget for de faglig drøftelse blandt ledere og medarbejdere i dagtilbud. Det gør vi blandt andet ved at beskrive den udvikling, vi kan se, at der har været i arbejdet med pejlemærkerne for dagtilbudsområdet gennem de seneste fire år samt beskrive, hvordan vi i kommunen fremadrettet arbejder med at understøtte og udvikle den pædagogiske praksis. Vi er opmærksomme på, at LFS også havde andre ønsker til rapportens indhold og vi er ærgerlige over den kritik, Jan Hoby retter. Vi kan dog ikke genkende billedet af, at rapporten består af en række faktuelle fejl og mangler. Vi håber, at kvalitetsrapporten kan give anledning til gode drøftelser i de enkelte områder, klynger og institutioner, og at man kan bruge rapporten som afsæt for en fælles drøftelse af, hvordan man arbejder med at skabe kvalitet i det pædagogiske arbejde,” siger Pia Allerslev.
Pejlemærke 1. Sociale relationer - positiv voksenkontakt hver dag
Tilsynet vurderer, at flertallet af institutionerne arbejder godt med pejlemærket. 60 procent slipper ”uden bemærkninger”, mens 35 procent skal tilpasse deres arbejde med sociale relationer. Fem procent af institutionerne blev vurderet til at have behov for en ny eller ændret indsats på området. Anbefalingerne fra tilsynet handler især om manglende formulering af et fælles værdisæt og manglende systematik i arbejdet med relationsskemaer og trivselsvurderinger.
(Kvalitetsrapporten omhandler også de kommunale tiltag omkring tidlig opsporing og indsats).
Pejlemærke 2. Inklusion og fællesskab - børne- og ungefællesskaber til alle
58 procent af institutionerne bliver vurderet til at kunne fortsætte deres konkrete arbejde med inklusion og fællesskab uden yderligere anmærkninger, mens 36 procent af institutionerne skal gøre mere, og 6 procent skal ifølge tilsynet lave en helt ny eller ændret indsats. Anbefalingerne handler især om manglende definitioner på, hvad inklusion og fællesskab er, og manglende strategier i det pædagogiske arbejde.
(Kvalitetsrapporten omhandler også de kommunale tiltag omkring ressourceteams og tilbud til børn med særlige behov.)
Pejlemærke 3. Sprogindsatsen - muligheder gennem sprog
Der er overordnet en positiv udvikling i sprogindsatsen, og der har siden 2013 været et fald i andelen af sprogligt udfordrede børn i 0. klasse. Et stigende antal børn bliver sprogvurderet i tre og fem års alderen, men uforholdsmæssigt mange børn med ikke-vestlig oprindelse er stadig sprogligt udfordrede. Tilsynet vurderer i 2016, at 58 procent af institutionerne ”består” sprogindsatsen, mens 37 procent skal gøre mere eller andet, og 6 procent skal i gang med en ny eller ændret indsats. Det halter ifølge tilsynet især med mangel på fælles faglig tilgang og systematik i forhold til sprogarbejdet.
(Kvalitetsrapporten går desuden dybere ned i sprogindsatsen over for børn med sproglige udfordringer og ikke-vestlige børn.)
Pejlemærke 4. Forældresamarbejde - forældrepartnerskab
Når tilsynet kigger på forældresamarbejdet, er vurderingen, at det fungerer fint i 66 procent af institutionerne, mens 30 procent skal tilpasse deres indsatser, og 4 procent vurderes til at have behov for en ny eller ændret indsats. Det handler blandt andet om systematik i forventningsafstemning mellem forældre og institution, flere forældrearrangementer og flere måder at kommunikere på, så man når ud til alle typer forældre.
(Kvalitetsrapporten går desuden dybere ned i søgemønstre, ventelister samt særlige tiltag omkring opsøgende forældresamarbejde.)
Pejlemærke 5. Sammenhæng - også i overgange
Sammenhænge i overgange er det pejlemærke, hvor flest institutioner ”består” tilsynets eksamen. Det går godt i 67 procent af institutionerne, 29 procent bliver vurderet til at skulle tilpasse deres indsats, mens 4 procent bliver vurderet til at have behov for en ny indsats. Der, hvor der anbefales ændringer, handler det især om, at institutionerne får oprettet en fast procedure for overgangene mellem enten vuggestue, børnehave eller skole.
(Kvalitetsrapporten beskriver desuden et stigende antal skoleudsættelser og stabilitet i antallet af børn, der tager 0. klasse to gange.)
Pejlemærke 6. Refleksion og metodisk systematik i den pædagogiske praksis
Refleksion og metodisk systematik er det område, hvor tilsynet har været mindst tilfreds med institutionerne i 2016. Kun 36 procent blev vurderet til at have så meget styr på tingene, at de kunne ”nøjes” med at kunne vedligeholde deres indsats. Tilsynet anbefaler generelt, at institutionsledelsen sørger for tid og mulighed til at prioritere området, og at ledelserne systematiserer refleksionsarbejdet.
(Kvalitetsrapporten beskæftiger sig desuden med de pædagogiske læreplaner, portalen Åben dagtilbud, motorikindsats, overvægt, tandsundhed og justeringer i det pædagogiske tilsyn.)