Den dag jeg ikke kunne holde op med at græde

Verden væltede den dag, hvor Louise Engelhardt havde afleveret et grædende barn i skole, et grædende barn i børnehave, og hvor hun selv cyklede grædende på arbejde i regnvejr - for at opdage, at hun ikke kunne holde op med at græde igen. Det blev til en stresssygemelding, og en pædagog der både er blevet stærkere og meget klogere på sig selv.

Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj

Advarselssignalerne havde været der længe. Når Louise Engelhardt tænker tilbage, var hun i perioden op til blevet mere og mere sammenbidt og havde fået brug for at planlægge alt i detaljer.

”Jeg havde så lidt overskud, at jeg var nødt til at skrive alting op. Jeg blev nærmest angst, hvis jeg ikke havde min kalender på mig, og jeg kunne vågne midt om natten med et sæt, fordi der var noget, jeg skulle huske at skrive op.”

Hun husker også, at hun i ugerne op til kunne sidde på cyklen og dagdrømme om at vælte og brække armen. For så kunne hun melde sig syg.

”Det skulle jeg nok have tænkt lidt mere over. Men jeg var på det tidspunkt kørt så fast, at jeg ikke engang kunne overskue at sygemelde mig, selv om jeg inderst inde vidste, at jeg burde.”

Brat omvæltning

Louise Engelhardt var i 2013 flyttet tilbage fra bondehusidyllen Fejø til København. Hun medbragte to børn, der reagerede stærkt på både skilsmisse og flytning.

Hun havde forladt verdens bedste job, som hun udtrykker det, i socialpsykiatrien på Lolland til fordel for en stilling som hjemmevejleder i socialforvaltningen i København.

”Jeg forlod et job, hvor jeg kendte alle mine borgere, og hvor jeg havde råderum til at gøre det, jeg fandt nødvendigt. Jeg kom til en arbejdsplads, hvor der var så lang ventetid på ydelserne, at de borgere, jeg kom ud til, var visiteret til hjælp et halvt år forinden. Og det var psykisk syge og misbrugere, så jeg vidste aldrig, hvad jeg kom ud til. Vi dækkede fra Hvidovre til Østerbro, og jeg cyklede så meget, at jeg ikke kunne nå at spise så meget, som jeg forbrændte. Der var så store krav til dokumentation, at jeg umuligt kunne nå at følge med, hvis jeg også skulle besøge borgere, så det var flere gange noget med at sidde og lave det om aftenen derhjemme. Samtidig havde jeg to børn, som var kede af, at vi var blevet skilt, og som skulle vænne sig til deres nye hverdag.”

Skal ikke tilbage

Den dag, Louise ikke kunne holde op med at græde igen, skulle hun have besøgt en borger, som var kendt i systemet for truende og voldelig adfærd.

”Det var ikke usædvanligt. Jeg følte mig udsat; især i situationer hvor jeg ikke anede, hvad jeg kom ud til, fordi det var lang tid siden, borgeren havde været i kontakt med systemet. Men der var ikke rigtig nogen at søge hjælp hos; ledelsen var meget langt væk.”

Louise Engelhardt kom til at være sygemeldt i et halvt år.

”Jeg fik akut hjælp af Falck Healthcare. Det var nyttigt, og det hjalp mig også ret hurtigt til at forstå, at jeg nok ikke skulle tilbage på den arbejdsplads. Men der gik lang tid, før jeg overhovedet kunne mærke mig selv, og jeg havde ikke styr på mine reaktioner. Jeg græd meget og fik nærmest lidt socialangst i en periode.”

Ren selvforagt

Louise Engelhardt havde på Lolland arbejdet med en del stressramte borgere. Derfor kom det bag på hende, hvor meget det påvirkede hendes egen selvfølelse

”Jeg troede ikke, at det kunne ramme mig. Og da jeg så selv stod der - jeg havde så lidt til overs for mig selv. Det var ren selvforagt. Det var skræmmende.”

En ting var træthed og gråd og nederlagsfølelse. Noget andet var at opleve de offentlige systemer fra den anden side af skranken.

”Jeg fik forhandlet aftrædelse og kom på sygedagpenge. På et tidspunkt var jeg nødt til at søge nogle enkeltydelser. Jeg mødte så en sagsbehandler, jeg havde været på hold med, da jeg tog et diplomkursus. Han udbrød spontant: ”Dig vil jeg ikke røre med en ildtang”. Han mente det sikkert ikke så slemt; ville nok bare ikke være inhabil. Men det slog pokkers hårdt. Jeg følte mig virkelig klientgjort og mindreværdig.”

Fra asken til ilden

Da der var gået et halvt år, tog Louise Engelhardt en seksugers sagsbehandleruddannelse og blev straks efter tilbudt et vikariat på en specialskole. Hun vidste ikke, at hun dermed gik lige ind i løvens hule.

”Jeg kom ind i en klasse med de tungeste elever. Da der var gået en uge, havde jeg et kæmpestort bidemærke og havde set en kollega bryde sammen med stress. Jeg gik tudende hjem, fordi jeg var pissebange for at blive syg igen, og jeg var opmærksom på det mindste tegn hos mig selv.”

Louise Engelhardt ringede akut til Falck Healthcare for at høre, hvad hun skulle gøre.

”Det kan jeg kun råde andre i samme situation til. Jeg fik nogle gode redskaber til, hvordan jeg kunne undgå at blive suget ned igen.”

Væltede ledelsen

Jobsituationen udviklede sig imidlertid til det værre.

”Jeg oplevede noget med et barn, som gjorde, at jeg var nødt til at skrive en underretning. Men det viste sig, at ledelsen ikke ville have, at man skrev underretninger. Jeg blev kaldt op til ledelsen og stod skoleret. Jeg fik at vide, at hvis jeg insisterede, og hvis jeg skrev så meget som et ord forkert i den underretning, så var jeg færdig i hele Københavns Kommune. Det var en rystende oplevelse. Men jeg blev også trodsig. Jeg tænkte, at hvis jeg går på kompromis med det her, så bliver jeg i hvert fald syg igen.”

Louise Engelhardt gik til LFS, og det, fik store konsekvenser for den daværende ledelse på skolen. Det viste sig, at talrige medarbejdere, både pædagoger og lærere havde følt sig pressede til ikke at underrette.

Louise Engelhardt rykkede dog videre midt i tumulten.

”Jeg fik tilbudt job på min gamle arbejdsplads Ryparken i marts 2015. Det var som at komme hjem. Jeg fik den samme leder og de samme kolleger som før, jeg rejste til Lolland. Jeg er stadig sindssygt glad for det.”

Man kan komme op igen

Glæden er tilbage, og Louise Engelhardt er ikke længere så opmærksom på, om hun føler tegn på stress.

”Jeg er til gengæld blevet meget bedre til at sige, at det ikke er alt, der er mit ansvar. Hvis andre ikke stresser over det, der ikke bliver gjort, så behøver jeg heller ikke. Jeg har nok sagt lidt farvel til flinkepigen. Jeg tænker mere over, hvad jeg roder mig ud i, og jeg er blevet bedre til at passe på mig selv. Jeg sørger for at gemme de sidste ti procent energi til mig selv, så andre ikke får det hele.”

Men Louise Engelhardt er også blevet bedre til at respektere sine fornemmelser:

”Da jeg tog mod jobbet som hjemmevejleder i Socialforvaltningen, fik jeg at vide, at der havde været samarbejdsvanskeligheder i afdelingen, og at der nok ikke var så meget støtte at hente. Jeg ignorerede det og tænkte, at det kunne jeg sagtens klare. Jeg kunne også ret hurtigt mærke, at der var noget galt på skolen, jeg rejste fra, men jeg bed tænderne sammen og holdt ud. Det ville jeg ikke gøre i dag. Jeg vil ikke ofre mig selv og mit eget helbred for et job. Faktisk synes jeg, at jeg er kommet stærkere ud på den anden side, for jeg kender mig selv bedre i dag. Så man skal ikke være så bange for at ryge helt ned - man kan godt komme op igen, og man får en anden rummelighed som person af det.”